« Tilbage til søgeresultaterne
„Vis major" eller „Lov er Lov og Lov skal holdes."
Kulnød, Belysningsmangel, Brødkort og andre Besværligheder, som denne Tid er saa rig paa, er selvfølgelig mægtige nok til - trods Love og Paragrafer - at forbyde Afholdelsen af Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde, men ikke til at forlene Fællesstyrelsen med den Myndighed, den har taget sig ved at beslutte at aflyse Fællesmødet og i Stedet lade afholde Distriktsmøder og dertil opkræve de 10 Øre pr. Medlem, som ellers skulde bruges til Fællesmødet.
I „Kvinden og Samfundet" Nr. 11 staar der en Artikel „Vis major", som skal være et Forsvar for Fællesstyrelsens Handling, og i den Anledning staar der meget i Artiklen om, hvad der ikke staar i D. K.s Fælleslove; men alt dette retfærdiggør ikke Fællesstyrelsen, for der staar i Fælleslovenes § 6: „Hvis et Spørgsmaals Afgørelse efter Fællesstyrelsens Skøn ikke kan vente til næste Fællesmøde, kan denne sammenkalde Kredsformændene, eller indhente Erklæringer fra alle Samfundets enkelte Kredse, og hvad Flertallet af dem bestemmer har da samme Gyldighed, som var det vedtaget paa et Fællesmøde."
Det forekommer mig, at Aflysning af Fællesmødet (der er Samfundets højeste Myndighed) og Beslutning om, hvad der skal træde i Stedet for, er saa vigtig et Spørgsmaal, at det eneste rigtige havde været at benytte § 6.
Det betyder ikke meget, om D. K.s Medlemmer skal betale 10 Øre mere til den Sag, vi kæmper for, men det betyder en Del, om Fællesstyrelsen selv udvider Rammerne for sin Myndighed, saaledes som det er sket i dette Tilfælde; den borttager derved en Del af det Ansvar for vor Sags Ve og Vel, som er lagt paa de menige Medlemmers Skuldre, og den svækker sin egen Stilling, idet den gør Brud paa det Tillidsforhold mellem sig og Medlemmerne, som er en Betingelse for, at Styrelsen kan røgte sit Kald med tilstrækkelig Styrke.
Har Styrelsen ikke den Tillid til Medlemmerne, at den tør overlade til dem at tage Beslutning om, om der skal afholdes Fællesmøde eller ej under de nuværende vanskelige Forhold, men i Stedet for selv afgør Sagen og derved gør Brud paa Fællesloven, saa er den godt paa Vej til at ødelægge det Grundlag, hvorpaa den staar.
Det er muligt, at § 6 er et noget besværligt Apparat at sætte i Gang, men vi maa jo bruge Loven, som den er, indtil vi kan faa en, der er bedre.
Fællesstyrelsen har jo ikke samme Myndighed som f. Eks. Rigsdagen, der kan vedtage og afskaffe Love.
I Nr. 10 af „Kvinden og Samfundet" bliver der over for nogle Kredse paa en ret haandfast Maade gjort opmærksom paa, at „Lov er Lov, og Lov skal holdes".
Det er i sin Orden, at der fra de ledendes Side bliver vaaget over, at Medlemmerne overholder Loven; men det er mindst lige saa rigtigt, at Medlemmerne vaager over, at Ledelsen holder sig paa Lovens Grund.
Til Slut kun dette: I Artiklen „Vis major" tales der om, at vi ikke skal blamere os ved at diskutere Spørgsmaalet om de 10 Øre og i samme Forbindelse nævnes Danmark som „Gullaschlandet".
Jeg vil indtil videre antage, at det skyldes en Misforstaaelse, naar slig Skrivemaade bruges. Man kan da ikke blamere sig eller sin Sag, fordi man udtaler sin Mening overfor Fællesstyrelsen angaaende et indre Foreningsanliggende, og jeg synes ikke, det er tilbørligt at hefte Smædenavnet „Gullaschland" paa Danmark i den Anledning.
Karen Bush, Aarslev.
