« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Interpellationer ved Vælgermøderne forud for Rigsdagsvalgene l918
Henvisning til, hvor man finder Stof ang. Interpellationerne.
Nr. 1: (i Bladet Nr. l Side 2 og i Bladet Nr. 4 Side 48).
Nr. 2: (i Bladet Nr. 2 Side14 og i Bladet Nr. 4 Side 48)’
Nr. 3: (i Bladet Nr. 3 Side 22).
Nr. 4: (i Bladet Nr. 5 Side 54).
Nr. 5: (i Bladet Nr. 5 Side 56).
Nr. 6: (i dette Nummer Side 65).
Nr. 7: (vil finde Omtale i Bladet for 15. April)
N r. 8: (i Bladet Nr. 4 Side 38).
Nr. 9: (i dette Nummer Side 66).
Nr. 10, 11, 12: (vil finde Omtale i Bladet for 15. April).
Interpellation Nr. 6.
Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne tillader jeg mig at forespørge, om Kandidaterne vil arbejde for, at ogsaa gift Kvinde kan faa Adgang til et af Staten oprettet Husmandsbrug.
Lov om Oprettelse af Husmandsbrug.
13. Juni 1914.
§2. Berettiget til at komme i Betragtning efter denne Lov er enhver Mand eller ugift Kvinde, der væsentlig har ernæret sig ved at udføre almindelig Landbrugsarbejde, hvorunder Havebrugsarbejde for andre imod Vederlag.
Dansk Kvindesamfunds Arbejde for at skaffe Kvinder Adgang til de af Staten oprettede Husmandsbrug.
Da der i November 1908 i Folketinget blev forelagt Forslag om Tilvejebringelse af Jordlodder til Landarbejdere, indgav D. K. 10. Nov. et Andragende til Landbrugsministeren om at gøre Kvinder delagtige i de Rettigheder, som Lovforslaget aabnede Mændene alene. Loven blev vedtaget 30. April 1909 saaledes, at ugift Kvinde kunde komme i Besiddelse af en Husmandslod, ligesom ogsaa Enken efter Ejeren af en Husmandslod kunde indtræde i den afdødes Forhold til Statskassen.
Ved Lovens Revision i 1914 ansøgte D. K. om, at ogsaa gift Kvinde kunde komme i Besiddelse af en Husmandslod, men der blev intet Hensyn taget til dette Andragende.
Ved Lovens Revision i 1917 gentog D. K. sit Andragende og foreslog heri, at saafremt Ordet „ugift" i Loven blev strøget, skulde der til § 2 tilføjes: „kun en af de samtidig i en Husstand hørende Personer kan erholde Husmandsbrug paa de i denne Lov indeholdte Vilkaard.”
Ad. 6. Interpellanten maa straks være rede til at afvise den Indvending mod gift Kvindes Adgang til at drive et af Staten oprettet Husmandsbrug, at Driften af et saadant Brug vil overstige en Kvindes Kræfter. Loven anerkender saavel Enkers som ugifte Kvinders Ret dertil, det er altsaa ikke Udygtigheden, som her er det afgørende.
Den næste Indvending vil rimeligvis være, at naar Manden Ifølge Lov af 1899 raader alene over Fællesboet, kan Hustruen ikke anses for at være Ejer af de Midler, som i Henhold til Loven om Husmandsbrug vil være fornødne til Ejendommens Overtagelse. Interpellanten kan hertil svare, at Statens Husmandsbrug heller ikke staar aabne for den Hustru, som ifølge Ægtepagt har Særformue. Udelukkelsen gælder enhver gift Kvinde, som ikke er Enke. Endvidere kan der indvendes, at naar Hustruen i Forvejen har en Forsørger, behøver hun ikke Statens Støtte til selv at drive Forsørgervirksomhed. - Hertil kan svares, at det meget vel kunde tænkes, at Manden paa Grund af legemlig Svaghed var ude af Stand til at forsørge sin Familie, medens paa samme Tid Hustruen sad inde med alle Betingelser fer at drive en Jordlod og derigennem holde Familien fri af Fattigvæsenet. Ligeledes kunde det tænkes, at Manden var Sømand af Stand og den største Del af Aaret fjernet fra Hjemmet og ude af Stand til at yde Underholdet regelmæssigt. Hustruen vilde da, maaske med Børnenes Hjælp, have Fordel af at kunne drive en Husmandslod paa billige Vilkaar, som dem Staten byder. Der gives sikkert mere end én gift Kvinde her i Landet, som slider sig Brødet til for sig og sine Børa paa en Huslod, - det kan ingen Lov forbyde hende; men Loven om Oprettelse af Husmandsbrug forbyder hende, at faa Statens Hjælp hertil; og dette er en Uretfærdighed, som strider mod Grundlovens Paragraf 81 om Borgernes frie og lige Adgang til Erhverv. Derfor bør Kvinderne kræve Loven om Husmandsbrug ændres paa dette Punkt.
