« Tilbage til søgeresultaterne
Sverige
Den svenske Rigsdag har som bekendt behandlet et Regeringsforslag om Kvindevalgret, og det svenske Højre har, som bekendt, nedstemt det i første Kammer. Og med hvilke Vaaben! Ikke med en eneste Fornuftsgrund, der er den Mand værdig, som har paataget sig at repræsentere sit Land. men med Fraser, som i en betænkelig Grad er egnede til at klarlægge, hvilken manglende politisk Modenhed, det svenske Højre ligger under for.
Vor Plads tillader os ikke at dokumentere vore Udtalelser. Søger nogen en opbyggelig Litteratur om Mandens Syn paa Kvindekønnet i Aaret 1918. da kan den findes i den svenske Rigsdagstidende.
Os interesserer nedenstaaende Kvittering fra svenske Kvinder betydeligt mere. Artiklen findes i „Rösträtt för Kvinnor”. der er Medlemsblad for ,,Landsföreningen för kvinnans politiska rösträtt”.
Ørkenvandring.
Atter er Kvindevalgretten strandet paa Modstand fra 1. Kammerets Højre, atter igen er Forhaabningerne bleven skuffet og atter igen har Reaktionen fejret sin Triumf.
Medens Danmarks Kvinder gaar til Valg, medens Englands Kvinder bliver anerkendt som fuldmyndige Medborgere. Medens Demokratiets Stormbølger faar de fleste Landes Kvindevalgretsspørgsmaal til at stige i Kurs, staar det svenske Højre blind og døv, ætset af sin egen reaktionære Anskuelse, staar der midt i Brændingen fra Tidsaandens oprørte Hav og søger som en af dets egne Ledere udtrykte det: „vedvarende med korslagte Arme at lege den standhaftige Tinsoldat”.
Maaske føles det i denne Stund bitrere end nogen Sinde at kastes til Side, at faa slynget i Ansigtet, at man savner Interesse for Statens Anliggender, medens rundt om Raabet fra de blødende og nødlidende Folk stiger mod Magtens Tinder, og Kvinderne, i Kampen for at opretholde Hjemmene under Dyrtidens Tryk, giver det yderste af deres Kræfter. Har Højre forstaaet, hvad det har gjort, naar det afslog den fremstrakte Haand og skaffede sig Halvdelen af Landets Befolkning til Modstandere. Det syder og gærer i Masserne. Skal Kvinderne stadig vedblive at være de taalmodige, de ydmyge, de fortrampede? Den største af alle borgerlige Funktioner har man nægtet dem, den Funktion, gennem hvilken de skal vokse og udvikles til bevidst Ansvar! Det, der behøves i en Tid som vor, er Mennesker, som vil det Gode og Retfærdighed, og det er Folkenes Udvikling til højere og sandere Former af Menneskelighed, det hele drejer sig om.
Vi har ærligt og lovlydigt, besjælet af Offervilje og Fædrelandskærlighed, arbejdet for vor Ret, men man har mødt os med Udflugter og Fraser, brugt som beskyttende Forklædning for de egoistiske Partiinteresser for den Samfundsklasse, som i Massernes Fremrykning ser en Trusel mod sin egen priviligerede Stilling, og som derfor med stenhaard Konservatisme modsætter sig ethvert Reformkrav.
Rundt om i Sveriges Byer sidder i dette Øjeblik Kvinder, som er lamslaaede af den Fornærmelse, som man har kastet dem lige i Ansigtet. Deres Kamp og Arbejde for Valgretten har været en lang og brydsom Ørkenvandring, de naaede saa langt, at de kunde se ind i Fremtidens Land, men man slap dem ikke derind. De, som var naaet frem før dem, og som havde taget Landet i Besiddelse, ansaa sig for at være „i sin grundlovmæssige Ret” til at hindre dem Adgang, og det rørte dem ikke, at de igen jagede Kvinderne ud i Ørkenen.
De unge, de, som har Aarene for sig, har Modet, Forhaabningerne og Udholdenheden, de føler det maaske ikke saa svært, men hvorledes føler de gamle det? Hvorledes føler Pionererne det! De, som har arbejdet trofast, taalmodigt og uden Ophold for de Rettigheder, hvis Frugter en anden Generation skal nyde? Ja, Tanken paa dem gør en overmaade bitter. De har prøvet Ørkenens brændende Hede og plagende Tørst, og ligesom Moses maa de nu sige til sig selv, at de maaske aldrig faar Lov til at betræde det Land, deres Hjærter længes efter. Det er for deres Skyld, at vi ikke kan tilgive den Haan, som er tilføjet Sveriges Kvinder, det er Tanken paa dem, som maa anspore os til at vinde Maalet, inden det bliver for sent, de som taalmodigt har ryddet den Vej, vi nu vandrer.
Vor svenske Valgretsfane vajer i disse Dage paa halv Stang, tung føles Sorgen for Sveriges Kvinder over igen at være bleven fornægtede og forsmaaede, men tungere og dybere føles det Ansvar, som tvinger os fremad og dybere endnu føler vi den Harme, som ikke vil tie, før Valgretskvinderne har aftvættet den Haan og det Smuds, som Sveriges Højreparti ved sit Afslag har slængt mod deres hvide Banner.
