« Tilbage til søgeresultaterne
„Københavnerinden"
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel)
Der sad to af de meget omtalte „Københavnerinder" ved Eftermiddagskaffen i et Feriepensionat ude ved en af Sjællands Strande. Deres Signalement var ganske det af Experten J. v. Jensen i „Politikens" Kroniker opgivne: Almindelig Højde, ualmindelig højt Kryds, askefarvet Haar uden Hat, lange, nette Ben under halvklar, helt kort Sommerkjole. Deres henholdsvise Stillinger: Kontordame og Konservatorieelev.
„Nu er I sandt for Herren i „Politiken" igen!" udbrød Argus med Næsen i Avisen, som Landposten lige havde slængt ind ad Døren. „Vil I høre?" - Stormende Akklamation. Argus læste:
„Senere hen i den rigtig hede Tid har de unge Damer saa godt som ingenting paa, faar man dem mellem sig og Solen, naar de er ude at gaa, skinner Dagen lige igennem det hvide Fnug af en Kjole, saa at man aner som i et Luftsyn Skyggen af et Par lange, nette Ben, og naar Københavnerinden. cykler imod Vinden, og den er da altid imod, har hun et Stræb med at pille Fnugget ned over Knæene, taalmodigt, den ene Gang efter den anden, for Vinden blæser og blæser, og Kjolen maa pilles ned igen i det uendelige. Er hun til Fods, kommer Vinden ogsaa og er grov, gør alting dobbelt, som naturligvis er dobbelt - det blæser paa dig, du Hoftebrede! Korset eller anden Legemstvang er jo nu Gudskelov ukendt. Københavnerinden har som Killinger under Kjolen, naar hun af en eller anden Grund har travlt og løber over Gaden - tab ikke Brysterne, trinde Pige!"
Videre kom Argus ikke den Gang.
„Fy for den Lede!” udbrød Kontordamen.
„Hvad er det for et Skvadderhoved af en Journalist?" spurgte Konservatorieeleven i den for „Københavnerinden" ejendommelige Jargon.
„Det er ikke en Journalist, - saadan vilde en virkelig Journalist aldrig skrive," svarede Argus bebrej-dende. „Det er Danmarks genialeste Forfatter, det er selve Johannes V. Jensen."
„Johannes V. Jensen?" gentog Kontordamen med skamløs Ligegyldighed. „Kender ham ikke."
„Jeg heller ikke," sagde Konservatorieeleven. „Men jeg kan saa levende forestille mig ham. Det er nok saadan en gammel, tykmavet Faun, som han, der altid ligger i Marehalmen med sin Kikkert, naar vi er i Bad, Du ved ham, Luffe-Agurken."
„Skal jeg nu ikke hellere gaa videre," foreslog Argus, og læste uden at afvente Tilladelsen:
„Om Søndagen sværmer de langt ud i Landet, Sjælland er som en stor Cyklepark hver Søndag, overalt hvide Kjoler paa Vejene. Der er da ikke en Skov paa Øen, hvor man ikke ser et Knippe Cykler lænet op ad Træerne og Glimt af unge Piger i det Grønne, der er ikke den Strand, hvor ikke Cykler findes slængt i Marehalmen og en Flok kvindelig Ungdom i Færd med at dyppe sig i de solblaa, venlige Bølger. Det er tredje Sommer siden den skrækkelige 1914, at jeg beder denne samme Bøn: Lad dem bade saadan, lad Freden blive ved vore Kyster! Lad der ikke ske noget, som jager dem i Land og faar dem til at skrige og græde!
Nej, vi har beholdt Fred, vore Kvinder er endnu beskyttet. De véd end ikke, hvor udvalgte de er, paa deres Ø, midt i et Hav af Lidelser, og lad dem aldrig faa det at vide!
Det har vel næppe staaet dem synderlig klart, at Tørke og Misvækst har truet Landet, i Mangel af Krig og anden Nød, de kan ikke tænke over sligt, det vilde ikke klæde dem, og det maa man lade dem, at Regn kommer der jo heller ikke af, at selv Mændene faar graa Haar i Hovedet. De er i Naturen, ikke udenfor den, laborerer ikke med den, og naar det er tørt, saa er det tørt; hvad der saa sker, Kvinderne vil faa their fill. ..."
Der røg en Kop i Gulvet, og nu gik det løs, fra begge Sider.
»Hva’ bilder han sig ind?" - „Tror han vi Københavnerinder er rene Bælam fra forrige Aarhundrede?" - „Har vi maaske ikke faaet Valgret?" - „Tjener jeg ikke allerede nu saa meget, at jeg snart kan forsørge baade mig selv og en Mand?"- „Han har jo simpelt hen ikke Begreb om det, han skriver om.”
„Vent nu bare lidt, - der kommer mere," skreg Argus midt i Trommeilden.
