« Tilbage til søgeresultaterne
(Fortsættes)
Beretning fra D.K.s Fællesmøde den 13. og 14. Juni 1918
D. K.s 25. Fællesmøde afholdtes i Aalborg Haandværkerforenings smukke Festsal, der straks gjorde sig yndet ved dens gode Lydforhold.
Om Morgenen den 13. samledes i H. t. Distriktslovene først Distriktsstyrelserne og siden de mødte Tillidsmænd fra hvert Distrikt til et Møde. Ogsaa her viste Aalborg By, hvor store Forhold den er vant til at tumle. Uden synderlig Vanskelighed skaffedes der i en Bygning 8 af hinanden uafhængige Rum, hvori de 8 Distrikter kunde mødes.
Kl. l begyndte det egentlige Fællesmøde, som aabnedes af Formanden med følgende Ord:
Det er i Aar to Aar siden, at D. K. holdt sit smukke og vellykkede Fællesmøde i Aarhus, og denne forfærdelige Verdenskrig, der ikke alene dræber Menneskene paa Valpladsen men tillige i de nevtrale Lande kuer Fremdrift og Virkelyst i Menneskene og lærer dem i hidtil ukendt Grad at resignere og vente - den vedvarer endnu, grummere og sørgeligere end nogensinde.
I Fjor havde Aalborgkredsen indbudt D. K. til Fællesmøde, men maatte sende Afbud paa Grund af alle Vanskelighederne med Ernæringskort, Belysning o. s. v. Skønt Vanskelighederne langt fra at blive mindre er bleven større, ligger det vel i, at man har vænnet sig mere til dem, naar Aalborg-Kredsen alligevel til vor store Beundring og Glæde i Aar har genoptaget sin Indbydelse. Vi kommer alle med inderlig Glæde! Vi trænger til at være sammen i disse trange Tider! Det, som maa styrke os og give os Mod, er, at der herhjemme i Danmark er det Lyspunkt, at Grundloven endelig er „kommen ud af Sølvskrinet”, at danske Kvinder har gaaet til Valg som Mændenes Ligestillede, og at der nu sidder Kvinder i den danske Rigsdag!
Det er derfor med den største Glæde at jeg byder alle D. K.s kære Tillidsmænd fra hele Danmark hjærtelig Velkommen, og udtaler Haabet om, at dette maa blive et udmærket og betydningsfuldt Møde! Velkommen!
Derefter sang man Bannersangen. Banneret var opstillet paa den i Salen værende Scene og indrammedes som sædvanlig af en Bannervagt, der bestod af fire af de 12 unge Aalborg- og Nørresundby-Piger, som beredvilligt havde stillet sig til Mødets Tjeneste som Marskaller.
Derefter bød Aalborg-Kredsens Formand, Petrea Holt, hjærtelig Velkommen: „Det er det første Fællesmøde, D. K. afholder efter Grundlovens Ikrafttræden. Velkommen til Tillidsmændene, velkommen til Fællesstyrelsen og ikke mindst Velkommen til Fællesstyrelsens Formand, fordi De kære, Fru Stampe-Feddersen, aldrig lader os kalde forgæves. Tak for det store Arbejde De igennem de mange Aar har udført for os.”
Til Ordstyrer valgtes Byraadsmedlem i Aalborg, Kristine Jensen-Storck.
Som Protokolførere fungerede Agnes Elgstrøm og Johanne Jensen, København.
Navneopraabet foretoges af Th. Daugaard. Der var mødt ca. 295 Deltagere, og Mødet var det største Fællesmøde D. K. nogensinde har holdt. Derefter aflagde
Formanden følgende Beretning:
Naar man skal aflægge Beretning for 2 Aar, saa er det næsten umuligt at gaa saa meget i Enkeltheder, da det vilde blive altfor langtrukkent. De har jo ogsaa alle kunnet følge D. K.s Færd i „Kvinden og Samfundet”, og ved Formandsmødet i Januar 1917 gjorde jeg Rede for, hvad vi havde foretaget os i 1916.
Jeg vil derfor kun forsøge at give et ganske kort Overblik over disse to Aars Hovedbegivenheder, siden vi i Juni 1916 var samlede til Fællesmøde i Aarhus.
Den største Begivenhed i 1916 var, at Kronen blev sat paa det Værk, vi lagde Grunden til ved det nordiske Kvindesagsmøde i København i Juni 1914. Kvinderne i Stockholm indbød nemlig til et nordisk Kvindesagsmøde i November 1916, og der stiftedes „Nordiske Kvindesagsforeningers Samorganisation”, bestaaende af Kvindesagsorganisationer i de 5 nordiske Riger: Danmark, Island, Norge, Sverige og Finland, og Vedtægterne blev fastslaaede. Det bestemtes i disse Vedtægter, at et nordisk Fællesmøde skulde afholdes mindst hvert tredje Aar, dog vilde vi helst mødes hvert andet Aar. Der forelaa ogsaa Indbydelse til 1918 fra Finland, men de sørgelige Forhold i dette Land har umuliggjort et Møde deroppe. D. K. og Danske Kvinders Nationalraad har valgt en Komité, som har faaet Navnet „Nordisk Kvindesagsnævn” til at vedligeholde Forbindelsen mellem de nordiske Lande, og denne har heller ikke været brudt. Men et Arbejde, som Kvindesagsnævnet begyndte for at bringe det nødlidende Finland Hjælp, maatte afbrydes paa Grund af Forholdene.
En Opgave, som den nordiske Kvindesagsforeningers Samorganisation paa Mødet i Stockholm 1916 besluttede at tage op, efter at Forslag derom var udgaaet fra Kvindeforeninger i Frankrig, var at undersøge Forskellen i den Løn, der i de forskellige Lande blev betalt til Mænd og Kvinder for samme Arbejde, særlig med Tanken paa Forholdene efter Krigen, hvor Kvindernes Løn sikkert vilde blive trykket meget ned.
D. K. ansøgte Staten om et Tilskud til dette Arbejde og havde den Glæde at modtage 600 Kr., og er nu med Hjælp af Statistisk Bureau ved at foretage denne Undersøgelse.
I de svenske Kvinders haarde Kamp for Valgretten har Kvindesagsnævnet sendt dem Sympatitelegrammer. Og Vedtagelsen af de islandske Kvinders Valgret og Valgbarhed blev i D. K. fejret ved en lille Festlighed. Det er vort Haab, at Kvindesagen ligesom alle andre Sager herhjemme mere maa komme til at staa i det nordiske Samarbejdes Tegn og derigennem vokse sig stærkere og med større Udsyn.
I Aaret 1917 har to af D. K.s Veteraner fyldt den høje Alder af 80 Aar. Vor elskede Æresformand, Jutta Bojsen-Møller, fyldte d. 17. Marts 80 Aar og blev paa det smukkeste hædret af D. K. ved Festligheder, som har været omtalt i ,,Kv. og Samf.” Der var i alle Kredsene samlet ind til et Legat, som skulde bære hendes Navn, og der kom den smukke Sum af 5000 Kr. ind, som hun selv øgede med et Tusind, og som senere er bleven øget ved yderligere Bidrag fra Kredsene. Legatet skal bære Jutta Bojsen-Møllens Navn og uddeles af hende, saa længe hun lever, derefter af D. K.s Fællesstyrelse. Lægger vi dertil, at i September 1916 tilfaldt Ludvig Triers Legat paa omkring 14,000 Kr. D. K., saa øges dog lidt efter lidt den Legatsum, som D. K. kan uddele Renten af, selv om vi har meget langt igen, inden vi naar den stolte Sum, Fredrika Bremer-Forbundet i Sverige uddeler Renten af, nemlig 700,000 Kr. Det vilde være i høj Grad ønskeligt, om mange barnløse Kvinder, vilde testamentere sin Formue til Legater til Fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed. Forholdene fører med sig, at flere og flere Kvinder ikke gifter sig, men selv maa bryde sig en Vej i Livet. Den selverhvervende Kvindes Vej er ofte haard, og barnløse Kvinder kan ikke anvende sin Formue smukkere end ved at hjælpe disse Kvinder i Kampen.
Den anden af D. K.s Veteraner var Frederik Bajer, som den 21. April 1917 fyldte 80 Aar. Han og hans Hustru glædede D. K. ved en smuk Gave paa 500 Kr., og D. K. takkede dem derfor dels ved en Skrivelse dels ved, at en Deputation med Blomster bragte dem begge en varm Tak. De 500 Kr. blev holdt udenfor Regnskabet for at anvendes ved en given Lejlighed, og vi skal senere høre, hvorledes de blev anvendte paa den bedste Maade.
