« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Storindustri og Storsyn
(Fortsat.)
Uddrag af Udtalelser af Alex, Foss,
Formand for Industriraadet.
Dr. med. Kjer-Petersen har i en Række Artikler i dette Blad, til Dels som Gensvar til Redaktør Povl Drachmann, udtalt sig om den danske Industris Forhold til Missionen blandt Kvinderne, saaledes at det vist nok vil være naturligt, at Undertegnede, dels som Formand for Industriraadet - til hvilket Dr. Kjer-Petersen har rettet en direkte Henvendelse -, dels paa egne Vegne - idet mit Navn et Par Gange har været berørt i Artiklerne -, griber Lejligheden til at fremsætte en Udtalelse.
Jeg opfatter Dr. Kjer-Petersens Henvendelse til Industrien og Anker mod Industriens organisatoriske Ledelse som en Anklage, fordi de, »der sidder ved den ene Ende af Bordet og tjener de mange Millioner«, ikke tager sig af »de svage Led i Kæden« ved den anden Ende af Bordet, bl. a. de kvindelige Arbejdere, derved at de sørger for: »at de fattige, der er i deres Brød, lever i et Milieu, der overhovedet muliggør, at et frit, et villende Menneske kan udvikle sig menneskeværdigt«.„ - - -
Det, som Dr. Kjer-Petersen anklager Industriens Arbejdsgivere for, er som allerede nævnt de formentlige daarlige sociale Tilstande mellem Industriens kvindelige Arbejdere. Jeg har paa dette Omraade ingen personlig Erfaring, bl. a. fordi jeg ikke selv har kvindelige Industriarbejdere i min Tjeneste. Jeg vil gaa ud fra, at Dr. Kjer-Petersen har Ret deri, at de kvindelige Arbejdere anvendte i Industrien trænger til Hjælp. Efter hvad jeg har hørt, har jeg ogsaa Grund til at tro, at Samlingen af mange kvindelige Arbejdere paa eet Værksted eller i eet Arbejdslokale ofte har en mærkelig ugunstig Virkning paa de paagældende, at denne Form for at organisere det kvindelige Arbejde saaledes i sig selv virker ugunstigt paa Kvinderne. I saa Fald er der en Samfundsopgave at løse, hvis Formaal da vil være at bringe en anden Aand ind blandt de kvindelige Arbejdere. Det vil altsaa sige, at Foreningen for Mission blandt kvindelige Arbejdere har en vanskelig, men vigtig Opgave, at løse.
Men er det ikke et Arbejde, der ligger i, et helt andet Plan, end det i hvilket Arbejdsgiverne er henviste til at arbejde? Drejer det sig ikke her om en dels intellektuel, dels moralsk Paavirkning, som Nutidens Arbejdsgivere er ganske afskaarne fra at udøve som Arbejdsgivere? Med Rette rejser Arbejderstanden sig mod Almissen, mod Arbejdsgivernes Barmhjertigheds-Gerning og kræver af dem noget helt andet, nemlig den højst mulige Løn i den paagældende Virksomhed og gode Ar-bejdsvilkaar, d. v. s. sunde Lokaler, god Administration, hensynsfuld Behandling o. s. v. Hvis Dr. Kjer-Petersen kunde rette Kritiken mod Arbejdsgiverne paa dette Omraade, vilde den veje mere, end nu er Tilfældet. Hvis der kunde klages over Underbetaling, daarlige Lokaler eller andre slette Arbejdsvilkaar, vilde det være naturligt at kræve, men ogsaa bringe Afhjælpning. Men hvis det derimod drejer sig om moralsk eller intellektuel Paavirkning, hvis det mere gælder Arbejdernes Hjem og deres personlige Færd end deres Forhold til Arbejdsgiverne, saa er Arbejdsgiveren den, der som saadan har vanskeligst ved at udrette noget. Saaledes som Forholdet har udviklet sig mellem Arbejdsgivernes Associationer paa den ene Side og Arbejdernes paa den anden, er der intet, som Arbejderne er mere tilbøjelige til at modstræbe sig end Arbejdsgivernes. Indgreb paa deres Omraader, i Arbejdernes eget Liv, som ikke vedkommer Arbejdsgiverne som saadant.
