« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Interpellationer ved Vælgermøderne forud for Rigsdagsvalgene l918
Vælgermøderne er allerede i Gang rundt om i Landet, og hvor Dansk Kvindesamfund har Kredse eller i det mindste direkte Medlemmer, bør vore Interpellationer lyde og vise Vælgerfolket, hvor Dansk Kvindesamfunds Vej gaar paa denne Side den politiske Valgrets Tærskel. Vore Interpellationer omfatter baade Kvindens Stilling i Familielivet, i Erhvervslivet og i det sociale Liv. De omfatter ogsaa Børnenes Krav, et Spørgsmaal, som er uadskilligt fra al Kvindesag. Men Tiden er knap, og Haanden paa vor Forside kan ikke naa i den nye Lovbog at skrive alt, hvad Kvinder bør kræve, før Valgets Time allerede er slaaet. Derfor vil vi til Underretning for de Læsere, som ikke har haft Lejlighed til selv at gøre sig bekendt med vore Interpellationer, inde i Bladet aftrykke de
Krav, som ikke fik Plads blandt dem, som Haandten skrev.
Interpellation Nr. 5.
Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne tillader jeg mig at forespørge, om Kandidaterne vil arbejde for, at en dansk Kvinde kan beholde sin Indfødsret, selv om hun ægter en Mand, som ikke har Indfødsret?
Lov om Erhvervelse og Fortabelse af Indfødsret.
§ 3. Den fremmede Kvinde, som gifter sig mod en Mand, der har dansk Indfødsret, erhverver ved Ægteskab en saadan Ret.
§ 6. Dansk Indfødsret tabes endvidere af den Kvinde, som gifter sig med en Mand, som ikke har Indfødsret.
Indfødsrettens Fortabelse medfører: Tab af Valgret og Valgbarhed til Rigsdag og kommunale Repræsentationer; af Ret til offentlige Legater, til Universitets og Kunstakademiets Stipendier, til enhver offentlig Understøttelse med eller uden Fattighjælps Virkninger og af Adgang til at beklæde Embede her i Landet.
Ad. 5. Loven af 7. April 1898 om Indfødsrets Erhvervelse og Fortabelse betegner i Virkeligheden kvindesaglig set et Tilbageskridt, idet den indfører, at Hustruens og Ægtebørnenes statsborgerlige Stilling retter sig efter Mandens Stilling og Forhold. I Indfødsretsforordningen af 1776 lagdes Hovedvægten paa Fødestedet. Til Grund for Indfødsretten efter Lov af 7. April 1898 lægges derimod Afstamningsprincipet og Principet om den afledede Erhvervelse af Indfødsret for Kvinder og Børn. Det tredie Hovedpunkt i den nye Indfødsretslovgivning er Fortabelsen af Indfødsretten, som de ældre Regler ikke kendte. Den danske Indfødte, som efter 7. April 1898 bliver Statsborger i en fremmed Stat, mister sin danske Indfødsret. Den danske Kvinde, der efter 7. April 1898, ægter en Mand, som ikke har dansk Indfødsret, mister sin danske Statsborgerret. Omvendt har en fremmed Kvinde, som den 7. April 1898 var gift med en indfødt dansk Mand, eller senere har ægtet en saadan, straks i Kraft af sit Ægteskab erhvervet Indfødsret. Efter at Kvinder i Danmark siden Loven af 1898 er blevne kommunale Borgere 1908 og politiske Borgere 1915, er Ulemperne ved, at Hustruens statsborgerlige Stilling retter sig efter Mandens, blevet saa meget mere iøjnefaldende og
kræver en Ændring i Overensstemmelse med hendes selvstændige Stilling i Samfundet.
Det er den enkelte Stats Lovgivning, som skal afgøre, om et Menneske skal have Indfødsret i Staten eller ikke; men selv om en Ændring i den Retning, at en dansk født Hustru, bosiddende her i Landet, kan beholde sin Indfødsret i Tilfælde af, at hun ægter en Mand, som er fremmed Statsborger, ikke lader sig gennemføre uden internationale Aftaler, maa danske Hustruer dog staa fast paa Kravet om, at der med det første foretages Skridt til at sikre dem deres danske Statsborgerret, saa længe de bliver boende her i Landet, uafhængig af deres Ægtefællers Forhold.