« Tilbage til søgeresultaterne
Lovens Stedbørn
1. Lugekonen.
Hun krøb op og ned mellem mine Jordbærrækker en af denne Forsommers brændende Soldage, mager og leddeløs, med de tørre, jordslaaede Fingre gravende efter Ukrudtets Rødder med hurtige, søgende Greb. Hun var sendt mig af Sognepræsten, som sagde, at hun trængte til lidt Fortjeneste ved Siden af den Hjælp, Sognet ydede hende.
„Men De maa jo have Alderdomsunderstøttelse i Deres Alder," sagde jeg efter en Tid i Taushed at have fulgt hendes Færd.
Hun saa op med et forgræmmet Udtryk og holdt et Øjeblik inde med sit Arbejde.
„Nej - det kunde jeg jo ikke faa," svarede hun resigneret, „over det, at jeg jo har faaet Hjælp af Sognet."
„Og De faar det endnu?"
„Ja - jeg er jo nu 63 og ikke rigtig arbejdsdygtig længer, og Lugepengene vil ikke sla´ til, især i disse Herrens Tider, saa jeg maa være glad, at jeg kan faa den Hjælp - selv om det er Fattighjælp, for saa kan jeg klare mig uden at komme paa „Gaarden”!”
Saa slæbte hun sig videre paa alle fire op imod den anden Ende af Bedet, men jeg blev staaende og ventede, til hun atter kom ned imod mig gennem den næste Række.
„Var det paa Grund af Sygdom, De ikke kunde holde Dem fri af Fattigvæsenet?" spurgte jeg, idet jeg anstrængte mig for at gøre min Stemme saa lidt inkvisitorisk som mulig.
Hun saa paa mig med sine underlig udslukte Øjne og satte sig halvt overende.
„Nej - jeg har aldrig været syg, uden som den Gang jeg fik den lille. Men se Manden, han drak jo alt det op, han fortjente og mere til - og saa kunde en anden en jo ikke klare sig, og saa endte det med, at han meldte os til Sognet."
Der skød et vredt Glimt fra hendes Øjne, og hendes krogede Fingre greb haardt om en Løvetand og rev den op.
„Det var vel ikke med Deres gode Vilje?" spurgte jeg.
Hun rystede heftigt paa Hovedet.
„Jeg havde jo ikke noget at skulde ha’ sagt, og jeg rørte for den Sags Skyld heller ikke nogen af de Penge, jeg vidste jo ikke bedre, end at paa den Maade slap jeg fri af Fattigvæsenet, men jeg fik noget andet at vide, da jeg ikke kunde faa min Alderdomsforsorg, for de Penges Skyld, Manden havde faaet, men som jeg aldrig havde haft nogen Glæde af."
„Prøvede De da aldrig at betale tilbage, hvad Deres Mand havde faaet?"
Hun rystede paa Hovedet.
„Nej - jeg ved ikke, hvordan det var, men jeg blev med ét saa sløv og ligeglad. Jeg syntes nu kunde det alt sammen være lige meget. Havde han trukket mig saa langt ned i Skidtet, at jeg nu var for et Fattiglem at regne, saa kunde jeg ligesaa gerne blive der og ta’ den Hjælp, jeg kunde faa."
„Deres Mand er altsaa død for nogle Aar siden?"
„Ja, han hængte sig - det var nok nok Diliriummen som tog ham, sagde Doktoren."
”Og den lille? - Jeg syntes, De sagde, at De ...."
Hun udstødte en underlig dump Lyd, halvt et Skrig, halvt et Suk, og smed sig igen om paa alle fire som det taalmodige Arbejdsdyr, hun var, og sagde med Ansigtet vendt mod Jordbærbedet: „Værgeraadet tog ’ ham.«
„Tog ham," næsten skreg jeg, „tog ham fra Dem?"
„Nej - fra hans Far, fordi han fandt sin Morskab i at tylle ham med sin forbandede Brændevin."
„Og De lod det ske? - Hvorfor gik De ikke heller hjemmefra med Drengen?"
