« Tilbage til søgeresultaterne
Aalborgmødet og Redaktørskiftet
Efter at Kv. og Sf.s Redaktør m. fl. i et Par Numre af Bladet udførligt har gjort Rede for, hvad der med Hensyn til Redaktøren og Bladet foregik paa Aalborgmødet, turde det være rimeligt, om en af dem, der paa dette Møde bl. a. ankede over Bladets Ledelse, fik Lejlighed til at gøre nogle Bemærkninger om Sagen.
Først vil jeg benytte Lejligheden til at supplere Referatet af min Tale paa Mødet i Aalborg. Den citerede Passus angaaende Lovenes § 4 lød saaledes:
„Jeg véd fra min mangeaarige Virksomhed som Bestyrelsesmedlem i min egen Etats Forening, Jernbaneforeningen, hvor vigtigt det er, at en Organisations Blad og dens Styrelse er i den mest nøje Kontakt med hinanden, og hvor stor Vægt der lægges paa et Forenings-Organs Indhold, og jeg vil derfor pege paa det vigtige i, at Bladet staar i nøje Rapport til Styrelsen, og at denne udøver den Indflydelse paa Bladets Ledelse og Form, som den efter Lovenes § 4 skal have.”
Dernæst maa jeg maaske bemærke, at det virker noget pinligt at se, at en rent saglig Kritik bliver optaget næsten som en personlig Krænkelse af Foreningens Veteraner eller Traditioner, endog i saa høj Grad, at ikke engang de senere etablerede festlige Sammenkomster er fredlyste for de Deltagere, som - fuldkommen sagligt og selvfølgelig i lige saa rene Hensigter som dem, Redaktøren er besjælet af - har udtrykt Meninger, der afviger fra Redaktørens eller sammes paa rette Sted iøvrigt paafaldende tavse Tilhængere.
I Sandhed - hvis dette i Almindelighed er D. K.s Metode overfor de nye Kræfter, der melder sig, saa forstaar man bedre, at D. K. i Tidernes Løb kan komme til at trænge til nogen Fornyelse. Thi den er ikke opmuntrende for den, der med god Vilje til at yde et Arbejde og efter sin bedste Samvittighed begynder der, hvor hun i det givne Øjeblik finder det rigtigst - ganske vist uden personlige Hensyn, men maaske saa meget mere med Sagen for Øje.
Det faktiske Forhold er da i al Klarhed dette:
Under det Punkt paa Dagsordenen, hvor Spørgsmaalet om Samfundets fremtidige Kurs skulde behandles, rettede et stort Antal af Talerne Kritik mod den Kurs, som „K. og Sf.” i den seneste Tid havde fulgt - mod Bladets Tone i Behandlingen af visse Sager, idet de anbefalede en mere rolig, mere fredsommelig Tone som mere hensigtsmæssig for D. K.s Trivsel og Fremgang i Fremtiden.
Eksempler fremdroges i rigelig Mængde; for Tydeligheds Skyld skal jeg her fremføre enkelte:
Den i K. og Sf.s Nr. 8 1918 fremsatte Haan mod samtlige Landets politiske Partier, Jævnstillingen i samme Nr. af Partilederne med de værste og stupideste Kvindeforhaanere, Erklæringen i Nr. 5 1918 om, at „vi jo nok kender de mandlige Vælgeres Utilbøjelighed til at stemme paa Kvinder” - en Paastand, der efter alt foreliggende maa siges at være meget løst underbygget. - Bladets hele Fremfærd overfor de kvindelige Rigsdagskandidater - sidst den i Nr. 11 1918 fremførte Parallel, der skal antyde, at det er D. K., som har har baaret de kvindelige Rigsdagskandidater frem mod det Maal, de nu har naaet, og derefter, at disse Damer i ubeføjet Selvfølelse vender D. K. Ryggen for at søge egen Fordel - ja, jeg betænker mig ikke paa at sige, at mange Medlemmer, der ser, at en saadan Fremgangsmaade kun er egnet til at skaffe Kvindesagen Fjender, - og at det fremførte slet ikke rammer de faktiske Forhold - ligefrem føler sig beskæmmede ved, at et Organ for en Forening, af hvilken de er Medlemmer, overhovedet kan fremkomme med sligt!
