Fra Borgerrepræsentationen

Centralarbejdsanvisningskontoret.

D. K.s i forrige Nummer aftrykte Andragende om, at Tilsynsraadet vedCentralarbejds-anvisningskontoret maatte blive udvidet med 2 Kvinder, var d. 27. Septbr. d. A. til Behandling. Vi gengiver:

Fru Harbou Hoff beklagede, at Sagen havde faaet den Afslutning, som den har faaet, dog naturligvis kun en foreløbig Afslutning. Tilsynsraadet bestaar nu af 12 Medlemmer, af hvil­ke ingen er Kvinder. Dette Forhold kunde maaske have sin Rimelighed, hvis Kvinderne ikke søgte Arbejdsanvisnings-kontoret, men det gør de i meget høj Grad. Af Aarsberetningen for 1915-16, den sidst udkomne, fremgaar det, at 21,000 Mænd og 16,600 Kvinder har faaet Ansættelse derfra, altsaa et forholdsvis ikke rin­ge Antal Kvinder. I det sidst forløb­ne Aar, for hvilken Aarsberetningen endnu ikke er trykt, har godt 23,000 Mænd og 17,800 Kvinder faaet An­sættelse fra Kontoret. Det Antal Kvinder, der faar Plads gennem Centralarbejdsanvisningskontoret, er alt­saa, om det end er mindre end An­tallet af Mænd, dog forholdsvis stort, og det vilde derfor være meget rime­ligt, om der ogsaa var Kvinder i Til­synsraadet. Da Arbejdsanvisningen var rent kommunal, sad der to Kvin­der i Tilsynsraadet. Valget til Til­synsraadet er udstykket i mange for­skellige Smaavalg. Af Borgerrepræ­sentationen vælges vist det største Antal, idet der af Forsamlingens ene Gruppe vælges tre Arbejderrepræsen­tanter, og af alle andre kun et eller to Medlemmer for hver Gruppe. Mest beklageligt var det, at de kvindelige Arbejdere ikke er repræsenterede i Tilsynsraadet, meget mere beklage­ligt, end at de kvindelige Arbejdsgi­vere ikke er det. Hvis der kom Kvin­der ind i Tilsynsraadet, vilde det væ­re heldigt ikke alene for dem, som direkte søger Arbejde, men mange Gange ogsaa med Hensyn til Anbrin­gelsen af kvindelige Lærlinge. Kon­toret anbringer jo Lærlinge i Pladser, omend forholdsvis faa. Det er egent­lig først sat i System fra den sidste Konfirmation eller Skoleudskrivning, men det er ikke mere end op imod 60 Drenge og kun ganske faa Piger, der er anbragte gennem Kontoret. En Kvinde i Tilsynsraadet vilde maaske kunne være de unge Piger behjælpe­lig med at finde Pladser, som egnede sig for dem. Det er for Tiden meget vanskeligt for unge Piger at finde Anbringelse; man har jo set, at de ikke engang uden Hindring kan be­nyttes til at byde en Kop Te eller et Stykke Smørrebrød rundt. Under Hensyn til, hvor vanskeligt det un­dertiden er for Kvinder at faa Arbejde, hvor de ønsker det, var det dob­belt ønskeligt at faa Kvinder ind  i Tilsynsraadet. Sagen kunde  ikke    i Øjeblikket afgøres paa  rette Maade, det maatte foreløbig blive ved denne meget uheldige og    forkerte Afslut­ning, den har faaet, men forhaabentlig vilde det ikke vare ret længe, in­den  den  paa  en eller anden  Maade fik en tilfredsstillende Løsning.  Fru Salicath skulde, da hun egent­lig ikke skulde have haft Ordfører­skabet paa sin Gruppes Vegne i den foreliggende Sag, og da Fru Harbou Hoff paa saa udmærket  en Maade havde fremdraget de saglige Momenter, lade disse ligge. Det, der havde forbavset hende mest i Sagen, var, at Dansk Kvindesamfund var  kommet for  sent med  sit  Andragende. Det var meget beklageligt. Dernæst fandt hun det ikke paakrævet, at Central-arbejdsanvisningskontorets  Tilsyns­raad, saaledes som § 3 i Loven om Arbejdsanvisning  aabner    Mulighed for, forøges med 2 kvindelige Med­lemmer. Der var tilstrækkelig man­ge Medlemmer til,    at der blandt de mandlige kunde være Plads til et Par kvindelige, uden at man behøvede at forøge Antallet eller ændre § 3.   Der var ogsaa det Forhold at tage i Be­tragtning,  at Hvervet nu er lønnet, om end Lønnen ganske vist er meget ringe; udvider man Tilsynsraadet, vil det altsaa sige,  at der skal  betales yderligere to Lønninger. Hun kunde derfor have  ønsket  først og  frem­mest,  at Dansk , Kvindesamfund  var kommet i Tide med Andragendet, saa at det kunde være gaaet igennem denne Gang, men dernæst, at man simpelthen havde ønsket to kvinde­lige Medlemmer indsat i Raadet i Ste­det for at ønske en Udvidelse. I Vir­keligheden har man nemlig slet ikke fra nogen Side noget imod at sætte Kvinder ind i Raadet. At de to Kvin­der i Tilsynsraadet i sin Tid kom ud af dette, skyldtes nærmest  en Fortolkning, som maaske et Øjeblik hav­de fundet Tilslutning, men som i Vir­keligheden ikke havde kunnet holde Stik. Hun kunde i alt Fald udtale, at hendes Gruppe vilde være meget vil­lig til at sætte Kvinder ind i Raadet, ligesom den ogsaa tidligere har haft en kvindelig Repræsentant der. Efter at Loven var kommen, kunde den vedkommende Kvinde ikke vedblive at sidde i Raadet, idet Loven fortol­kedes saaledes, at Medlemmerne skulde være mandlige Arbejderrepræsen­tanter og mandlige Arbejdsgiverre­præsentanter. Der staar ikke det mindste herom i Loven, men en Hus­moder eller kvindelig Arbejdsgiver kunde efter denne Fortolkning ikke som saadan faa Plads i Raadet.

