« Tilbage til søgeresultaterne
Vor Rigsdag i Aalborg, den 13. - 14. Juni 1918
En verdenskendt Solskive bærer følgende Indskrift:
,,Jeg tæller kun Solskinstimerne”. Disse Ord kunde ogsaa staa over Historien om Dansk Kvindesamfunds Fællesmøder.
Femogtyve Fællesmøder har D. K. nu lagt bag sig, og antagelig har hvert af disse Møder haft sin Byge, som for en Tid formørkede Solen og pustede koldt over Glæden, men saa vist som en enkelt Solskinstime ejer en Kraft, der vejer mange Byger op, saa vist er det vi husker, naar vi ser tilbage, kun Solskinstimerne, de mange, uforglemmelige, hvor der gik som en Flod af Kraft og Fryd gennem vore Sind, hvor vi følte os alle løftet højt over Dagliglivets Smaamaal og forenet i en stor Verdensidés Tjeneste.
Aalborgmødet havde ogsaa sin Byge, som kom uventet jagende henover en blaa Himmel, formørkede og slog ned, men tager vi alle sammen den rette Lære af denne Byge, da vil heller ikke den indgaa som et mørkt Punkt i Fællesmødernes Historie, men der vil komme til at staa over dette Møde, som over alle dets Forgængere Solskivens livsfornyende Ord: „Jeg tæller kun Solskinstimerne”.
Det var ikke mindre end et Vovestykke af Aalborgkredsen at fastholde sin Indbydelse til Fællesmødet paa Trods af Krigstidens forøgede Vanskeligheder, og det var en Bedrift at føre Fællesmødet igennem, saaledes som det blev ført igennem ligefra den Morgen, hvor D. K.s Banner omgivet af sin unge Bannervagt plantedes paa Scenegulvet i Haandværkerforeningens store Sal, og til det Øjeblik, hvor Kredsens 500 festklædte Gæster til Riberhusmarschens Toner tog Plads om de lange blomstersmykkede Borde i samme Sal, der i Løbet af Eftermiddagens Timer var forvandlet fra en Kamp- og Arbejdsplads til en Gildesal. Hvis det er sandt, hvad der er Grund til at tro, at disse Møder fremtidig maa forlægges til Nyborg Strand, fordi ingen af vore store Provinsbyer mere tør vove at indkvartere det stadig voksende Antal af Tillidsmænd, saa har Aalborg By paa en værdig og smuk Maade afsluttet de gamle traditionelle Møders Femogtyveaars Række.
Fællesmødet var denne Gang ligesom 1915 i Odense indskrænket til 2 Dage, og da den anden Dags Eftermiddag var beslaglagt af Friluftsmødet paa Skansen i Nørresundby, var Tiden til Forhandling beklagelig indskrænket. To saa vigtige Punkter som Punkt VIII: Hvorledes skal D. K. i Fremtiden gøre Kvindevalgretten frugtbringende for Kvindesagen? og Punkt XII: Vinterplaner for Kredsene gav ikke Tillidsmændene den Berigelse, de sikkert har ventet sig. De fik at vide af Indlederen af Punkt VIII, at Fredericiamødets dristige Gaa-paa-Taktik burde afløses af en forsigtig Udenoms-Taktik, de fik at vide, at de skulde skærpe deres Vaaben, men ikke mod hvem, de skulde skærpe dem. Mændene kunde det ikke være, thi de havde, som en Diskussionsdeltager sagde, hyldet enkelte kvindelige Rigsdagsmænd med Blomsterbuketter; Partierne endnu mindre, thi de havde efter Indlederens Mening i de kvindelige Rigsdagsmedlemmer givet Kvinderne meget mere end de fortjente, saa sløje og uinteresserede, de under Valgkampen havde vist sig. Er det da til at undres over, at Tillidsmændene opfattede Situationen saaledes, at den, de skulde vende deres Vaaben imod, var Bladet, som troskyldig var blevet staaende paa Fredericiaskansen og til det sidste havde blæst sit Avancer mod en Trediedel af de folkevalgte Landstingsmandater i den Tro, at det stadig havde hele den stolte Fredericiakreds i Ryggen? Og er det til at undres over, at Trompeteren, som Svar paa dette uventede Angreb i Ryggen smed Trompeten fra sig, og bad D. K. finde sig en anden Forblæser? Ak, hvormeget kunde ikke have set anderledes ud, om der havde været en Time endnu tilovers til at finde det forløsende Ord om, hvorledes D. K. skal gøre Valgretten frugtbringende for Kvindesagen uden at fornærme de politiske Partier; eller til at lære Tillidsmændene, hvem i Himlens Navn de skal skærpe deres Vaaben mod, naar det ikke skal være Indehaverne af de af Kvindesagen eftertragtede Goder.