Hun læste; d. v. s. hun sprang over alt det, som ikke vedrørte Temaet: „Københavnerinden".
„Sorgløs cykler hun omkring og aner ingenting, hverken om Krig udenlands eller eventuel Hungersnød hjemme, hun har ingen Valpladser, hvor det gaar paa Livet løs, ingen blodige Historier, ingen Tragedie. ..."
Men nu begyndte de begge at trampe sindssvagt i Gulvet med Fingrene i Ørene.
„Ned med ham! Vi anlægger Sag! Hvor tør saadan en slet og ret Hr. Jensen behandle os Københavnerinder som Idioter? Tag ham i Ørene i Dit Blad, kære Argus. Du er dog den eneste som rigtig forstaar os, saa gammel og vrippen Du er. - Eller jeg faar en Idé." – Kontordamen slog en Klo i min Arm. „Skriv en Kronik om „Københavneren", - hvorfor skal han gaa fri, naar vi altid maa holde for. Skriv om Motor-Idioten, Stinkdyret, som forpester Luften for os Stakler, naar vi skal trække en Smule frisk Luft paa en Aftentur; som sviner os til med Støv og Skidtklatter; som futter af paa sin Maskine, som havde han ikke et Minut at spilde, men som altid møder for sent paa Kontoret, og knap ved, om han gider tage en Pen i Haanden, hvis det da ikke er for i Skjul af Hovedbogen at skrive en billet doux til en af sine Piger. Tag ham paa Kornet, han, som ikke bestiller det halve af hvad vi gør, men faar dobbelt saa meget i Løn, han, som ikke ved Halvdelen af det, han skulde vide, men dog avancerer forbi os, blot fordi han er et Mandfolk, og fordi vi er Fjolser nok til at sige ham det, han ikke ved. Tag ham i Støvfrakke med Automobilbriller og Læ-dergamascher. Tag ham i Smoking og med Balletstrømper, tag ham i Badebukser og uden Badebukser, ham „Forsørgeren, Beskytteren", Manden som ikke tænker paa andet end Krig og Hungersnød og stakkels værgeløse, uvidende Piger! Sæt ogsaa ham i Gabestokken for en Gang Skyld!"
„„Kvinden og Samfundet" holder Sommerferie," svarede Argus med Værdighed. „Lad os nu faa Slutningen med."
Og Argus læste om et Barnelig, fundet i en Gadedør, og om en Forretningsmand, som skændig havde opgivet Signalementet af den unge Kvinde, der havde henlagt Barnet, og med hævet, harmglødende Røst udslyngede hun tilsidst følgende Anklage mod Samfundet:
„Og saa er hele hendes Brøde den, at hun ikke tør møde Vanæren over at have føde et Barn - Kvindens største Ære under alle Omstændigheder, uden netop i Pøblens Øjne. Hendes Brøde er endvidere den, at hun ikke kan ernære sit Barn, hun er stødt ud som en Urkvinde i Vildmarken og har ikke en Gang vilde Urter til Ophold for sig og sit Barn. Højere er Storbyen ikke naaet i Kultur endnu.
Om en Mand, der fandt saadan en Smule Barnelig, barmhjertig og i al Stilhed gravede et Hul til det og klappede til over det, og holdt sin Mund! Maa man ikke, er det strafbart? Ja, om der saa var en
fjern Risiko derved, kunde man saa ikke tage den for en lille, ulykkelig Kvindes Skyld? Men nej, man render til Politiet og sladrer, struttende af Retfærdighed, og man maa undskylde mig, hvis jeg tager fejl, men det er min Tro, at den Jagtglæde, hvormed man udleverer en værgeløs Synderinde til Politiet, er meget nær beslægtet med den, hvormed vulgære Mandspersoner lægger til Antallet af Kvinder, de har forført. Først gøre Pigen med Barn, siden herligt melde hende for Barnemord, naar man har forladt hende og givet hende til Pris for Vanære og Sult!
Jo, Kvinderne har deres Historier, der begynder med Judaskys og ender med at blive rendt ihjel af Barbarer."
Argus tav og saa forventningsfuld paa de to unge Københavnerinder. Konservatorieeleven var travlt beskæftiget med at polere sine rosenrøde Negle, Kontordamen sad med et ganske ubevægeligt Ansigt og drejede Kaffeskeen mellem Fingrene.
