« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Borgerrepræsentationen
(Sluttet).
Fischer: Og det var netop heldigt, at der ikke gives altfor bestemte Anvisninger med Hensyn til, hvilken Vej Administrationen skal gaa. Naar han mente, at man ikke bør give alt for bestemte Direktiver, laa det i, at en Administration, som skuer ud i Fremtiden, nødvendigvis, særlig hvad Hospitalsvæsenet angaar, maa have visse Planer at gaa efter, der maa være en vis Metode i de Fremskridt, man gør. Og nu er Forholdet her i København det, at man i Foraaret stod overfor en meget alvorlig Hospitalsnød, og kommer der blot nogle epidemiske Sygdomme nu til Foraaret, vil man atter staa overfor den samme Hospitalsnød. Hospitalsnøden, som hidtil er optraadt periodevis, bliver mere og mere permanent. Den Opgave at skaffe tilstrækkelig Plads til de absolut syge Mennesker maa Kommunen jo løse, og dette Spørgsmaal er flere Gange blevet drøftet i denne Sal. Han havde ved disse Lejligheder slaaet paa, at den Vej, Kommunen burde gaa, var at oprette Rekonvalescenthjem, men selv om han nu fremkom med et Forslag til Beslutning om at opfordre Magistraten til at fremsætte Planer til Oprettelse af Rekonvalescenthjem, var dermed ingenlunde sagt, at Magistraten paa én Gang skulde løse denne mægtige Opgave. Akkurat ligesaa maa det være med Fødehjem. Man kan ikke forlange, at Magistraten skal komme med Planer, der kan tilfredsstille ethvert Krav i saa Henseende. Magistraten var derfor efter hans Mening ikke bunden til andet end til at fremkomme med saadanne Planer, som den nu efter sine Overvejelser og Undersøgelser mener det tjenligt at fremkomme med, og Forsamlingen er selvfølgelig ikke bunden til de Planer, der fremlægges. Den kan drøfte dem, den kan afvise dem, hvis de ikke er, som den havde tænkt sig dem, og den kan fremsætte andre Planer, som gaar i den Retning, som den havde tænkt sig at følge. Og Magistraten maa da optage disse Planer til Overvejelse.
Det Forslag om Indførelse af kommunal Sygepleje, der i sin Tid forelaa, var jo et Forsøg og et uhyre beskedent Forsøg. Det havde derfor forekommet ham lidt underligt, at man derigennem skulde kunne løse den i Virkeligheden store Opgave, at skaffe Sygeplejersker til fødende Kvinder. Men det var jo ogsaa noget, som kunde tages under Overvejelse; Tanken blev ogsaa fremsat ved den Lejlighed. Den kommunale Sygepleje koster, saavidt han vidste, alt i alt 8000 Kr. om Aaret. Det var, som sagt, et Forsøg, man gik til; man vilde se, om denne Sygepleje virkelig gjorde den Nytte, som man havde tænkt sig den skulde gøre, og hvis den gjorde det, vilde man udvide den. Der var aldeles ikke noget i Vejen for, at man i næste Omgang kan prøve med nogle Sygeplejersker, som ogsaa kan gaa til fødende Kvinder. Helt afviste man jo heller ikke dette, thi de kommunale Sygeplejersker vil jo udmærket godt kunne gaa til fødende Kvinder i Tilfælde, hvor der maatte være en eller anden Sygdom forbundet med Fødselen. Han maatte hævde, at Fødselen er en naturlig Akt, og at man i og for sig ikke kan kalde en Fødsel, der foregaar paa naturlig Maade, en Sygdom, om end den kræver nogen Tids Ro for den fødende efter Nedkomsten. Som sagt, han kunde ikke andet end give Forslaget sin Tilslutning med den Begrænsning, som han her havde antydet.