Det er jo rimeligt, at disse ulyksalige Dyrtider føles stærkt i et Samfund som D. K., hvor Aarsbidraget veksler fra 2 til 3 Kr. om Aaret, og hvert Medlem for disse 2 á 3 Kr. faar et Medlemsblad hver 14. Dag. Der har ofte været Tale om at sætte Aarsbidraget op, men da vi saa umaadelig gerne vil have, at Samfundet skal omfatte alle, ogsaa de mindre velstillede, har vi ikke villet ty til denne Udvej. Saa fik nogle varmhjertede menige Medlemmer den Tanke at indsamle en aarlig Sum blandt dem, der havde Raad til at give den, idet de fik 300 Medlemmer til at love, at saalænge de samstemmede med D. K., hvert Aar udover sit Aarsbidrag at give 10 Kr. Det blev saaledes en Sum paa 3000 Kr., som deltes lige mellem D. K.s Fælleskasse og „Kv. og Samf.” De gav den Navnet Garantsummen og den overraktes D. K. af Udvalgets Formand, Elise Bjerre, ved et festligt Møde den 15. December 1917. Jeg vil ikke skjule for Dem, hvad De ogsaa vil faa at se ved Regnskabets Aflæggelse, af baade D. K. og „Kv. og Samf.” desværre stadig arbejder med Underskud - men hvor kan man faa andet end Underskud i disse Tider Men D. K. er inderlig taknemlig over denne store, rundhaandede Hjælp og føler sig tryg ved at kunne regne paa den som aarlig Hjælp!
Som De véd, har D. K. altid arbejdet for at højne Hustruens Arbejde i Hjemmet og skaffe det den Anerkendelse og Agtelse, som det saa fuldt ud fortjener. Hvorfor skal den Kvinde, der ofrer Tid, Tanker, Kræfter og ofte Helbred i sit Hjems Tjeneste, ikke have den samme Hjælp til at lære dette Arbejde som den Mand, der dyrker Marken, faar til at uddanne sig til sin Gerning? Krigen har lært os, hvor stor Betydning det har, at Hjemmene styres godt og sparsommeligt, og D. K. mente derfor, at Øjeblikket var kommet til at ansøge om, at der ved Landbohøjskolen, hvor der gives Mændene teoretisk Undervisning i Landbrug, tillige blev givet. Kvinder teoretisk Undervisning i Husholdning, og vi indgav et Andragende derom. Det kunde imidlertid ikke ordnes nu paa Grund af for ringe Plads paa Landbohøjskolen, men Tanken blev modtaget med megen Forstaaelse. - D. K. indgav derefter, ligesom Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder, et Andragende om, at hele Spørgsmaalet maatte blive taget op til Overvejelse i en Kommission. Denne Kommission er nedsat og som D. K.s Repræsentant har Fællesstyrelsen valgt Johanne Andersen, der sikkert vil røgte sit Hverv paa bedste Maade.
Vore praktiske Kursus har i Aar gaaet sin vante Gang. Der har været afholdt 22 Sykursus, 20 Nedsaltningskursus og 22 Indkøbskursus.
Paa et andet Punkt har D. K. ogsaa arbejdet for at faa Kvinderne repræsenteret i en af Statens Kommissioner. Juni 1917 indgav vi et Andragende om, at der maatte blive valgt en Kvinde ind i en af Staten nedsat Kommission, nemlig Lønkommissionen, hvor Kvinderne jo i højeste Grad har Interesser at varetage. Staten valgte ogsaa Lærerinde Thora Pedersen her fra Aalborg, og vi er overbeviste om, at hun paa bedste Maade vil varetage Kvindernes Interesser.
D. K. har Gang paa Gang, Aar efter Aar, indgivet Andragende om, at der maatte blive oprettet et Statsseminarium for Kvinder, da alle Statens Seminarier kun var for Mænd. Endelig nu i 1918 har Staten imødekommet vort Ønske, og der bliver nu oprettet et Statsseminarium for Kvinder ovre i Ribe, og vi har jo netop i disse Dage set, at der som Forstanderinde paa dette Seminarium er bleven ansat en Kvinde. Ogsaa om denne Sag har D. K. søgt Ministeriet. Det er i og for sig det eneste naturlige, at det bliver en Kvinde, da der kun kommer Kvinder paa Seminariet, og i Natalia Zahles Fædreland vil vel ingen driste sig til at sige, at Kvinder ikke sidder inde med Evner til at styre og lede! Og saa er der endnu en Grund. Da Kvinder ikke kunde komme ind paa noget af Statens Seminarier, oprettede Kvinder flere Steder private Seminarier, hvor Kvinder kunde faa sin Uddannelse, selv om den maatte blive dyrere end Statens. Disse Seminarier vil nu næppe kunde staa sig i Længden med Staten som Konkurrent, og hvad er da naturligere end at Staten som en Anerkendelse af Kvindernes store Arbejde for denne Sag vælger en Kvinde til at staa i Spidsen for Kvindeseminariet?
Endelig oprandt den store Dag, da Grundloven af 1915, som gav Kvinder lige Valgret og Valgbarhed med Mænd, skulde træde i Kraft. Det var et stort Øjeblik for Kvinderne, og D. K. satte store Kræfter ind paa, at der kunde blive valgt Kvinder ind i Rigsdagen og paa, at Rigsdagsmændene kunde komme til at forstaa, hvilke der er de mest uafviselige Krav, som Kvinderne maa stille, for at de kan blive nogenlunde retslig ligestillede med Mændene. D. K. har med megen Omhu udarbejdet 12 Interpellationer, som er forelagt paa flere Fællesstyrelses- og to Formandsmøder og vedtaget alle Steder. Interpellationerne gik ud paa Spørgsmaalene om Hustruens økonomiske Selvstændighed, - hendes Myndighed over de fælles ægtefødte Børn, - hendes Ret til fremtidig at beskattes af sin egen Indkomst, uafhængig af Manden. Gift Kvindes Ret til at løse Næringsbevis, - gift Kvindes Indfødsret, gift Kvindes Adgang til de af Staten oprettede Husmandsbrug. Kvinders Adgang til Embeder og Stillinger, Kvinders Adgang til at blive Medlemmer af Skolekommissioner uden nogen Indskrænkning. Princippet „Lige Løn for lige Arbejde” indført i Stat og Kommune. Oprettelsen af en Husholdningshøjskole i København. - En forbedret Børnelovgivning og endelig Oprettelsen af Kriminalasyler.
Tingmandsemnerne er i alle Valgkredse og ved ca. 200 Vælgermøder blevne adspurgte, om de i den nye Rigsdag vilde arbejde for disse Kravs Gennemførelse, og Interpellationerne er tillige blevne stillede dem alle skriftlig. For de skriftlige Svar er der gjort Rede i „Kv. og Samf.”
D. K. opfordrede ved en Skrivelse alle Partiernes Hovedstyrelser til at opstille Kvinder til Folketingsvalget men den 22. April blev en stor Skuffelse for Kvinderne. Folketingsmændenes Antal var øget med 26, nemlig fra 114 til 140, for at det store Tilskud af Vælgere kunde blive repræsenteret. Kvinderne udgør Flertallet af de nye tilkommende Vælgere, men ikke desmindre blev af 140 Folketingsmænd kun 4 Kvinder, og af dem havde det ene Parti ingen sendt ind.
Efterat der var opstillet Folketingskandidater i en stor Del af Kredsene, og det ikke lod til, at Partierne vilde tage synderlig Hensyn til Kvinderne, besluttede D. K. sig til at sammenkalde et overordentlig Fællesmøde i Fredericia den 17. Februar og foreslaa Tillidsmændene, at D. K. skulde nedsætte et Udvalg i hver Landstingskreds, som skulde virke hen til, at der blev valgt mange kvindelige Valgmænd, og at disse igen vilde virke for, at der kom mange Kvinder ind i Landstinget. Samtidig med dette overordentlige Fællesmøde lod D. K. afholde et fingeret Landstingsvalg. Fællesmødet og det fingerede Valg blev holdt i Købestævnets smukke Bygning, Vejret var straalende og der var Fest og Forhaabning over det. Her fik Frederik Bajers og Hustrus 500 Kr. en udmærket Anvendelse, og baade Fællesstyrelsens Medlemmer og menige Medlemmer hjalp ved sine Pengebidrag til, at dette vigtige Møde kunde afholdes.