En lille morsom Episode vilde hun gerne i denne Sammenhæng have Lov at referere. Hun var selv den uskyldige, som dengang sad i Tilsynsraa­det. Nu skete der det morsomme, at hun i Gaar, netop lige op ad denne Sags Fremkomst, fik tilsendt med vedlagt Konvolut en Seddel, som hun som Arbejdsgiver skulde udfylde og indsende til Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening. Hun kom derved i et Dilema. Hun var kommet ud af Tilsynsraadet, fordi hun ikke var Ar­bejdsgiver og ikke havde noget som helst med Arbejdsgivere at gøre, men det vilde da være ulogisk af hende at underskrive den paagældende Sed­del. Hun ringede derfor Overretssag­fører Cohen, som har med Understøt­telsesforeningens Sager at gøre, op og bemærkede, at man, naar hun var kommen ud af Arbejdsanvisningskontorets Tilsynsraad, fordi hun ikke var Arbejdsgiver, umulig kunde faa hen­des Underskrift paa den Slags Sed­ler, paa hvilke Arbejdsgiveren skal attestere, at de vedkommende, der søger, har noget Arbejde, og hvor meget de fortjener om Ugen; Hr. Cohen svarede, at hun kunde stemp­le med Institutionens Stempel, hvor­til hun svarede, at Stemplet var ugyl­digt uden hendes Underskrift.

Der var sikkert Grunde, som talte for ogsaa at have Kvinder i Tilsyns­raadet, og hun vidste, som sagt, at man fra hendes Gruppes Side slet ikke saa med Uvillie herpaa. Hun vilde derfor ønske, at Dansk Kvindesam­fund næste Gang maatte komme saa betids, at Sagen kunde bringes i Orden uden en Udvidelse, som i alt Fald vilde volde nogen, om end ikke stor, Bekostning.

Fru Brochmann kunde glæde Fru Salicath med, at ingen i den social­demokratiske Gruppe ser med Uvilje paa, at der vælges Kvinder ind i Til­synsraadet, men ogsaa den socialde­mokratiske Gruppe mente, at § 3 ikke bør ændres derhen, at Antallet af Raadets Medlemmer udvides. Da Valget imidlertid ikke gælder langt udi Fremtiden, mener man at kunne lade Spørgsmaalet ligge til den Tid. Fru Harbou Hoffs Tale indeholdt no­get i Retning af en Anke over, at Ar­bejderne ikke havde en kvindelig Repræsentant i Centralarbejdsanvisningskontorets Tilsynsraad, men man kunde med samme Ret kritisere det Forhold, at de andre Grupper ikke har valgt Kvinder ind i Tilsynsraa­det. Der har i sin Tid været indvalgt en Kvinde af den socialdemokratiske Gruppe. Den vedkommende, Fru Olivia Nielsen, døde, og der blev ind­valgt en Mand i hendes Sted.

Fru Harbou Hoff vilde for det Til­fælde, at der maatte foreligge en Misforstaaelse - det var maaske hende, som havde misforstaaet, hvad der blev sagt, - gøre opmærksom paa, at en Ændring i § 3 ikke er nødven­dig, for at der kan komme flere Med­lemmer ind i Tilsynsraadet. § 3 be­stemmer, at Raadet skal have mindst 10 Medlemmer, som der var til at begynde med, medens der nu er 12, og der kunde lige saa  godt indvælges yderligere 2 Medlemmer. § 3, 3die Stykke, angiver kun det mindste An­tal, der skal være, men bestemmer ikke noget Maksimumsantal. En Æn­dring i eller en anden Fortolkning af Loven var altsaa ikke nødvendig, for at der kan indsættes Kvinder i Til­synsraadet.