Nu er det jo saa heldigt, at der findes andre Medborgere, som har en naturligere Adgang til at gribe ind i disse Forhold, eller Kredse af Mennesker, som er i Stand til at ofre deres Arbejde paa et Samfundsproblem af denne Art. Hertil hører saaledes Lægerne, og hertil hører utvivlsomt den Kreds af interesserede Mennesker, der slutter sig om en Virksomhed som »Missionen blandt kvindelige Arbejdere«. Men naar nu Dr. Kjer-Petersen og hans Venner blandt Missionsarbejderne har taget denne Opgave op, her har fundet et stort Arbejdsfelt, og finder, at der er meget at udrette, hvorfor er de saa ikke glade over Arbejdet og søger at drage andre ind heri paa bedst mulig Maade, hvorfor kaster de sig med bitre Klager over en Klasse Medborgere, hvis Samfundsopgave og Virksomhed ligger i et helt andet Plan? Dr. Kjer-Petersen har i en af sine Artikler beklaget sig over, at Missionen har haft saa smaa Pengemidler til sin Raadighed; men findes der, spørger jeg, noget Land i Verden, hvor der indsamles til saa mange sociale Formaal, hvor der indsamles saa store Summer og vises saa stor Offervillighed som i Danmark? Man kan undertiden være i Tvivl om, hvorvidt den megen Indsamling gør den paaregnede Nytte, om de, der yder Midlerne, i Virkeligheden kan være sikre paa, at de paagældende Foreninger og Kredse magter den Opgave, de har taget sig paa. I det foreliggende Tilfælde er der sikkert ingen Grund til at nære en saadan Betænkelighed, og jeg ser derfor ikke, hvorfor den paagældende Forening ikke skulde være i Stand til uden særdeles store Vanskeligheder at skaffe sig Midlerne til sin Virksomhed netop omtrent i det Omfang, som denne Virksomhed viser sig at lykkes.
Naar Dr. Kjer-Petersen retter den Bebrejdelse mod Industriraadets og mod Industriens Arbejdsgivere, at man lader »den sociale Opgave« ligge, saa skyder han ganske forbi Maalet. Industriraadet er paa en Maade Industriens Udenrigsministerium, som skal søge at bortrydde Hindringerne for Industriens Vækst, men som aldeles ikke har Betingelserne for at udøve en Opdragervirksomhed blandt Arbejderne. Ret beset kræver Dr. Kjer-Petersen jo heller ikke, at Raa-det skal optage Missionsvirksomheden, han ønsker kun denne støttet med Penge til at gøre »de svage Led« stærkere eller til at skabe et bedre »Millieu« for dem. Derfor fremdrager Dr. Kjer-Petersen Industriens Arbejdsgivere som dem, der tjener »Millionerne«, som dem, der hengiver sig til Rigdommenes Nydelser og Overflod..
Konsekvent kan dette imidlertid kun betyde Krav om væsentlig højere Løn, om en anden og retfærdigere Fordeling af Indtægterne, og Dr. Kjer-Petersen skylder derfor at paavise, at Industriens Arbejdsgivere i saa Henseende har Uretten paa deres Side, at de i Virkeligheden underbetaler deres kvindelige Arbejdere. Det er dette Problem, som Redaktør Drachmann med Rette og med Konsekvens har fremdraget som Sagens Kerne. Saaledes behandler Fagforeningerne Problemet, og deri har de Ret. Naar Dr. Kjer-Petersen ikke ser dette, er det aabenbart, fordi han ikke som Arbejdsgiverne og Arbejderne har været stillet overfor Opgaven saaledes, som den virkelig er i Livet. Den kristelige Socialisme, som Dr. Kjer-Petersen repræsenterer, lider af den Fejl at være uklar, at sammenblande helt forskellige Opgaver, og derfor ender den med, som Dr. Kjer-Petersen i dette Tilfælde, at anvise forkerte Veje til Maalet.
