« Tilbage til søgeresultaterne
Aalborgmødet og Redaktørskiftet
I Anledning af Anna Westergaards Artikel om dette Emne her i Bladet, tør jeg maaske bede om Plads for nogle Betragtninger fra et væsentlig modsat Standpunkt.
A. Westergaard citerer i Begyndelsen af sin Artikel sin Tale i Aalborg og peger her paa den Betydning det har, at en Organisations Blad og dens Styrelse er „i den mest nøje Kontakt med hinanden", og hun drager i denne Forbindelse en Parallel mellem sin Etats Organ og Dansk Kvindesamfunds Blad. Forholdet stiller sig dog ret forskelligt, forekommer det mig, naar det ene af de nævnte Blade udelukkende repræsenterer et Fag, en Stands bestemte Interesser: Lønning, Forfremmelsesvilkaar o. lign., og det andet, Kv. og Samf., foruden sit socialt økonomiske Program ogsaa bærer en Idé frem og styrer mod et Maal, der ligger højere end alle Særstandpunkter og materielle Krav. Redaktøren af dette sidste maa være mere selvstændig stillet, ellers vilde den førende Idé i Tidens Løb være udsat for alt for mange Skaar.
A. W. beklager dernæst den Maade, hvorpaa Kritiken af Bladet optoges af en Del af de Tilstedeværende paa Fællesmødet og andre, og anker over, at nye Kræfter paa denne Maade ikke faar den ønskelige Opmuntring ved deres Tiltræden til Arbejdet. Ja, nye Kræfter maa vel altid, saa længe de endnu er ukendte, nærmest vente Opmuntringen fra Venner og Meningsfæller, og den almindelige Tilslutning kommer jo først, naar de selv gennem deres Arbejde har vundet den. De unge, dygtige Kræfter, hvormed D. K.s Styrelse ved dette Valg forøgedes, vil utvivlsomt senere gøre denne glædelige Erfaring. Men naar A. W. saavel i denne Sammenhæng som andet Steds med et Stænk af Spot taler om Redaktionens „paafaldende tavse Tilhængere", saa er vi hermed naaet til det Kærnepunkt, som de tavse senere Gang paa Gang i deres Henvendelser til Redaktør og Styrelse har peget paa, idet de har hævdet, at Spørgsmaalet om Bladets Redaktion og Forhold ikke var optaget paa Mødets Dagsorden og saaledes ikke paa lovformelig Maade var indanket for Tillidsmændenes Dom. Disse var derfor i deres gode Ret til at tænke sig en Smule om og overveje de fremførte Anker, inden de udtalte sig. Men før dette skete, var som man ved, Tiden for Mødet udløbet, og heller ikke senere kunde der gives Tid eller Plads til nogen fortsat Debat eller Afstemning. Man kan vel i det hele taget ikke med Rette kræve, at Tillidsmændene uforberedte skal træffe store og vigtige Afgørelser i Løbet af en Timestid eller to. Var det paagældende Punkt paa Dagsordenen bleven kaldt „Bladet og Medlemmerne" eller noget lignende, skulde Tillidsmændene nok været rede med deres Mening og skaffet sig Tid til at fremføre den. Men som det nu betegnedes, maatte man antage, at Forhandlingen vilde komme til al dreje sig om Fremtidens Valgtaktik set i Forbindelse med vor paa Fredericiamødet vedtagne Handlemaade for dette Valg. Og under denne Forhandling virkede det forstemmende, at Talerne gennemgaaende søgte at lægge D. K.s fælles Ansvar for den vedtagne Taktik over paa Bladet. Det var virkelig højst forklarligt, at Redaktøren omsider maatte reagere ret kraftigt ligeoverfor et saa ubeføjet Angreb.
A. W. berører imidlertid ikke denne Side af Sagen og ser i det hele ingen Grund til Bitterhed hos Redaktionen og dens Venner. Der forlanges jo kun, at Red. „vil prøve at lempe sin Skrivemaade efter Flertallets Opfattelse," - , andet er det jo ikke," skriver hun. I Sandhed - en ren Bagatel, - som dog vistnok enhver Redaktør med Agtelse for sig selv vilde betænke sig paa at udføre. At lempe sin Skrivemaade, efter Flertallet Opfattelse er nemlig en meget stor Fordring at stille til en Redaktør. Og her i vort Tilfælde, er det jo ikke en Gang klart, om der er Flertal for den Opfattelse, hvortil A. W. slutter sig, - Beviset for dette har ikke endnu kunnet føres.
Saa er der i Slutningen af A. W. s Indlæg nogle Ord, jeg maa standse ved et Øjeblik. A. W. er glad over, at den, hvem Kvindesagen og D. K.s Vel ligger paa Sinde, skrider ind og prøver at faa „det lidt for højt oppe svævende Blad ned paa Jorden" og faa det til at føre sin Kamp „paa en fornuftig og ædruelig Maade". Ja - alle kan ikke holde sig lige nær ved Jorden - heldigvis. Hvis der ikke i tidligere Dage havde været Mennesker, som i brændende Villie og Fremsyn havde hævet sig over Hverdagens Syn, var Dansk Kvindesamfund ikke blevet til. Og skulde vi i Fremtiden komme til at savne saadanne højtstræbende Førernaturer, vil D. K. forvandles til en almindelig Fagforening og vort skønne Banner maa da sættes paa Pulterkammeret. Dette sker dog forhaabentlig aldrig, saa vist som Dansk Kvindesamfunds Vel ligger os alle paa Sinde trods alle Meningsforskelligheder.
Til Slut maa jeg have Lov til til Overvejelse at fremhæve dette: just fordi D. K. indenfor sine Rækker huser alle Meningsstandpunkter, de forskelligste Livsforhold og Aldre og nu ogsaa de mere og mere tilspidsede politiske Modsætninger, just derfor maa der ogsaa fremtidigt som samlende Midtpunkt, som Brændpunkt være en uafhængig maalbevidst Kvindesag, der gennem sin Organisation og sit Blad forstaar at hævde sig selvstændig mellem Tidens andre Sammenslutninger.
Efter dette Ledemotiv har vor Redaktion ført Bladet, og Historien vil sikkert vise at D. K. skylder den sin største Paaskønnelse og Tak derfor.
Christine Møller.
- - -
Naar man er blandt dem, der ubetinget i vort Blads nuværende Redaktion ser Dansk Kvindesamfunds første bærende Kraft i Øjeblikket, kan man ikke slippe for at føle sig ramt af A. Westergaards smærtende Bemærkninger om, at vi ikke paa Fællesmødet var flere, der med Fynd og Klem imødegik Angrebene paa Bladets Ledelse. Det er jo nemlig, uanset den lidet elskværdige Tone, sandt, hvad A. W. her skriver. Jeg personlig har da ogsaa siden da følt mig i høj Grad trykket og beskæmmet over, hvad jeg afgjort maa betegne som vor Svigten ved den Lejlighed. Og skønt jeg særdeles godt véd, at helt kan det hverken forklares eller undskyldes, trænger jeg dog stærkt til at kaste lidt Lys over, hvordan det kunde, gaa saadan. Selv om jeg kun kan tale for mig selv, er jeg ikke i Tvivl om, at det er gaaet adskillige som mig; for at hverken de højrøstede Angreb eller det mangelfulde Forsvar er det fuldgyldige Udtryk for Meninger og Stemninger, som de virkelig er Landet over, det er jeg sikker paa.
Jeg skal ikke opholde mig ved min egen daarlige eller rettere fuldstændig bristende Evne til med Held at gribe ind i en Diskussion som denne, skønt det kan være en saare pinlig Hindring. Men ved denne Lejlighed var der dog ét, som overskyggede alt andet, og det var en fuldstændig lammende Følelse af, hvad al denne smaalige og kortsynede Kritik dog betød for et „Testimonium Paupe-tatis"*) for den Aand, der syntes at føle sig - og muligvis virkelig var - i Overvægt i D. K. for Øjeblikket.
*) Fattigdomsattest.
Jeg har atter gennemlæst de meget omtalte Artikler m. m. fra Valgtiden, og det er mig kun endnu mere end første Gang en Gaade, at man kan komme i noget Slags Oprør over deres - som Regel kun meget forfriskende - Skarphed og samtidig være blind for deres Vid, Kraft og Sandhed - for slet ikke at tale om Forargelsen over de to Billeder fra 1888 og 1918. Jeg nærer ikke mindste Tvivl om,
at hvem som helst af de formentlig forhaanede Politikere vilde have været uhyre fornøjede, om de selv havde haft Held til at levere en saa rammende og morsom Satire.*)
*) Jeg vil dog samtidig bestemt protestere naar A. W. for Alvor kalder Ploug én af de »stupideste og værste Kvindeforhaanere«. Lad Ploug med det store Flertal i sin Samtid have haft store Fordomme paa dette Punkt; en Kvindeforhaaner var han ikke. Og ærlig talt - naar man som paa Fællesmødet hører om dyb Rørelse over Blomsterbuketter og smukke Taler, saa kommer man lidt i Vildrede med, om ikke de Folk har en vis Ret, som endnu i 1918 mener, at Kvinderne passer bedre ved Fester med Skaaltaler end paa Tinge.