„Han er dog vist et bravt Menneske den Hr. Jensen, og han mener det godt," sagde hun. „Men er saa skrækkelig ved Siden af hele Tiden og ikke saa lidt hysterisk. Det med Kvindens største Ære f. Eks. hører jo hjemme i de tarveligste Tjenestepigeromaner og er desuden sagt hundrede Gange før. Havde han skrevet: største Dumhed, havde det været meget mere up to date. Saadan ser i det mindste jeg og de fleste Københavnerinder paa Tingen. „Den forførte Pige" eksisterer slet ikke mere, man kan med ligesaa megen Ret tale om forførte Mænd. „Urkvinden udstødt med sit Barn i Vildmarken" er det rene Sludder. Kun Moderen til det udenfor Ægteskab fødte Barn har Krav paa Offentlighedens Hjælp til Barnets fyldte 18de Aar. Ægtehustruen maa pænt nøjes med, hvad Barnets Fader indrømmer hende til dets Underhold; hun kan ovenikøbet være saa heldig at faa Lov til at underholde baade Barnet og dets Fader. Man er absolut paa den sikreste Side, naar man føder sit Barn udenfor Ægteskab. Jeg har særlig studeret dette Afsnit af vor Lovgivning. Man maa jo vide, hvad man udsætter sig for her i Livet. Hr. Jensen burde have gjort det samme, før han skældte ud paa Samfundet, saa havde han ikke faaet sine Lokker vaade uden Spor af Nødvendighed."
Hun tav og skænkede sig med Sindsro en ny Kop Kaffe.
Argus følte sig sat tilvægs af saa megen Livsvisdom hos det svage Køn.
„Har han da ikke Ret i at kalde Mændene Barbarer?" vovede hun forsigtig.
„Nej, ligesaa lidt som han har Ret i at kalde os „værgeløse Synderinder”. Synder vi - som han behager at kalde det - synder vi med fuldt Overlæg. Vi har Raad til at vælge eller vrage vort Barns Fader; det er mere end Kvinderne i Hr. Jensens Tid havde. Plumper vi i ved et Uheld, har vi ogsaa Raad til at betale hvad det koster, og der er ikke fjerneste Grund for nogen af os til at henlægge vort Barn i en Gadedør. Det er ikke Angsten for Vanæren, men det er ren og skær Egoisme, som faar en Kvinde i vore Dage til at gøre det, og jeg under hende af ganske Hjerte den Omgang Vand og Brød eller Forbedringshus, som saadanne Handlinger vurderes til."
„Vil Du da sige, at der ingen Vanære klæber længer ved at faa et Barn udenfor Ægteskab?"
Hun smilede trygt og overlegent.
„Læs blot i Avertissementerne. Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke staar at læse om en dannet ung Pige, som søger Optagelse i et godt Hjem, hvor hun kan have sit Barn hos sig. Og hun faar Masser af Tilbud, stol paa det."
„Ja men synes Du heller ikke selv, at det er en Skam for en ung Pige at faa et Barn?"
„Jo," svarede hun bestemt, „jeg synes det er en Skam, hvis hun ikke har et Hjem til det Barn, hun føder. Derfor holder jeg paa Ægteskabet under Forudsætning af, at begge Parter bliver ligestillede."
„I vedkender Jer altsaa ikke „Københavnerinden"?" spurgte Argus triumferende.
„Nej," svarede de begge som med én Mund. „Og vi ber om for Fremtiden at være i Fred. Kan være, vi undertiden klæder os som Idioter - Herregud, Forandring fryder - og Mændene giver os da heller ikke noget efter i det Stykke - men saadanne Blødpander, som Hr. Jensens Københavnerinder, er vi ikke, og bliver vi aldrig, vi det tyvende Aarhundredes Kvinder."
Der blev en Pause. Argus følte, at „Københavnerinden" s Kronikør stod ikke til at redde, men ...
„Kender I da virkelig slet ikke Forfatteren Johannes V. Jensen?" spurgte hun bebrejdende. „Men det kan I simpelthen ikke være bekendt."
„Aa - der er jo saa meget, man skal læse," forsvarede Konservatorieeleven sig. „Der er Fru Vollquartz og Børge Jansen og . . .”
„Nævn dem ikke i samme Aandedræt", afbrød Argus hende hvast.
„Ja - jeg naar nu aldrig mere end Aviserne," sagde Kontordamen. „Dem er man jo nødt til at læse for at vide, hvad man maa putte i Munden i disse Tider, og hvad man ikke maa. Resten af Ferien helliger jeg Driveriet."
„Saa har I at møde her efter Five o’clock-Badet og høre paa en Oplæsning." De indvilligede efter adskillig Protest. ’’’
Den Aften blev der ikke noget af Flirten paa Stranden.
Begge Københavnerinder sad Time efter Time og lyttede spændt, mens Argus læste „Bræen" højt. Det blev Midnat, før de brød op, men da var ogsaa Bogen læst til Ende.
„Tænke sig, at saadan en Mand kan skrive saadan noget Pjat," sagde Kontordamen, men tilføjede hurtig med et beroligende Smil til Argus: „Ja det var naturligvis „Københavnerinden", jeg tænkte paa."