Samtidig med at Udvalgene i Landstingskredsene arbejdede paa at faa Kvinder valgt til Valgmænd, lod Fællesstyrelsen en Skrivelse udgaa til dem af sine Medlemmer, som de vidste tilhørte bestemte Partier, med Forespørgsel, om de vilde være villige til at lade sig opstille som sit Partis Tingmandsemne til Landstingsvalg, og Navnene paa de af disse Kvinder, som havde svaret ja, blev saa indsendte til Partiernes Hovedstyrelser. D. K. mente dels, at naar man blot i al Almindelighed bad Partierne om at sætte Kvinder ind i Landstinget og ikke anbefalede nogle Kvinder, som villige til at gaa derind, saa kunde Partierne med Rette sige, at de kendte ingen Kvinder, der var villige; dels at det gjalt om at finde Kvinder, som foruden at være sikre Partigængere, tillige havde Evne og Vilje til at varetage Kvindernes Interesser. - Det var et overordentlig stort Arbejde, D. K. ved denne Lejlighed udførte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at det ikke har været helt uden Indflydelse paa Sagens Udfald, men en Indflydelse, der stod i Forhold til de bragte Ofre, har det dog ikke haft. Landstingsvalget den 11. Maj gav af 72 Pladser de 5 til Kvinder. Havde det været nogle af de Kvinder, som vi selv havde anbefalet, og om hvem vi vidste, at de foruden at være interesserede i sit Partis Standpunkter, tillige var interesserede i Løsningen af Kvindespørgsmaalet, vilde vi have været gladere. Dog de tre har paa forskellig Vis været knyttede til D. K., og vi er visse paa, at de ikke vil svigte Kvindernes Interesser nu, de er komne ind i Rigsdagen, de to kender vi ikke kvindesaglig set.
Hvem bærer nu Skylden for dette Udfald, Partiledelserne eller Kvinderne selv? De maa vel dele Skylden, men det er Kvinderne, vi maa henvende os til. De maa altfor meget have ladet sig bruge til at stemme for Partierne uden at sørge for, at deres egne Interesser blev repræsenterede igennem dem, Partierne opstillede.
Naar jeg saa, hvor mange Repræsentanter Afholdsfolket der jo ligesom D. K. ikke er et partipolitisk Samfund, havde sat ind i Rigsdagen, medens Kvindesagen ikke fik en eneste erklæret Repræsentant, saa voldte det mig baade Sorg og Skam. Har Kvinderne da ikke den samme glødende Tro paa sin Sags Storhed og Sandhed som Afholdsfolkene? Mange Kvinder har sagt: „Nu har vi naaet Maalet - Kvindernes Valgret - saa er D. K.s Saga ude”, og jeg véd dem, der har meldt sig ud af D. K., fordi de mente, at Maalet var naaet. Har de da slet ikke forstaaet at Valgretten er kun Midlet, ikke Maalet? Kvindens fuldkomne retslige Ligestilling - ikke Lighed - med Manden i hele Samfundslivet er Maalet, intet ringere! For det maa der kæmpes, netop nu begynder D. K.s største Arbejde, nu, da vi har faaet det virksomste Middel i Hænde. Men vi maa have en Hær af maalbevidste Kvinder bag os. Det uhyre store Arbejde ligger for D. K. i de 4 Aar, der vil gaa inden næste Tingvalg: at vække stadig flere og flere Kvinder, aabne deres Øjne for vor Sags Storhed og organisere dem, saa at de kræver af de politiske Partier at blive respekterede og faa sine Kvindeinteresser repræsenterede i den næste Rigsdag, der skal vælges. Til dette store Arbejde haaber jeg, at alle vi Kvinder her i Aalborg vil gaa frem i sluttet Trop!
Jeg har nu dvælet ved, hvorledes det første Valg efter den nye Grundlov ser ud fra et dansk Kvindesynspunkt. Men ser vi videre ud over Verden, saa maa vi alligevel være glade over at have faaet 9 Kvinder ind i dem nye Rigsdag! Hvad fik Norge - en Kvinde, som rykkede ind fra en Suppleantplads! Og de svenske ypperlige Kvinder, hvilken Tort har de ikke maattet lide ved at se første Kammer forkaste Kongens (Regeringens) Forslag om Valgret for Kvinder! Hollands Kvinder blev kun valgbare, fik ingen Valgret; i England fik kun de 30-aarige Kvinder Valgret, saa karrige var Mændene dér. Nej, ser vi ud over hele Europa, maa vi indrømme, at de danske Lovgivere har givet os et godt Vaaben i Hænde. Nu gælder det kun om at slibe og skærpe vore Vaaben og „lære at bruge dem godt”.
Og vi maa huske paa, at set i Belysning af, hvad der sker ude i den store Verden, er 9 Kvinder i den første Rigsdag, hvor Kvinderne havde Valgret, dog ikke saa lidt. Og véd vi end endnu saare lidet om de fleste af de 9 kvindelige Tingmænds Forstaaelse for Kvindernes Sag, de er dog Kvinder, føler og tænker som Kvinder, og naar de kommer rigtig ind i Arbejdet er der ingen, der véd, hvad de kan udvikle sig til. Derfor byder D. K. dem alle hjærtelig Velkommen i Tingene!
D. K. har i de sidste Aar arbejdet under Distriktsordningen, og hvor der har været en Kvinde, der har haft Tid og Kræfter til at ofre Kvindesagen det Arbejde, som kræves, har denne Ordning virket godt.
Der er i de sidste 2 Aar udgaaet 10 Kredse og stiftet 9, nemlig: Grindsted, V. Nebel, Hellerup, Give, Jetsmark, Randbøl, Saltum, Stubbekøbing (genopstaaet) og Holte, medens 5-6 til er under Dannelse. D. K. tæller 132 Kredse med ca. 10,000 Medlemmer.
Lad os haabe, at Kvindesagens store Betydning mere og mere maa gaa op for Kvinderne, saa flere og flere maa slutte sig sammen i Kredse, og at vi maa føle, at „vi gaar frem, naar vi kønt holder Trit”.
Birgitte Berg Nielsen minder om, at D. K. holder et Slags 25 Aars Jubilæum, idet det er 25 Aar siden vi holdt vort første Fællesmøde i Aarhus. De fleste af dem, der var tilstede den Gang, er gaaet ud af Arbejdet, man bliver hurtig opslidt i D. K.s Tjeneste. Den første Formand for Fællesstyrelsen var Taleren og blandt de første Fællesstyrelsesmedlemmer var Marie Hasselback, Nr. Sundby, Frida Schmidt, Odense, Anna Laursen, Aarhus, og Svend Høgsbro. Taleren bringer paa de gamles Vegne en Hilsen til Fællesstyrelsen. Det er nu saaledes, at kun l pCt. kvindelige Vælgere staar indenfor D. K.s Rammer og de 99 udenfor. Vil haabe, at dette Forhold snart vil blive det modsatte.
A. Stampe-Feddersen bringer fra hele D. K. en varm Tak til de 3 tilstedeværende trofaste Medlemmer (Marie Hasselbach, Frida Schmidt og Birgitte Berg-Nielsen).
Punkt 4: Billede af Valgretsforkæmpere til Ophængning i Rigsdagsbygningen. Dette Spørgsmaal fremlagdes af Formanden, Astrid Stampe-Feddersen med følgende Ord:
Det er vist gaaet mange af Fortidens Kvinder, som det har gaaet mig:
Naar jeg gik ind i Rigsdagen for at tale med nogle af Tingmændene om at støtte en eller anden af D. K.s Sager, saa tænkte jeg ofte: „Vil du nogensinde opleve at komme paa Tinge paa anden Maade end med et Andragende til de mandlige Lovgivere?” Nu har jeg oplevet den Dag, da jeg saa Kvinder gaa ind ad Rigsdagens Porte med oprejst Pande som Mændenes Ligestillede, og jeg er glad over, at dette kom, inden jeg havde lukket mine Øjne. Mange er de Kvinder og Mænd, som gennem sit Arbejde har forberedt det, der nu er sket, men som nu ikke længer er i de levendes Tal.
D. K. synes, at Rigsdagen bør gemme et varigt Minde om disse Kvinder og Mænd, og paa Formandsmødet i Aar enedes vi om, at der skulde laves et Billede af de Kvinder og Mænd, som i sidste Halvdel af det 19. Hundredaar gennem D. K. har virket for Kvindesagen, og D. K. har af Landstingets og Folketingets Formænd modtaget Tilsagn om, at Billedet vil blive ophængt paa et synligt Sted i Tinget. De allerførste som Mathilde Fibiger og Pauline Worm, arbejdede jo ikke strengt taget for Kvindernes Valgret, men bag hele deres Arbejde laa Kravet om fulde Menneskerettigheder for Kvinderne, og D. K. har altid arbejdet for den politiske Valgret, selv om det i Førstningen maatte udtrykke Kravet i saa forsigtige Udtryk som „at forbedre Kvindens Stilling i Familie, Samfund og Stat”.
Billedet vil komme til at bestaa af Medailloner i Kulfotografi saavidt mulig med egenhændig Underskrift, og Hoffotograf Julie Laurberg har paataget sig at udføre det, og Kunstneren Erik Struckmann vil tage sig af Rammen og den kunstneriske Udsmykkelse.
De Mænd og Kvinder, som vil findes paa Billedet, bliver: 1) Mathilde Fibiger, 2) Pauline Worm, 3) -4) Fredrik og Mathilde Bajer, 5) Caroline Testmann, 6) Charlotte Klein, 7) Marie Rovsing, 8) Severine Casse, 9) Astrid Stampe-Feddersen,
10) Ida Falbe-Hansen, 11) Svend Høgsbro, 12) Emil Elberling, 13) Kirstine Frederiksen, 14) Elisabeth Grundtvig, 15) Birgitte Berg-Nielsen, 16) Anne Bruun, 17) Jutta Bojsen-Møller.
Under Billedet vil følgende Ord komme til at staa:
Ved et maalbevidst Arbejde i Dansk Kvindesamfund for at „forbedre Kvindens Stilling i Familje, Samfund og Stat” brød disse Kvinder og Mænd i sidste Halvdel af det nittende Hundredaar Vejen for Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed.
Vi - det nittende Hundredaars Kvinder - ser med Vemod, at ingen af det tyvende Hundredaars Kvinder, der har fortsat vort Arbejde, er iblandt de første Kvinder, som indtager Pladsen i Tingets Sale, og jeg slutter mig til, hvad et menigt Medlem af D. K. skrev i et Brev, jeg lige har modtaget: „jeg synes, at adskillige af de Kvinder, som hele sit Liv har arbejdet paa at forbedre Kvindens Kaar, skulde være iblandt de første”. De blev det nu ikke; men D. K. er glad ved at kunne hædre de første Vejbrydere ved at give Rigsdagen et synligt Minde om dem, et Minde, som til sene Slægter kan fortælle lidt om det haarde Arbejde, de maatte udføre for at bryde Vejen, hvor der dengang ingen Vej var.
Forslaget vedtoges med Akklamation og et Bidrag paa 145 Kr. indsamledes i den paafølgende Pause.
Punkt 5: Forslag til Andragende om Ændring i Loven om Tilsyn med Plejebørn.
Følgende Forslag oplæstes og motiveredes af Formanden for D. K.s Udvalg ang. Børneforsorg, G. Lemche:
Dansk Kvindesamfund tillader sig herved at andrage den højtærede Regering om, at Loven om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts 1895 i en nær Fremtid maa blive taget op til Gennemsyn i en Kommission, som maa have Bemyndigelse til eventuelt ogsaa at tage andre af vore Børnelove op til samtidig Behandling; og vi anmoder ærbødigst om, at Dansk Kvindesamfund maa blive repræsenteret i en saadan Kommission.
Dansk Kvindesamfund, som har udført et aarelangt Arbejde til Forbedring af Børns Kaar og bidraget sit til Fremkomsten af Lovene af 27. Maj 1908 og 1. April 1914, har sammen med Danske Kvinders Nationalraad nedsat et Fællesudvalg, som stadig arbejder med Børnenes Sag for Øje.
Dette Udvalg har gennem indhentede Beretninger fra vore mange Kredsafdelinger Landet over bragt i Erfaring, at vore Plejebørnsforhold mange Steder langt fra er saa betryggende, som Lov om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts 1895 tilsigtede at gøre dem, og det ret betydelige Materiale, som er stillet til vor Raadighed gennem vore Kredsstyrelser, har givet os det Indtryk, at de paaklagede Mangler for en stor Del maa tilskrives det nuværende kommunale Tilsyn, som næsten overalt er overdraget frivillige tilsynsførende, der ofte hverken har tilstrækkelig Tid eller tilstrækkelig Indsigt til at foretage Tilsynet saa stadigt og saa fyldestgørende som nødvendigt er, og hvis Arbejde desuden savner Tilstedeværelsen af en sagkyndig, kontrollerende Myndighed, som den Plejebørnstilsynet er undergivet i København og enkelte større Provinsbyer.
Vi tillader os i denne Forbindelse at betone det ønskelige i, at Tilsynet med Plejebørn udenfor København, hvad enten det er lønnet eller frivilligt, lægges ind under Embedslægerne, som jo allerede iflg. Lov Nr. 82 af 21de April 1914 § 5 (jfr. Instruks for Kredslæger af 31. Marts 1915 § 11) skal føre Tilsyn med Plejehjemmene.
Den for Tiden herskende Mangel paa Plejehjem, som nødvendig maa fremkalde en Nedgang i Hjemmenes Kvalitet, gør det i høj Grad ønskeligt, at denne Sag snarest tages op til Behandling.
Forslaget vedtoges enstemmigt.
Derefter hævedes det offentlige Forhandlingsmøde og efter en Pause paa ca. ¼ Time paabegyndtes.
Forretningsmødet,
hvis første Punkt var Regnskabets Aflæggelse.
Kassereren, Marie Illum, læste Regnskabet op, saaledes som det har været offentliggjort i „Kv. og Samf.” Nr. 10. Det balancerer med 17,481 Kr. 47 Øre.
Camilla Nielsen forspørger, om der findes et særligt Regnskab for Udgifterne til „Kv. og Samf.”? Kassereren svarede, at fremtidig vil Bladet og Fælleskassens Regnskab fremgaa hver for sig. Der findes et særligt Regnskab for Bladet, som her paa Mødet lægges til Medlemmernes Eftersyn.
Vilhelmine Willingshøj, Slagelse, ønsker Regnskabet oplæst. Dette sker. Det balancerer med 11,701 Kr. 58 Øre.
Da ingen har Indvendinger at gøre til Regnskaberne, godkendtes disse enstemmigt.
Punkt 7: Valgstyrelsen vælges.
Fællesstyrelsen, der udpeger en af de 3 Medlemmer af Valgstyrelsen har valgt Th. Daugaard. Forsamlingen foreslaar Elna Als, Aalborg, og Mette Agerholm, Thisted, samt Petrine Jensen, Viby. Ved Haandsoprækning vælges Elna Als; da Stemmerne ved de to andre staar lige, vælges ved Lodtrækning Petrine Jensen.
Punkt 8: Hvorledes skal D. K. i Fremtiden gøre Kvinde-Valgretten frugtbringende for Kvindesagen.
Lisa Petersen, Næstved, Medlem af Fællesstyrelsen og Formand for det sjællandske Distrikt indleder som følger:
Det Spørgsmaal, som jeg absolut synes, vi maa have Klarhed over her i Dag, er dette: Mener vore Medlemmer rundtom fra, at D. K.s Fremgangsmaade nu forud for Valgene har været rigtig, og mener de, at en lignende Fremgangsmaade bør benyttes i Fremtiden.
Hulda Pedersens Forslag, om at arbejde for kvindelige Valgmænd og faa disse til at vælge kvindelige Landstingsmænd indenfor hvert Parti, kom ganske bag paa os. Det var ikke let i en Hast at se Skavankerne ved det, især da vi jo ogsaa alle syntes, at
D. K. skulde røre paa sig.
Nogen klar, kraftig Opsang til Arbejdet blev Fredericiamødet efter min Mening imidlertid ikke, den, der kom med Tvivl i Hjærtet, rejste hjem med Tvivl i Hjærtet. Det forløsende Ord blev ikke sagt. Da Planen om vort Arbejde ved Valgmandsvalgene var lagt, udtalte jeg i Diskussionen: Naaer vi ikke noget denne Gang heller, saa er det vor egen Skyld, vi er nok til at faa Indflydelse, naar vi vil gøre vor Indflydelse gældende, thi den maa vi selvfølgelig gøre gældende paa rette Tid og rette Sted.
G. Lemche protesterede mod Udtalelsen, og her staar vi ved Forskellen paa hendes og min Opfattelse; jeg holder af at lægge Skylden, hvor den efter min Mening ligger hos Kvinderne; hun holder af at lægge den, hvor den efter hendes mening ligger, hos Mændene. Man maa Gang efter Gang med klare Ord vise Kvinderne, at naar det glipper, er det deres egen skyld. Vi burde
ikke have nøjedes med at granske Grundlov og Valglov, vi burde have sikret os Indflydelse ved at gaa gennem Partiorganisationerne. Vi kan mene, det er en daarlig Vej, men der er foreløbig ingen anden.
Organisation gennem gamle eller nye Partier er Vejen.
D. K. gjorde efter min Mening en Fejl, naar det i 1916 udtalte sit „Haster ikke”, da vor Fører, G. Lemche, Gang efter Gang i Tale og Skrift tydelig manede Kvinderne til at holde sig udenfor Partierne. „Det haster ikke!” Dermed gav vi vore Medlemmer en blød Sovepude.
Med Kraft burde man have vist Kvinderne Vejen gennem Partierne og dernæst foreholdt dem, at de intet Øjeblik maatte glemme, at de ogsaa stod som Medlemmer af D. K.
Det er med fuld Ret, at Partiorganisationerne troede, at vort Krav om Valgmændene kun kom fra et Kontor i København, thi de manglede Tegn paa Kvindernes Interesse for dette Krav ude i Landet.
Allerede paa Fællesstyrelsesmødet i Fredericia fremsatte jeg mit Syn paa, at vi ikke officielt burde udpege Kvinder til Landstingsemner. Vi skulde kun være behjælpelig med at finde kvindelige Kandidater og saa skulde vi arbejde for dem under Haanden, se at faa kvindelige Valgmænd til at interessere sig for vore Kandidater og bringe dem i Forslag. Paa den Maade gled Forslaget lettere, end naar det kom til Valgmands-Forsamlingen fra en uvedkommende Forening. Der tales saa meget af dem udenfor Partierne om Partidisciplin, ingen politisk Forening har dog bundet sine Medlemmer saaledes, som vi bandt vore, idet nogle ganske enkelte Kvinder sad og udpegede Kandidater, og de af vore Medlemmer, der var valgt som Valgmænd skulde saa stemme paa dem. Vi maa ikke tage Ansvaret fra vore Medlemmer, vi skal lade dem handle under Frihed. Vi maa ikke optræde som Barnepiger, men vi skal lære vore Medlemmer Organisationens Betydning, vil man naa noget, maa et Mindretal bøje sig for et Flertal. Vor Fællesstyrelse skal vel arbejde, men den skal ikke udrette alt for vore Medlemmer; det er disse, der maa staa som vore Talerør ude omkring. Vi trænger til at faa Diskussionsklubber i alle vore Kredse. Vore Medlemmer maa lære at tage Ordet og fremsætte en Mening, de skal gøre sig gældende, ikke anmassende og ødelæggende, men stilfærdigt, naturligt og roligt.
Vor Arbejdsmark bør gøres langt større. Der maa stiftes flere Kredse og skaffes flere Medlemmer.
Jeg talte sidste Vinter ved mange politiske Møder overvejende om Kvindesagen baade til Mænd og Kvinder. Man kommer til saadant et Møde som Partifælle og bliver modtaget med Tillid, og man naar langt mere end ved et af D. K. arrangeret Møde. Dette kan vore Medlemmer rundt i Landet gøre. De kunde ogsaa gaa ind i Bestyrelserne. Paa den Maade vil Tankegangen lidt efter lidt forandres og efterhaanden kommer vore Krav til at staa som ganske naturlige og selvfølgelige.
Vort ene Talerør er altsaa vore Medlemmer, vort andet Talerør er vort Blad, og det maa som D. K.s Talerør bære vore Meninger frem. Jeg er ikke sikker paa, at de saa absolut har gjort det i de senere Tider. Da Folketingsvalget var overstaaet, og vi gik og var ganske stolt over, at der dog nu sad fire Kvinder i det danske Folketing, kom vort Blad og fortalte os, at det var et Fingerbøl fuld af Retfærdighed, de politiske Partiførere her havde tilmaalt os. Kvinderne havde faaet fire Repræsentanter ind i Folketinget,
D. K. ingen.
Da Landstingsvalget var overstaaet og fem Kvinder var valgt ind, hed det: Slaget var endt med en halv Sejr. Ingen af D. K.s bedste Kræfter var bleven valgt. Julie Arenholt, Karen Johansen, Hulda Pedersen o. s. v. Jeg synes vi er saa ganske ved Siden af det praktiske Liv, ligesom i en Verden for sig, hvor man ikke kan og ikke vil se ud af sine egne Vinduer.
De politiske Partiers Førere har intet med Opstillingen at gøre. Øjeblikket er endnu ikke til, at Partierne tør opstille kvindelige Kandidater i stort Tal.
Formaalet for et Parti er jo dog at samle Stemmer til Partiet, ikke at spilde dem. Hvad vil det sige, at de bedste Kvinder, vi havde at byde, er vraget. Det er dog ganske hen i Vejret. Er Hulda Pedersen f. Eks. vraget i sin Landstingskreds, hvor hendes Parti kun kunde vælge een og valgte en Mand. Havde det valgt Hulda Pedersen, kunde man jo med ligesaa stor Ret sige, at de havde vraget den bedste Mand. Der er sikkert ogsaa Plads for Kvindesagen i de politiske Partier, ligsom for alle andre Sager, naar blot de nødvendige Stemmer er der, og det er dem, vi har manglet.
Jeg siger ikke „Kvindesag for sig, Partipolitik for sig. Nej, jeg siger, Kvindesagen maa ind i Partierne, der mere end noget andet Sted, havde jeg nær sagt, trænger vi til den, og der rykker den ind for hver Gang et af vore dygtige Medlemmer melder sig ind i Partierne.
Allerede efter det første Valg tæller vi nu 9 Kvinder paa Rigsdagen, det viser, at Kvinderne mødes med Tillid og Forstaaelse, og dette giver Jeg i første Række D. K. Æren for. Jeg føler mig i høj Grad repræsenteret af disse 9 Kvinder, og det tror jeg, vi alle vil komme til. Deres Ære vil blive vor Ære, deres Skam vor Skam. De skal berede eller lukke Vejen for det næste Hold. Jeg kender kun faa af de 9, men efter alt at dømme, er det jo dog Kvinder, der kan og vil noget. Jeg tror, vi havde gjort klogt i at byde disse 9 Kvinder velkommen i Arbejdet som Kvindernes Repræsentanter. Mulig havde vi da formaaet at knytte et Baand mellem dem og os, som kunde have faaet Betydning for Fremtiden. Jeg tvivler nemlig ikke om, at de som Kvinder paa Rigsdagen ogsaa vil gøre et Arbejde for Kvinderne. Ved at knytte de 9 Kvinder til os, havde vi ogsaa gjort vor Arbejdsmark større. Vi skal være forsigtige med at sætte dette Skel mellem Kvinder, thi derved gør vi os jo selv mindre. D. K. repræsenterer dog ikke alle Kvinders Interesser. Tør vi uden videre give alle dem, der staar udenfor, et anden Rangs Stempel. Jeg tror ikke vort Blad i disse Tider har dækket D. K.s meninger, saafremt D. K. da er Medlemmerne.
Jeg tror, vort Blad naaede længere og gjorde langt mere Nytte, om det bragte belærende, oplysende Artikler, saa om det ene, saa om det andet Emne. Fra at være et Foreningsblad, skulde det blive et Kvindeblad. Dette kræver Penge, men selv i det nuværende lille Format kunde Bladet allerede rumme en Del. Vore Medlemmer burde længes efter vort Blad. Nu er de ikke helt klare over, hvad vort Blad kan betyde for os; det har aldrig været en morsom Post at være „Kvinden og Samfundet”s Redaktør; den, der kunde gøre alle tilpas, vilde sikkert ikke være meget værd.
Taktik har en daarlig Klang i vore Ører, men Taktik er i Virkeligheden kun godt, det er Læren om, hvordan man ordner sine Tropper. Situationen er ny for D. K. Kvindernes Indflydelse er bleven direkte i Stedet for indirekte. Vor Ære fordrer, at vi maa være vor egen Lykkes Smed. Ønsker vi Kvinder ind, saa lad os gaa den Vej, der ligger aaben for os.
Vor Taktik maa i Fremtiden være den, at benytte de faa Medlemmer, vi har, som Tordenskjolds Soldater. De maa staa samlede om Ledelsen. Generaler uden Hær er intet værd, ligesaa lidt som en Hær uden Ledelse. Medlemmerne maa melde sig ind rundt om i de politiske Organisationer som levende virksomme Mennesker, der vil bruge deres Forstand. Medlemmerne af de politiske Foreninger i en Folketingskreds rykker Folketingskandidaterne helt anderledes ind paa Livet end en Forening, der har sit Hovedsæde i København. Det ligger i vor egen Haand, hvor hurtigt vore Krav, der staar paa alle Partiernes Programmer, skal fremmes. Vi har, i lutter Iver for at faa Kvinder ind, glemt, hvad vi kan udrette som Vælgere. Jeg regner ikke alene med de gamle Partier, men ogsaa muligvis med et nyt Parti, dog ikke et D. K.s Parti foreløbig heller ikke et rent Kvindeparti. Jeg har aldrig troet, og tror nu mindre end nogensinde, at D. K. skal kunne diktere Partierne, hvilke Kvinder vi ønsker ind. Vi vilde jo ikke lytte efter, om Afholdsfolkene stillede Krav til os om at faa en Repræsentant for Afholdssagen ind hos os. Vi maa arbejde efter de Linier, vi bestemmer, ikke efter dem en udenforstaaende Forening trækker op for os. Jeg tror ikke paa et rent Kvindeparti foreløbig. Det maatte vel samle sig om D. K.s Program alene. Men hvorfor skulde saa vi, der slutter os til et Parti, der ogsaa vil Kvindernes Ligestilling, gaa ind under dette snævre Program og derved udelukke os fra Indflydelse paa andre Spørgsmaal, der ogsaa har vor Interesse. Halvdelen af vore Medlemmer ved saa udmærket godt, hvilket Parti, de slutter sig til.
Vi har nu i 50 Aar arbejdet paa at slette Skel mellem Kvinder og Mænd, skulde vi saa nu til selv at sætte Skel. Skulde det lykkes at danne et Kvindeparti, vil det skade fremfor at gavne. Det vil hindre den lige og rolige Udvikling.