„For det sagde Birkedommeren, jeg ikke havde Lov til. Drengen var Faderens, og der var ikke andre end Værgeraadet, som havde Lov til at ta’ ham. Jeg havde kun Valget mellem at beholde ham hjemme og se ham spoleret, eller lade Værgeraadet faa ham."
„De skulde have søgt at blive skilt fra Deres Mand, saa havde De nok faaet Lov til at beholde Drengen."
Hun lo kort, stadig med Ansigtet ned mod Jordbærplanterne.
„Jeg prøvede ogsaa det - tror De det er let for en Mor at give sit Barn fra sig? - Men han vilde ikke, og Birkedommeren sagde, at Drukkenskab ikke er Skilsmissegrund, og at Drengen maatte jeg i hvert Fald gi’ Afkald paa. Saa syntes jeg ikke, jeg havde andet at gøre end at give ham fra mig. Og jeg vaskede ham og gav ham hans bedste Klæder paa og gik selv med ham hen til Værgeraadets Formand. Og han blev ved at holde fast i min Kjole, til jeg selv maatte tage hans smaa Fingre bort, og jeg hørte, han raabte paa mig, da jeg var ude af Døren, men jeg holdt mig for Ørene og løb alt det, jeg kunde, men ikke hjem, blot løb og løb ud ad Landevejen, til jeg ikke orkede mere men smed mig i en Grøft og laa der i flere Timer uden at vide rigtig af mig selv. - Der fandt saa Betjenten mig og fulgte mig hjem til ham, Stodderen, Fyldebøtten, som havde skilt mig ved min Dreng."
Hun rev Ukrudtet op, saa Jorden røg hende om Ørene, og der vældede op af hendes Svælg en underlig gurglende Lyd som om hun kvalte Graaden, men da hun igen vendte Ansigtet op, var der ikke Spor af Taarer at se i hendes Øjne. Jeg fik det Indtryk, at hun ikke havde flere Taarer tilbage.
„Kunde De da ikke have beskyttet Drengen mod hans Far, saaledes, at De havde faaet Lov at beholde ham?" spurgte jeg dybt rystet.
„Nej - jeg maatte jo ud at tjene til Udkommet, og naar Drengen kom hjem fra Skolen - for han var allerede dengang begyndt at gaa i Skole, - saa jog Faderen ham afsted efter Brændevin og gav ham selv med at drikke. Jeg har undertiden tænkt paa, om det ikke var af lutter Ondsind mod mig, at han søgte at spolere Drengen."
„Og hvor kom saa den lille, hen?" spurgte jeg.
„Han kom til gode Mennesker, ved jeg, - men jeg kunde ikke faa mig selv til at besøge ham, hvor tidt de skrev til mig, at jeg skulde det. Jeg var bange for, han skulde blive ulykkelig derover, og jeg mente, det var bedre for os begge, at vi ikke saa hinanden, før der kunde ske en Forandring, saa vi kunde faa Lov at blive sammen."
„Prøvede De saa at faa ham tilbage, da Deres Mand døde?"
Der gik et Ryk igennem hendes hele Legeme, og hun stemte begge Hænder mod Jorden som for at tvinge sig til at svare rolig. Saa kom det ganske stilfærdig - Svaret, jeg allerede havde anet.
„Nej - det gjorde jeg ikke - for han døde af Skarlagensfeberen Aaret i Forvejen. Derfor kan det nu ogsaa være lige meget med mig, selv om jeg tilsidst maa paa „Gaarden", naar jeg ikke orker at arbejde, for jeg har ingen Dreng mere, som skal høre for, at hans Mor er et Fattiglem!"
Og videre krøb hun paa alle fire op og ned mellem Jordbærbedets Rækker, saaledes som hun vil vedblive at krybe til den Dag kommer, hvor Fattiggaarden yder hende den Trøstens Seng, som er redt for den hjælpeløseste af alle hjælpeløse - Drukkenboltens Hustru.