Fru Marie Rasmussen vilde, uden selvfølgelig i nogen Maade at ville modsætte sig Oprettelsen af et Fødehjem, ligesaa lidt som hun vilde modsætte sig noget, der kunde komme hendes Medsøstre tilgode, dog have Lov til at minde om en fra De samvirkende Forældreforeninger indkommen Adresse om Oprettelsen af Dagplejehjem. Det kunde se ud, som om dette ikke hørte ind under det foreliggende Emne, men der var jo netop under denne Forhandling talt om Hensynet til de smaa Børn i Hjemmene. Hun, der selv var Arbejderkvinde, havde født 4 Børn og vidste, hvilket Besvær en Fødsel volder i Hjemmet, men hun vidste ogsaa, hvad det vil sige at blive transporteret til Hospitalet fra sine Børn, naar man ikke har noget at byde dem i Stedet. Hvis der ikke er særlige Grunde for det, vil den gode og opofrende Moder ikke tage bort fra sit Hjem og sine Børn, naar hun ikke har et Sted, hvor hun kan sende Børnene hen. Der blev sagt af Fru Johansen, og der blev ogsaa slaaet paa af Fru Hessel, at den fattige Moder, som dette Fødehjem særlig skulde komme til gode, selvfølgelig helst vil blive hjemme og passe sine Børn, og hun har heller ikke Raad til at faa fremmed Hjælp i Hjemmet. En Arbejder er ilde stedt, naar hans Hustru er borte, og han ikke har Raad til at faa et Menneske ind i Hjemmet til at passe Børnene. Hvor skal han sende dem hen? Man maa dog ogsaa tænke paa de Børn, der er i Hjemmet, og det er først og fremmest dem, Faderen og Moderen maa tænke paa. Hun kom til at tænke paa en Forskrift til Skønskrivning fra sin Skoletid for mange Aar siden, hvorpaa der stod: „At bevæge sig med Frihed og Ynde er Følge af en lykkelig Barndom, thi det gaar med Barnet som med Blomsten: den trives kun i Ly for Stormen under mild Himmel". Dette er rigtigt; den fornuftige og gode Gartner planter de smaa Skud ud og sætter dem hver især, hvor de trives bedst; de fine og spæde, som mindst kan taale det ublide Vejrlig, sætter han i Læ for Stormen, og dem, som trænger mest til Lys og Varme, planter han ud, hvor Solen frit kan skinne paa dem. Saaledes bør vi ogsaa gøre med de smaa Barneskud, men det gør vi ikke. Mens Moderen er borte fra Hjemmet, enten paa sin Arbejdsplads eller paa Hospitalet, eller en 14 Dages Tid paa et Fødehjem, giver man dem ikke noget i Stedet. Ligesom det, som der er sagt, kan blive en Udgift senere i Tiden, at en Kvinde ikke under Barselaffæren er bleven plejet og passet, saaledes vil det selvfølgelig ogsaa gaa med Børnene i det lange Løb. Hun vidste godt, at hun var lidt udenfor det foreliggende Emne, men hun vilde som Hustru og Moder sige, at hun havde prøvet at blive kørt paa Hospitalet fra sine smaa Børn og havde lige til det sidste, da Hospitalsvognens Dør blev smækket i, hørt sine smaa Børns Hulken og hun troede, at den fattige Moder ikke godvillig gaar bort fra sit Hjem, naar hun ikke har et Sted at sende Børnene hen. Derfor maatte der parallelt med Fødehjemmet være Dagplejehjem, hvor Manden for Betaling kan sende Børnene hen i den Tid, Hustruen er borte. Men selvfølgelig vilde hun, ligesom de øvrige Kvinder af hendes Parti, anbefale Oprettelsen af et Fødehjem.
