« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorledes skal D. K. i Fremtiden gøre Kvinde-Valgretten frugtbringende for Kvindesagen?
Dette Spørgsmaal skulde vi have haft besvaret paa Aalborgmødet - men fik vi det? - Nej, den som kom med Uklarhed, rejste hjem igen med Uklarhed, - for at bruge en Vending af Elisa Petersen i sit indledende Foredrag. Diskussionen løb ind i de to Blindgyder, som vi kender saa godt fra vore Fællesmøder, og som hedder: Udenfor eller indenfor Partierne? og Afstrafning af Redaktionen. - Indlederen og Dirigenten har hver især sin Del af Skylden herfor; vi andre kan enes om Resten, som vi er Venner til. Indlederen ofrede Halvdelen af sit Foredrag paa Bladet og Redaktionen, en Fjerdedel paa at mane Kvinderne til at gaa ind i Partierne, den sidste Fjerdedel paa at kritisere Frede-riciamødets Taktik og de kvindelige Vælgere. - Dirigenten ledede Diskussionen med Takt og Bestemthed, men fandt ikke Anledning til at minde Deltagerne om, at det, som stod paa Dagsordenen, ikke var Kvinden og Samfundets Skrivemaade, men D. K.s fremtidige Taktik for at gøre Kvindevalgretten frugtbringende for Kvinderne. Endelig forsømte vi, som forstod, at nu bar det igen lige ind i Blindgyden, at gribe ind og retlede Diskussionen. - Jeg kender ikke de andres Grunde til at tie, men jeg kender mine egne og føler Pligt til, inden jeg tager Afsked med Bladet, at fremkomme med dem.
Jeg kom til Aalborgmødet rustet til at slaa et Slag for den Taktik, vi vedtog paa Fredericiamødet, og som i mine Øjne er i fuld Overensstemmelse med D. K.s Traditioner gennem henved et halvt hundrede Aar, den jeg vil kalde: Det aabne Vizir. Jeg vidste, at Indlederen var en afgjort Modstander af denne Taktik; hun havde erklæret det fra første Færd, og med sin aldrig svigtende Loyalitet og parlamentariske Skolethed havde hun bøjet sig for Flertallet og paataget sig hele det besværlige Arbejde, som den hende paatvungne Taktik krævede af hende som Formand for D. K.s „Landstingsudvalg" i 2. Landstingskreds. Jeg var forberedt paa at tage en Dyst med hende paa dette rent saglige Spørgsmaal om Fremtidens Taktik, men jeg var ikke forberedt paa, at hun vilde føre Striden ind i mit eget Land, stævne mig endnu engang for Skranken som Redaktør, ja i sin Iver drage D. K. og delvis mig til Ansvar for en Diskussion i Bladet, som hverken blev ført under mit eller Redaktionens Mærke, men mellem to navngivne Medlemmer af D. K. Jeg hentyder hermed til Diskussionen: „Haster det?" - I samme Øjeblik, jeg forstod, at det ikke var Sagen paa Dagsordenen, der skulde drøftes, men G. Lemche som Redaktør, som „Fører", som den, der hverken var til at lokke eller true ind i et Parti, - da opgav jeg at tage Del i Diskussionen; thi at forsvare D. K.s Taktik blev, som Sagen nu laa, at forsvare mig selv, og dette Forsvar maatte jeg anstændigvis overlade til andre. At det mislykkedes for de modige enkelte, som vovede Forsøget, er der ikke noget at sige til. Forsvaret svigtede, fordi jeg selv svigtede. Men lad mig ikke selv forvilde mig ind i en ny Blindgyde og blive stikkende ved Aalborgmødet. Dette var kun en Episode, som snart vil være glemt, blot hver Mand gør sin Pligt og forstaar, at Vejen gaar videre og bestandig videre.
