« Tilbage til søgeresultaterne
Det gamle Aars Regnskab
Det gamle Aar plejer her tillands at følges til Døren med Fest og Ramasjang, Pokuleren og Saluteren, og dog er der intet Tidspunkt i Aaret, som burde stemme Sindet mere til Højtid end de Minutter, hvor det gamle Aar drager ud, og det unge staar paa Tærskelen. Thi alle har vi dog sikkert vort Regnskab at gøre op med det Aar, vi siger Farvel, og vore bange Forventninger om det Aar, som vi byder velkommen.
Naar Dansk Kvindesamfund gør sit Regnskab op med Aaret 1917, da har dette som alle Regnskaber sin Debet- og sin kreditside, sin Tabs- og sin Vindingskonto. Vi vil her begynde med den første.
Den største Skuffelse, 1917 bragte os, var uimodsigelig Tilbagegangen ved Kommunalraadsvalgene. Kvindernes Valgdeltagelse gik tilbage siden sidste Valg, i Hovedstaden med 9 pCt., i Provinsen med 3 pCt., og dette opvejes langt fra ved, at Deltagelsen i Landdistrikterne gik frem med l pCt.
Lige saa nedslaaende var det, at Antallet af de kvindelige Kommunalraadsmedlemmer svandt ind fra 136 til 115. Kun som en ringe Lysning i dette mørke Billede virkede Hjælpekassevalgene, hvor der indvalgtes et ret betydeligt Antal Kvinder.
Næste Tabspost var Grundlovens Udsættelse til 1918. Her maatte det dog være os en Trøst, at Kvinderne var sagesløse. Det var ganske sikkert ikke af Angst for os, at Partierne atter betænkte sig paa at slippe Valgkampens Furier løs.
Husmandslovens Revision bragte os igen en Skuffelse ligesom i 1914. Heller ikke denne Gang kunde man overvinde sig til at imødekomme D. K.s indtrængende Anmodning om at slette den meningsløse Bestemmelse, at gift Kvinde skal være udelukket fra Statens Husmandsbrug. Naar vil dog vore Lovgivere vænne sig af med at straffe Ægteskabet med ydmygende og udestængende Bestemmelser for Kvindernes Vedkommende?
Lige saa lidt lykkedes det D. K. at faa en Kvinde indvalgt i Tilsynsraadet for Centralarbejdsanvisningskontoret, til Trods for fornyede Anstrengelser. Det synes snart at være en godkendt Skik i vort offentlige Liv, at naar et Hverv bliver lønnet, saa stænges det med det samme for Kvinder.
Naturligt vilde det ogsaa have været da i Aar Antallet paa Københavns Borgmestre og Raadmænd udvidedes fra 4 til 5, at i det mindste Raadmandspladsen var tilfaldet en Kvinde, men da Stillingen samtidig blev lønnet, var D. K. saa temmelig forberedt paa en Skuffelse her, og den udeblev heller ikke.
Dette var Tabene udefra, men ogsaa indenfor Foreningen bragte Aaret os Tab. - Allerførst skal mindes, at Fællesmødet for første Gang i D. K.s Historie maatte opgives. Men hvem kan fortænke den indbydende Kreds i, at den under disse fortvivlede Forhold med Fordyrelser og Indskrænkninger paa alle Omraader ikke havde Mod til at paatage sig Indkvarteringen af mellem
2 og 300 Tillidsmænd? I Stedet for blev Bidraget fra Kredsene anvendt til at afholde Møder i alle Distrikter i Efteraarets Begyndelse med Drøftelse af de Spørgsmaal, som ellers vilde være drøftet paa Fællesmødet. Helt tilfredsstillende blev de fleste af disse Møder ganske vist ikke, hvad Forhandlingsprogrammerne angaar, men de bidrog dog til at styrke Sammenholdet mellem de enkelte Kredse og deres Medlemmer.
Ogsaa Tab af flere trofaste, skattede Medlemmer bragte Aaret: Anna Redder i Svendborg, Karen Aaberg i Thisted o.fl., og desværre tør vi ikke for frejdig stole paa, at „for de gamle, som: faldt, er der ny overalt”; de ny, som skal udfylde Rækkerne, lader tidt altfor længe vente paa sig.
Endelig skal paa Tabskontoen nævnes Bladets Indskrænkning til halv Størrelse. Rækkevidden af denne beklagelige Nødvendighed kan paa saa nært Hold endnu ikke overses, men naar D. K.s Historie efter 1912 engang skal skrives, da vil det først rigtig falde i Øjnene, hvor mange Gange Kv. og Sf. paa Grund af Pladsmangel har maattet tie om Ting, som ikke burde have været forbigaaet i Bladet, - tie om Kvinder, hvis Fortjeneste burde have været forevigede i Bladet til Ære for Kvindesagen, - tie til mangen Uret, som burde have været paavist og imødegaaet i Kvindesagens eneste Organ her i Landet, - tie, hvor Tavsheden nødvendig maatte virke sløvende paa de mange, som stadig maa holdes vaagne, - ja tie, hvor Tavsheden kunde misforstaas. - Dog, til Trods for alt dette, vil det maaske vække mere Undren hos Fremtiden, at det lykkedes Redaktion og Læsere at holde Bladet oven Vande i en Tid som denne, end at dets Størrelse maatte indskrænkes til det halve.
Vender vi derefter vort Blik mod Vindingskontoen, saa har den ogsaa Indtægter at opvise, som til Dels opvejer Tabene.
Den viser os, at Fællesstyrelsen ikke har ligget paa den lade Side, men flittig ulejliget Myndighederne med sine Andragender og i flere Tilfælde vundet en Sejr for D. K.
600 Kr.. er bevilget D. K. efter Anmodning til en statistisk Undersøgelse af Mænds og Kvinders Lønninger indenfor de forskellige Erhvervsvirksomheder.
Det er lykkedes at faa udvirket, at der nu sidder en Kvinde i den store Lønningskommission.
Fægtning er med D. K.s Støtte blevet indført som Bifag ved Skoleembedseksamen for de kvindelige studerende.
Endelig har D. K.s Andragende om Oprettelsen af en Studieafdeling for husholdningsstuderende ved Landbohøjskolen, givet Stødet til, at Staten nu omsider vil forstaa D. K.s gamle Krav om, at Husholdningsfaget her i Landet maa blive anerkendt som et Fag sidestillet Landbrug, Skovbrug og lignende praktiske Fag og omlagt paa et videnskabeligt Grundlag.
Men den aller største Post paa Aarets Vindingskonto er dog den eksempelløse Offervilje, som er vist Fælleskasse og Blad fra Medlemmernes Side, og som i den seneste Tid har sat sin skønneste Frugt i de 300 Garanters Gave paa 3000 Kr., som ikke blot gives for dette Aar, men vil blive gentaget Hvert af de følgende Aar. - Ære være den lille uforfærdede Skare af Kvinder, som kaldte Dansk Kvindesamfunds „Sikringsstyrke” frem, da Nøden var størst og Ære være den Sag, som tør regne paa saa mange gode Mænds og Kvinders Hjælp!
Og saa farvel da, Du gamle Aar! Gid de Skuffelser, Du beredte os, maa styrke vor Vilje til at bøde paa Tabene; gid de Glæder, Du gav os, maa vække trangen i os til at glæde andre!
Og saa aabner vi Døren for det nye Aar, og der bruser os i Møde en frisk Vind, fuld af Ungdom og Foraarsgrøde, og langt, borte hører vi Signalerne til det optrækkende Rigsdagsvalg.
Vi ranker vor Ryg, vi spænder vort Bælte, thi det er jo os, disse Signaler kalder paa, det er os, Foraaret kalder frem som den store ubrugte Reserve, til Værn imod alt det, som truer vort Land og vort Folk. - Maatte vi af hele vor Sjæl forstaa dette Kald! Maatte vi alle som en give Møde!