Som det fremgaar af den foranciterede Del af min Tale i Aalborg, har jeg villet henlede Fællesstyrelsens Opmærksomhed paa, at den efter Lovenes § 4 har Ansvar for, hvad der staar i Bladet, og hertil mener jeg, der er al mulig Anledning, naar Spørgsmaalet om hele D. K.s Kurs behandles. Diskussionens senere Forløb viste jo ogsaa, at en langt overvejende Del af Talerne havde lignende Anker at rette mod Bladets Ledelse, som kun fandt meget faa Forsvarere, og ogsaa den senere følgende Afstemning (de nye Kandidater til Fællesstyrelsen) viste, at Forsamlingen ingenlunde tog Afstand fra de Tillidsmænd, der havde angrebet Redaktøren, hvad der for enkeltes - bl. a. mit Vedkommende - havde været udmærket Lejlighed til.
At Redaktøren efter hele Sagens Forløb nedlagde sit Mandat, var formentlig fuldkommen korrekt, naar det ikke var muligt for Redaktøren at prøve at lempe sin Skrivemaade efter Flertallets Opfattelse, og andet er det jo ikke, de opponerende Tillidsmænd har krævet. Der er blot ingen Grund til Bitterhed mod dem, der i Kvindesagens Interesse fremkommer med saadanne Krav paa rette Tid og Sted, nemlig netop der, hvor Foreningens Fremtidstaktik drøftes og bestemmes.
Og har Redaktøren og Redaktørens Tilhængere forsømt i Tide at forsvare Bladets Ledelse, saa forekommer det mig, at de nu med Fatning maa finde sig i at vente til rette Tid og rette Sted, - nemlig næste Fællesmøde.
Som jeg allerede i Indledningen til mine Bemærkninger i Aalborg kraftigt understregede, mener jeg, at D. K. gennem Tiderne har udrettet store Ting for Kvinderne, hvad vi alle har Grund til at paaskønne, og netop, fordi det ikke kan være ligegyldig, at Muligheden for, at D. K. ogsaa i Fremtiden kan være en Faktor af største Betydning for Kvindesagen, ødelægges ved en forfejlet Taktik - en Taktik, som maaske kan have været heldig i sin Tid, men som nu ikke længer er paa sin Plads - skrider den, hvem Kvindesagen og D. K.s Vel ligger paa Sinde, ind og prøver at faa det lidt for højt oppe svævende Blad ned paa Jorden og faa det til al føre sin Kamp for Kvindernes Ret paa en fornuftig og ædruelig Maade.
Jeg skal endnu blot tilføje, at der sikkert ikke er nogen, der undervurderer Værdien af den Nidkærhed og Interesse, hvormed Red. omfatter hele Kvindesagen, - selv om ikke alle kan være Tilhængere af Red.s Metoder.
Anna Westergaard.
Redaktionen skal i Anledning af ovenstaaende kun bemærke, hvad den ansvarshavende Redaktør ogsaa gentagne Gange hævdede paa Fællesmødet i Aalborg, at Bladets Valgartikler har været skrevne i korrekt Overensstemmelse med den Taktik, som Fredericiamødet vedtog og dermed foreskrev Redaktionen at følge: l) at kræve en Trediedel af de folkevalgte Pladser i Landstinget besat med Kvinder, og 2) at anbefale alle Partier navngivne Kvinder indenfor Kvindebevægelsen til disse Pladser. Af de 54 folkevalgte Pladser blev 5 besat med Kvinder, altsaa mindre end en Tiendedel, - af de anbefalede Kvinder blev én valgt. (Fru Hjelmer, som ogsaa blev valgt, havde ikke ønsket at blive anbefalet, da D. K. spurgte hende). Ud fra disse Kendsgerninger, skrev Redaktionen og betegnede Sejren som en halv Sejr. - Indlederne af Spørgsmaalet om D, K.s Taktik i Fremtiden burde have lagt Skylden for Bladets Holdning paa Fællesmødet i Fredericia, og Dirigenten burde have holdt Diskussionen indenfor de Rammer, som Dagsordenen foreskrev.
Som Diskussionen udviklede sig, er det tilgiveligt, at Trafikassistent Anna Westergaard og Meningsfæller lod sig forvirre til at antage, at det er Redaktøren af Kvinden og Samfundet som bestemmer Dansk Kvindesamfunds Taktik og ikke den højeste Myndighed: Fællesmødet. Man kan jo ikke forlange af „nye Kræfter”, at de straks ved fuldt Besked med Forholdene, men man kunde maaske vente, at de opsatte deres Dom, til de havde erhvervet sig de nødvendige Forudsætninger.
Red.