At alt, hvad der blev skrevet, var Sandheden om saavel Partipolitikens som de valgte Kvinders virkelige Stilling til Kvindesagen, i alt Fald foreløbig, at det var Sandheden set lige i Øjnene og sagt uden Spor af Gift eller Galde, men rigtignok ogsaa uden Frygt og uvedkommende Hensyn af nogen Art og i Sagens velforstaaede Interesse, det syntes at være saa ligegyldigt, som. om man i det offentlige Liv faldt over Sandhedsvidner, mens den, der med enestaaende Dygtighed og Begavelse førte Sagen frem ad denne Vej, for enhver Pris skulde stille til Klipning og Frisering, fordi - ja, lad os kun sige det rentud, fordi denne Kampmaade i høj Grad mishagede og generede Partipolitiken fra alle Lejre.
Vi staar i dette Øjeblik med Kvindesagen i det farligste Pas, vi maaske nogen Tid har været i. Vi har naaet den formelle politiske Ligestilling, som for saa mange staar som Endestationen ved selve det forjættede Land. Og netop derfor løber vi den allerstørste Fare for, at Kvindernes store Fællessag i en Haandevending forvandles til én af de mange Særinteresser, som Partierne velvilligst - mod et større Antal Vælgere - hægter paa Programmet og lejlighedsvis putter en Bid til. Og dette i Stedet for fremdeles at vogtes og tjenes som den ene, dyre Sag af dem, som nu én Gang er grebet af denne ene Sag og har viet den hele deres Hjerte og alle deres Kræfter. Vi har saadanne Folk i dette Øjeblik - forstaar vi virkelig ikke, hvad det betyder for os? Indlederen paa Fællesmødet spurgte, hvorfor Kvinderne i Politiken skulde nøjes med D. K.s snævre Program og dermed udelukke sig fra Indflydelse paa andre Spørgsmaal, som ogsaa havde deres Interesse. Om D. K.s Program er snævert, véd jeg ikke, det omfatter i alt Fald alle Kvinders vitale Interesser. Men det er jo saa rigtigt, at der findes mange andre Spørgsmaal af den allerstørste Interesse; og det er sikkert, at enhver Kvinde, ogsaa om hun staar i D. K., fuldtud har Lov til at interessere sig baade lige saa meget og mere for hvilken som helst af disse andre Ting. Men ét er dog indlysende, at som D. K.s Repræsentant staar hendes Betydning i Forhold til, i hvilken Grad Kvindesagen er hende det første eller eneste.
Og nu med Hensyn til at virke i Partierne. Skønt jeg for min Part er overbevist om, at Partipolitiken forlængst har naaet det Punkt af indre Fordærv, som betyder Fald, saa forstaar jeg saa godt, at andre endnu kan have bevaret en vis Tro paa den og i alt Fald mene, at det er den eneste Vej at gaa. Og saa længe Kvinder mener det, falder det af sig selv, at de prøver ad den Vej at hjælpe det frem, de vil kæmpe for. Men én Ting burde vi dog kunne enes om: at for intet Parti vil eller kan Kvindesagen nogensinde andet end komme i anden Række efter de virkelige Partisuger - og mon der egentlig er ret mange Øjeblikke, hvor der i Partiets Øjne ikke staar virkelige Partisager paa Spil? Men ser man da saa slet ikke, hvad der dog er saa indlysende, at den eneste kraftige Støtte for de Kvinder indenfor Partierne, for hvem Kvindesagen mer eller mindre er det første, er et D. K., ledet netop som Kv. og Samf. i Øjeblikket, med en fuldkommen frygtløs og maalbevidst Uafhængighed og Selvhævdelse overfor alle Partier, hvad enten de ser surt eller sødt, og at Partierne netop derfra paa given Foranledning skal kunne vente et Hornsignal til Samling paa Kvindespørgsmaal; paa tværs af alle Partispørgsmaal og om fornødent i et virkeligt Kvindeparti. Kun derved, det er saa sikkert som noget, kan der skaffes virkelig Respekt for Kvindernes Krav indenfor Partierne. Og om Kvinderne derinde i Øjeblikket ikke tror, at Kv. og Samf. er dem en saadan Støtte, saa skulde de nok faa det at mærke - lidt efter lidt naturligvis - om Bladet en skønne Dag faldt fra.
