« Tilbage til søgeresultaterne

Tyngdens Lov

Af: Anna Lenah Elgström

« Se emneord


Af Anna Lenah Elgstrøms Bog „Mødrer”.

Foran mig paa Bordet ligger en Almanak. Jeg sidder og stirrer paa de Tegn, der markerer Tidens Gang. Hele mit Liv har jeg været pint af Tanken om Tidens Flygten, af Tan­ken om, at den aldrig blev tilstræk­kelig udnyttet, fik nok værdigt Ind­hold med sig fra det forbigangne.

Men nu er det værre end nogensin­de. Mine Dage er blot en Række la­sede usammenhængende Minut-Stum­per, i hvilke jeg stræber at slippe færdig med saa den ene saa den an­den Gerning. Med Tungen ud af Hal­sen bevogter jeg Uret. Hver Gang Viserne flytter sig, er der noget nyt, jeg skulde tage fat i, gøre færdig og ka­ste bag mig; men intet naar jeg no­gensinde. Mit Arbejde synes mig at være som en evig Penelopevæv. Intet bliver tilbage af det - alt maa uop­hørligt fornyes. Lave Mad, som spi­ses op og skal laves paany og spises op igen - sætte Lapper paa, hvor det straks efter gaar itu ved Siden af, altid sige samme mekaniske Besked og paa visse Klokkeslet gøre ganske de samme Ting, - vaske det, der al­tid bliver snavset igen, holde Orden paa døde Ting - alle disse tusinde med et Urværks Regelmæssighed til­bagevendende Forretninger, som saa at sige danner den grove Stamme for Tilværelsen - dem er det min Be­stilling at udrette, at passe og holde i Gang.

Men tænk, at det er saa vigtig, dette vidtløftige tunge Apparat af Møbler, Selskabelighed, Madlavning og Rengøring, som viser, at endnu er Kroppen vigtigere end Sjælen, For­merne for Livet vigtigere end selve Livet.

Mit Liv - som gaar og gaar - forbi - bort. - Forbi saa meget brænnende og stort, bort fra al Kraft, al Inderlighed, alt virkeligt Liv i Aanden.

Aah, at faa Tid til det, Tid til at tænke, at fordybe mig i det store Hav af Grublen, Spørgsmaal og Anel­ser, som bølger ved Synsranden i alle Sjæle, selv i vor - vi Tandhjul i Maskineriet, vi udslidte Brød-Slaver, Udmarvede Arbejdere, husbestyrende Hustruer. Selv vi længes efter Vid­derne, efter at søge vor Vej ud til dem, at slaa alle Forhindringer ned og aabne Favnen mod Uendeligheden, fornemme Saligheden ved at den er vor, vor Ret, vor Pligt. Thi det kan jo ikke være rigtig, sandt, det vor haarde Tilværelse forsøger at lære os: at vi er for smaa til at have Ret til noget værdifuldt! For smaa for Stor­heden, for trangsjælede for Vidderne?

Nej, det er ikke muligt. Da var vi jo hjemløse. –

 

Om det er saa eller ikke - hvem har nogensinde maalt Dybden af dens Græmmelse, som paa Forhaand ved, at hun er dømt til Underlegenhed og Underkastelse, til at holde sig rolig og se andre stige opad. „Hver paa sin Plads”, siger de - de deroppe. Al­drig andre end dem. Da de er kommet derop, tror de, at en bestemt Plads paa Forhaand siden Tidernes Begyndelse findes for hver og en. Det vilde jeg ogsaa tro, hvis ikke alle længtes opefter. Jo længere nede, jo større Længsel. Og saa længe burde vi ogsaa have Lov at forsøge, ikke stækkes fra Begyndelsen. -

Saaledes klager vi - Trællene - som er til for at danne Livets Under­lag, være Trappetrin for de andre - de højere Væsener - gøre det mu­ligt for dem uforstyrrede at skride mod højere Maal. Mod Embede, Lære­stol og større Løn i mit højere Væ­sens - min Mands - Tilfælde. - Derfor er det, at jeg er til, mener han.

Jeg vilde ønske, at det var for noget større, at jeg arbejdede og ødede mi­ne Kræfter. Thi med vore smaa Ind­komster er det et ret stort Kunststyk­ke at føre Hus i den Grad som min Mands Ægerrighed og Stræben efter at knytte nyttige Forbindelser forlan­ger det - det tager megen Tid og me­gen Skarpsindighed i Brug. Straale udadtil, gnie og spare indadtil, sidde oppe Natten igennem for at vende Børnenes Tøj, saa der kan blive Raad til en ekstra Ret til hans næste Herremiddag - det er de mindste Kun­ster, man forlanger af mig.