Fællesstyrelsen trænger i høj Grad til Føling om, ad hvilke Veje, vore Medlemmer helst vil frem. Vil derfor opfordre de tilstedeværende til at sige deres Mening.
Der er ikke Tale om Personligheder her, hvad jeg har fremsat, er sagt kun med Tanken paa det, jeg mener, er det bedste for
D. K. og jeg véd, at G. Lemche vil gøre det samme. Det er ikke Slut med, hvad der bliver sagt her i Dag, men det kan dog blive Fællesstyrelsen en Lære, saaledes at den senere i Forstaaelse med Medlemmerne kan fremsætte Forslag.
G. Lemche: Taler ikke paa Styrelsens Vegne men vil blot med et Par Ord tilbagevise Indlederens Udtalelse om, at vor Taktik udgaar fra et Kontor i København. Det var Formandsmødet i København, derefter Fællesstyrelsen og senere Fællesmødet i Fredericia, der bestemte vor Taktik. Hun ønsker ikke at bære Titel af at være Fører for D. K. Fællesmødet er vor Fører. Det var et menigt Medlem, der paa Formandsmødet foreslog Taktiken, jeg var ikke mest begejstret, men fulgte Fællesstyrelsen og gjorde den Del af Arbejdet, der tilkom mig, da Beslutningen var taget i Fredericia.
Med Hensyn til Indlederens Angreb paa Bladet, da er det uhyggeligt, at Redaktionen paa Fællesmøde efter Fællesmøde maa staa ret for en saadan Kritik. Det gør et uheldigt Indtryk. Fællesmødet er vort Kompas, og efter dette styres Bladet uvægerligt. Fællesmødet i Fredericia stillede Krav om Pladserne 2 og 4 og derefter en Tredjedel af de resterende paa Valgmandslisterne, og vi sigtede paa at faa de Kvinder opstillet til Landstingsvalget, som vi følte os repræsenteret af. Denne Retning har Bladet fulgt. Da Resultatet blev, at der kun blev indvalgt 5 Kvinder, og kun en af dem, vi havde foreslaaet til Partierne, uagtet Kvinderne udgør langt de fleste af den nye Vælgerhær, og uagtet de foreslaaede var anerkendte Partifæller, skrev Bladet i Overensstemmelse med Sandheden, at vi troede Partierne havde fundet deres bedste Kvinder frem, men at vi ikke kendte dem. Vore Interpellationer blev sendt skriftlig til alle Kandidater til Folketinget; af de fire valgte Kvinder (til Folketinget) fandt de tre ingen Anledning til at svare os, den fjerde svarede, at hun ikke vilde haandfæste sig til Kvindesagen. Vi Var efter dette berettigede til at sige, at de vist var udmærkede Partikvinder, men ikke Kvindesagskvinder.
Efter Landstingsvalget skrev Bladet ogsaa i Overensstemmelse med Kendsgerningerne og følgende den Retningslinie, der var lagt, og som Bladets Redaktion ansaa for at være alvorligt ment.
Lad de valgte Kvinder ved deres Handlinger vise, at de er Kvindesagskvinder, og ingen vil nægte det. At de Kvinder, som D. K. sigtede paa at faa ind, ikke er blevet valgt, foranledigede Bladet til at kalde Valget for en halv sejr, er dette for meget sagt?
Er D. K. under Valgets Tummel forskrækket løbet fra den Retningslinie, der lagdes paa Fællesmødet i Fredericia, kan man ikke derfor forlange af Bladet, at det skal kunne vide dette og ligeledes løbe fra den vedtagne Taktik. Hvor ender vi saa?
Elisa Petersen ønsker at fremhæve, at det ikke var hende, der havde sagt, at vor Taktik stammede fra et Kontor i København. Hun havde sagt, at de Mænd, der modtog Henvendelser om denne Taktik, maatte tro, at den kun havde Rod i et Kontor i København, naar saa faa Kvinder mødte i Partierne for at støtte den.
Karen Johansen, Holstebro, ønskede stærkt at understrege, at det er Fællesmødet i Fredericia, der har anlagt Taktikken, og at Bladet kun har handlet ud fra dets Beslutning. Véd ikke, om man paa Grundlag af de Erfaringer, der er indvundne, bør forandre Taktikken. Kan ikke se noget forkert i, at D. K. udpeger Kvinder til at fortsætte det Arbejde, vi har paabegyndt. Vi maa vel huske, at vi kun har naaet et Middel, ikke et Maal i Valgretten. Det vilde have været klogere, om Kandidatemnerne var bleven nævnt længe før Valget. Navnene havde været gode i Agitationen. Muligt at Taktikken i forskellige Retninger kunde have været anderledes, men vi, Fællesmødet og Fællesmødet alene, har Ansvaret.
Angaaende Bladets Stilling vilde hun spørge om, hvorledes Bladet skulde have forholdt sig, naar det havde erklæret de fire i Folketinget for at være Kvindesagens Repræsentanter, og det saa viste sig, at de gik stik imod det, der er Livsnerven i vort Arbejde. Haaber det vil vise sig, at de valgte staar paa den rigtige Side.
Det var let nok at faa valgt kvindelige Valgmænd, men man spaaede os, at deres Indflydelse ville blive manøvreret bort ved Landstingsvalget. Der er meget at lære angaaende taktiske Operationer for de Kvinder, der skal gøre sig gældende indenfor
Partierne, men det er alligevel den Vej, der maa gaas.
Anna Jørgensen, Aarhus, giver Elisa Petersen sin Tilslutning. Holder meget af D. K., og anerkender det store Arbejde, og har ogsaa, naar de sidste Gange undtages, været glad ved at læse Bladet. Paataler Artiklen „Dødsbataillonen”. Vi kender udmærket godt de indvalgte fire Kvinder. Elna Munch har gennem „Landsforbundet for Kvinders Valgret” gjort et stort Arbejde for Kvindesagen. Karen Ankersted svarede paa et Møde i Aarhus paa forskellige Interpellationer (G. Lemche gør opmærksom paa, at det var de skriftlige Interpellationer, der ikke var bleven besvaret). Taleren henstiller til Redaktionen, at den lader de kvindelige Repræsentanter paa Rigsdagen være i Fred.
Camilla Nielsen, København, giver Elisa Petersen sin fulde Tilslutning. Kvinderne maa melde sig ind i Partierne, og de véd sikkert godt, hvor de hører hjemme. Er glad ved at læse Bladet med Undtagelse af enkelte Artikler. G. Lemche er en stor Person, der ikke maa lade sig berøre af Kritik. Hun er dygtig, men maa rette i sig efter vore Ønsker. Artiklen om Hittebørnshospitalet er misvisende. Bladet bør bringe oplysende Artikler. Mænderne siger ikke Kvinderne Sandheden.
Ida Mynster, Marvede: Kvinderne bør gaa ind i de i de politiske Partier. De kunde maaske vækkes ved at Partierne deltes i en mandlig og en kvindelig Afdeling. Vil ogsaa sige, at G. Lemche er saa stor en Personlighed, at hun kan tage mod Kritik.
Redaktør Rosted, Assens, betragter et Kvindeparti som en Ulykke og maner Kvinderne til at gaa ind i de politiske Partier. Betragter Taktikken i Fredericia som en Fejltagelse, men det er let at lade sig rive med. Maa dog sige, at netop denne Taktik gjorde det lettere i den Landstingskreds, hvor han var Valgmand, at faa en Kvinde valgt som Suppleant. Venstre, som er det Parti, Taleren tilhører, skylder D. K. stor Tak, fordi det har udbredt Kendskab til Politik blandt Kvinderne. Angaaende Bladet véd han af Erfaring, at en Redaktør ofte maa staa for en Afsæbning. Vi skal imidlertid vogte os for at gaa over Stregen. Det er godt, at man mærker, at der staar en Personlighed bag ved de Ord, der skrives. Har selv staaet overfor en lignende Kritik, indtil han valgte at købe sit eget Blad.
Birgitte Berg-Nielsen synes G. Lemche kunde have skrevet lidt venligere om de valgte Repræsentanter, men er her l pCt. Kritik, saa er her 99 pCt. Anerkendelse og Beundring for hendes store Arbejde; hun har skaffet en Respekt for Bladet som aldrig før. Kvinderne maa ind i Partierne for at gøre sig gældende og blive ligesaa politisk modne som Mændene, der er langt mere disciplinerede end Kvinderne. Der skal Kendskab til politisk Teknik, og man skal kunne manøvrere. Vi skal søge Oplysning og Uddannelse.
Kirstine Bro, Fredericia: Kvinderne skal ind i Partierne. Naar der ikke opstilledes saa mange Kvinder, er det fordi, Partierne er bange for, at de skal være til at rende om Hjørnet med. Partierne stoler ikke paa Kvinderne.
Ida Holck, Maribo: Vi maa tage vor Del af Ansvaret for, hvad vi vedtog i Fredericia. De gifte Kvinder meldes ikke ind i Partierne, der staar kun de gifte Mænd, fordi de ikke vil betale for to. Vi har ved vore Interpellationer gjort en udmærket Reklame for vor Sag.
Ingeborg Tolderlund, Thisted: Naar Elisa Petersen advarer D. K. mod at være „Barnepige” for os, vil hun advare mod, at Kvinderne gaar ind i de politiske Partier, for der faar de „Barnemænd” og dem har hun ingen Tillid til, hvad Oplysning angaar. Takker G. Lemche for hendes Arbejde for Bladet. Vi skal værne om vort Blad og vor Redaktion.
Astrid Holten, Sorø: Vejen gaar indenfor Partierne. Vi kan godt slaa ind paa en anden Taktik, hvis vi ikke er tilfreds med denne. Det Valg, vi gennemførte i Fredericia, var efter alle Kunstens Regler, i Praksis er det anderledes.
Julie Arenholt, København: „Kvinderne maa ind i Partierne”, fandt dette som en rød Traad i Indlederens Kritik, men savnede den røde Traad og det forløsende Ord i hendes Fremtidsplaner. Det er vanskeligt at sige allerede nu, hvorledes D. K. skal ledes ved et kommende Valg. Den indirekte Vej har vi prøvet i Masser af Aar, har det hjulpet? Indlederen forlanger, at man roligt og stilfærdigt skal paavirke Partierne, ja, hvem der er rolige og stilfærdige, kan gøre det paa den Maade, men man kan ikke stille ensartede Krav i den Retning til uensartede Mennesker. Hver maa have Lov til at virke paa sin Maade.
Forstaar Indlederen saaledes, at D. K. i Fremtiden skal være en oplysende og belærende Forening for Kvinder, men ikke mere udadtil paa Kvindernes Vegne stille sine Krav. Indlederen mangler Øje for, hvad det betyder at have en Organisation, der kan stille sine Krav med Kraft og Dygtighed. Vor Taktik bør i Fremtiden i det væsentlige være som hidtil. Vi har intet galt gjort, og det glædede hende at høre Redaktør Rosted understrege dette. Vi er endnu ikke bleven klogere af vor Taktik, men vi er bleven bange, fordi vi paa Grund af Taktikken har mødt Uvilje indenfor Partierne, hvor det ikke er velset at være „formælet med Kvindesagen til højre Haand”. Selv om Partierne ikke synes om det, vi har gjort, kan vi godt have gjort det rette. Vi kom underdanigt til Partierne med Forslag, ikke med Krav. Alle mulige andre Forbund for andre Spørgsmaal henvender sig paa samme Maade til Partierne.
M. H. t. Bladet vil hun sige, at hvis Redaktionen rettede sig efter for megen Kritik, vilde den ikke være den friske Kraft, den er. Redaktionens Idéer er de rigtige. Et Systemskifte maa medføre et Personskifte. G. Lemche bør ikke rette sig efter Kritiken, det vil svække hendes Arbejdsevne.
Anna Westergaard, København, udtaler sin Paaskønnelse af D. K.s Virksomhed. Der har været agiteret godt forud for Valget, men D. K. er ikke populær, og det har for faa Medlemmer. Hertil er to Grunde: 1) Offentligheden mangler Oplysninger om
D. K. og 2) Bladet er generende ved den Tone, det anvender, den er unødvendig bitter. Bladet bør være i nøje Kontakt med Medlemmerne, maa imidlertid konstatere, at dette ikke er Tilfældet, vil pege paa det vigtige i, at Fællesstyrelsen staar i Rapport til Redaktionen og derfor benytter den Ret, som den ifølge Lovenes § 4 har til at gribe ind. Vil foreslaa en stærk Agitation blandt de kvindelige Tjenestemænd, Arbejdere, Husassistenter, Butiksfolk, Kontorassistenter o. s. v. Er ny i denne Kreds, men lyser efter de menige Medlemmers Mening.
Margrethe Westergaard, Ebeltoft, kan i et og alt tiltræde, hvad Elisa Petersen siger, finder Arbejdet i de politiske Partier aldeles fortræffeligt for Kvinderne. Det har stødt hende, Bladet har været bitter over, at der ikke blev taget Hensyn til D. K.s bedste og ypperste Kvinder. Der kan være andre, der kan være ligesaa gode som de, der blev anbefalet af D. K.
Margrethe Mathiesen, København, takker for D. K.s store Arbejde. Bladet har gjort hende forskrækket. Det er uforsigtigt at tvivle om, at de fire kvindelige Rigsdagsmedlemmer vil arbejde for vor Sag. Havde tænkt at henvende sig til de kvindelige Rigsdagsmedlemmer med Kravet om lige Løn for lige Arbejde. Dette blev vanskeligt nu efter Bladets Holdning overfor dem. Er selv meget tilfreds med at staa i den politiske Organisations Bestyrelse, som hun er Medlem af.
Caroline Bie, Horsens: Kvinderne skal ind i Partierne, men maa samarbejde her. Mener at D. K.s Distrikter kan hjælpe Partikvinderne til at danne en Organisation, som omspænder hele Landet, og som forhandler før Valget.
Ulrikke Mathiesen, København, meddeler, at hun altid agiterer stærkt blandt de unge og har mødt Velvilje hos de Blade, hun har villet skrive i. Hun haaber, at det Festmaaltid for de 9 Repræsentanter, som Københavnskredsen havde tænkt sig at arrangere, maa komme i Stand med eller uden Fællesstyrelsens Samtykke.
Dorthea Mikkelsen, Holstebro: Spørgsmaalet er, om vi skal anerkende, om Redaktionen har Ret og Pligt til at skrive efter sin Overbevisning, eller om den skal vejre Stemningen blandt Medlemmerne og skrive derefter. Tror ikke det sidste vil være helligt, fordi det er umoralsk.
Birgitte Berg-Nielsen: De 9 Repræsentanter er kun en Del af de mange. Vi skal som hidtil gaa direkte til Udvalgene i Rigsdagen med vore Krav. Vi skal gaa den parlamentariske Vej, ikke ad Bagdøre.
Anna Bransager-Nielsen, Roskilde, har været uendelig glad ved at høre Elisa Petersen, fordi hendes Ord var baaret af Kærlighed til D. K. Ser med Ængstelse paa den Kurs, Bladet har taget, da det forhindrer Tilgang af Medlemmer. Der maa en anden Tone og en anden Tankegang ind i det. Forsidebilledet i Nr. 8 havde været hende en Sorg. Vi ængstes for Resultatet og ønsker en anden Kurs.
Elisa Petersen: Hvis Mødet Holdning skal være en Vejledning for D. K. i Fremtiden, har vi ikke faaet meget ud af det. D. K. skal staa som den krævende Organisation i Kraft af de Medlemmer, som staar bagved os, men ikke paa anden Maade. Jeg ønsker ingen anden Redaktion end den nuværende, men Bladet maa have en vis Føling med vore Medlemmer. Jeg holder saa meget af D. K., at jeg siger dette, naar jeg mener det. Jeg taler ikke mod G. Lemche, men for D. K.
Gyrithe Lemche: Elisa Petersen siger, at dette Møde ikke har været vejledende for Fællesstyrelsen, men det har været vejledende for Redaktionen. Jeg kan ikke indse, hvorledes Bladet skal kunne følge anden Taktik end den, Fællesmødet angiver, og jeg kan ikke følge tilfældige Stemninger, der griber en Forsamling efter et Valg. En Redaktør kan ikke gaa mod sin egen Overbevisning. Ingen Tilslutning eller Tillidserklæring kan faa mig til at blive paa en Plads, hvor det forlanges, at jeg skal handle mod min Overbevisning. En ny Røst har her i Dag anbefalet Fællesstyrelsen at benytte Par. 4 i Fælleslovene, som siger, at det er Fællesstyrelsen, der ansætter og afskediger Redaktionen. Det er nu Fællesstyrelsens Pligt at bruge denne Ret og finde en ny Redaktør. Har været glad for at redigere Bladet i de 5 Aar. Vi trænger undertiden til Skifte; men man kan ikke forlange, at et Menneske skal forandre sin Overbevisning for at følge et Systemskifte.
Paa Forslag af Formanden afsynges Hostrups Sang: „Vi fik ej under Tidernes Tryk”.
Det offentlige Møde
om Aftenen havde samlet en Tilhørerkreds paa ca. 1000. Aftenens Emne var: Ad hvilke Veje bør Staten lette Forsørgerpligten. Som bekendt har D. K. nedsat et Udvalg til at overveje dette Spørgsmaal, og man havde anmodet Kontorchef, Landstingsmand K. K. Steincke om at udtale sig herom ved denne Lejlighed.
