« Tilbage til søgeresultaterne
Thora Esche
Fyrretyve Aars Arbejde i Kvindesagens Tjeneste.
Naar man sidlder og taler med Thora Esche om hendes Arbejde for Magdalenesagen, saa vender hun bestandig tilbage til Betragtninger over Tiden, over den Forandring Tiden har bragt i Samfundets Syn paa de Kvinder, det har været hendes Livssag at komme til Hjælp.
Regnestykket er sat galt op.
Det er ikke Tiden, men Thora Esche, der paa dette Omraade bragte Ændring i Samfundets Synspunkt.
Det er altid det enkelte Menneske, der ifølge sin Personligheds Kraft skaber det ny; saa kan det senere blive til Foreninger eller Konsortier eller Aktieselskaber eller hvad som helst med Bestyrelse af ordinære og ekstraordinære Medlemmer, det er den enkelte, der standser det Luntetrav, hvori Samfundet sætter afsted ad Vaners og Traditioners nærmestliggende Veje. Thora Esche er en saadan Ener. Hun har skabt de ny Synspunkter, hvorunder Magdalenehjemmet er vokset til en stor Institution anerkendt i Ind- og Udland.
Lad være, at andre maaske kunde have gjort det samme, det var hende, som for fyrretyve Aar siden gav sig det store og vanskelige Arbejde i Vold paa Trods af Venners indtrængende Raad og paa Trods af Modstanderes ilde Spaadomme.
Faldne Kvinder!
Det maatte end ikke nævnes i Thora Esches Ungdom, at der var Kvinder, der levede af Utugt. Man vidste vel, at de fandtes, at de var pakkede sammen i dertil bestemte Gader, og saa talte man ikke mere om den pinlige Sag.
Thora Esche var en purung Pige, da hendes Medfølelse vaktes for disse Kvinder, der ikke maatte tales om.
Hun var i Ønsket om at arbejde for Guds Rige paa forskellig Maade gaaet ind i Menighedens Arbejde, var med til at aabne den første Søndagsskole og tænkte en kort Tid paa at blive Diakonisse, hun mente, det maatte være den nærmeste Vej til den Gerning, hendes Hu stod til.
Men i 1876 kom Thora Esche ind i Indre Missions Bestyrelse, og nu gik det rask mod Maalet.
I England havde man været forud for alle andre Lande, der var Arbejdet imellem de faldne Kvinder begyndt for 100 Aar siden, i Sverige og Norge for tredive Aar siden, og i Holland havde Pastor Hedving for længst bygget sin store Anstalt.
Thora Esche rejste først ned for at se denne, en hvidskuret Stiftelse med Gitre for Vinduerne, og tre Gange om Dagen timelange Andagter, men værst var i hendes Øjne de store fælles Sovesale. Derfra tog hun til Norge. Stiftelse, Stiftelse! Det var et Hjem, Thora Esche vilde bygge.
Paa Jagtvejen Nr. 203 aabnedes saa d. 15. Nov. 1877 Danmarks første Magdelenehjem med Plads til femten unge Piger, der hver fik sit Eneværelse; det var saa at sige Thora Esches Betingelse for at gaa i Gang. „Det er Herrens Sag at skaffe Pengene," var hendes Svar paa Pastor Frimodts Betænkeligheder ved den kostbare Indretning.
Nu er der gaaet fyrretyve Aar. I 1896 flyttede Thora Esche med hundrede Mennesker ud til det smukke Skovtofte ved Lyngby, og otte forskellige Hjem hører nu ind under Magdalenehjemmets Bestyrelse.
Arbejdet er blevet tredelt. Marie Rasmussen er Forstanderinde paa Skovtofte og Ella Reith Forman leder Værgeraadsarbejdet, medens Thora Esche holder Forbindelsen vedlige med, hvad hun kalder sine „gamle Børn", et stort Arbejde for den, der nok kunde have Grund, til at være træt. Men Kræfterne til Arbejdet, dem fik Frk. Esche i al sin Tid fra Gud, „han har ført mig, det er alt hans Ære. Først har jeg villet føre mine Børn til Jesus, og saa har jeg villet dygtiggøre dem for Livet" - i disse faa Ord ligger hendes Arbejdsprincip.
I Magdalenehjemmets Bestyrelse har Flertallet vist altid været Mænd; i Øjeblikket sidder der i hvert Fald kun een Kvinde.
Skulde der ikke deri ligge en Forklaring paa, at Magdalenehjemmets Bestyrelse synes at have manglet Øje for, at de Kvinder, den benytter i sin Tjeneste, en Gang bliver gamle og behøver et Hjem?
Hvis der i denne Bestyrelse havde siddet et overvejende Antal af Kvinder, der forstod, hvad Magda-lenesagens Arbejde kræver af sine Tjenere, vilde da Forholdet have været det, at en fortjent Arbejder, en genial Grundlægger af hele Sagen var henvist til at søge Husly udenfor den Institution, som netop i Kraft af hendes Trofasthed og hendes Arbejdsvilje havde givet Husly til saa mange andre?
Vilde det ikke have været saaledes, at det Alderdomshjem for Arbejdere i Magdalenesagens Tjeneste, som det er Thora Esches inderlige Ønske at se rejst, forlængst havde været rejst?
For at hjælpe Thora Esche med denne Plans Virkeliggørelse og for at hædre og glæde hende i hendes Jubilæumsaar, har der dannet sig en Komité af Kvinder, hvis Ønske det er at indsamle en Pengegave, der skal overrækkes Thora Esche og anvendes til det Hjem, hun endnu ønsker sig. Skulde Læsere af „Kvinden og Samfundet" ikke ønske at være med i denne Gave til en Kvinde, der har givet sin store Indsats i Kvindernes Sag?
