« Tilbage til søgeresultaterne
KVINDEDELTAGERE I BOLIGKONGRESSEN 10.-14. SEPTEMBER 1917
Den 3. skandinaviske Boligkongres afholdtes den 10.-13. Septbr. i København. - Vi bringer her et Billede af nogle af de - forøvrigt faa - Kvinder, der deltog fra Sverige og Norge, og skal komme tilbage til Kongressen i næste Nummer. -
Personerne paa Billedet er (fra venstre til højre): - Mathilde Staël von Holstein, Repr. for og „Ombudsman" i Stockholm „Lantegendomsnämnd". Hun er Jurist og har i den senere Tid været knyttet til Stockholms Huslejenævn som Sekretær. D. K. har haft Fornøjelsen at se hende hernede en Gang tidligere som sin Gæst, nemlig i Anledning af nogle forhandlinger om en ensartet skandinavisk Familieret, et Spørgsmaal D. K. som bekendt interesserer sig meget for.
Ved Siden af hende staar: Anna Åbergson, som repræsenterende Sveriges Kolonihaveforbund. Hun har lagt et overordentlig stort Arbejde ind i denne Bevægelse, og vi vil mindes, at vi bl.a. har set forskellige Tegninger til Havehuse, som hun har komponeret.
I Midten ser man Ingeborg Hanström, som er Boliginspektrice i Norrkøping. Paa hele Kongressen var der ikke et Spørgsmaal, der interesserede saa stærkt som netop Boliginspektion. Vi skal referere de Udtalelser, der faldt, i næste Nummer, og kan allerede nu meddele, at man indenfor D. K. er i høj Grad stemt for, at D. K. tager denne Sag op til nærmere Drøftelse her i Danmark.
De to sidste er Repræsentanter for Norge, nemlig: Sophie Voss og Fernanda Nissen, der begge er velkendte Journalister i deres Hjemland og paa Kongressen tillige Repræsentanter for henholdsvis „Norske Kvinders Sanitetsforening" og „Norsk Forening for socialt Arbejde". Vore Læsere ser jævnlig under Artikler fra Norge Signaturen; „S. V.", det er Sophie Voss, der dækker sig herunder, og det glæder os at have Lejlighed til at præsentere hendes Billede for vore Læsere.
Blandt de danske Deltagere var ogsaa en Del Kvinder, hvoraf mange var Medlemmer af de kommunale Raad. D. K. var repræsenteret ved Næstformanden i Fællesstyrelsen Esther Carstensen.