« Tilbage til søgeresultaterne
Imod og for
En af de sædvanligste Betænkeligheder, som fremføres fra D. K.s Medlemmers Side mod at optræde som Interpellant, er den, at man frygter, den interpellerede Kandidat kan komme med Indvendinger, som man ikke ser sig i Stand til at besvare.
Vi skal derfor forsøge, saa godt vi kan, her i Bladet efterhaanden at fremføre, hvad der fra anden Side kan siges imod den enkelte Interpellation; og hvad der fra vor Side til Gengæld kan anføres for Sagen.
I dette Nummer naar vi kun at beskæftige os med de 3 første Interpellationer, men vil fortsætte paa samme Maade i følgende Numre.
Interpellation Nr. 1.
Vil Kandidaten arbejde for, at der de nye Love om Familieret gives Hustruen en økonomisk selvstændig Stilling?
Imod.
En økonomisk selvstændig Stilling er et højst uklart Udtryk. Hvad mener Interpellanten dermed?
For.
Det er umuligt i Øjeblikket at overse, hvilke Løsninger, der kan frembyde sig for at tilvejebringe større Retfærdighed i Formueforholdet mellem Ægtefæller. Muligvis vil Resultatet blive, at der bydes Ægtefællerne Valget imellem flere Former at ordne deres indbyrdes økonomiske Forhold paa. Dansk Kvindesamfund maa afvente det Forslag, som rimeligvis i den kommende Rigsdag vil blive fremsat paa Grundlag af Familieretskommissions Betænkning. Men ét kan vi allerede kræve, som en Betingelse for vor Tilslutning, at man ikke bliver staaende ved den gamle Bestemmelse om Mandens Eneraadighed over Fællesboet, men sikrer ogsaa den Hustru nogen økonomisk Raadighed, som intet erhverver udenfor Hjemmet og ingen Særformue ejer.
Imod.
Skal Hustruen da raade over en bestemt Del af Mandens Indtægt uden at dele hans Forpligtelser overfor Familiens Underhold?
For.
Hvor Kaarene er smaa, og der intet Overskud bliver, skal Hustruen selvfølgelig til Gengæld for den Del af Fællesboets Indtægter, som undergives hendes Raadighed, afholde en forholdsmæssig Del af Udgifterne.
Interpellation Nr. 2.
Vil Kandidaterne arbejde for, at der i de nye Love om Familieret gives Moderen samme Myndighed som Faderen over de fælles ægtefødte Børn?
Imod.
For at hver af Ægtefællerne skal kunne udøve samme Myndighed over Børnene, maa de være enige. Men hvis de ikke kan blive enige, hvis Vilje skal saa være den afgørende?
For.
Da maa Sagen indankes for en Voldgift, som træffer Afgørelsen. Dog skal denne, hvis det drejer sig om Uvæsentligheder, kunne afvise Sagen og henvise Forældrene til selv at finde sig til Rette.
Imod.
Vil da ikke den stærkeste Part i de fleste Tilfælde gaa af med Sejren?
For.
Rimeligvis, men det vil da ikke være givet, at den stærkeste altid vil være Manden. Men som Loven nu er, er det givet, thi den gør ham til den stærkeste.
Imod.
Vil ikke en Lovændring, som den her ønskede, sætte Splid mellem Ægtefæller?
For.
Den vil i hvert Tilfælde hindre de Misbrug, som ofte gøres af Lovens Ord nu. Just fordi den Lovændring vi kræver, forudsætter Enighed vil end i de fleste Tilfælde skabe Enighed.
Interpellation Nr. 3.
Vil Kandidaten arbejde for, at Loven om Indkomst- og Formueskat til Staten ændres saaledes, at Hustruen fremtidig beskattes af sin egen Indkomst uafhængig af Manden?
Imod.
Naar Mand og Hustru beskattes af deres samlede Indtægt, er det fordi deres Skatteevne er større derved, at den fælles Husstand i mange Henseender betyder halverede Udgifter for hver især. Derfor er Kravet uretfærdigt.
For.
Det er kun, hvor der er Tale om det ægteskabelige Forhold, at den fælles Husstand betragtes som en Forøgelse i Skatteevnen.
Alle andre end Ægtefæller har Lov til at dele Husstand uden derfor at beskattes af den samlede Indtægt. Skulde nogen fælles Husstand undtages for forøget Skattepligt, saa maatte det være den ægteskabelige, da Ægteskabet normalt medfører en Tilvækst i Udgifter paa Grund af Børnene.
Imod.
Ja - men for hvert Barn nyder Forældrene en Skattelettelse.
For.
Ja - for hvert Barn er det tilladt at fradrage 100 Kr. fra den skattepligtige Indtægt men de Par Kroner i Fradrag fra den aarlige Skat, som denne Lettelse andrager, opvejer ikke paa langt nær de Udgifter, den ægteskabelige Husstand normalt har forud for enhver anden fælles Husstand.
Imod.
Hvorfor forlanges her kun, at Hustruen selv skal sættes i Skat af sin egen Indkomst? Mister da ikke den Hustru, som ingen særlig Indkomst har, lige saa vel sin kommunale Valgret, naar Manden ikke betaler Skatten som den selvejende og selverhvervende Hustru?
For.
Man skal ikke svare Skat af det, man ikke har Raadighed over. Først naar Hustruen faar Del i Raadigheden over Fællesboets Indtægter, vil hun kunne komme til i alle Tilfælde at svare selvstændig Skat. Derfor fremsætter D. K. paa samme Tid
Kravene om økonomisk Selvstændighed for Hustruen og om hendes Ret til at svare Skat uafhængig af Manden.