Ved Staten mener Taleren i denne Forbindelse det Offentlige, vilde altsaa tale om de offentlige Foranstaltninger, der kan være Tale om til Lettelse af Forsørgerpligten; ved Forsørgerpligt tænkes kun paa den Forsørgerpligt, de enkelte Individer har overfor andre Individer og da særlig overfor Børn.
Forældres Forsørgerpligt er slaaet fast i Fattigloven og svigter deres Evne, træder det offentlige til i Form af Fattighjælp, men det, der her er Tale om, er altsaa at undersøge, ad hvilke Veje det offentlige kan lette Forsørgerpligten for Forældre eller de, der er traadt i disses Sted. Om man vil: I hvilket Omfang Staten skal overtage eller bidrage til Børnenes Forsørgelse.
Det er Maskinernes Indtrængen, den deraf følgende Arbejdsløshed, i det hele taget de Ændringer og Forskydninger i den materielle Fremstillingsteknik, der, fordi tilsvarende Ændringer i Ejendoms- og Besiddelsesforholdene ikke har fundet Sted, bærer Skylden for det saakaldte privatkapitalistiske Systems mange uheldige Sider, bl. a. ogsaa inden for Familielivet og Børneforsørgelsen.
Naar man imidlertid skal overveje, hvad der i Nutiden under de foreliggende Forhold kan gøres for at lette Forsørgerpligten, maa man altsaa spørge om, hvorledes Staten skal stille sig til hele Befolkningsspørgsmaalet. Det er jo en kendt Sag, hvorledes den europæiske Race trues af den Nedgang i Fødselsprocenten, der kan paavises, og som begynder i Overklasserne og derefter breder sig til Underklasserne.
Det er i Øjeblikket ikke Overbefolkning, men Stagnation, Racedegeneration og Tilbagegang, der truer Europa, som i Forvejen ligger under for Kapitalismen og Militarismens Herredømme. Lovgivningsmagtens Bestræbelser maa rettes paa at opmuntre den ægteskabelige Frugtbarhed. To-Børnssystemet maa afløses af et Tre- eller helst Firebørnssystem. - Ægteskabet som Institution bør bevares. Et sundt Samfund maa hvile paa det ordnede Familieliv, gode Hjem med en Far og en Mor. Staten er interesseret i at begunstige Befolkningsforøgelsen, og alle Foranstaltninger, der kan lette Ægtefællerne Forsørgerpligten uden at fratage dem deres Pligt og Ansvar overfor Børnene er af det gode eller endogsaa delvis nødvendige.
Det er dog hele Tiden Hensynet til Børnene, der maa være det afgørende for Staten, uanset om Barnet er ægtefødt eller ikke. Naar det offentlige i højere og højere Grad har maattet tage sig af de enligstillede Børn, sker dette jo ogsaa for Børnenes Skyld, ikke for Forældrenes.
Det er en forsvarlig Ordning, naar i H. t. Alimentationsloven det offentlige i hvert Fald midlertidig økonomisk træder i en forsvunden eller fattig Barnefaders Sted, men dette sker af Hensyn til Børnene og ikke for at lette Forsørgerpligten, thi det offentlige har ingen Interesse i at begunstige Børneavl udenfor Ægteskabet, ej heller i at Ægtefæller adskilles eller forlader Børnene.
Der kan først blive Tale om, at Lettelse af Forsørgerpligten bliver det ledende Motiv, naar man staar overfor samlevende Ægtefæller, Enker eller Enkemænd. - Slaar vi altsaa fast, at Staten maa vise sin Interesse for Ægteskabet og Hjemmene som Samfundets Grundvold, bliver det næste Spørgsmaal, i hvilket Omfang bør den da gøre dette?
Den Udvej er uigennemførlig, at man skulde indføre en Grundløn med særlige Forsørgertillæg ved Ægteskab og Børnefødsler. Lønnen er Betaling for et Arbejde, og dette vilde medføre, at samme Arbejde blev lønnet efter forskellige Tariffer. En saadan Udvej vilde heller ikke begunstige Ægteskabet og Børneforøgelsen, idet den mindre kvalificerede ugifte ofte vilde blive foretrukken for den muligvis dygtigere gifte Arbejder og Forsørger. Dette System lader sig jo heller ikke gennemføre i de fri Erhverv. (Man kan derimod protestere imod, at rene Dyrtidstillæg udbetales fra det offentlige omtrent samme Størrelse til den ugifte som til den gifte med mange Børn).
Med Hensyn til Reformer, der kan lette Forsørgerpligten, foreslog Taleren som gennemførlige ogsaa under de nuværende Samfundsforhold følgende ikke-radikale Smaareformer:
1) Afpasset Erstatning til den Forsørger, der gennem Militærindkaldelse, Manøvrer el. 1. kaldes fra Hjemmet og Virksomheden.
2) Hjælp til Hjemmets Opretholdelse (gennem kommunal Sygepleje, huslig Assistance, midlertidige Bidrag til Børnenes Forsørgelse) til det Hjem, hvor den ene Ægtefælle og da særlig Moderen ved Sygdom er forhindret i at passe sine Pligter. Dette uden Fattighjælps Virkninger, hvis Forsørgeren er i Sygekasse.
3) Afskaffelse af en Ægtefælles Forsørgerpligt overfor den anden Ægtefælles Særbørn (Stedbørn). Ingen offentlig Hjælp til et Stedbarn burde kunne medføre Fattighjælp.
4) Udbetalingen af (mindst) det sædvanlige normale Bidrag til Børn af trængende Forældre, men uden Fattighjælps Virkninger for den Far, der ikke har paadraget sig Alimentationsforpligtelser efter Ægteskabets Indgaaelse. Et saadant Normalbidrag burde iøvrigt være en Ret for alle Ægtefæller uden Hensyn til Trang.
M. H. t. hvad der f. T. kan gøres paa Lovgivningens Omraade udenfor Forsørgelseslovgivningen, kan man, foruden hvad der kan gøres gennem Skolelovgivningen, særlig tænke sig en Reform paa Skattelovgivningens Omraade. I saa Henseende henkastede Taleren til Overvejelse:
1) at ophæve alle indirekte Skatter paa Forbrugsartikler af Betydning for den brede Befolkning.
2) Skatteafdraget pr. hvert Barn burde forhøjes betydelig ved Beregning af Indkomstskatten saavel til Stat som Kommune. Det er som bekendt nu 100 Kr. for hvert Barn under 15 Aar, men da det er Ægteskaber med 3-4 Børn, vi her tænker os særlig at ville begunstige, kunde følgende Skala anvendes: 300 Kr.s Afdrag for det første Barn, 600 for det andet, 900 for det tredie og 1200 for det fjerde. En Familie med 3000 Kr. om Aaret vilde altsaa f. T. komme til at svare Skat af 2700 Kr., naar den havde et Barn, af 2100 Kr. naar den havde to Børn, af 1200 Kr. med tre Børn, og den vilde være ganske skattefri med fire Børn. Indkomstskatten til Staten skal jo danne Grundlaget for Ligningen af den kommunale Skat, og der vilde altsaa en saadan Reform ogsaa bevirke store Fradrag.
3) Taleren vilde dernæst anbefale følgende „lille uskyldige Lovbestemmelse”: Intet Barn kan arve mere end ½ af sine Forældres Formue, den mulige Rest tilfalder Statens Børnefond. Ved denne „nemme lille Reform” vilde altsaa Ægtefæller med tre Børn kunne lade hele deres Formue gaa i Arv, Ægtefæller med to Børn vilde efter deres Død faa en Trediedel af deres Formue beslaglagt af det offentlige og Ægtefæller med kun eet Barn vilde „faa den uselviske Glæde”, at 2/3 af den Formue, de havde opsparet sig, vilde blive anvendt til at lette Forsørgerpligten for dem, der bedre havde forstaaet deres Pligter mod Naturen og Samfundet.
4) De ugifte, der ingen Børn har, bør overfor Samfundet gøre Bod herfor gennem en stærk progressiv Børneskat.
5) Resultaterne fra disse forskellige Skattekilder burde samles for sig som en „Børneskat” og indbetales til et selvstændigt Fond „Børnefonden”. Der burde saa oprettes en social Styrelse til at forvalte denne til Gavn for den opvoksende Slægt og til Lettelse af Ægtefællers Forsørgerpligt, „for saa vidt en saadan Lettelse af Hensyn til Børnenes forsvarlige Underhold og Opdragelse er ønskelig.”
Til Slut berører Taleren de Indvendinger, der gøres, naar det drejer sig om Krav paa en stærkere Udvikling af den sociale Lovgivning, nemlig:
Vi drukner i Humanitet. Det er demoraliserende at lade det offentlige hjælpe. Vi svækker Slægten ved at holde Liv i de mange, som vilde bukke under i Kampen for Tilværelsen, og som dermed vilde være ude af Spillet uden at sætte Spor i Fremtiden.
