« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Mellem Flygtninge og Fanger: Dora Overgaard. 80 Sider. Hagerups Forlag.
Vi bragte for et Aarstid siden en Omtale af en anden Bog af Dora Overgaard: Glasmalersken, en overordentlig fin og kunstnerisk yndefuld Fortælling fra Belgien, før Krigens Braadsøer væltede ind over Evropa. Denne sidste Bog af samme Forfatter er mere et Stykke Journalistik end et Stykke litterær Kunst. Det havde selvfølgelig udmærket godt kunnet lade sig gøre at komponere en Roman eller Novelle ud af alle de rystende og brogede Scener, som Forfatteren har staaet Ansigt til Ansigt med under sit Ophold i Schweitz i Krigens to første Aar, men sanddru og fri for alt Effektjageri som Dora Overgaard er, har hun kun ønsket at give Offentligheden et Indblik i, hvad en lille medfølende og højsindet Nation har formaaet at udføre til Lindring af de Saar, som Krigen har slaaet ikke blot dem paa Valpladserne, men ogsaa dem, som den drev bort fra Hjem og Arne og skyllede ind over „Fredsøen" s Kyster.
Sammenlignet med Karin Michaëlis Bog om østrig-ungarske Forhold og Foretagender under Verdenskrigen, som med sine virtuosmæssig skildrede Scener fra Vaabenværkstederne hævede Bogen op over almindelig journalistisk Beskrivelse, forekommer denne lille Bog straks lidt vel tam, og Sproget er heller ikke altid saa omhyggelig behandlet, som vi af „Glasmalersken" ved, at Forfatteren kan behandle sit Sprog, men hun naar ikke desto mindre det, hun tilsigter, at aftvinge Læseren Beundring for den Samaritanergerning overfor Krigens ulykkelige, som Schweiz med lige Hensyn til alle Sider har paataget sig og som tjener til et smukt Eksempel paa de smaa Staters Eksistensberettigelse, idet de midt under Barbariets Rædselsgerninger opretholder Troen paa Menneskelighed og Næstekærlighed og derved baner Vejen for den Tilnærmelse mellem Nationerne, som maa komme, naar Krigens Kræfter er udtømte.
Gribende er Skildringen af, hvorledes to Jernbanetog med henholdsvis tyske og franske Krigsfanger, krydses i Bern. Publikum venter i uhyggelig Spænding paa de Udslag, man mener Nationalhadet vil give sig. Men i Stedet for udveksler Fangerne hjertelige Hilsener, og idet Togene sætter sig i Bevægelse for at køre hvert ad sin Kant, raaber Tyskerne: „For vort vedkommende er Krigen nu endt. Levvel." Og Franskmændene svarer: „Lad os være Venner. Paa Gensyn!"
„Thi," slutter Dora Overgaard denne Skildring, „det er det smukke og forsonende midt i Krigens frygtelige Skyld af Uretfærdighed og Lidelse, at de, der selv har lidt og mistet mest i den, de har ogsaa lært at føle Medlidenhed og at tilgive."
Vi vil anbefale vore Læsere at gøre sig bekendte med den lille Bog, som i al sin Fordringsløshed bærer et levende Vidnesbyrd om, at Forfatteren har formaaet at se ind i Krigens Medusa-Ansigt uden at tilsætte noget af sin menneskelige Følelse derved.
e-e.
Efterskrift til Anmeldelsen af Montessoris Metoden.
Min Anmeldelse af ovennævnte Bog blev skrevet inden den endelige Udgivelse. Først derefter er jeg blevet bekendt med den Fortale „af Maria Montessori", som indleder Bogen. Jeg føler mig forpligtet til at gøre opmærksom paa, at denne Fortale paa Grund af manglende Sprogbegreb og manglende Forstaaelse af M. M. s Tanker hos Oversætteren er blevet en eneste latterlig Meningsløshed, som Læseren gør bedst i at springe over, for at ikke Indtrykket af Bogen fra først af skal ødelægges. Desværre har denne som Helhed heller ikke kunnet renses fra at bære en daarlig Oversættelses Præg, men Indholdet er saa vægtigt, at det forhaabentlig vil gøre sig gældende alligevel.
Th. Constantin-Hansen.
Aarsberetninger.
Kvindehjemmet i Læssøesgade.
„Naar man vil hjælpe en Kvinde og ikke selv vil eller kan tage hende ind i sit eget Hus, anbringer man hende paa Kvindehjemmet i Læssøesgade, indtil man finder den Plads eller den filantropiske Institution, hvor hun kan komme hen."
Med disse Ord angives i Indledningen til den Aarsberetning, som Kvindehjemmet sidst har udsendt, denne Institutions vigtigste Formaal: At hjælpe Kvinder, som er kommet i øjeblikkelig Nød, til at kunne klare sig selv fremfor at synke til Bunds og falde Fattigvæsenet til Byrde.
Men fra denne Hovedstamme i Hjemmets Virksomhed er der i Tidens Løb skudt flere Grene ud: Folkekøkkenet, som omtaltes i forrige Nummer, Ammestueafdelingen, Børneafdelingen (Vuggestue, Asyl og Børnehave) Skolen for Barneplejersker, Sy- og Arbejdsstuen og endelig Aftenvirksomheden. Denne sidste aabner et gæstfrit Asyl for enhver Kvinde, som søger derhen, og her vil finde Lys og Varme foruden gratis Underholdning vekselvis af oplysende, religiøs og mere fornøjelig Art, saa som Oplæsning og Koncert. Hver Fredag Aften har haft et særlig festligt Præg, og Gæsterne, som Regel i et Antal af 70-80 er blevne trakterede med Kaffe.
Kvindehjemmets Princip er: Hjælp til Selvhjælp.
Kvinderne, som søger dets Støtte, maa ikke føle denne som en Almisse, selv om det Vederlag, de betaler med, langt fra dækker, hvad der ydes dem.
Det siger sig selv, at en Virksomhed som denne lider haardest under Dyrtiden, hvorfor den trænger dobbelt til Støtte fra privat og offentlig Side.
Gennem sin sikre Vækst gennem Aarene, gennem det stigende Antal af Kvinder og Børn, som banker paa dets Dør, har det tilfulde dokumenteret sin Berettigelse og hævdet sig en smuk Stilling blandt Byens velgørende Institutioner dog som noget i sin Art ganske særegent.
Blot kunde man ønske, at langt flere velstillede Mennesker havde Forstaaelse af den Gerning som her gøres stille og bramfrit, og følte Trang til at støtte den med rundeligere Gaver end dem, Beretningen viser os. Hjemmets store Bazar i Oktober 1916 gav et Overskud af 2710 Kr., kun et ringe Udbytte, naar man betænker alle de Kræfter, som her var sat ind. Hvis Hjemmet skal opnaa den Tilbygning, som var Bazarens Formaal, maa man haabe, der næste Gang vil tilflyde det lidt flere Smuler fra det Bord, som Verdenskrigen har dækket saa overdaadigt for de enkelte lykkelige.
