« Tilbage til søgeresultaterne
Overrækkelsen af den første Garantsum
Den 15. Dec. 1917 Kl. 11 mødtes paa D. K.s Hovedkontor Formanden i Fællesstyrelsen, Astrid Stampe Feddersen, Næstform. Esther Carstensen og Ansvarshavende Redaktør for „Kvinden og Samfundet”, Gyrithe Lemche, med følgende Repræsentanter for „Garantudvalget”: Elise Møller Bjerre, Kerteminde, Christence Lyngby, Tjæreby, og Dr. Hedvig Reinhard, København.
Elise Bjerre overrakte, til Formanden for Fællesstyrelsen den første Garantsum - Kr. 3000 - og oplæste følgende Skrivelse:
„I August 1917 stiftedes nedenstaaende Udvalg med det Formaal blandt D. K.s Medlemmer at samle 300 „Garanter”, som foruden deres aarlige Kredsbidrag vilde svare 10 Kr. om Aaret til Deling mellem Fælleskassen og Medlemsbladet „Kvinden og Samfundet”.
Udvalget har herved den Glæde paa Garanternes Vegne at overrække Dem den første Sum med en Navneliste og et Eksemplar af det Opraab, efter hvilket Udvalget har samlet „Garanterne”.
For at give Adgang til Deltagelse med selv det mindste Beløb anbefalede Udvalget Dannelsen af „Ringe”, hvilken Form i mange Tilfælde er bleven benyttet, saaledes at der staar betydelig flere Medlemmer end de 300 bag de opgivne Navne.
Den glædelige Vækst i D. K.s Virksomhed - i Forbindelse med den herskende Dyrtid - har som bekendt medført større Udgifter, end det har været muligt at dække paa almindelig Vis, og dette har faaet os til at kalde paa Medlemmernes Offervilje, og vi tør - efter Udfaldet - tro, at vi har samtlige Medlemmer med os, naar vi udtaler det Ønske, at denne nye Institution, som frivillig har dannet sig under D. K., maa hjælpe med til at styrke vort Sammenhold og fremme vort Arbejde for dansk kvindesag.
Det er ingen Tilfældighed, naar Udvalget har valgt netop denne Dag, den 15. Decbr., til Overrækkelsen af denne den første Garantsum. I Dag for 46 Aar siden mødtes, i Vingaardsstræde Nr. 6 her i København, de Mænd og Kvinder, der den Gang havde slaaet Kreds om Kvindesagen, for at vedtage og nedskrive de første Love for vort kære gamle Dansk Kvindesamfund.
Vi, der hører til det yngre Slægtled, har følt det som en Ære og Glæde at være med til - i disse for alle ideelle Bevægelser saa svære Tider - at danne et meget beskedent, økonomisk Bolværk om den Sag, vi har taget i Arv, og vi beder Dem, Fru Astrid Stampe-Feddersen, som vor inderlig kære Formand og som en værdig Repræsentant for dem, der gik forrest i Striden, modtage denne første Garantsum med vor Hyldest og vor Tak.”
Den 15. Decbr. 1917.
I Udvalget ang. D. K.s „300 Garanter”:
Elise Møller Bjerre,
Fmd. i Udvalget.
Hedvig Reinhard,
Næstfmd. i Udvalget.
Ida Bolvig.
Elna Hansen.
Christence Lyngby.
Mariane Thomsen.
Derefter tog Formanden for Fællesstyrelsen Ordet og udtalte: „Maa jeg paa hele D. K.s Vegne bringe de 300 Garanter, hvis Navne findes paa det Papir, der lige er blevet mig overrakt, og de Ringe af varmtfølende, unævnte Medlemmer, der skjuler sig bag mange af Navnene, en inderlig Tak, fordi de i disse trange Tider har villet slutte sig sammen om D. K. for som en Sikringsstyrke at sætte os i Stand til ved økonomisk Støtte at fortsætte vort Arbejde for Kvindesagen.
Siden1883 har jeg fulgt D. K. med den varmeste Interesse, elsket det og altid været knyttet til det paa en eller anden Maade, og det har været forunderligt at se, hvorledes der af en lille Spire her i København er vokset op et stort Træ, som breder sine Grene over hele Landet. - Det er den faste, urokkelige tro paa vor Sags Sandhed, der har holdt os sammen, og altid naar det kneb, har der været Medlemmer, der har hjulpet os over de trange Tider, som D. K. ikke har haft saa faa af.
D. K. staar i dette Øjeblik saa kraftigt som ingensinde. Vore Kredsformænd og mange af vore Medlemmer er gennem Arbejdet i D. K. bleven opdragne til parlamentarisk Skik og har faaet Mod til at tage Ordet i Forsamlinger, og gennem Grundloven af 1915 som i 1918 skal træde i Kraft, bliver der nu kaldt paa Kvinden i det offentlige Liv, og mange af D. K.s Kvinder staar rede til at tage Arbejdet op. I den Henseende hører disse Tider ikke til de trange. Men Dyrtiden bringer os store økonomiske Vanskeligheder og kan nemt lamme den Virkelyst, som Fællesstyrelsen sidder inde med. Det har det Udvalg, der er traadt sammen for at samle ind, indset, og det har været Drivfjederen til det store og smukke Arbejde, de har udført.
