« Tilbage til søgeresultaterne
Misforstaaet Nidkærhed
Maa det være mig tilladt at henlede „Dansk Kvindesamfunds” Opmærksomhed paa en Sag, som i en lang Aarrække, c. 45 Aar, har ligget mig paa Hjerte. - Jeg har inderlig ønsket, at det maatte blive danske Kvinder, der førte den Sag frem, og da jeg i et Referat af Fru Stampe Feddersens Foredrag i N. Sundby læste: „der er netop Brug for vaagne Kvinder, som vil være med til at gøre et Arbejde til Gavn for Samfundet - - disse Kvinder maa være med til at indrette Samfundet paa en retfærdig Maade, der gør Ret og Skel til alle Sider,” forstod jeg med Glæde, at her gik jeg ikke forgæves; thi det er netop „Ret og Skel til alle Sider” min Sag drejer sig om.
Maa jeg have Lov at fremstille Sagen saaledes, som den har vokset sig frem i min Bevidsthed.
Min Fader var i min Barndom Sogneraadsformand. Møderne holdtes alle i mit Hjem. I Stuen ved Siden af var jeg ofte en interesseret Tilhører. Særlig var der en Ting, som kom til at ligge mig meget stærkt paa Sinde - de fattiges Behandling.
Vort Sogn var stort og med mange fattige. Nabosognet var lille, velhavende og med slet ingen fattige: Grunden dertil var den, at Beboerne i Sognet betragtede det som en Pligt at faa alle, der kæmpede for at klare sig ud af Sognet, før de 5 Aar var omme.
De nægtede dem Arbejde o. s. v. - gjorde det kort sagt umuligt for dem at eksistere i Sognet. De maatte flytte bort. - For mange af disse Mennesker, der saaledes blev fordrevne fra det Hjem, de havde kæmpet for at bygge op, betød dette en Ulykke, der mærkede Resten af deres Liv.
Min Barnetanke dømte de Mennesker, der fordrev dem, som onde. Det fyldte mig med Indignation - og jeg husker, at jeg tænkte, at om det nu var mine Forældre, der blev behandlet saaledes, hvor maatte jeg da hade de Mennesker, der drev os bort (det laa ellers absolut ikke for mig at hade) - men hvorledes maa det saa ikke have virket paa Børnene i alle disse Hjem - for slet ikke at tale om at Forældrene maaske helt tabte Modet, opgav Kampen og lod staa til. - Nogle af disse Børn har vel knyttet Hænderne paa Fars og Mors og egne Vegne, og der er vokset et Had op i dem mod Samfundet, - andre har kun tænkt paa at komme til Amerika snarest muligt, og de svagere Karakterer er bleven sløve („der var jo dog ingen Retfærdighed for dem”).
Uretfærdighed virker altid stærkt paa Børn. Den taaler de mindst alt.
Nu forstaar jeg, at de fleste slet ikke var onde. Det var misforstaaet Nidkærhed for Sognets Vel, der gjorde dem sneversynede. En Del af Beboerne gik ogsaa kun nødig med; men selve Stemningen i Sognet tvang dem dertil. Ellers blev de uglesete som Folk, der ved at hjælpe Vedk. til at blive boende, læssede Byrder paa Sognet (i Tilfælde af, at Vedkommende paa Grund af Sygdom eller Uheld ikke skulde kunne klare sig).
Nu ved jeg ogsaa, at det, der skete, desværre ikke er noget enestaaende. Der er Familier, som paa den Maade er drevne fra Sted til Sted.
Nu i disse Krigsaar høres der ogsaa atter og atter Tale om, hvor forskellige de ekstraordinære Foranstaltninger praktiseres. Lad mig blot nævne Soldaterhustruerne. De har dog absolut ingen Skyld i Krigen og de deraf følgende Indkaldelser. - Paa - forhaabentlig de fleste - Steder behandles de smukt, paa andre (jeg taler nu om en helt anden Egn af Landet) tilkastes en meget lille Hjælp dem som en Almisse med Spydigheder i Tilgift.
Dette er den ene Side - Uretfærdigheden mod de fattige.
En anden Side er, at Skattebyrdens Fordeling derved bliver meget uretfærdig. De fattige bliver paa den Maade henvist til - og tyr ogsaa af egen Trang til - de Sogne, hvor de bliver behandlet godt. Følgen deraf bliver forøget Skolevæsen og Hjælp, d. v. s. større Skatter og færre velstillede til at bære disse; altsaa langt højere Skatteprocent. - I mange Aar saa jeg kun (med Sorg og Harme) disse 2 Sider, saa paatrængte der sig en 3die, som forøvrigt ligger klar nok i Forholdene i det omtalte Sogn.
Kommunegrænsernes Forhold til den private Godgørenhed.
Hvis man føler Trang til at støtte et Menneske (Familie) som - uheldigvis - hører til en anden Kom. (det sker meget let i en By), giver man ikke alene sin Hjælp til en fremmed Kom., men skader maaske sin egen.
Vi maa se at holde os til vore egne, siger min Mand. Min Forstand holder med ham; men der er noget (jeg tror af det bedste) i mig, som vaander sig derved, og det lyder haanende i mine Ører: „Han hører ikke til i mit Distrikt.”
Bør alt dette ikke rettes?
Nu synes jeg ikke mere, det er nok med Sorg og Harme. Nu har vi baade Ret og Pligt til at arbejde for „Ret og Skel til alle Sider”. - I dette Tilfælde baade for fattig og rig og for, at vor Menneskepligt og Ret (for ikke at tale om Kristenpligt, vi bor jo dog i et kristent Land) ikke skal komme i Modstrid med eller hæmmes af vor Borgerpligt.
Maa jeg nu have Lov til at fremsætte det, der er Kærnepunktet i mine Tanker - nemlig, at alle Udgifter til Forsørgelsesvæsenet i enhver Form (baade med Tab af borgerlige Rettigheder og uden) - samt enhver Art af Hjælp fra offentlig Side - udredes af Statskassen, men administreres, som nu af hver Kom. for sig - sikkert helst med sit eget specielle Tilsyn - i Steden for de forskellige Amtsraad - for at gøre det mere ensartet retfærdigt overalt. Det ligger maaske i Sagen selv.
Kom. vil derved ikke miste deres Selvstyre. Det vil fremdeles blive en Æressag for Kom. og en Samvittighedssag for de Mænd og Kvinder, der udfører Arbejdet; - men Fristelsen til - paa ufin Maade, - at værne sin egen Pengekasse bortfalder.
Ad statistisk Vej maa det jo kunne udregnes, hvor meget der skal ind i Statsskat paa den Konto, og Kom. finder nok ud af, hvor meget mindre de behøver. De Kom., der har væltet Byrderne af sig, vil tale om Uretfærdighed, men det er jo en Side af Sagen, at de skulde rammes. Værre bliver det vel med det forøgede Arbejde i Ministeriet, men netop nu, hvor saa meget skal refunderes, er der jo et meget stort Samarbejde alligevel med Kom. Var det saa ikke netop Tiden nu til at arbejde paa at føre denne Sag frem - gøre Skridtet fuldtud og lade hele Udgiften til Forsørgelsesvæsenet refunderes?
Hvis man foruden Forsørgelsesvæsenet tog Udgiften til Skolevæsenet paa samme Maade (der er, som før nævnt en stor Forbindelse mellem disse to), vilde Brodden sikkert være taget af „Skattelyet” med det samme.
Det er disse to Konti, der særlig gør den store forskel i Skat. ,,Skattelyet” er lige ved at blive en Hæmsko for en sund og god Udvikling paa sine Steder. Atter og atter lyder det - i Byraadsforhandlinger og private Samtaler - ,,jo det vilde være godt (at faa dette eller hint frem) og ønskeligt; men saa flytter der flere store Skatteydere ud i „Skattely” - derpaa strander det.
Maatte det lykkes at vække danske Kvinders - og Mænds - Interesse for og Tro paa denne Sag, saa den kunde føres ud i Livet - til Gavn for mange og til Skade for ingen -, vilde det være et stort Skridt henimod Maalet „Ret og Skel til alle Sider”.
Ærbødigst
En stemmeberettiget dansk Kvinde.
Vi modtager gerne korte Indlæg om det her rejste Spørgsmaal.
