« Tilbage til søgeresultaterne
Forsørgerpligten
Diskussionen fortsættes i dette og følg. Nr.
Red.
Efter Redaktionens venlige Opfordring skal jeg gerne fremsætte nogle Bemærkninger til Hr. Landstingsmand K. K. Steinckes Foredrag, selv om de maaske bliver lovlig spredte.*)
*) idet jeg iøvrigt henviser til en Art. i Tidsskriftet »Retsstaten« Nr. 6-7, 1918 om »Staten og de unge«.
Foredragsholderen har præciseret Diskussionsemnet saaledes: I hvilket Omfang skal Staten varetage eller bidrage til Børnenes Forsørgelse?
Det er givet, at dette Spørgsmaal kun lader sig besvare ud fra de Anskuelser, man har dannet sig om Statens Formaal og Opgaver i det hele. Og jeg maa da begynde med at fremhæve, at medens jeg er enig med Indlederen i adskillige Detailspørgsmaal, falder vore Anskuelser saare langt fra hinanden, hvad det principielle angaar. Men kender jeg ham ret, har han intet imod, at Kontrasterne præsenterer sig netop saa skarpe som de er.
Hr. Steincke har den Opfattelse, at Staten er en Institution, der bl. a. har til Opgave at være Folkets aandelige Fører og at lede dets kulturelle og aandelige Velfærd Det fremgaar af hans Krav om, at den skal varetage Formaal som Opgang i Fødselsprocenten, „Raceforbedring” og Ægteskabets Trivsel. Staten er efter hans Mening bl. a. en pædagogisk Indretning, der skal opdrage Borgerne til at nære ganske bestemte kulturelle Opfattelser og tilegne sig et ganske bestemt Livssyn, og hele dens Virksomhed skal bygges paa disse Anskuelser. Tidligere var det især Kirkens Mænd, der vilde tildele Staten Rollen som Tjener og Redskab for visse subjektive Livsopfattelser; i moderne demokratiske Tider er de Idéer, man vil bruge Staten til at fremme, ganske vist ikke af direkte kirkeligt Indhold, men de har jævnlig et overraskende kirkeligt Tilsnit. Vi ser saaledes Hr. Steincke uden Betænkning disponere over 2/3 af andre Folks opsparede Formue til bedste for dem, „der bedre har forstaaet deres Pligter mod Naturen og Samfundet” (nemlig ved at sætte Børn i Verden). Dette klinger jo ganske teologisk, og nogen nærmere almen Begrundelse af denne Pligt finder man lige saa lidt i hans Foredrag som i Balslevs Katekismus. Fuldkommen gejstligt, næsten katholsk, lyder det, at ugifte, der ingen Børn har, bør gøre Bod derfor gennem en progressiv Indkomstskat.
At det at sætte mange (i alt Fald fire) Børn i Verden overhovedet er noget fortjenstfuld - derom tilstedes der ikke den ringeste Tvivl. Men den Kendsgerning, at der har eksisteret en indisk Filosofi og at der har levet Tænkere som Schopenhauer og Malthus, hvis pessimistiske Livssyn i Følge Sagens Natur aldrig lader sig videnskabeligt afvise, burde dog rokke Troen paa, at man kan opstille den Art subjektive Meninger som alment Grundlag for Statsopfattelsen og f. Eks. iværksætte drastiske Konfiskationer af Borgernes Ejendom for at gennemføre slige private Kulturidéer.
Hvis Indlederen har Ret i sin Vurdering af disse Forhold, og jeg personlig yder ham med Glæde min Tilslutning lige overfor Malthus, da maa han virke for sine Idéer ad den private Oplysnings og Opdragelses Vej. Staten er ikke det rette Middel dertil. Den vilde med ganske samme Ret kunne fremtvinge kunstig Børneavl af Hensyn til mere Soldatermateriale.*)
*) I G. F. Nicolais Bog »Krigens Biologi« hedder det: »Denne Tragten efter en Folkeforøgelse til enhver Pris, denne »rage et folie des nombres« er næppe Frugten af videnskabelig Begrundelse, nej bagved spøger - maaske ofte dunkelt - Længslen efter saa mange Soldater som mulig.
