« Tilbage til søgeresultaterne
Varselfugle
Efteraaret er inde. Som sorte Varselfugle flyver Budskaberne fra Kasernen i Fredericiagade ud over Landet: Svimlende Skatter paa Vin og Cigaret, Skærpelse af Formue- og Indtægtsskatterne, Jernbanetaksterhe forhøjede og Ejendomsskylden drevet 50 pCt. i Vejret.
København ruster sig til at gaa en Savnets og Forsagelsens Vinter i Møde. Himlens Lys svinder mere og mere, og det kunstige Lys truer med at gøre det samme. Termometret synker Dag for Dag, og med bekymrede Blikke maaler vi de faa Hektoliter Kokes og halvvaade Tørv, som Kommunen har tilstaaet os. Alle Tanker om Fornøjelser, Selskaber og Toiletter er banlyst; kan vi blot faa det allernødvendigste, er vi rigelig tilfredse. Vi ruster os aandelig og legemlig til Felttoget gennem Vintermaanedernes Kulde, og Mørke, men samtidig afruster vi ogsaa. Alle vore flotte Vaner, vore, Luksusfornødenheder, vort glade Overfladeliv - uden Beklagelse kaster vi det fra os og ser som Alvorsmennesker Vinterens Alvor i Møde.
Blot vi kan vedblive at staa udenfor Rædslen derude, tager vi gerne de Byrder paa os, som Neutraliteten kræver.
Saaledes tænkte „Kvinden og Samfundet" s Redaktion og følte sig for én Gangs Skyld enig med det øvrige Land. Da lyder der pludselig et Trompetstød fra Toilettepressens Herolder: „Kejserstaden Wien har kastet Handsken til Paris og gør Krav paa at kaldes Verdens Modecentrum, Kampen skal staa paa dansk Territorium, og Damerne af det københavnske Highlife skal være Dommere."
De store Modemagasiner trækker Vejret befriet. De havde sandt at sige været lige ved at opgive Ævret. Damerne havde under Tidernes Tryk begyndt at miste Humøret, Temperamentet; de havde faaet en kedelig Tilbøjelighed til at tage Vintergarderoben frem og vende og dreje Kjolerne fra i Fjor. Der blev jo dog ingen Selskaber i Aar, hvorfor saa ruste sig med de sidste Moder, det var jo netop nu mest moderne at vise Sparsommelighed. - Hverken Vinduesudstillinger eller Helsides-Avertissementer havde kunnet udrette noget overfor denne ædruelige Standhaftighed. Men her var maaske en frelsende Mulighed. Storstaden Wien bejlende til de københavnske Damers Ærespris. Elleve østrigske Modefirmaer i sluttet Karavane mod København, udstyret med al den Toiletteammunition, som for Tiden ikke kan finde Afsætning i de krigsførende Lande, og medførende et udsøgt Sortiment af de skønneste Wienerinder til at betjene Skytset.
Hvis dette ikke kunde kalde Urinstinkterne frem hos Københavnerinderne, saa betød det ikke mindre end en Katastrofe for Modespekulationen.
- Uendelig er den Gøglets og Arbejdsløshedens Karavane, som trækker fra de af Krigen udmarvede Lande op mod det lille fredsæle Gosen Norden for Østersøen. Først kom Dværgene - ondsindede Kvinder jog dem af Landet; saa kom Hagenbecks Løver og Drommedarer - „Hysterien" fik ikke Bugt med dem, hvor meget den jamrede op om de mange Høns og Kreaturer, der kunde have faaet Lov at beholde Livet, om Drommedarerne og Elefanterne var sendt samme Vej som Dværgene; og endelig har vi nu de elleve østrigske Modechefer med deres Mannequiner!
Varselfuglene kredser over København, skrigende om Skatter og Paalæg, om Kornmangel og tømte Lagere. Men i Nimbs Lokaler hører man ikke Varselskrigene. Der sidder Københavnerinderne med Feber i Blodet og Stanglorgnetten i de dirrende Hænder og stirrer gennem Thedampen og Cigaretrøgen hypnotiserede paa Mannequinerne, som glider mellem Bordene promenerende de Vidundere af Skunk, Liberty, Chiffonvelour, som de selv brænder efter at rive til sig og slynge om Hals og Liv og Hofter. Og bag dem sidder Centralmagternes Gesandtskaber og de hjemlige Modemagasiners Repræsentanter som Dyrtæmmere foran Buret med de ophidsede Huntigere og lykønsker sig selv og hinanden til Sejren.
Urinstinkterne er vaagnede og fungerer kraftigt; de vendte Kjoler fra sidste Vinter er kun en Drøm, et hæsligt Mareridt, en smuk Kvinde kan faa lige saa mange Kjoler, hun vil, trods Krig og Dyrtid, - og Overskuddet fra Toilettepropagandaen gaar forøvrigt til sultende Kvinder og Børn. Hvem kan saa have ondt af disse Timers Fest midt i al den anden Kedsommelighed? -
Der skriger en Fugl udenfor Nimbs Vindu. Det paatrængende Dyr har sat sig paa Murgesimsen og forkynder noget, som ingen af Selskabet lægger Mærke til. Den skriger om den sidste nye Skat paa Smykker, og den varsler mere i den Retning.
Luksusskat paa Silke, Fløjl, Kniplinger, Chiffons, Strudsfjer og Pelsværk. Regulering af Kjolebehovet, af Fodtøjet, af Linnedet, at Hattene.
„Kvinden og Samfundet" hører det helt ovre i Studiestræde og smiler lumskeligt.
Toilettepressen hører det ogsaa og blegner. Saa aabner den ubemærket Nimbs Vindu og jager Fuglen bort.
Men den vedbliver at kredse over Taget med hæse Skrig, som ønsker den at henlede Offentlighedens Opmærksomhed paa de nye Skatteobjekter.
