« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinde-Forfattere paa Julens Bogmarked
Marie Bregendahl: Peter Guldgraver og hans eneste Ven. 177 S. Aschehong & Co., København.
Det er ikke mange Bøger, Marie Bregendahl har udsendt i Aarenes Løb, men til Gengæld er hver af hendes Bøger saa lødig og særpræget, at hun allerede med sine indtil nu udgivne fire Bøger har erobret sig en Plads som en af vore betydeligste nulevende Forfattere. Ingen har forstaaet bedre end hun at lytte og leve sig ind i den jævne Landbefolknings Tænke- og Følesæt. - Peter Guldgraver er Fortællingen om et Menneske, der er lykkelig, fordi han tror alle Mennesker godt og under alle Mennesker det godt, lige til den Dag kommer, hvor Bindet rives fra hans Øjne af den, som kalder sig selv hans eneste Ven, den mistroiske, hadefulde og forhadte Frederik Flintebjerg, som har hævnet sig paa hele Verden undtagen Peter, fordi han blev skabt som et Skræmsel for Verden. Peter Guldgraver faar at vide, at han er til Grin for alle dem, han tror er sine Venner, og Fattighuset den eneste Velgerning, Verden har i Beredskab til ham. Da er han et Øjeblik ved at fortvivle og gemme sig bort som et skamskudt Dyr - men hans Kærlighed til Livet og Menneskene kalder ham frem til en sidste Velgerning. Han skaffer sig Tilladelse til at anlægge en Have omkring Fattighuset. Under dette Arbejde sætter han Livet til. Men om hans Lig staar den sørgende By, og Sognets første Mand udtaler, at Peter Guldgraver var den Mand, Byen daarligst kunde undvære. Da aabnes ogsaa Frederik Flintebjergs Øjne - han indser, at det var ham selv, der dømte Menneskene forkert, og at Peter Guldgraver, gennem sin barnlige Tillid til Menneskene, vandt de manges Venskab. I sit Testamente gør han sin sølle, udgrinte Ven til Byens Velgører.
Ingeborg Maria Sick: Ela fra Haven ved Floden. 191 S. Gyldendal.
„Menneskene kan ikke undvære en grøn Bred, et Fristed for deres Tanker, hvor de kan ligge i Græsset, drikke Dug og spejde over Floden imod Drømmelandets Rosenhaver, som blomstrer frem paa den modsatte Bred, og hvor deres Længsel har et Navn at kalde paa.”
Om et saadant Drømmeland fortæller denne fine, skønhedsfyldte Bog; et Drømmeland med Perspektiver tilbage i Erindringen, ud i Fremtiden og bort over alle Bjerge imod det uopnaaelige. Menneskene kan ikke undvære dette Land, skønt ingen faar Lov at eje det. Naar Dagen dør, og de grønne Enge blaaner bort i Dæmringen, da kommer de alle, Ynglingen, Manden og Oldingen vandrende ud fra Virkelighedens By for at sætte sig under de susende Popler og stirre over mod Bredden hinsides og lytte efter Raabet paa det Navn, som de hver gemmer i deres Hjerte. - Men nu har Krigen lagt Udsigten øde. Den røde Hest har trampet Drømmens Rosenhaver sønder med sine Hove, og der er ingen anden Redning for Drømmelandets landflygtige end at rejse til
„Landet med den blaa Uendelighed”.
- Ligesom i Maria Sicks forrige Bog er Romantik og Religiøsitet her vævet sammen til et Alterklæde for den Evige; men Klædets Farver er endnu dybere i deres Glød end ellers, fordi de har et Genskær af Krigens Blodblomster.
Ingeborg: Præstegaardsliv. - 125 S. Nyt Nordisk Forlag.
En stilfærdig, hyggelig Beretning om et ungt, nygift Pars første Halvaar i deres Præstegaard paa Landet, en af de rigtige gode, gamle med gulkalkede Vægge, Straatage og Mus i alle Skabe og Skuffer. Et velment, men sikkert forgæves Forsøg paa at flytte Præstegaardsidyllen fra Nøddebo over i Cyklernes, Telefonernes og Forsamlingshusenes Tid.
Louise Birke: Mens Jul gik ind, Fortællingscyklus. -135 S. - Det Schønbergske Forlag.
En fornem hvid Renæssancegaard danner Rammen om fire fine Smaafortællinger, der skildrer, hvorledes Julen gik ind henholdsvis for Beboerne i Stuen, paa første og anden Sal og i Mandsardetagen. Mens i Stuen Døden gør sin Gerning, og i Mansarden Livet holder sit Indtog, sidder paa første Sal en aldrende Mand og paa anden Sal en Aldrende Kvinde og drømmer deres Kærlighedsdrøm om igen. Men paa den store Hovedtrappe mødes Juledag Dødens og Livets Budbringer i en gammel Tjeners og en ung Faders Skikkelse. Slægternes Udgang og Indgang. Baade i Henseende til Indhold og Udstyr en fin og harmonisk Bog.
Agnes Slott-Møller: Nationale Værdier. - 180. S. - Hagerups Forlag.
Fru Slott-Møller er en af de Talere, som hellere skal læses end høres. Staar hun paa en Talerstol, kan hun ikke frigøre sig for en Svulst og Deklamation, som skaber tomt Rum mellem hende og hendes Tilhørere, men læser man saa den samme Tale som nu i denne Bog, ser man, at det ikke var Talens Indhold, som bar Skylden, men hendes indtil Affektation grænsende Betoning af Orden.
„Nationale Værdier” indeholder ved Siden af en Række Foredrag ogsaa en Række Artikler skrevne til forskellige Blade og alle vidnende om den dybe Fædrelandskærlighed, som ogsaa præger Fru Slott-Møllers Kunst saa stærkt. Maaske burde et og andet være udeladt, man har en Følelse af, at Forfatteren har skrabet Bunden af sin Skrivebordsskuffe, men af Interesse er i hvert Fald Bogens sidste Afsnit, som omhandler hendes kunstneriske Udvikling bort fra Firsernes realistiske Malerskole med den rent artistiske Fordring til den romantiske Retning, hvori hun først rigtig fandt sig selv og følte sig i Overensstemmelse med sin sande Natur.
Emma Bærentzen: Irene. - Fortælling fra Konstantinopel. - 224 S. - Det Schønbergske Forlag.
Det, som fornemmelig interesserer i denne forøvrig velskrevne Bog, er Interiørerne fra tyrkisk Familieliv og de østerlandske Kvindetyper, som vi lærer at kende gennem deres Forhold til Bogens Hovedperson, den russiske Konsuls Hustru. De europæiske Kvinder, hun viser os, frembyder derimod intet væsentlig nyt. Indtagende er Skildringen af to tyrkiske Søstre i deres lade Ynde; og deres mimiske Danse: Vindens Dans og Ildens Dans, er gengivne med fin og levende Kunst.
Selve Romanen formaar ikke at fastholde Interessen. Den attraaværdige Irenes vekslende Kærlighedsforhold følger man uden Sindsbevægelse. Ja, føler sig næsten befriet, da hun gør en Ende paa sig selv i Bølgerne, thi det fjerde Kærlighedsforhold er allerede paa Trapperne i en Parisergreves Skikkelse. Men om ikke for andet, saa bør Bogen læses for den lille Orientalerinde Dilaras Skyld.
Sofie Breum: Jul i Købmandsgaarden. - Nyt Nordisk Forlag. - 157 Sider.
Naar man danner sin Haand som en Kikkert og ser paa et Maleri derigennem, saa træder Billedet langt bedre frem. Saadan har Sofie Breum gjort i Fortællingen om Jul i Købmandsgaarden. „Haanden” er den Historie fra Nutiden om, hvorledes Købmandens unge Datter og hendes Faders dygtige Medhjælper finder hinanden. Men gennem denne Fortælling ser vi en anden Fortælling i Skikkelse af en gammel Kontorists Optegnelser fra vore Bedsteforældres Tid, som læses højt i Købmandsfamilien ved Juletid. Ved Hjælp af denne indlagte Historie kommer Skildringen af Livet i den gamle Købmandsgaard fra de svundne Tider til at staa med et særegent Liv over sig, fjærn og dog nær paa samme Tid.
Fjærn fordi Menneskenes Færd og Sprog var anderledes den Gang, men nær, fordi Menneskenes Sind og Hjerter dog er ens til alle Tider, og derved kan Fortidens Oplevelser tjene til at hjælpe Nutidens unge til Klarhed over deres egne Sind og Hjerter.
„Jul i Købmandsgaarden” er den største, og Fortællingerne har med Rette givet hele Samlingen Navn. Men der findes i Samlingen flere smaa Skitser, der er rene Perler. Stærkest virker „Genskær”, Fortællingen om den gamle Musik-Virtuos fra det fremmede Land, som har mistet sin Søn, og sammenspiller sin Sjæls Følelser paa en saadan Maade, at en af Personerne med Rette siger: „Naar Genskæret er saadan, kære Venner, hvorledes er saa ikke Ilden”. - Krigens Genskær mærkes flere Steder i Bogen. I det hele taget er den Maade, hvorpaa Krigen spiller ind i Frk. Breums Bog, noget af det mest beundringsværdige ved den. Man møder paa en Gang en kvindelig Følsomhed og - jeg kunde fristes til at sige – en „mandig” Styrke; der er ingen sentimentale Følelsesudbrud, men man aner en stille stærk Understrøm af Smerte.