Borgmester Jensen fandt det ganske naturligt, at dette Spørgsmaal vækker Interesse, og det var heller ikke saaledes, at Spørgsmaalet ikke tidligere har været berørt. Forsaavidt kunde Tiden ogsaa siges at være inde til at rejse Spørgsmaalet, som der ganske naturligt maa foregaa en Række af Undersøgelser, Fremskaffelse af Oplysninger o. s. v. foruden eventuel Udarbejdelse af Planer til et saadant Fødehjem. Ellers vilde han nemlig være nødt til at sige, at for Øjeblikket vil det næppe være muligt for Kommunen at paatage sig eller planlægge andet Arbejde end saadant, som maa siges at være uomgængeligt nødvendigt, og hvor nødvendigt dette end maatte være, kunde man ikke sige, at Situationen nu pludselig er bleven en saadan, at nu maa den Opgave løses. I den Henseende maatte man tage visse Hensyn til Vaner, Følelser osv., og der var bl. a. en Følelse, som ofte træffes hos den danske Befolkning, og som ogsaa er meget udbredt i Københavns Befolkning, uagtet København er vokset op til at blive en Storstad: en vis honnet Ambition, en vis Tilbøjelighed til at krybe ind i sin Hule og døje sine Lidelser der og vise Omverdenen et nogenlunde smilende Ansigt, en nogenlunde net Paaklædning o. s. v. Gamle Fatter Holberg har skrevet en meget morsom Komedie om den honnette Ambition, og de fleste af os har sikkert moret os meget over den. Men den honnette Ambition er ikke noget, man skal kaste Vrag paa, naar den giver sig gode Udslag, og den honnette Ambition, der giver sig Udslag i Trang til Selvhævdelse, maa man ikke underkende. Han anførte dette, fordi det er utvivlsomt, at Institutioner, som er gaaet godt andre Steder, hvor Forholdene har været anderledes, har vist sig ikke at kunne gaa, naar man ved Lejlighed har forsøgt at omplante dem her. Han skulde nævne et enkelt Eksempel: de Hambroske Bade- og Vaskeanstalter - han lagde her Akcenten paa Vaskeanstalt, ikke paa Badeanstalt. Han havde i Skotland set en Mængde af disse Vaskeanstalter, hvor man kan se Hundreder af Kvinder staa ved Siden af hinanden og vaske deres fattige Pjus. Efterhaanden gik hele Vasken bort fra de Hambroske Anstalter, fordi Befolkningen ønskede at vaske hjemme og skjule deres Fattigdom hos sig selv, og det var ikke sløv Ligegyldighed eller Selvopgivelse, der bevirkede det, tværtimod, det var maaske snarere Udslag af en sammenbidt Energi i Kampen for at klare sig selv. Det er rimeligvis fordi Befolkningen har denne Tilbøjelighed til at ville klare sig selv, at Kravet om et Fødehjem ikke har været stærkere end hidtil, men derfor behøver det ikke at være saaledes, at det ikke kan være nødvendigt, at man ikke af Forholdenes Udvikling kan blive tvungen til at tage en Opgave op, naar det bringer andre Ulemper, hvis den ikke bliver løst. Men der er ingen Tvivl om, at der paa dette Punkt vil være en vis Modstand at overvinde i mange Kredse, ikke mindst i Arbejderbefolkningen, det følte han sig ret overbevist om. Men det var en Sag for sig, for hvis en Ting i sig selv er god, vil man ogsaa nok efterhaanden oplære Befolkningen til at benytte dette Gode.
Det var ganske naturligt, at Kvinderne er Talsmænd for en Sag som denne, der i første Linie berører deres Kønsfæller, men Sagen var dog ogsaa omtalt fra anden Side. Saaledes havde Fischer udtalt Sympati for den, idet han dog - ganske naturligt for en Læge - gjorde opmærksom paa, at man først maatte sørge for at skaffe Plads til de syge, før man tog en saadan ny Opgave op. Ligesom Fischer kunde han personlig udtale sin Tilslutning til Tanken i denne Sag, men den bliver vist slet ikke saa let at realisere. Heldigvis tog Fru Harbou Hoff ogsaa i sin Orførertale Afstand fra Tanken om at gøre et Forsøg med at indrette et Fødehjem i den endnu tomme Operationsbygning paa Bispebjerg Hospital. Det vilde være en Ulykke baade for de fødende, der kom derud, og navnlig for de 200 Patienter, der er i de to tilsvarende Pavilloner, og man vilde, om ikke give Fødehjemstanken et Grundskud, saa gøre den højst upopulær, hvis man begyndte paa den Maade. Paa den anden Side er vi stillet saaledes, at vi er nødt til at skaffe os Oplysninger ude fra, og ogsaa fra vor egen Fødselsstiftelse. Det er en Statsinstitution, som ikke staar i daglig Rapport til Kommunen, men han følte sig overbevist om, at man vil kunne faa dens udmærkede Medvirken til Løsningen af denne Opgave, al den Stund en af de faa, der gennem Tiderne bestandig havde sagt til ham, at Københavns Kommune burde have et Fødehjem, var Professor Leopold Meyer. Han vidste altsaa, at denne interesserer sig for dette Spørgsmaal og ganske sikkert ogsaa vil stille sin rige Erfaring og Viden til Raadighed, naar nu Kommunen vil henvende sig til ham. Men der maa altsaa nødvendigvis gaa nogen Tid, inden man kan tage fat paa Opgavens Løsning, og for Øjeblikket vil det heller ikke gøre saa meget, fordi vi hverken kan skaffe Materialier eller Folk til at bygge et Fødehjem, saalænge vi kan bruge alle de Mennesker, vi kan faa fat paa, og alle de Materialier, vi kan skaffe, til Opførelse af Beboelseshuse, for at vi ikke stadig skal være nødt til at bruge vore Skoler til at skaffe Folk Husly i og lade vore Skolebørn løbe paa Gaden eller i alt Fald lade dem gaa i Skoler, der er saa langt fjernede fra deres Hjem, at det er en Ulempe for dem. Naar Forsamlingen slutter sig til den fremsatte Opfordring, vilde Magistraten tage Spørgsmaalet op til Overvejelse og søge at fremsætte et Forslag til Opgavens Løsning, saa snart det kan blive muligt, efter en omhyggelig Undersøgelse af alle de herhen hørende Spørgsmaal.
Fru Harbou Hoff vilde begynde med at udtale sin Glæde over den Tilslutning, Forslaget syntes at have faaet. At Sagen bør overvejes meget nøje, før den bringes til Udførelse, var jo klart, men Spørgsmaalet var, om ikke den første Overvejelse bedst sker hos Magistraten, som har alle Traadene i sin Haand, som har alle Hjælpemidlerne, som kender alle vore Hospitaler, som bedre end nogen anden har Adgang til at sætte sig i Forbindelse med andre Institutioner af lignende Art, selvfølgelig først og fremmest indenlandske men maaske ogsaa en og anden udenlandsk, for at anstille Sammenligninger. Magistraten er altsaa den, som kan gøre alle Forundersøgelserne og Forarbejderne, og derfor er det formentlig Magistraten, man skal anmode om at tage hele Arbejdet, indtil Planen kommer til at foreligge. Derfor vilde hun henstille til Fru Hessel at tilbagetage Forslaget om paa dette Tidspunkt at henvise Sagen til et Udvalg. Naar det bl. a. var Fru Hessels Tanke, at et saadant Udvalg skulde raadføre sig med Forældreforeningen og andre Foreninger, fordi Forsamlingen ikke repræsenterer Byens Kvinder, vilde hun sige, at det foreliggende Forslag er jo dog undertegnet af 6 Kvinder, der maa regnes for fuldgode Repræsentanter for Byens Kvinder, og hun vilde særlig betone, at det er Kvinder fra meget forskellige sociale Kredse. Der er Kvinder imellem, som kender de smaa Hjem fra allerførste Haand, og der er i høj Grad Sympati for dette Forslag hos dem alle. Samarbejde og Raadslagning med forskellige Foreninger vilde vistnok være ganske upraktisk, og hun vilde derfor, som sagt, henstille til Fru Hessel at tage sit Forslag tilbage, fordi de Overvejelser, denne mente burde ske, rettest sker gennem Magistraten, og det er Magistraten, der bør anstille Undersøgelser. Da nu Borgmesteren havde erklæret sig villig dertil, haabede hun ogsaa, at Sagen skulde blive ført til et godt Resultat.
Hun var glad over, at Borgmesteren tog bestemt Afstand fra Spørgsmaalet om at begynde et Fødehjem i den, omtalte Pavillon paa Bispebjerg Hospital, thi det vilde sikkert være noget af en Ulykke for Foretagendet, om det skulde begynde under saa daarlige Forhold, som der vilde være dér, og ganske utvivlsomt vilde det medføre, at de to tilgrænsende Pavilloner blev skyet af Patienterne. Naar Fru Welding spurgte, hvorfor et Fødehjem ikke godt kunde anlægges her, kunde hun dertil svare: Fordi Skrigene fra Fødehjemsafdelingen simpelthen vilde gøre Tilværelsen altfor ubehagelig tor de Patienter, der laa i Nærheden. Naar man vil oprette en Fødeafdeling paa et stort Hospitalskompleks, maa det ikke ligge midt paa Hospitalets Grund, men det skal ligge i en Udkant, saaledes at særlig Fødestuerne vender helt bort fra alle de andre Sygepavilloner.