Hedebol gav Fru Harbou Hoff Ret heri. Det var heller ikke en Betragt­ning af lovmæssig Art, som laa til Grund for de Udtalelser, Raadet har fremsat gennem Arbejdsanvisningsdirektøren, men det var for Tilsynsraadet et rent Hensigtsmæssighedsspørgsmaal. Det har nu 12 Medlem­mer, og enhver, som har prøvet at deltage i det offentlige Liv eller sid­det i Institutioner, som den herom handlede, vilde vide, at saadanne Forsamlinger kan blive for store, og efter hans Mening var Tilsynsraadet, om end ikke for stort, saa dog stort nok. Det var udelukkende Betragt­ninger af denne Art, der havde ligget til Grund for Tilsynsraadets Udtagel­ser. Der var næppe i Tilsynsraadet mindste Spor af Uvilje overfor Tan­ken om, at kvindelige Medlemmer indvalgtes i Raadet, men det burde sikkert ikke ske ved en Udvidelse, det burde ske paa den Maade, at de Institutioner, som har Ret til at væl­ge Medlemmer, og som nu er gjort opmærksomme paa Sagen, til sin Tid tager under Overvejelse, om der ikke blandt de Medlemmer, som vælges ind i Tilsynsraadet, ogsaa bør være nogle Kvinder.

Sagen toges til Efterretning.

Red. skal i Anledning af ovenstaaende Drøftelse af D. K.s i forrige Num­mer aftrykte Andragende om en lov­medholdig Udvidelse af Tilsynsraa­det for Centralarbejdsanvisningskontoret tillade os følgende Bemærknin­ger:

Fru Salicath er ikke berettiget til at bebrejde D. K., at det har undladt i Tide at virke for, at der blev ind­valgt Kvinder blandt de 6 Medlem­mer, som Kommunalbestyrelsen væl­ger til Tilsynsraadet. Fru Salicath kan ikke være uvidende om, at Københavnskredsen af Dansk Kvinde­samfund forud for de sidste kommu­nale Valg lod afholde et offentligt Møde, hvortil det indbød de kvinde­lige Kandidater af alle Grupper og interpellerede dem bl. a. om deres Stilling til Dansk Kvindesamfunds Krav om, at der skulde sidde Kvinder i Tilsynsraadet. Fire Kandidater lovede hver indenfor sin Gruppe at støtte dette Krav: Marie Lassen, Ma­rie Christensen, Alvilda Harbou-Hoff og Johanne Blom. Dansk Kvindesam­fund fulgte her den Vej, som stadig anvises det, at virke gennem sine Re­præsentanter indenfor Partierne, og som saa ofte før, viste denne Vej sig ufarbar. Borgerrepræsentationens

Grupper udpegede sine Kandidater til Tilsynsraadet uden at tage Hensyn til Kvinderne og til de Henstillinger, som vi formoder, at ovennævnte kvindelige Partifæller er fremkommet med.

D. K. valgte da den Fremgangsmaade at andrage om, at Raadet maatte blive suppleret med en kvindelig Arbejder og Arbejdsgiver, støttende sig til Lovens § 3, som siger, at 10 er det mindste Antal Medlemmer, Tilsynsraadet maa bestaa af.

Vi kan hertil føje, at da dette blev afslaaet, har Forretningsudvalgets Formand i D. K.s Fællesstyrelse ret­tet en Forespørgsel i Indenrigsmini­steriet ,om hvorvidt der af Ministe­ren kunde foretages noget Skridt til at faa Tilsynsraadet suppleret med to Kvinder, men der blev svaret, at det maatte ske paa Initiativ af Bor­gerrepræsentationen. Forøvrigt stillede man sig i Indenrigsministeriet yderst velvillig over for Tanken om Kvinder i Tilsynsraadet, hvilket vi ogsaa nu erfarer af Hr. Hedebol, at Medlemmerne af selve Raadet gør. - Men al denne Velvilje gør ikke det forønskede Indtryk paa D. K.; vi kan ikke vedblivende leve af Mændenes Velvilje, vi fordrer Ret og Billighed. Hr. Hedebol mener, at det er de Institutioner, som har Ret til at væl­ge Medlemmer, der skal tage under Overvejelse, at der vælges Kvinder blandt disse. Vi skal hertil sige, at ifølge Loven om Arbejdsanvisning er det kun de fire Medlemmer, som In­denrigsministeren vælger, der kan indstilles af henholdsvis „Dansk Ar­bejdsgiver- og Mesterforening" og „De samvirkende Fagforbund i Dan­mark", medens enhver, som er valg­bar til Borgerrepræsentationen, ogsaa af denne kan vælges til Medlem af Tilsynsraadet paa en af de 6 Pladser, som Borgerrepræsentationen besæt­ter. Der er derfor intet som helst til Hinder for, at denne ud af sin Midte vælger to kvindelige Repræsentanter for henholdsvis Arbejdsgiver- og Ar­bejderinteresser. - Nej, Loven er god nok, men den Fortolkning, de mandlige Borgerrepræsentanter giver den, er ensidig og i Modstrid med de kvindelige Interesser.