Elise Møller Bjerre.
Charlotte Eilersgaard: Sprængt. Fortælling om en Mor. 189 S. Gyldendal.
„Den tredie Dag vor Mads var død,
Fordi han ingen Suppe nød.”
Disse Linier af „den store Bastian”, rinder os uvilkaarlig i Hu ved Læsningen af Charlotte Eilersgaards Bog, hvori der berettes om de skæbnesvangre Følger for en ung Mor af at gaa til Kvindesagsmøde. Virkningerne er ligesaa prompte som rædselsvækkende. Fru Bondo gribes af Tidens grasserende Sot: Forkyndertrangen. - Uden nogensinde før at have udtalt sig i en offentlig Forsamling, holder hun en improviseret Tale mod Kvindebevægelsen, som straks tager Tonen fra alle Talerstolenes Degne og vaagner næste Morgen til den skæbnesvangre Erkendelse, at hun er bleven en offentlig Person. - Det er det første Stadium af Mads’ Lidelseshistorie. - Næste Stadium: Fru Bondo jager Landet rundt fra Talerstol til Talerstol og betales kongelig. Hvad hun taler om, hvilke Tanker der inspirerer hende, saa Ordene flyder fra hendes Læber, faar vi ikke at vide, Fru Eilersgaard raser videre mod Maalet, Slutningseffekten. Tredie Stadium: Fru Bondo dør af Overanstrengelse omgiven af sine grædende Børn og sin angergivne omvendte Synder af en Mand. „Den tredie Dag vor Mads var død.” - Hvis nogen er saa nærgaaende at spørge, hvad Fru Bondo døde af, maa vi, hvis vi over Hovedet vil finde nogen Sammenhæng i Bogen, svare: „Hun døde, fordi hun forløftede sig paa at bekæmpe Kvindesagen.” - Vi vil derfor indstændig fraraade Fru Eilersgaard at forsøge derpaa. Det Forfattertalent, som hun i flere Bøger umiskendelig har lagt for Dagen, vil kun sprænge sig selv paa en Opgave som denne.
e-e.
Agnes Henningsen: Den store Kærlighed. Roman. 262 S, Gyldendal.
Der er sagt om denne Bog af en kendt Kritiker, at den er værgeløs overfor dem, som ikke har Sind til den. Flertallet af
Kv. og Sf.s Læsere hører sikkert til dem, som ikke har Sind til Agnes Henningsens Bøger, men hun vil rimeligvis tage en Kritik fra „Blaastrømpernes” Lejr med knusende Ligegyldighed. Hun har jo sin literære „Tafelrunde”, som aldrig svigter, naar hun dækker op, men gør gode Miner til hvad hun byder, og takker højlydt for Maden, - „Den store Kærlighed” er i vore Øjne en slet og ret Film om Elskov - saaledes som Luxusmennesker har Raad til eller tager sig Raad til at drive Elskovsleg. De Optrædende er mer eller mindre forud bekendte fra Forfatterens tidligere Bøger. Aristokratiet og Kunstnerbohemen er stadig de to Verdener, hvorfra Agnes Henningsen henter sit Romanstof, og Bogen betegner ikke nogen kunstnerisk Nyerobring for nogen af disse Verdener. - Der optraadte for c. 100 Aar siden i den københavnske Musikverden en Violinspiller, hvis Sensationsnummer var: Spil paa en eneste Streng. Der stod en Tid Ry om hans Navn - men Musikhistorien kender ham ikke. Agnes Henningsen er i Litteraturen Virtuosen paa den ene Streng, Elskovsstrengen; men skjules kan det ikke, at efterhaanden som Aarene gaar, begynder Buen at file betænkelig paa Strengen, og Tonen faar en skrattende Lyd. - Maaske hører hun det selv og begynder at tænke paa en ny Streng. Der klinger i hvert Fald i denne Bog en i hendes Kunst ny og uvant Tone, som ængstelig famler sig frem. Agnes Henningsen docerer kristelige Dyder, saasom at elske de fattige, og uddele sine sidste Skjorter. Men naar Forkynderen staar midt i det glade Paris, i hvidt Silkekorset og med højhælede Sko lige udsprungen fra Paquins Værksted, da stemmer Forkyndelsen ikke Sindet til Alvor. Skulde Fru Henningsen mon forberede den ikke ualmindelige kunstneriske Retræte fra Passionernes Land til Klosterlunden - Vi kunde ønske hende en værdigere og for hendes opvakte Sans mere nærliggende, nemlig den til Humorens Land. Vidste hun blot selv, hvor nær Alvoren i hendes sidste Bog ligger den rene Farce. Blot med nogle Pennestrøg kunde hendes Figurer og Situationer faa Læseren til at vride sig af Latter. Gid hun vilde prøve derpaa!