Jeg sagde før om Aalborgmødet, at den, som kom med Uklarhed, vendte tilbage med Uklarhed, Diskussionen førte os ikke et Skridt videre end Indledningen til Diskussionen havde gjort. Dog faldt der en Udtalelse under den, som et Øjeblik lyste op i Taagen, i hvert Fald for mig. Caroline Bie fra Horsens udtalte Ønsket om, at D. K.s Distrikter kunde hjælpe Partikvinderne til at danne en Organisation, som omspandt hele Landet og forhandlede sammen før Valget. Jeg forudsætter, at Talen er om Kvinderne indenfor hvert enkelt Parti; det fremgaar ikke tydeligt af Protokoludskriften, men en Organisation omfattende Kvinder af alle Partier findes jo allerede i D. K., og en ny Organisation af samme Art vilde derfor være overflødig. Hvis Caroline Bies Tanke er, som jeg har opfattet den, da betyder den en videre Udvikling af den Grupperingstanke, som jeg ved flere Lejligheder har fremsat og her atter fremsætter:
Hver af D. K.s Kredse deler sig i Grupper efter deres politiske Standpunkt, saaledes at de ved given Lejlighed f. Eks. et Kommunevalg, et Landstingsvalg, en politisk Fest o. l. optræder gruppevis. Disse Grupper indenfor Kredsene forener sig hver især til tilsvarende store Grupper indenfor Distrikterne, og disse sidste Grupper samles endelig i fire eller mulig flere politiske Landsgrupper, saaledes, at D. K. foruden at være en Landsorganisation af Kvinder uden Hensyn til politisk Standpunkt, ogsaa bliver en Landsorganisation af Partikvinder, der udelukkende har det Formaal at fremme kvindesaglige Interesser indenfor alle Partier.
Gruppeinddelingen er en hvilende Ordning som kun træder i Kraft ved et Valg eller anden paakrævet Lejlighed, hvor det gælder om at frembære D. K.s Ønsker paa Partimøderne og indenfor Partistyrelserne. Det er fremdeles Pligt for D. K.s Medlemmer paa alle Foreningens Møder at holde Partipolitik ude fra Drøftelsen af de Sager, som falder indenfor D. K.s Program. Sandsynligvis vil det blive nødvendigt i Fremtiden, saafremt det lykkes at stifte Kredse indenfor de fleste Kommuner, at skabe endnu et Organisationsled, nemlig Folketingskredsleddet. Vi saa allerede ved sidste Valgmandsvalg, hvor nødvendig det var at have en Repræsentant for D. K. i hver Folketingskreds, hvor jo Valget af Valgmændene foregaar, og hvor næsten uoverkommeligt det var for Formanden i „Landstingsudvalget" at virke paa de Steder, hvor hendes Navn ikke var kendt. Faar vi i Fremtiden ogsaa Repræsentanter for Folketingskredsene, da vil D. K.s Landstingsudvalg naturlig komme til at bestaa af Distriktsformændene indenfor Landstingskredsen og samtlige Repræsentanter for Folketingskredsene. - Følgen af, at Kvinderne er blevne politiske Borgere vil da for D. K. blive den, at det organiserer sig ogsaa med de politiske Valg for Øje for at staa bedre rustet til at faa Kvinder indvalgt og dermed Valgretten gjort frugtbringende for Kvindesagen.
Jeg er saa ganske enig med Elisa Petersen i, at D. K. maa vokse sig større; jeg kunde blot ønske, at de Kvinder, som er besjælet af dette Ønske, vilde omsætte det lidt mere i Handling, end Tilfældet oftest er, og ikke nøjes med at bringe Kvindesagen frem paa deres Partimøder, men anvende ogsaa nogen Tid og Energi paa at finde Muligheder frem for nye Kredsdannelser og selv tage Stav i Haand og gaa ud for at danne disse Kredse. Hensigten med Distriktsordningen var jo bl.a. at fremme Kredsdannelsen, men her har Distriktsstyrelserne afgjort svigtet deres Opgave.
Vejen til at gøre Kvindevalgretten frugtbringende for Kvindesagen er da først og fremmest: Agitation for flere Medlemmer indenfor den enkelte Kreds og for flere Kredse, dernæst: Organisation efter politiske Linier, først i Kommunegrupper indenfor den enkelte Kommunekreds af D. K., den, vi kan kalde Urkredsen; dernæst Folketingskredsgrupper indenfor det næste Led af D. K.s Organisation, som skulde omfatte samtlige Kredse i Folketingskredsen, og endelig i Distriktsqrupper, omfattende samtlige Folketingskredsgrupper indenfor det enkelte Distrikt. Herved vil Vejen være banet for disse Grupperinger til at træde i Samarbejde forud for et Valgmandsvalg, og hvis der er Tale om en Landsaktion af Kvinder indenfor de enkelte Partier, f. Eks. hvor det drejer sig om et principielt Kvindespørgsmaal, da er Vejen ogsaa gennem D. K.s Distrikter banet for en Landsgruppering: Jeg ved, at i de fleste Øren vil dette endnu lyde som Fremtidsmusik, den man plejer at affærdige som Fantasteri. Min Grupperingstanke blev jo ogsaa i sin første, beskedne Form mødt med Vantro, men vor Landstingsaktion beviste Ønskeligheden af, at en saadan Gruppering allerede havde fundet Sted ikke blot som nu i nogle enkelte Kredse, men i alle Kredse.
