« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Borgerrepræsentationen
Lærerindernes Sygelighed.
Lærerindernes Sygelighed.
Grathwohl: - - - - Et andet Punkt paa Skolens Budget, som han var bleven opmærksom paa, var Sygedagsprocenten. Den er i stadig Stigning. For Lærernes Vedkommende er den 2,84, medens den for Lærerindernes Vedkommende er gaaet op over 5; den var i 1915-16 4,89 og er nu 5,52.
Elna Munch: - - - De for Sygelighedsprocenten for Lærere og Lærerinder i Kommuneskolerne fremkomne Tal saa noget grelt ud. Lærerindernes Sygelighedsprocent er 6,91, medens Lærernes er 3,55. Hun vilde gerne, da det ikke fremgaar af Beretningen, spørge, om man ved Opgørelsen af Procenten for Lærerinderne tager i Betragtning, at de gifte Lærerinder formentlig forsømmer en Del paa Grund af Fødsler, som jo medfører en forholdsvis lang Forsømmelse. Man kunde i saa Fald ikke fuldt ud sammenligne de to Tal, idet man formentlig maatte regne Tallet for disse Sygedage for Lærerindernes Vedkommende for sig.
Fischer: - - - - Det kunde ogsaa være, at han tog fejl, at navnlig den store Sygelighed hos Lærerinderne - 25 Sygedage om Aaret, medens Lærerne kun har 13 - kan ligge i, at Lærerinderne arbejder under særlig uhygiejniske Forhold, og saa vilde han henstille til Borgmesteren at sørge for at faa dette rettet. Han var ikke saadan inde i Skolevæsenets Forhold, men det er formodentlig de samme Lokaler, de underviser i. Noget galt maa der være. Og selv om man tager Hensyn til Fødslerne hos de gifte Kvinder, kan det ikke forklare Forholdet. Den samlede Sygelighed for Kvinderne under Kommunen er nemlig kun 13,2 Sygedage om Aaret, medens den for Lærerinderne er 25,2, og der er blandt samtlige kvindelige Funktionærer adskillige, som er gifte, saa heller ikke det Forhold kan gøre sig gældende. Der var over dette et mystisk Slør, som det ikke var lykkedes ham at løfte, men han vilde henstille til den - som der før blev sagt - nidkære Borgmester for 1ste Afdeling, om han ikke kan kigge bag Sløret og opdage, hvad der er i Vejen.
Kaper: - - - - I Realiteten er Sygeprocenten betydeligt større, end den er opgivet, idet der er regnet adskilligt fra, som ikke viser sig paa Kommunens Regnskab. I Realiteten er Forsømmelsesprocenten for Lærerne 8,5 og for Lærerinderne 6,5. Naar man nu tager i Betragtning, at Lærerne og Lærerinderne har mange og lange Ferier, i hvilke deres Nærværelse ikke kræves, maa man sige, at dette er en meget stor, efter Talerens Mening utilladelig stor Sygeprocent. Han kunde fuldstændig slutte sig til, hvad Fru Munch havde sagt forleden, at det for Kvinderne, som arbejder for i saa mange Maader at blive ligestillede med Mændene, er en uheldig Ting, at deres Sygeprocent er saa meget højere, og han vilde i den Forbindelse gøre opmærksom paa, at Barselforsømmelser ikke, som Fru Munch mente, var medtaget i Sygeprocenten; det er altsaa en ren og skær Sygeprocent. Da det vilde være interessant at se, hvorledes denne store Sygeprocent fremkommer, havde han anmodet Skoledirektøren og Viceskoledirektørerne om at undersøge Forholdet nærmere, og han var ikke bleven beroliget ved de Oplysninger, han havde faaet desangaaende, og som han skulde meddele noget af. Man havde undersøgt Personalets Sygedage i de 3 sidste Skoleaar og havde derved bemærket, at den store Sygeprocent ikke saa meget hidrører fra en almindelig Sygelighed som fra at et vist Antal Lærere og Lærerinder møder op med et meget stort Antal Sygedage, og navnlig er det paafaldende, at de møder op med et meget stort Antal Sygdomsperioder af en forholdsvis kort Varighed. Saaledes har i de sidste 3 Skoleaar tilsammen 73 Lærerinder, d. v. s. 7,5 pCt. af Lærerinderne, haft 16 Sygdomsperioder eller derover. Disse Perioder grupperer sig saaledes, at 42 har haft fra 16 til 20 Sygeperioder med i Gennemsnit 108 Sygedage, 18 har haft mellem 21 og 25. Perioder med gennemsnitlig 126 Sygedage, 7 har haft 26-30 Perioder med gennemsnitlig 131 Sygedage, 6 har haft mellem 31 og 40 Perioder med i Gennemsnit 118 Sygedage, og l har haft 45 Perioder med 283 Sygedage. Af Lærerne har i samme Tidsrum, 21, d. v. s. 2,7 pCt. haft 16 Sygdomsperioder eller derover, 14 har haft 16 - 20 Perioder med i Gennemsnit 71 Sygedage, 2 har haft 21-25 Perioder med i Gennemsnit 102 Sygedage, og 5 har haft 26-30 Sygeperioder med i Gennemsnit 109 Sygedage. Men hvad der er ejendommeligt og just ikke stemmende med den almindelige Sætning om en sund Sjæl i sundt Legeme er, at Gymnastiklærerinderne i en ganske særlig Grad er udsatte for Sygdom. Gymnastiklærerinderne udgør 5-7 pCt. af alle Lærerinder, men af de anførte 73 er de 12 pCt. Gymnastiklærerinder. En af dem har 36 Sygdomsperioder med 78 Sygedage, en anden har 33 Perioder med 76 Sygedage og en tredie har haft 23 Perioder med 168 Sygedage. Desuden er i der 3 Gymnastiklærerinder med færre Sygeperioder, men med et meget højt Antal Sygedage. En har 8 Perioder med 228 Dage, en anden 7 Perioder med 273 Dage, og en tredje 5 Perioder med 528 Dage. Tilsammen har disse 73 Lærerinder i de 3 Aar forsømt 8705 Dage. altsaa gennemsnitlig 2900 Sygedage om Aaret, hvilket er 40 Dage gennemsnitlig for hver aarlig, d. v. s. 17 pCt. af Skoledagenes Antal. De 21 Lærere har forsømt 1745 Dage, altsaa 582 Dage om Aaret eller ca. 28 Dage gennemsnitlig for hver aarlig, d. v. s. 12 pCt. af Skoledagenes Antal. Da Taleren ved disse Undersøgelser, som efter hans Ønske var blevet iværksat, var kommen under Vejr med, hvorledes det forholdt sig, kunde han ikke selv overfor sine tidligere Kolleger tilbageholde en vis Kritik, som han altsaa lod komme til Orde ved denne Lejlighed. Han vilde imidlertid bemærke, at han ikke agtede at blive staaende herved, men at han agtede at gøre den Betragtning gældende, at de Mennesker, der har saadanne store Svageligheder og Skrøbeligheder, ikke vel egner sig til Avancement i Skolens Tjeneste, og han vilde endog gaa saa vidt, at han ved de mere markante Tilfælde, og naar det ved en Undersøgelse viste sig, at det maaske ikke i hvert enkelt Tilfælde kunde forsvares, hvad der var forsømt, vilde kalde de vedkommende til sig og gøre dem opmærksomme paa, at deres Helbred sikkert ikke tillod dem at fortsætte med den Virksomhed, de hidtil havde haft.
Det forekommer os, at under Diskussionen om Grunden til Lærerindernes forholdsvis store Sygelighedsprocent, burde ogsaa den Omstændighed være taget i Betragtning, at Lærerinderne arbejder for en lavere Løn end Lærerne, om end med samme Uddannelse og samme Arbejdsydelse, hvorfor mange af dem ved Siden af deres Arbejde i Skolen har Arbejdet med: at lave deres Mad og holde deres Hus og Garderobe i Orden. De faar derfor ikke den samme Hviletid som deres mandlige Kolleger, og der slides derved mere paa deres Helbred og Kræfter. I Stedet for som Borgmester Kaper i Lærerindernes store Sygelighed at se en uheldig Omstændighed for Gennemførelsen af Ligelønsprincipet, ser vi heri en Grund mere til hurtigst at yde Lærerinderne den Retfærdighed, uden hvilken enhver Sammenligning mellem deres og Lærernes Helbredstilstand vil mangle det nødvendige fælles Grundlag. Først da vil Borgmesteren være berettiget til at gøre Alvor med sin Trudsel om at kalde de mere „markante” Tilfælde af skrøbelige Lærerinder for sig og gøre dem opmærksomme paa, at deres Helbred sikkert ikke vil tillade dem at fortsætte med den Virksomhed, de hidtil har haft.