Paa overstaaende, der jo i det væsentlige former sig som et Angreb paa Fællesstyrelsen, burde dennes Formand egentlig svare, men da Anledningen til Angrebet synes at være en redaktionel Artikel i „Kvinden og Samfundet" Nr. 11, vil ogsaa Redaktionen tillade sig nogle Bemærkninger, saa meget mere, som Redaktøren er Medlem af Fællesstyrelsen og derfor medansvarlig for det Brud paa Fælleslovene, som Forfatteren af den angribende Artikel finder det stemmende med D. K.s Tarv at paatale, skønt vi her i Bladet loyalt har indrømmet, at Fællesstyrelsen, tvunget af Omstændighederne, men overbevist om at handle i Kvindesagens Interesse, har overskredet Grænserne for sin Myndighed, da den opgav Fællesmødet og satte Distriktsmøder i Stedet.
Hvorfor benyttede Fællesstyrelsen sig ikke af § 6 og forespurgte Kredsene, om de vilde opgive Fællesmødet, saaledes som den gjorde i 1915? Fordi der i 1915, trods Krigen, endnu ikke herskede Dyrtid, Brødmangel, Forbud mod Brug af Gas og Lys, som i Øjeblikket umuliggør det for enhver By i Landet at paatage sig saa stor en Indkvartering, som Fællesmødet kræver, og fordi der forelaa tre Indbydelser i 1915 - i 1917 derimod kun en, som blev trukket tilbage med en Begrundelse som Fællesstyrelsen øjeblikkelig bøjede sig for. - Der var intet Valg, intet for Kredsene at afstemme om, Fællesmødets Afholdelse var paa Forhaand umuliggjort. Man kunde nemlig næppe gaa ud fra, at Kredsene vilde være i Stand til at bære Udgifterne ved et Fællesmøde uden de økonomiske Fordele, som en Indbydelse med gratis Indkvartering o. s. v. frembyder. - Man havde jo i Afstemningen fra 1915 en Vejledning i den Retning, idet af 102 Kredse 85 stemte imod, 17 for Fællesmødets Afholdelse. Forholdene var jo dog den Gang ikke tilnærmelsesvis saa vanskelige som nu, og Indbydelser forelaa. -
Men man kunde have forespurgt Kredsene, om de vilde have Distriktsmøderne i Stedet? - Det kunde man ganske vist, og det vilde have været formelt rigtigt. - Hertil er imidlertid at bemærke, at, i Modsætning til 1915, er nu hvert Distrikt repræsenteret i Fællesstyrelsen. Samtlige
Repræsentanter var til Stede paa det Fællesstyrelsesmøde, der tog den omhandlede Beslutning, og dette har sikkert - forstaaeligt nok - været medvirkende til, at Fællesstyrelsen ikke har tænkt paa at sætte § 6 i Virksomhed i dette Tilfælde. - I denne Forbindelse skal vi gøre opmærksom paa, at det var en Distriktsformand, der stillede Forslaget, der straks fandt enstemmig Tilslutning hos de øvrige Distriktsrepræsentanter.
Der gives Øjeblikke baade i det politiske Liv og i Foreningslivet, hvor en Ledelse maa handle under Ansvar og saa bag efter byde sin Hals til. Et saadant Mod under unormale Forhold er lige saa meget en Betingelse for, „at Styrelsen kan røgte sit Kald med tilstrækkelig Styrke", som under normale Forhold selvfølgelig Lovlydighed er.
Ønsker man et Opgør med Fællesstyrelsen i den Anledning, er et Fællesmøde den rette Domstol. (Vi haaber at mødes til næste Aar til et saadant, men § 6 aabner jo iøvrigt Mulighed for Indkaldelse af et ekstraordinært Fællesmøde, naar 1/3 af Medlemmerne ønsker det). - Bladet, der er vort Enhedsmærke udadtil, kan ikke - navnlig i sin nuværende Størrelse - give Plads for videre Forhandling om dette indre Foreningsanliggende. -
- - -
Vi kan ikke indrømme, at vor Bemærkning om „Gullaschlandet Danmark”s nuværende Forhold til Ideerne er utilbørlig; vi kan kun gentage, hvad vi ved tidligere Lejlighed har sagt og skrevet: Det er D. K., der gennem sin Fællesstyrelse bestemmer, hvem der skal redigere Bladet, men Redaktionens „Skrivemaade" kan rettelig ikke være Medlemmernes Censur underkastet. -
Redaktionen.