Jeg ønsker at tage Ordet for en mere almen Statsopfattelse, der gaar ud paa, at Staten simpelthen er et gensidigt Interessentskab, en Organisation, hvis eneste Formaal er at sikre hvert enkelt af sine Medlemmer sin Ret. Den skal blot skabe de sikre Rammer, indenfor hvilke de enkelte Individer og individuelle Opfattelser, det egentligproduktive kulturelle Liv kan udfolde sig frit og uden gensidige Overgreb. Saa lidt Stat som muligt er Idealet. Vi, som er Tilhængere af denne Opfattelse, betragter det som en naiv Misforstaaelse, hvis man tror, at Staten i meget væsentlig Grad kan overtage Børnenes Forsørgelse og samtidig lette Forsørgerne. Thi er det ikke noget, ikke mindst disse Tider, lærer hvert tænkende Menneske: Staten „letter den ene Byrde efter den anden for os,” men knuger os samtidig til Jorden med sine Skatter? Indlederen peger selv ganske rigtigt paa de indirekte Skatter, men hvad er de direkte Skatters System andet end at lænse højre Lomme samtidig med at putte en Skærv i venstre Lomme? Hvem oplever ikke næsten daglig disse latterlige Transaktioner: Dyrtidstillæg det ene Kvartal paa 50 Kroner, forhøjet Skat det næste Kvartal paa 50 Kr.
Vor Kritik af disse Absurditeter hænger sammen med den Opfattelse vi har, at det offentlige ikke burde være mindre hæderligt end private Mennesker i sin Maade at skaffe sig Indtægter paa. Humanitet er et overordentlig klangfuldt Ord, og det har fundet en uanet Udbredelse hos vor Tids ædle Lovgivere. Men i gamle Dage betragtede man den Mand som human, der selv ofrede noget paa en Sag. Nu er Humanitet gaaet over til at betegne, hvad man udretter ved Greb i andres Lommer. Andres Lommer! Ja, for der er Forskel paa mit og dit, ogsaa naar det er Staten, der har faaet Appetit paa noget. Moderne Lovgivere tager uden videre „2/3”, hvor de kan finde dem, de afgør egenmægtigt, hvad der er andres Pligter mod Natur og Samfund; de paalægger dem Bod og foreskriver dem endog „uselviske Glæder” ved Tvangsudskrivning af deres Ejendom. De har endnu ikke opdaget, at der er noget, som under alle Forhold maa betragtes som Folks „ærlige Ejendom”; de kender ikke Begrebet „moralsk Ejendomsret”, der udsiger, at enhver har ubeskaaret Ret til det fulde Udbytte af, hvad man erhverver ved eget Arbejde; og at det at tilvende sig den mindste Smule deraf er Uærlighed, lige saa fuldt, naar det er Staten, som naar det er enkelt Mand, der gør det. De kender overhovedet ikke Begrebet Statsovergreb lige overfor Enkeltmand.
Det er den ene Side af Sagen. Men lige saavel som enhver har ubeskaaret Ret til det fulde Udbytte af sit Arbejde, lige saa bestemt maa det hævdes, at ingen Enkeltmand har Ret til at bemægtige sig de Værdier, Naturen har stillet til Raadighed for hvert eneste Menneske. Vi behøver derfor ikke at gaa i andres Lommer eller bruge alskens tvivlsomme Midler for at faa skrabet sammen til en ,,Børnefond”. Vi kan blot pege paa den Arvelod, som Naturen har stillet til hvert eneste nyfødt Barns Raadighed, den store Fællesfond, Jorden. Vi har blot at handle efter den Grundsætning, at ethvert Barn er født Grundejer i sit Fædreland, Medarving til alle naturskabte Værdier.
Da disse Værdier for at udnyttes fuldt ud imidlertid maa fordeles ulige, vil den praktiske Ordning munde ud i, at enhver Særfordel opvejes med en dertil svarende Erstatning (Jordskyld) til det offentlige.
Her har vi det Fond, hvoraf Statens nødvendige Udgifter skal udredes, og da Børnene er fødte Medejere af dette Fond behøver vi ikke at se os om andre Steder for at finde de til deres Forsorg nødvendige Midler. I Retsstaten er Omsorgen for Børnene ikke en human Opgave; vi hævder, at den - indenfor visse Grænser - er deres ubetingede Ret. Overalt, hvor den naturlige Forsorg, Forældrenes, svigter, skal Stat eller Kommune staa rustede til at tage Opgaven op - uden at Forældrene dog skal kunne løbe fra deres Ansvar.
