« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorfor har Køkkenbestyrerinderne ingen Forening?
Jeg beder „Kvinden og Samfundet" optage følgende, fordi jeg haaber, at de fleste selverhvervende Kvinder ogsaa indenfor Køkkenfaget læser Bladet, og jeg derfor ad denne Vej kan faa dem i Tale. Hvorfor har Køkkenbestyrerinderne ingen Forening er et Spørgsmaal, som jeg gerne vilde have besvaret. Naar man vil stifte en Forening er der altid nogen Tilslutning, nogen Betænkelighed og nogen Modstand, lige saa her. Jeg vil prøve paa at overvinde Modstanden ved at undersøge den; det er frivilligt, om man vil være Medlem af en Forening eller ej, og vil man staa sine egne og Kollegers Interesser i Vejen, har man ogsaa Lov til det, men om man handler klogt deri, behøver vel ikke at drøftes.
Vi vil nu se lidt paa Betænkelighederne, som nogle nærer i Anledningen af den projekterede Forening. Tanken om en Forening har sikkert gæret hos mange Kolleger, og jeg har med de mange været forbavset over, at det blev ved Tanken, Betænkelighederne fik altsaa Skylden. Der blev bl. a. sagt: Det er svært at samle Kvinder om en Sag, de kan aldrig blive enige, eller det tager Tid at overbevise Folk om, at vi Køkkenbestyrerinder og Økonomaer er Damer, som man ogsaa maa regne med, og endelig: vi er saa trætte af vort Arbejde, at vi ikke kan faa Lyst eller Tid at interesserer os for en Forening. Jeg vil nu spørge Dem, mine ærede Kolleger, om vi er mere menige og mere holdningsløse end andre Kvinder, der slutter sig sammen i Forening.
Vil nogen af Dem stemple sig selv som holdningsløs og kivagtig? Jeg har ofte i mit Køkken hørt Elever sige: Det er meget bedre at være Sygeplejerelev end Køkkenelev, for dem, der er i Køkkenet, bliver ikke regnet for noget.
En Køkkenbestyrerinde betroede mig, at naar man ved en Inspektion hilste paa andre Overordnede, bemærkede man aldeles ikke hendes Nærværelse. Naa, saadan noget er jo kun Dumhed, og jeg vil svare paa disse Beklagelser: Man maa Være, hvad man vil anses for at være, og man maa ikke selv tro paa, at det er mindre fint og velanset at beskæftige sig med husligt Arbejde, end at være ved Sygepleje, Kontor, Forretning o. s. v., for tror man det, bliver ens Arbejde af underordnet Betydning, man føler sig hævet over det i Stedet for at give sig hen i Arbejdet og vise Respekt for det; kun paa denne Maade bliver Arbejdet fuldkomment, og det bliver en Ære at naa frem i sit Fag.
Netop i den sidste Tid, da det er fremme at genindsætte det huslige Arbejde i sin Værdighed, skulde da ikke vi Kvinder, der arbejder ved Faget, være med dertil?
Til Bemærkningen om, at vi er for trætte, naar vi er færdig med vort Arbejde, skal jeg svare:
Har vi saa meget Arbejde, at vi bliver trætte og sløve deraf, er det af det onde, og hverken vi eller den Institution, vi arbejder for, kan være tjent dermed. Er Arbejdet en Trædemølle, bør vi da ikke snarest muligt faa en saadan Tilstand forandret?
I Selskab og i det daglige Liv hører mart ofte Herrerne berette om deres Arbejde og dets Resultater; hvis en Dame ikke hører efter med udelt Interesse siger Herrerne, „hun er vist dum," eller: „hun er ikke videre intelligent." Synes De, at jeg er for slem, naar jeg benytter den samme Maalestok overfor de Mænd, der ikke gider høre om Kvinders Arbejde?
Jeg har nu paavist, at Modstanden og Betænkelighederne ikke er paa deres Plads og spørger altsaa: Hvor længe vil det endnu vare, inden Køkkenbestyrerinderne hævder deres Stand og faar en Forening, der kan varetage deres Interesser: Fælles Maal, fælles Virke.