Interpellation Nr. 9.
Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne tillader jeg mig at forespørge, om Kandidaten vil arbejde for, at Mænd og Kvinder overalt i Statens og Kommunens Tjeneste, faar lige Løn for lige Arbejde og lige Forfremmesesvilkaar.
Baade i Statens og Kommunens Tjeneste modtager Kvinderne gennemgaaende en lavere Løn for det samme Arbejde som præsteres af Mænd, og saa længe det offentlige finder det forsvarligt at opretholde dette Skel, er der ingen Grund til at antage, at de private Arbejdsgivere skulde slaa ind paa et andet og retfærdigere Lønningsprincip.
Som Forsvar for den uensartede Lønningsmaade paaberaabes som oftest Mandens Forsørgerpligt, men i Længden vil dette Forsvar sikkert vise sig ganske ubrugeligt. Dels vil Kvindernes stigende Deltagelse i Familiens Forsørgelse berettige dem til samme Hensyntagen som nu vises Mændene, og dels vil deres Arbejde for en ringere Løn medføre en voksende Fare for, at de fortrænger Mændene fra de Omraader, hvor de kan tage Konkurrencen op med dem, hvilket især vil komme til at gaa ud over de Mænd, som har Familie at forsørge og i Almindelighed er tvungne til at søge deres Erhverv indenfor Landets Grænser.
Uligheden i Lønningsmaaden for Mænd og Kvinder opretholdes under forskellige Former. Enten lønnes de efter forskellige Lønskalaer, som Tilfældet med Lærere og Lærerinder ved Folkeskolen, eller Lærerinderne faar samme Begyndelsesløn men ikke samme Slutløn som Lærerne, som Tilfældet ved Sorø Skole og Statens højere Almenskoler, eller der formenes Kvinderne Adgang til de højere Lønningsklasser, som f. Eks. i Post-, Statsbane-, Telegraf- og Toldvæsenets Tjeneste.
Men hvorledes end Uligheden fremtræder, saa paatrykkes der ved den det kvindelige Arbejde et Stempel af 2den Klasse, som er højst krænkende for de virkelig dygtige og brugbare Kvinder, og samtidig begunstiger de altfor mange Kvinder, som villig tager imod den lavere Løn, fordi de ikke er tvungne til at leve af deres Arbejdsindtægt, men kun bruger den som et Ekstrabidrag til det Underhold, de vedblivende modtager fra Hjemmet.
Kvindernes Krav om lige Løn for lige Arbejde afvises tidt som et „Slag-Ord" uden virkelig Berettigelse, men Udviklingen bærer det ikke desto mindre frem Aar for Aar med uimodstaaelig Styrke, og det møder os nu ikke blot i vore hjemlige Forhold, men vi ser det rejst i snart alle Europas Lande, især efter at Verdenskrigen har aabnet Erhvervsveje for Kvinderne, som ingen før har drømt om, men samtidig afsløret den Fare for en Sænkning af hele Lønniveauet, som ligger i, at Mænd og Kvinder konkurrerer paa Arbejdsmarken under forskellige Lønvilkaar.
Som bekendt overvejes nu i den nedsatte Lønkommission ogsaa Spørgsmaalet om Principet lige Løn for lige Arbejde i Forholdet mellem Mænd og Kvinder, og i denne Lønningskommission sidder der kun én Kvinde til at varetage Kvindernes Interesser.
