« Tilbage til søgeresultaterne
Skat og kommunal Valgret
Ved at læse: „Hvad Haanden skriver den 15. Februar 1918” om, at gifte Kvinder bør være Skatteydere for i paakommende Tilfælde at kunne hævde deres kommunale Valgret, føler jeg Trang til at komme frem med noget, der længe har ligget mig paa Sinde. Jeg har ikke kommunal Valgret, fordi jeg ikke betaler Skat. Man har raadet mig til at gøre Krav paa at betale Skat; men det vil jeg ikke. Jeg vil ikke købe min kommunale Valgret, men hellere - om det skulde være - kæmpe mig til den; saa kan den maaske komme flere tilgode. - Det synes indlysende, at naar man er værdig til at være politisk Vælger, maa man være lige saa værdig til at være kommunal Vælger. Jeg vil endog gaa et Skridt videre? Der er nogle stakkels Medborgere, som hverken har politisk eller kommunal Valgret, nemlig de, som er komne under Fattigvæsenet. Der spørges ikke om, hvordan de er kommet der; blot de en Gang har maattet ty til Kommunen om Hjælp, har de forspildt deres Borgerret, og de faar den ikke igen, før de har betalt den sidste Hvid, medens andre, som er kommen til deres Rigdom paa en - moralsk set - mindre hæderlig Maade, beholder deres Borgerret ubeskaaret. Er det Ret? Der er sikkert rundt om paa Landets Fattiggaarde mangen brav Mand eller Kvinde, og de skulde ikke have Lov til at være med at vælge dem, i hvis Hænder, deres Skæbne ligger! Lad os Kvinder ikke blot være med til at kræve lige Ret for Mand og Kvinde, men ogsaa lige Ret for rig og fattig. Fattigdommen er i sig selv en tung Byrde; men tungere bliver den da, naar den betragtes som en Forbrydelse.