Forskellige af de fremførte Smaating ansaa hun det for klogest ikke at komme ind paa. Naar der blev indvendt, at en fødende ikke er en syg, vilde hun gerne spørge: Hvad er en syg? Man maatte for hende kalde det Sygdom, og man maatte kalde det et Udslag af særlig Livskraft at føde et Barn, men Tilstanden hos Kvinden, baade medens Fødselen staar paa og medens hun ligger i Barselseng, er saadan, at hun saa godt som nogen egentlig syg fordrer den omhyggeligste Pasning og Pleje, og i Masser af Tilfælde ikke blot Pasning af Sygeplejerske og Jordemoder, men ogsaa Lægetilsyn. At sige, at en fødende ikke er syg i egentlig Forstand, var i Virkeligheden Haarkløveri. Hun er i en saadan Skrøbeligheds- og Lidelsestilstand, at hun trænger til Hjælp, og at et Fejlgreb eller en Forsømmelse kan foraarsage skæbnesvangre Følger for hende, og ogsaa Barnet er i den allerførste Tid i en saadan Tilstand, at det kræver den alleromhyggeligste Pasning og Pleje. Der er ingen Tvivl om, at netop denne Tilstand i højeste Grad gør Krav paa Omgivelsernes Omhu. I en Mængde Tilfælde er Familien i Stand til at yde al den Omhu, Barselskvinden eller den fødende Kvinde fordrer, men i alle de Tilfælde, hvor Familien ikke er i Stand dertil, er det Samfundets Pligt at træde til, ikke alene en Pligt overfor den enkelte Person, men ogsaa en Samfundspligt, fordi det senere vil komme Samfundet til Skade, om hun ikke har faaet Lejlighed til at føde og tilbringe sin Barselseng under de bedst mulige Forhold.
Til Slut skulde hun endnu udtale Haabet om, at Forslaget ret snart maa komme til Udførelse. At det ikke kan ske i dette Øjeblik, hvor Bolignøden er saa fremherskende, var klart. Man kan i dette Øjeblik ligesaa lidt give sig til at bygge en saadan Pavillon og derved hindre Opførelsen af et tilsvarende Antal Beboelsesbygninger, som man kan købe en Ejendom og indrette den til Fødehjem, da det kun vil kunne gøres, ved at man maa opsige vedkommende Bygnings Beboere. Hermed skulde hun endnu en Gang anbefale Sagen til Magistratens største Velvilje og takke for Forslagets Modtagelse.
Fru Hessel troede, at hendes Stilling var bleven noget misforstaaet. Hun havde hele Tiden sagt, at hun selvfølgelig havde Sympati for den Tanke at komme de fødende Kvinder til Hjælp. Naar det var blevet sagt, at det rette Tidspunkt til at faa Forslaget i Udvalg vilde være, naar et Forslag fra Magistraten kom til at foreligge, var dette fuldstændig rigtigt, forsaavidt det virkelig drejer sig om Bygningens Opførelse; Planerne dertil kan Forsamlingen selv gennem det mest sagkyndige Udvalg ikke udarbejde. Men det var heller ikke det, hun særlig havde ment man skulde overveje i Udvalget, men derimod Spørgsmaalet om, hvorvidt det virkelig er paakrævet at gaa til Opførelse af en saadan Bygning. Der var, som før sagt, to Ting der skulde overvejes: man skal have et lille Overblik over de Udgifter, man binder sig til, og man skal have en Forestilling om, hvorvidt netop Oprettelsen af et Fødehjem er den rette Vej til at komme de Kvinder til Hjælp, som det i første Række gælder om at hjælpe. Den Overvejelse faar man ikke Lejlighed til at anstille, naar Magistratens Forslag
foreligger, for saa har man taget Standpunkt til det Spørgsmaal om Oprettelsen af et Fødehjem er den rigtige Vej at gaa, eller om man skal gaa andre Veje, hvor man først og fremmest kommer til at hjælpe de Kvinder, som i Forvejen har Børn i Hjemmet, og der maatte hun takke Fru Marie Rasmussen for hendes Bemærkninger, som tydelig viste Rigtigheden af, hvad hun ogsaa havde hævdet, og hun vilde gerne her sige, at hun priste og ærede Arbejderkvinderne for, at de hellere vil blive i deres Hjem, selv under smaa og vanskelige Forhold, end lade deres Børn gaa for Lud og koldt Vand. Skal vi hjælpe, saa lad os hjælpe her, hvor der trænges haardest Det var det Spørgsmaal, der skulde undersøges i et Udvalg, ikke Planerne til Opførelsen af en Bygning, dem skal Magistraten nok fremkomme med.