Hvad de enkelte Reformer angaar, kan jeg for mit Vedkommende godt slutte mig til Indlederens „Smaareformer” som Nødhjælp under de nuværende Samfundsforhold, om end Nr. 3 af dem synes mig af tvivlsom Værd.
Af mere formel Karakter er et Forslag af den franske Oberst Marchand, gaaende ud paa at indføre i Stat og Kommune det saakaldte vote familiale: de to Forældre faar hver l Stemme og desuden
l Stemme for hvert Barn. Men der er i al Fald et retfærdigt socialt Moment deri.
Af større Betydning er Udviklingen af den forebyggende Forsorg, hvortil man allerede har gjort et første Skridt. Vuggestuer for spæde Børn, Asyler for de lidt ældre, Folkebørnehaver, Arbejdsstuer, kort sagt en Udbygning af det System, man kalder Dagplejesystemet.
Man maa dog være klar over, at Hovedmiséren oftest beror paa Forhold, hvoroverfor Staten staar magtesløs, særlig Kvindernes Arbejde udenfor Hjemmet, Fabriksarbejderskens, Kontordamens ringe Forstaaelse af Hjemmets Pligter og dets Arbejde, af det spæde Barns Pleje og Ernæring og det større Barns Opdragelse. Det er „Forholdene”, der har skabt det, siger man, men til syvende og sidst er det Værdisansen, der er paa Vildspor.
Et af de allervigtigste Spørgsmaal, der vedrører Børnenes forsvarlige Forsorg, er Indlederen ikke kommen ind paa, nemlig Boligspørgsmaalet. Det er aldeles centralt ja, det er ganske umuligt at forestille sig væsentlige Forbedringer i dette Forhold, uden at Boligspørgsmaalet spiller med ind. Og Boligspørgsmaalet kan ikke - deri tror jeg, at Indlederen vil være enig med mig - løses uden en rationel Løsning af Jordspørgsmaalel. Dette er ikke en fiks Idé hos nogle Georgeister eller Retsdemokrater. Paa Børnesagsmødet ved Nyborg udtalte Overretsassessor Brun, at et af de væsentligste Midler til at modvirke Forældres ubegribelige Vanrøgt af deres Børn, var en Omordning af de ofte rent fortvivlede Boligforhold. Han tænkte sig bl. a. Oprettelsen af flere mindre Jordbrug som en Udvej. Dette viser i det mindste, at overalt, hvor man i interesserede Kredse tænker Tanken til Bunds, vil man mødes i et Krav om Jordens Frigørelse. Men da vil man sikkert ogsaa mødes, naar det gælder om at finde den sikreste og bedste Metode til at løse Problemet.
Severin Christensen.
Efter at jeg havde læst Hr. Dr. Severin Christensens lange Artikel, faldt - trods al Kampiver - mine Hænder slappe ned; thi hvor begynde og hvor ende?*)
*) At Forf. iøvrigt henviser til en Artikel i »Retsstaten«, gør ikke Sagen bedre, da denne Artikel omhandler endnu flere mit Foredrag ikke særlig vedrørende Spørgsmaal.
I Anledning af et kort Referat af mit lange Foredrag tillægger Hr. C. mig et Utal af Meninger, jeg ikke har, og som jeg endda i Foredraget har hævdet ikke at have, hvorhos han med en saadan Vælde kaster sig over en Række store Problemer, at en mere indgaaende Diskussion ganske vilde kvæle dette forholdsvis lille Blad. Hvad skal jeg da gøre? Stillingen er virkelig ikke let! Vil han nøjes med nogle korte Bemærkninger til forskellige af hans Paastande, en kort samlet Imødegaaelse og saa til Slut en edelig Forsikring om, at min Kortfattethed skyldes Hensynet til Bladet og dets Læsere og ikke Uvidenhed og manglende Hensyn til ham? Lad os haabe det! Altsaa:
1) Jeg har aldrig sagt, og Referatet siger det heller ikke, at Staten skulde „varetage”, men at den skulde „overtage eller bidrage til” Børnenes Forsørgelse.
