« Tilbage til søgeresultaterne
Valgets Lære og vort Krav
Af det nu afsluttede Valg har vi lært, synes jeg, at Dansk Kvindesamfund er en meget nødvendig Institution, som man slet ikke kan undvære, og der har jo dog lydt Røster i modsat Retning.
Jeg er personlig overbevist om, at var ikke Hulda Petersens udmærkede Forslag kommet frem ved Formandsmødet i København og Fællesmødet i Fredericia bleven afholdt, der bragte saadan Røre iblandt Kvinderne Landet over, saa var Resultatet kvindelige Medlemmer i Rigsdagen er intet ringe Resultat. I Norge blev der, saa vidt jeg husker, kun valgt een Kvinde ind?*)
*)Vi henviser til Artiklen „Se til Norge” andetsteds i Bladet.
Red.
Sagen var, at man opdagede, at Kvinderne var vaagne, at vi ikke vilde nøjes med kun at afgive vor Stemme, men selv vilde være medvirkende.
At Kvinderne var vaagne, saa man jo ogsaa paa den store Deltagelse i Valgene; paa sine Steder naaede vort Stemmetal vistnok Mændenes.
Men vi lærte ogsaa, synes det mig, at vi fremdeles har Brug for vor Forening, der staaende udenfor Partierne, kan raabe sit „Varskov” ud til disse, naar de vil overhøre Kvindernes berettigede Krav.
Et af disse Krav, som ligger mig som Lærerinde paa Sinde, er Dansk Kvindesamfunds gamle Krav: Lige Løn for lige Arbejde; det er desuden blevet aktuelt, idet der jo er nedsat en Kommission til Ordning af Lønsagen - men der er kun indvalgt een Kvinde. - Vi haaber, at en retfærdig Ordning maa naas, uden Retfærdighed vil vi ikke føle os tilfredsstillede.
Tror man ikke, at det ofte har harmet os, at en ung, ugift Lærer efter faa Aars Forløb fik lige saa høj Løn som en ældre Lærerinde, der har slidt og arbejdet i over tyve Aar? Var det fordi hans Arbejde var bedre; nej, tværtimod, det er jo anerkendt af alle, at Lærerindernes Arbejde nok kan staa ved Siden af Mændenes. Og tror man ikke, at vi Lærerinder nok kunde trænge til at have et hyggeligt Hjem, at have Raad til at holde en Pige, der holdt dette Hjem i Orden
Der tales om Lærerindernes Sygelighed! Ja, der er nu mange af os, der ikke har forsømt ret mange Dage, uagtet vi har arbejdet i Skolens Tjeneste i over tyve Aar, saa os rammer denne Anke ikke, - men var det egentlig saa underligt, om Lærerinden blev overanstrengt, da hun baade maa passe sin Skole og sit Hjem, fordi hun ikke har Raad til at holde fremmed Hjælp? Det forekommer mig, at det ikke er gaaet op for Folks Bevidsthed, og her maa jeg desværre sige, ikke mindst vort eget Køn, at da vort Arbejde i Skolen jo fuldt ud er en Mands Arbejde, saa kan vi ogsaa trænge til samme Hvile og Hygge som Manden; men tværtimod har man ment, at vi ved Siden af kunde udføre en Kvindes Arbejde i Hjemmet.
Jeg mener, at Dansk Kvindesamfunds gamle Krav er retfærdigt, og jeg synes ogsaa, at den danske Rigsdag har anerkendt dette overfor de kvindelige Adjunkter, de har faaet samme Løn som deres mandlige Kolleger, undtagen paa næst sidste Lønsats, hvor bliver Kvinderne staaende, medens Mændene gaar endnu en Lønsats frem, - - men saa faar Kvinderne til Gengæld flere Timer. - Jeg vil indtrængende henstille til vore kvindelige Rigsdagsmedlemmer og til alle Kvinder indenfor D. K.: Øv den samme Retfærdighed mod Folkeskolens Lærerinder; som man har øvet mod den højere Skoles. Giv os samme Løn som Lærerne, saalænge vi har lige saa mange Timer! Og naar vi saa bliver ældre, saa fri os for 8 a 10 Timer ugentlig (saadan har man det vistnok i Norge). Saa kan vi bedre holde ud, og saa sker Retfærdigheden Fyldest.
Marie Egeberg,
Lærerinde.