Og tænk, hvilket Udbytte Kredsene kunde have faaet af Punkt XII, om der var givet dette Punkt endnu en Time. Hvilken gensidig Befrugtning og Udveksling af Idér, der kunde have fundet Sted, Hvor befriende vilde det ikke have været at hjælpe hinanden med at rodfæste Kvindesagen i store praktiske Foretagender. Som en stor, ensom Fugl sejlede nu Indlederens stolte Centralhus for enlig stillede, selverhvervende Kvinder hen over Forsamlingens Hoveder, som en beskeden enlig Svale gjorde Lyngbykredsens Fabrikshjem den Følge. Hvem fik Tid til at dreje Hovedet og kigge efter Fuglene? - Kredsene staar ligesaa lidt rustede til Vinterens Arbejde nu som før, og dog ligger der saa mange Opgaver at tage op rundt om, og vi trænger alle sammen til at tages i Arbejde, hvis ikke Kvindesagen skal opslide sig selv paa Spørgsmaal, som ikke er en Pibe Tobak værd.
Nej, det næste Fællesmøde maa byde paa mindst to ubeskaarne Arbejdsdage, ellers gaar for meget i Stykker.
Men disse Indvendinger skal ikke kaste Skygger over Mødet. Vi tæller kun Solskinstimerne. - Og bredt og lysende falder Solstriben ind over Forsamlingen, da vor kære, ukuelige Formand fortæller om Billedet af Valgretsforkæmperne, der skal ophænges paa Væggen i den nye Rigsdagsbygning og appellerer til Tillidsmændenes kendte Offervillighed, som heller ikke fornægter sig, men paa Stedet indbringer 145 Kr. til Dækning af Udgifterne.
Vækkende og varmende skinner Solen, da Forsamlingen vedtager, at indgive et Andragende til Regering og Rigsdag om Nedsættelse af en Kommission til Ændring af Plejetilsynslovene; og da Landstingsmand Steincke taler om, hvorledes Staten bør lette Forsørgerpligten, da tænder Solen Gnister i de mange Kvindehjærter, og de forstaar, at her slaas en ny Port op for kvindelig Virketrang og Skaberevne.
Anden Dags Eftermiddag drog Medlemmerne for en mere kraftig end blid Bør over Pontonbroen til Nørresundby, hvor den stedlige Kreds havde indbudt til Kaffebord, Og hvor derefter Damerne Arenholt og Lemche talte henholdsvis om Dansk Kvindesamfunds Opgaver i Fremtiden og om Begrebet politisk Modenhed. - Kredsens gamle Formand, Marie Hasselbach, var tilstede og hyldedes med Begejstring.
Med Fællesspisningen i Haandværkerforeningens Sal sluttedes det egentlige Fællesmøde, og alle Dissonanser syntes under disse Timers glade Samvær opløste i den skønneste Harmoni. Aalborgkredsens Styrelse kunde med Rette indskrive Fællesmødet 1918 som en Sejr i Kredsens Historie.
Men Mødet havde et Efterspil, som ikke blot talte nogle enkelte Soltimer, men en hel Soldag, Valdemarsdagen.
D. K.s gamle, trofaste Kampfælle, Aalborgkredsens tidligere Formand, Bartholine Jørgensen, havde indbudt til en Udflugt med Løkken som Maal. Hun havde stillet et Ekstratog til Disposition for Medlemmerne med fri Befordring frem og tilbage og indbudt dem til Middag paa Badehotellet. Paa den elskværdigste Maade havde hun og Løkkenkredsen delt Værtspligterne mellem sig. Kredsens Styrelse med Formanden, Johanne Christiansen, i Spidsen gav Deltagerne en festlig Modtagelse med Æreport og Musik. I Procession med D. K.s Banner i Spidsen drog man til Hotellet, hvor Kredsen gav Frokost. Senere lod Løkkens Fiskere til Ære for Gæsterne Redningsbaaden trække ned til Stranden og staa til Havs til Tonerne af „Vift stolt paa Kodans Bølge”, hvorefter Raketapparatet med Røg og Knald kløvede Luften og sendte Redningstovet, Gud ved i hvor mange Meters Længde, ud til en fingeret Skude i Nød. - Efter at de mange Gæster, som skulde Syd paa, var draget bort, samledes de Vendelboer og Thyboer til et Møde i Klitten, hvor G. Lemche talte om Dronning Margrethe, „den sidste „Valdemar” paa Danmarks Trone.”
Og saa faldt der Stilhed over Stranden, hvor endnu Sporene stod i det fugtige Sand af de mange Fødder fra alle Landets Egne, som nu havde søgt hver tilbage til sit, og Slottet med de gyldne Skjolde forsvandt i Søens Purpurskød. Men i Stilheden begyndte ængstende Røster at tale til den, som blev tilbage, og alle spurgte de: „Vil disse mange Fødder, som nu gik hver sin Vej, finde sammen igen paa en anden Strand, naar Aar og Dag er gaaet? Og hvis de mødes igen, vil de da finde Kvindesagen ligesaa uforvansket og lødig, som de forlod den her?”
