« Tilbage til søgeresultaterne
Valgene 1917
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel).
Den kraftige Appel, som Redaktionen udsender til Kredsene er et godt Ord i rette Tid: der maa tages ganske anderledes fat.
Nu maa vi være ærlige imod os selv, og imod Sagen og indrømme, at da vi fik Valgretten, lagde vi os ligesom lidt til Hvile.
Men vi maa se at blive enige om, at vi har overvurderet Kvindernes Ret til at vælge; vi maa endelig huske, at det er Styreretten, det kommer an paa, og den skal vi først nu til at erobre.
Der er, altsaa ikke Tid til at lægge sig for Anker og vente paa Mændenes Galanteri; af Mændene skal vi ikke vente os mere, men arbejder vi kun støt og med det bestemte Maal for Øje, at vi vil være med til at styre og med Villien til at lære, hvad vi mangler i at kunne lægge vor Haand paa Tømmerne ved Siden af Manden, da har vi Midlet til at naa Maalet: fuldkommen Ligestillelse med Manden.
Jeg er forberedt paa, at vi vil opleve mange Valg som dette, og jeg tager Varsel af, at der er Raad, hvor fire Kvinder har haft Sæde, og nu er der ikke en. Ved første Valg blev Kvinderne mange Steder valgt i deres Egenskab af Kvinde, de kan kun hævde Stillingen ved endog betydelige Evner, medmindre Mændene godvillig afleverer Mandater.
Sagen er jo nemlig, at Kvindens Deltagelse i vort offentlige Liv føles af Mændene som et Indgreb i Aartusinders gammel Sædvaneret, en Ret der har udviklet ganske bestemte Karaktertræk. At give os Lov til hvert tredie og fjerde Aar at gaa for at stemme paa de Kandidater, Mændene giver os Besked paa, lader sig høre; men kræver vi en Plads paa Listerne, saa vi kan vælges, da mødes vi af den stille, men bestemte Modstand, der kun er Følgen af Ulyst til at faa Kvindens ældgamle husmoderlige Stilling forrykket, og af Mistillid til vore Evner. Den haardt arbejdende og den stærkt optagne Mand vil vide sig sikker paa, at naar han søger sit Hjem, da venter der ham Hygge, Orden, Fred og Hvile, hvilket heller ikke et mere end den gode Familieforsørger har Krav paa. At det kun bliver et ringe Procenttal af den kvindelige, saavel som af den mandlige Del af Befolkningen, der deltager i Styrelsen, bliver ikke bestemmende for hans Stilling til Kvindens Deltagelse; af Følelse - tildels ham selv ubevidst - sætter han sig op imod en saadan Omvæltning. Paa Trods af den Tingenes Tilstand, der er en Følge af Samfundsforholdene, der allerede grundigt har forrykket de gamle huslige Forhold, saa Hustruen meget ofte er Forsørger ligesidet med Manden, holder han paa sin Herskerstilling, og disse Kendsgerninger trænger sig ikke i Forgrunden af hans Reflekssioner, i sin egen Bevidsthed staar han som den økonomiske Bærer af Hus og Stat - ogsaa juridisk - og han frygter for de økonomiske Følger af hendes formentlig manglende Indsigt.
Det nytter ikke at sige Kvinderne haarde Ord for det daarlige Resultat; ganske vist er Kvinderne den halve Del af Vælgerbefolkningen, men Flertallet lader sig lede af Mændene.
Kvindesagen trænger til Fornyelse. Maa jeg pege paa "Jordsagen: Moder Jord siger vi; men Menneskene har glemt den dybe Betydning, der ligger i Udtrykket. Kvinderne, Mødrene maa samle sig og se tilbage ad de Veje, Menneskene er vandret; de maa bestræbe sig for at finde Aarsagen til Menneskenes Ulykke; de maa af et godt og ydmygt Sind lære at erkende, at Mennesket er gaaet bort fra Naturen og har faaet Forholdet til Moder Jord forrykket. Og vi maa herefter være mere lydhøre; vi maa se os om efter friere og bedre Styreformer.
Foran os ligger en stor Arbejdsmark; lad os samle os til Raadslagning, til Handling.
Fredericia 1917.