Og jeg lystrer - for træt til at sætte mig til Modværge. - Hjulet har taget mig, Trædemøllen holder mig fangen. Taalmodigt sidder jeg her og blot stirrer paa Tallene i min Alma­nak - den dyrebare flygtende Tid.

„Kalvesteg”, staar der ud for Da­gen. „Tunge, Bøfkød, Bankekød”, fort­sætter det i Marginen. Jeg har en daarlig Hukommelse og vil kontrollere Slagterens Kontrabog, som jeg nu og da mistænker for at vise forkert, der gaar saa meget til til Kød, synes jeg. Men denne Uge er Gud ske Lov i Or­den, jeg har lige faaet et halvt Lam fra mit Forældrehjem. „Søndag Lamme­steg, Tirsdag kold dito,” skriver jeg i Marginen, „Onsdag Lammekoteletter og „Bederyg med Tunge med farsere­de Tomater”, til Fredagens Herrefro­kost, da den frygtede unge Æstestik-Professor, som tillige er en stor Mad­elsker, gæster os.

Jeg væmmes ved at lave Mad til ham. Han skal have en særlig Ret - Flæskesteg, som han siger, at han el­sker overalt i Verden. Jeg væmmes ba­re ved at tænke paa ham, paa hans løse Figur, der minder om en daarlig stoppet Dyne, paa hans buttede hvide Hænder, posede blege Kinder og smaa flotskende Sct. Hans Orme-Øjne, - paa hvorledes han slænger sig frem mellem Møblerne i en Stue, som den store uforskammede Hvalp han er, hvorledes han taler i Bas og saa ler sin pludselige, altid lige overraskende og falske lille Latter øverst op i Diskan­ten. - Han kysser mig paa Haanden og kysser Grisen i Aanden. Han roser min Madlavning, men vil jeg tale om noget, der ligger mig paa Sinde, slaar han det hen med sin brutale, overbæ­rende, overlegne Arrogance.

Kvinder kan ikke tænke, det er hans Opfattelse. De burde kun anven­de deres Læber til Kys, ikke til Tale, siger han, og han fortsætter i henre­ven Begejstring med at skildre sit og Gennemsnitsmandens Kvinde - Ideal: Mandens Ribben og Slægtens Vugge, den bedaarende, grusomme, lunefulde hjælpeløse Gaade, Fristerinden, det evig barnlige, Ranken som slynger sig om Egens stærke Stamme - og alt dette adresseret til mig trætte ud­slidte sammenbidte Væsen, som sid­der stille og smiler - smiler Kvindens sædvanlige, vemodige, overbærende Smil og tænker Kvindens sædvanlige Tanker i ensom Bitterhed.

Hvorfor? Hvorfor altid dette kon­ventionelle Skaaltale-Ideal, et dekora­tivt Brystsukker-Omslag, en smin­ket Dukkemaske over Livsledsagerindens alvorlige Træk, som undrende vendes mod samme Evighed som Mændenes? Hvorfor noget som helst Ideal? Hvorfor ikke se os som vi er: Stridsfæller, Livsfæller, Dødsfæller? Uden at fordre og dekretere - uden paa Forhaand færdiggjorte Dogmer. Men Dogmer har Mændene vist om alt. Det har idet mindste de brillante, mulighedsrige, unge Mænd, som an­førte af Professoren danner Byens Afdeling af Ungsvenska Forbundet*), og som udgør Hovedparten af min Mands akademiske velturnerede og pedantiske Omgang. Han og de - al­le synes de fødte med Apriori-Forestillinger om alt ligesaavel som med Arme og Ben.

I Lighed med Plato tror de paa en Slags aandelig TyngdeLov, et fra Begyndelsen givet Idemidtpunkt, til hvil­ket alt naturnødvendigt graviterer. Og denne Lov, dette Midtpunkt udgør Højres Program for dem. Efter dette Program er deres fælles Livsanskuelse nøje inddelt i et bestemt Antal Begreb - jeg kan nævne dem i Nummeror­den: Klasseforskellens Nødvendighed, Kvindens Underlegenhed, Kapitalens Herskerret, den sunde Haardhedens og Diciplinens Velsignelse, Blødagtig­heden der kommer af for megen Hu­manitet, Krigens luttrende Indflydelse osv., - og det Verdensbillede, jeg faar ud af det hele, synes mig lige saa kunstigt som deres Kvinde-Ideal.

*) Forf. er svensk.


« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner