« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad Haanden skriver d. 30. Januar 1918
Moderens Medbestemmelsesret over Børnene? „Ja, men i Himlens Navn, har da Moderen ikke ganske naturlig en saadan Ret!” Vil mangen Kvinde udbryde, oprørt i sin sunde Sans ved den blotte Tanke, at Faderen egenmægtig skulde have Lov til at træffe Bestemmelser vedrørende Børnenes Ve og Vel.
Nej, læs højlærde Professorers Familieretsfortolkning, og De vil faa andet at vide.
„Saalænge Forældrene lever sammen i Ægteskab, maa det imidlertid ganske uafhængigt af, om det erkendes, at der retlig tilkommer Manden en Husbondret over Hustruen eller ej, utvivlsomt antages, at Faderens Vilje i Tilfælde af Uenighed er den afgørende i Kraft af den Stilling, som Familiens Overhoved, som han efter Lovgivningens Opfattelse indtager.”
Saaledes taler Prof. Deuntzer og noget lignende siger Prof. Bentzon, ud fra gamle Højesteretskendelser og højlærde Juristers Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Hustru, og de er ganske sikkert alle i deres gode Ret, de skriftkloge, thi ingen Plakat eller kongelig Forordning, eller Højesteretsdom, for slet ikke at Tale om Rigsdagsbeslutning, har ændret noget ved den i
Chr. d. Vtes danske Lov og formodentlig ogsaa i Valdemar Sejrs jydske Lov bundende Tankegang, at hun, som i lovformeligt Ægteskab satte Liv og Helbred ind for Barnets Liv, hun, som ofrede det Nattens Søvn og Dagens Hvile i den spæde Alders vanskelige Aar, som ligefra det Øjeblik, Barnet traadte ind i hendes Tilværelse, tilhørte det med alle sine bedste Tanker, Evner og Forhaabninger, hun ejer ingen anden Ret over dette Barn og dets Skæbne, end hvad Faderen af Godhed vil unde hende.
„Den, som rører Vuggen, styrer Verden,” siger Digteren, og tankeløse Mennesker plaprer Ordene efter til Moderkaldets Forherligelse. Men, hvem er det, som bestemmer, hvis Haand, der skal røre Vuggen, og hvis Indflydelse, der skal lede Barnets første Skridt her i Livet? Det gør Faderen, som med Loven og Juristerne paa sin Side kan forbyde Moderen at befatte sig med Barnet og sætte en fremmed Kvinde til Vuggen, ja, fjerne Barnet fra Hjemmet med eller uden Moderens Vidende og mod hendes Vilje, uden at staa andre end Offentligheden til Regnskab for, hvor han anbringer det.- Og man komme ikke her og indvende mod denne bitre Sandhed, at Mændene er ikke saa slemme som de Love, de har skrevet eller ladet bestaa. Det er sket og det sker den Dag i Dag, at en Moder fortvivlet bønfalder Retfærdighedens Vogtere om at give hende hendes Børn tilbage, som Manden har fjernet fra Hjemmet eller om at forhindre ham i at fuldføre sin Trudsel om at berøve hende dem, hvis hun ikke gør, som han vil, og denne Moder løber Panden mod en Stenvæg.
Thi ganske vist, Loven, den meningsløse, barbariske Lov, hviler som Regel tilsyneladende uskadelig og fredelig i sit Hus - som en udmærket Kvinde i Dansk Kvindesamfund engang har sagt, - men det kan hænde, og det hænder, at den pludselig farer ud og skambider en Moder, og da, først da, faar hun maaske Blikket op for, at der er „something rotten” i den af Skabningens Herre skrevne Lov, og knytter sine Hænder i Afmagtens Harme og forbander Loven. Hvem kan fortænke hende deri?
Lad det da være alle Kvinders Fællesmaal som Vælgere for første Gang, at den kommende Rigsdagsperiode ikke maa afsluttes, før Bestemmelsen om Faderens Overhøjhed i Forældreforholdet er fjernet af Loven! Lad ingen Kandidat gøre sig Forhaabning om en eneste Kvindestemme, hvis han ikke klart og tydeligt har lovet sin Støtte hertil!
Dette er, hvad Haanden skriver paa Tidens Væg d. 30. Jan, 1918.