Det turde fremgaa heraf, at jeg ikke ønsker at holde Kvinderne udenfor Partierne, som det er sagt, men jeg ønsker at give Partierne, hvad deres er og Kvindesagen, hvad dens er, og jeg tror, at den politiske Gruppering indenfor D. K.s forskellige Organisationsled er en Vej, der var værd at prøve for at gøre Ret og Skel til begge Sider.
Forskellen imellem Elisa Petersens Standpunkt og mit er ikke, som hun sagde paa Aalborgmødet, at hun lægger Skylden for vore Nederlag paa os selv, mens jeg lægger den paa Mændene alene. Jeg har aldrig skaanet nogen Kvinde, hvor jeg fandt hende ifærd med at forfuske, forvrøvle og forraade Kvindesagen, i saa Fald havde jeg ikke Aar efter Aar været stævnet for Fællesmødernes Skranke som Redaktør. Men naar jeg heller ikke har skaanet Mændene, saa er det, fordi jeg ved, at bag mange Kvinder, som forraader Kvindesagen, staar der Mænd. Nej, Forskellen mellem Elisa Petersen og mig er, at hun alene vil den indirekte Vejs Taktik, det lukkede Vizirs: D. K. skal kun virke ved et Underhaandsarbejde gennem Kvinderne i Partierne, medens jeg tillige vil den direkte Vejs, det aabne Vizirs: D. K.s Røst skal samtidig med at den lyder gennem Partiernes Kvinder ogsaa lyde udenfor Partierne gennem Organisationen som samtlige Kvinders Røst. I hendes Øjne er D. K. partipolitisk set en udenforstaaende Forening i mine Øjne er det og skal være en Forening, som har sin Part i alle Partier, fordi dens Sag staar paa alle Partiers Programmer.
Og netop derfor behøver D. K. ikke efter min Mening at smugle sine Krav ind ad Bagdøre uden selv at lægge Navn til, heller ikke at smugle de Kvinder ind, vi ønsker valgt, ved at lade deres Navne gaa fra Mund til Mund som i en Hviskeleg, uden selv offentlig at nævne Navnene.
Nej, just fordi D. K. har afstaaet fra ethvert Forsøg paa selv at sætte Kvinder ind paa Rigsdagen, - hvad der historisk og teoretisk havde været rigtigt, men praktisk urigtigt, fordi mange Kvinder allerede tilhørte Partierne, før de fik Valgretten - just derfor bør D. K. føre en indgaaende Kontrol med, hvorledes Kvindesagen varetages indenfor Partierne, og hvilke Kvinder, der sættes til at varetage den der.
Fredericiataktiken var et Forsøg herpaa, et umodent og daarligt underbygget Forsøg ganske vist, men et Fingerpeg i den rigtige Retning. Partierne tog os det ilde op - ak, der er saa meget, de har taget os ilde op, til en Begyndelse, men efterhaanden vænnet sig til og sluttelig bifaldet. De vil ogsaa ende med at bifalde Fredericiataktiken, naar vi har gentaget den nogle Gange. Men løber vi nu med det samme fra vore Skanser, vil de ikke regne med os i Fremtiden, og møder de os paa deres Vej forklædt som Partifælle og med lukket Vizir, da vilde de foragte os - og med Rette.
Ja - disse og lignende Tanker var det altsaa, jeg vilde have fremsat paa Aalborgmødet, nu fremsætter jeg dem her i Haab om, at en eller anden kunde faa Lyst til at tænke nærmere derover og ønske hele Punktet om Fremtidstaktiken taget op igen til nærmere Drøftelse.