2) Foredraget var kun lagt an paa den øjeblikkelige Situation og paa de i Øjeblikket mulige „praktiske Smaareformer”; men hermed falder egentlig hele Hr. C. s Argumentation, bl. a. ogsaa hans Paastand om, at man er nødt til forinden at tage hele Spørgsmaalet om Statens Væsen og Formaal op til Undersøgelse, hvilket jeg hverken fandt eller finder nogen Anledning til i denne Forbindelse.
3) Aldrig har jeg ment end sige paastaaet, at Staten skulde være „Folkets aandelige Fører og lede dets kulturelle og aandelige Velfærd” - Gud Fader bevares! Ej heller har jeg taget mit Udgangspunkt i Balslevs Katekismus eller i den katolske Kirkelære. Samtlige teologiske Værker og Underværker har i denne Forbindelse været mig ligesaa ligegyldige som Schopenhauers, den indiske og Dr. Severin Christensens egen Filosofi, al Respekt iøvrigt!
4) Jeg føler mig aldeles ikke ramt af hans lige saa blændende som lange Fremstilling af det „forkastelige” i at stille ens subjektive Opfattelse op som Rettesnor for Statsmagten og Henvisningen til Nicolai med hans Længsel efter Soldatermateriale tør jeg nok opfatte som et Forsøg paa at være vittig; thi min Argumentation var i al Uskyldighed denne:
Først en Udvikling, som vilde have frydet Dr. C., af, hvorledes det er de økonomiske Grundforhold i Samfundet, Ændringer og Forskydninger i den materielle Produktionsteknik uden større Ændringer i Ejendomsforholdene, der er den væsentlige Skyld i Familielivets Opløsning, Tobørnssystemet, den slappe Moral o. s. v.
Dernæst Spørgsmaalet: „Hvorledes skal da den iøvrigt ret magtesløse Stat (!) stille sig - - - eller hvad kan vi i Nutiden (!) faa gennemført af Reformer for at modvirke den skildrede Udviklings Farer for Børnene og den næste Generation.”
Hr. C. synes at ville paalægge en Jordskyld og saa iøvrigt præke Moral og sprede Oplysning. Jeg er gaaet ud fra en noget mindre asketisk „Statstankegang”, nemlig følgende, der ikke søges begrundet i subjektive Fornemmelser, men i objektive Kendsgerninger:
„For Tiden behøver vi ikke at gøre op mellem Malthusianere og Socialister + Georgister i Befolkningsspørgsmaalet. Thi i Øjeblikket er alle fornuftige Mennesker (Hr. C. inclusive) enige om, at der er Fare ikke for Overbefolkning, men for Stagnation, d. v. s. Tilbagegang (Eet- og Tobørnssystemet, Ægteskabets Sterilisation, Præventionens Udbredelse o. s. v.). Dernæst er alle fornuftige Mennesker enige om, at et ordnet Samfund bedst grundes paa Ægteskabet og Hjemmene som Samfundets Grundvold.
Men maa alle fornuftige Mennesker da ikke ogsaa være enige om, at vi ærede Lovgivere i 1918 i det praktiske Reformarbejde har Lov til at gaa ud fra, at Staten efter den foregaaede Udvikling i Nutiden er stærkt interesseret i at begunstige den ægteskabelige Frugtbarhed, og at de Foranstaltninger, der kan træffes for at lette Ægtefællernes Forsørgerpligt uden at fratage dem Ansvaret eller Ansvarsfølelsen overfor Børnene, derfor er af det gode, hvorefter jeg foreslaar de praktiske Smaareformer, der efter min Mening kan gennemføres i Øjeblikket, og som Dr. C. godt kan slutte sig til!!
Men hvorfor i al Verden da denne mægtige Tvekamp eller rettere Kamp mod Vejrmøller? Kan vi ikke alle gennemføre disse Reformer, som vi altsaa er enige om vil gavne Samfundet og Børnene og saa forøvrigt skændes videre andet Steds om Balslev, Malthus, Socialisme, Georgisme og Retsstat?! Mig synes saa, og det forekommer mig derfor, at Hr. C. kunde have valgt en anden Lejlighed til at gøre Specialpropaganda for sin ,,Katekismus”: Troen paa Retsstaten med Georgismen.