Naar der blev sagt, at det var mærkeligt, at man skulde forhandle med visse Foreninger, maatte hun sige, at hun vidste ikke, hvorfor Forsamlingens Medlemmer skulde føle sig saa forfærdelig store. De er valgte af Befolkningen, og naar der som her foreligger noget ganske nyt af betydelig finansiel Rækkevidde, var det ganske naturligt at forhandle med de Organer og Sammenslutninger, Befolkningen nu engang har dannet, for at høre, om der er Ønsker i den Retning. Hun syntes ikke, man kan sige: Vi alene vide. Det var hende en ret vidunderlig Forestilling, at der skulde være noget som helst i Vejen for en saadan Forhandling, naar det drejer sig om noget ganske nyt, om Ting, som virkelig ikke er gennemdrøftet eller prøvet af den Befolkning, Forsamlingen repræsenterer. Hun syntes ikke, Forsamlingen træder sin egen Ære for nær ved at sætte sig i Forbindelse med de Organer, Forældrene har dannet, og hvorigennem man kan komme deres Ønsker paa nært Hold. Det forekom hende at være en noget teoretisk Diskussion, der var ført. Hun skulde endnu en Gang erklære, at hun havde Sympati for Tanken, at hun gerne vilde være med til at hjælpe og at hun saa, der er Trang paa mange Punkter. Men inden hun bandt sig til at stemme for de Bevillinger, hun meget godt kunde indse der snart vil blive Tale om, vilde hun gerne have Sagen ordentlig undersøgt, og derfor fastholdt hun sit Forslag om dens Henvisning til et Udvalg.
Fru Johansen troede nok, at den teoretiske Diskussion blev ført af Fru Hessel og ikke af Forslagsstillerne, for hvis nogen skulde have praktisk Erfaring maatte det vel være dem, der har prøvet, hvad det vil sige at føde i de smaa og snævre Hjem, og kommer i disse. At Kvinderne maaske ikke alle som en er tilbøjelige til at tage bort fra Hjemmet, var fuldstændig rigtigt, men hvis Fru Hessel kom i et Hjem, hvor Moderen ligger af en eller anden smitsom Sygdom og skal bort fra sine Børn, vilde hun ogsaa høre denne Moder tigge Lægen indtrængende om at faa Lov til at blive i Hjemmet. Men Samfundet fordrer, at denne Kvinde baade for sin egen og sine Omgivelsers Skyld skal tages fra Hjemmet, og det samme burde være Tilfældet, hvor Fødselen foregaar under saa Vanskelige Forhold, som den gør i mange Arbejderhjem.
Fischer maatte hævde, at Benyttelsen af den Operationsbygning paa Bispebjerg Hospital, som ikke bliver benyttet for Tiden, var ikke en Tanke, han alene var fremkommet med, men adskillige Læger har haft denne Tanke. Der kunde næppe være noget i Vejen for at anvende Bygningen til en Fødeafdeling. Specielt troede han slet ikke, at Skrigene derfra vilde kunne høres i de andre Pavilloner. Ogsaa paa Operationsstuer er der mange Gange Patienter, der skriger højt, uden at det høres af andre Patienter.
Hermed sluttede Forhandlingen.
Et af Fru Hessel stillet Forslag om Sagens Henvisning til et Udvalg paa 9 Medlemmer forkastedes med 18 Stemmer mod 3. Det stillede Forslag til Beslutning ansaas uden Afstemning for vedtaget.
