« Tilbage til søgeresultaterne
Moderretten
Som Deltagerne i D. K.s Formandsmøde vil mindes, førtes der paa Grundlag af interpellation Nr. 12 paa Mødet en interessant Forhandling om Voldgiftskendelse i Stridigheder mellem Forældre om de fælles ægtefødte Børn.
Der har senere været rettet den Forespørgsel til os, om „andre Capaciteter” end D. K. herhjemme havde udtalt sig for Ønskeligheden af en Voldgift i saadanne Tilfælde.
Hertil maa vi først bemærke, at Prof. ved vort Universitet Munch-Petersen sad i det Udvalg, der formede D. K.s Forslag. Endvidere nævner Professor v. vort Universitet Viggo Bentzon, den ligesom Prof. Munch-Petersen, er kendt som en varm Tilhænger af Kvindernes Krav, Voldgiftsløsningen i sin „Familieret” (1910, der findes en senere Udgave 1916), som vi imidlertid ikke har ved Haanden.
Forf. gør opmærksom paa følgende Højesteretsdom af 1910:
En Ægtemand havde med Hustruens Vilje efterhaanden fjernet alle Børnene, hvoraf den yngste var en femaarig Pige, fra Hjemmet, havde anbragt dem i Pleje hos fremmede og holdt Opholdsstedet skjult for hende. Hun søgte forgæves at faa det yngste Barn udleveret ved Fogden fra Plejefaderen. Højesteret stadfæstede Fogdens Nægtelse, tilføjende: „idet den. Omstændighed, at Indstævnte har holdt skjult for Appellantinden, hvor han havde anbragt det i Sagen ommeldte Barn, og søgt at afholde hende fra Samkvem med dette, ej heller kan medføre Berettigelse for hende til at kuldkaste den af ham med Hensyn til Barnet trufne Disposition.”
Derefter tilføjer Professoren:
Manden havde paastaaet at „Børnenes Opdragelse i høj Grad blev forsømt fra hans Hustrus Side”. Hvis Dommen havde indladt sig paa en Prøvelse af denne Paastand og fundet den begrundet, vilde Dommens konkrete Retfærdighed have været godtgjort, uden at Mandens diskretionære Ret over Børnene havde maattet anerkendes, hvilket netop er det, der gaar Moderens naturlige Ret altfor nær.
Det er almindelig europæisk Ret, at Manden har den overvejende Forældremagt ... Denne klare Uretfærdighed mod Hustruen*) synes dog ikke blot opretholdt ved nedarvede Rester af en „etisk” Opfattelse af Manden som den Overordnede, men ogsaa ved den retstekniske Vanskelighed, at der maa skabes en Udvej, naar Ægtefællerne ikke kan enes og der dog maa handles positivt med Barnet..... Det rette synes her at være at gøre Øvrigheden til en Opmand, der afgør Konflikten ved at vælge en af de Løsninger, som hver af Ægtefællerne holder paa. Maaske burde der til Afgørelse af slige Tvistigheder dannes et særligt Nævn, f. Eks. af en Mand og en Kvinde, der samvirkede med Øvrigheden, jfr. §10 i Dansk Kvindesamfunds Forslag til ny Lovordning af 1908*) Derimod burde vore Værgeraad næppe have med saadanne Sager at gøre, hvor ikke Hensynet til Børnene krævede, at Forældrenes Forældremagt sattes til Side.