Jeg skal derfor ikke kaste mig ud i en Diskussion herom, - jeg kunde i denne Forbindelse lige saa vel diskutere Forbudsbevægelsen, Vegetarismen, eller de forskellige andre Mixturer, der mener at have Eneret paa Samfundskure - men skal slutte med nogle korte Bemærkninger til forskellige af Hr. C.s herhenhørende Paastande.
Efter hans Mening er det „en naiv Misforstaaelse, hvis man tror, at Staten i meget væsentlig (sic!) Grad kan overtage Børnenes Forsørgelse og samtidig lette Forsørgerne”; thi det bliver ikke andet end at tage fra højre Lomme og putte i venstre. Jo, saamænd gør det saa. Se blot lidt nøjere paa de Skattereformer, jeg foreslaar, og som De for Deres Vedkommende godt kan slutte Dem til, og De skal se, hvor de vil hjælpe; jeg hører allerede Hylet fra de ramte. Men naar De er enig med mig i disse Reformer, hvorfor da „tage Kegler” paa de forskellige ikke videre originale Betragtninger over Skatteskruen, der drejes, og den falske Humanitet, som jeg selv har angrebet med endnu større Talent.*)
*) Jfr. bl. a. min Bog »Almisser eller Rettigheder«, der fik en hæderlig, tildels meget rosende Omtale fra alle Sider, men blev strengt revset af Dr, C., der overhovedet aldrig har modtaget Tryksager fra min Haand med nogen forstaaende Overbærenhed. Otto Weis’s Ord: »Hos os Mennesker lever en utæmmelig Trang til sædelig Fuldkommengørelse af - vore Medmennesker«. synes i langt højere Grad at gælde Georgister end os andre Stakler.
Endvidere kan Borgerne - ogsaa de lærde - skændes i umindelige Tider om, hvad der er Statsovergreb eller ikke. Nogle anser Georgismens Gennemførelse - Statens Konfiskation af den fulde Jordrente - for et meget groft Overgreb, andre, som Dr. C., anser saa omtrent alle andre Skatter for Overgreb, men Jordskylden som den eneste retfærdige Skat. Jeg er saa uheldig at maatte lægge mig ud med begge Parter, idet jeg baade vil stemme for Jordskylden og forskellige andre Skatter, og jeg véd overhovedet ikke, hvorledes Hr. C. vil faa Jordskylden til at strække til (under Nutidens Forhold) til „Børnefonden”, som han jo ikke gaar imod, foruden til alle de andre Opgaver, som Vælgernes store Flertal trods alt anser for Statsopgaver: Militarismen, Skolevæsen, Forsikring og Forsorg o. s. v., o. s. v. Men skal vi iøvrigt vente paa „Børnefonden”, til Jordskylden bliver gennemført i Kongeriget Danmark, bliver de Børn, baade Hr. C. og jeg vil hjælpe, graahaarede og han og jeg hvidhaarede trods al forebyggende Forsorg og Boligpolitik, den, som han til Slut skænker nogle Bemærkninger, der dog ikke kan rettes mod undertegnede, som i Foredraget sagde noget lignende.
Men altsaa! Summa Summarum: Skal vi ikke enes om at gennemføre de praktiske „Smaareformer”, som Flertallet er enigt om, medens vi andre, som vi er Venner til, iøvrigt fortsætter den tiltalende, men ikke meget frugtbringende Diskussion om Teologernes, Malthus’, Schopenhauers, Henry Georges, Karl Marx’ og andre Berømtheders, derunder Severin Christensens og Steinckes Teorier, om Stat og Individ, Moral og Ret, Kapitalisme og Socialisme, Almisser og Rettigheder o. s. v.,
o. s. v. Dr. C. har Ret i, at jeg intet har imod, at Kontrasterne præsenterer sig netop saa skarpe som de er, - d. v. s. i al Almindelighed, thi jeg finder unægtelig ikke Lejligheden dertil særlig heldig valgt i det Øjeblik, det gælder om i Fællesskab at gennemføre nødvendige praktiske Reformer, saaledes som mit Foredrag gik ud paa. Selv en vidt forskellig Begrundelse kan give samme Resultat, men skal vi opsætte at gennemføre det Resultat, vi er enige om, til vi bliver enige om Begrundelsen, - som vi aldrig bliver enige om?!
K. K. Steincke.