Alle dem, der har givet Bidrag til denne Indsamling, vil jeg - paa hele D. K.s Vegne - bringe en varm Tak, men særlig Udvalgets Medlemmer, der har baaret Arbejdets Byrde, og denne varme Tak vil jeg bede Udvalgets Formand, Fru Elise Møller Bjerre, modtage. Hjertelig Tak for den ypperlige, værdifulde Haandsrækning, De paa saa manges Vegne har bragt D. K. i denne vanskelige Tid.”
Tilslut udtalte Gyrithe Lemche: „I min Egenskab for Tiden af ansvarshavende Redaktør for Dansk Kvindesamfunds Blad, vil jeg bede om Tilladelse til at føje nogle Takkens Ord til den Tak, som Formanden for Fællesstyrelsen har bragt Udvalget for „Dansk Kvindesamfunds 300 Garanter.”
Der er et godt, gammelt Ord, som siger: „I Nøden skal man lære sine Venner at kende”. Sandheden af disse Ord har „Kvinden og Samfundet” mere end én Gang faaet bekræftet i sine nu 32 Leveaar. Havde Bladet ikke haft Venner - og offervillige Venner - vilde det rimeligvis forlængst være gaaet ind til Historiens Eftermæle.
Aldrig har dog „Kvinden og Samfundet” modtaget et saa storslaaet Bevis paa, at dets Gerning her i Landet støttes af en forstaaende og offerberedt Venneskare end i dette Øjeblik, hvor 300 Vennenavne slaar Ring om det og indestaar for, at dets hidtidige Indtægter i de kommende Aar vil blive forøget med en fast aarlig Merindtægt af 1500 Kr. Redaktionen, som mer end nogen har følt det for Kvindesagen ydmygende i, at dens eneste Organ her i Landet stadig har maattet indskrænkes og det i en Tid, hvor det netop gjaldt om at gaa frem, kan ogsaa mere end nogen værdsætte Betydningen af den Hjælp, som de 300 Garanter frivillig byder og det Arbejde, som har ført til det smukke Resultat, som her foreligger.
Hvor haardt fornøden Hjælpen var, fremgaar bedst af den triste Kendsgerning, at selv med den Merindtægt, som her stilles til Bladets Raadighed, vil det dog ikke i det kommende Aar kunne føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse, thi samtidig med, at Indtægten stiger, stiger ogsaa Udgifterne som Følge af Krigen, men just dette siger os, at uden den her tilvejebragte Hjælp, vilde Bladet enten være nedsunket i en bundløs Gæld eller for en Tid være tvunget til at ophøre.
De 1500 Kr. betyder imidlertid ikke blot en økonomisk Afstiver, men ogsaa en moralsk. Naar mit Blik glider henover Garanternes Navne, da møder det Navne paa Mænd og Kvinder, som i Firsernes Kampdage var med til at bære „Kvinden og Samfundet” frem, Navne som siden er komne til at staa Dansk Kvindesamfunds Arbejde fjernere, men som nu i Nødens Time træder til som en Æresvagt for Dansk Kvindesamfund og dets Blad. - Jeg ser heri et Bevis for, at „Kvinden og Samfundet” er blevet sin Fortid og dens Traditioner tro.
Jeg ser Navne paa andre Mænd og Kvinder, om hvem jeg maa antage, at de ikke til enhver Tid har været enige med den nuværende Redaktion om, hvad den skrev i Bladet, og jeg ser i disse Garant-Navne et Bevis paa, at den Idé, som binder D. K.s Medlemmer sammen, er saa stor og ophøjet, at den sætter os i Stand til at se ud over det mindre væsentlige, som skiller os, og rette Blikket i de store Øjeblikke mod det hovedsagelige, som samler os.
Jeg finder endelig Navne, som siger mig, hvor meget Kvindesagens Idé har betydet for de Kvinder, som strider sig gennem Dagen og Døgnet, men dog ikke har ladet sig skræmme af Tidens store Vanskeligheder fra at bringe ogsaa deres Offer for at hjælpe Kvindesagens Idé frelst gennem de slugende Vande. Og naar jeg saaledes læser disse Navne, som nu overgives til Dansk Kvindesamfunds historiske Arkiv, da føler jeg mit eget Mod vokse, da tror jeg usvigelig sikkert paa „Kvinden og Samfundet”s Fremtid, og jeg lover paa min Side overfor disse 300 Vogtere af Kvindesagens hellige Ild, at saa længe jeg endnu har den førnødne aandelige og legemlige Kraft, skal jeg ikke blive træt af - paa Redaktørens Plads eller som menig Skriver - at kæmpe Kvindesagens Idé videre her i Landet med de Vaaben, som staar til min Raadighed.
Paa „Kvinden og Samfundet”s Vegne bringer jeg en dybfølt Tak til den lille Skare af Kvinder, som i Nødens Time kaldte „Kvinden og Samfundets Venner frem og blev hørt.”