Men en saadan Fæstning udenfor Partiet er ikke noget Parti behageligt, og det kan billigvis hverken forlanges eller forudsættes, at det skulde være det. Det ligger saa klart i Sagens Natur, at det ikke behøver at udvikles videre. Tro blot ikke, at det er den meget omtalte „Tone" i Bladet, som gør Ulykken. Nej, det er et maalbevidst og frygtløst D. K. i sig selv, som aldrig vil blive kært for noget Parti - men som i høj Grad har Mulighed for at blive en Faktor, som intet Parti kan tilintetgøre, og som alle derfor vil komme til at regne med og affinde sig med. Og hvad der betyder meget mere, en Faktor, som flere og flere Mænd af den rette Slags - for lad os dog endelig vogte os for at gøre Mændene til ét med de politiske Partier - vil faa Respekt og Sympathi for og give deres gode Hjælp.
Men saa maa det ogsaa være klart, at skulde det lykkes at trænge de Kræfter ud, som for os - hvor mange vi nu kan være - er Borgen for D. K.s Fremtid, saa har vi intet andet at gøre end at følge dem og rejse Kvindesagens Støtter andetsteds. Og saa vil vi, der sikkert for Størstedelen har holdt af og ved D. K. i noget længere Tid end bl.a A. Westergaards nye Kraft, forsøge med saa megen Fatning, vi kan mestre, at se Dansk Kvindesamfunds stolte Stridsvogn ende som det, den uvægerlig under de elskværdigste Former vil ende som: en beskeden Skubkarre for de politiske Partiers Affald.
Hedvig Reinhard.
- - -
En Tilføjelse maa jeg gøre. Det har forbavset flere end mig, at ikke én af dem, der saa stærkt har anket over Redaktionens Skrivemaade, har fundet sig tvunget til at tage Afstand fra den Tone, som én af deres Meningsfæller, Camilla Nielsen, har ment at kunne tillade sig overfor G. Lemche i sit Angreb angaaende Hittebørnshospitalet i Nr. 13 af Kv. og S. En Sag, hvor de ansvarshavende, nemlig de, der arbejder paa Hittebørnshospitalets Tilblivelse, oven i Købet udelukkende har deres egen kejtede Optræden at takke for alle opstaaede Misforstaaelser. Det vilde unægtelig have virket velgørende, om den øvrige Opposition ikke havde ladet nogen i Tvivl om, at et saa lavtliggende Overfald som dette ogsaa misbilligedes fra deres Side. - Med al Respekt for den vidtdrevne Loyalitet, som bragte Redaktionen til ikke at nægte Optagelsen selv af dette Indlæg, som i Sandhed aldrig, burde set Lyset i Kv. og S.s Spalter, synes det mig iøvrigt, at der her havde været endog ualmindelig god Grund ogsaa for Fællesstyrelsen til at bruge sin Myndighed til for Fremtiden at sætte Bom for Smudsangreb af den Art paa en af Dansk Kvindesamfunds første Tillidsmænd. H. R.
- - -
Den ærede Redaktør knytter til min Artikel i Bladets forrige Nummer nogle Bemærkninger, der tyder paa, at Red. ikke har opfattet, hvad Artiklen drejer sig om.
Den omhandler Bladets Tone. Denne er et Led i „D. K.s Taktik; og jeg har paapeget Fællesstyrelsens Pligt til at hindre, at „Kvinden og Samfundet" skrives i en Tone, der skader Kvindesagen som Helhed.
Forudsætningerne for at kunne se, at Bladets Tone er uheldig, og for at føle sig pinligt berørt af de Artikler, jeg citerer, behøver man ikke at erhverve sig indenfor Fællesstyrelsen. Om dette Spørgsmaal kan saa udmærket ethvert almindeligt Medlem af D. K. have en velbegrundet Mening.
Naar Red. til Slut finder „det tilgiveligt, at Trafikassistent Anna Westergaard . . lod sig forvirre" o. s.v., - ja, saa skal jeg gerne paa min Side prøve at svinge mig op til at præstere et lignende, tilgivende Højsind overfor de Bemærkninger, som „Forfatterinde Gyrithe Lemche" har gjort til mit forrige Indlæg.
Skønt jeg hverken finder dem særligt rammende eller særligt tiltalende. Anna Westergaard.
- - -
Begge Parter har nu haft Ordet, og vi maa da med disse Indlæg erklære al Diskussion ang. de redaktionelle Forhold for udelukket i det Aar, den nuværende Redaktion, efter Anmodning, har paataget sig at fungere.
Red.
- - -
Da jeg paa flere Punkter er enig med A. Wstergaard i sit Indlæg i Kvinden og Samfundet af 15. September, men ogsaa som denne lider af den Fejl i Redaktionens Øjne „at være en ny Kraft" og som saadan „hellere skulde opsætte sin Dom til de har faaet de fornødne Forudsætninger", tillader jeg mig, for at prøve paa at erhverve disse Forudsætninger, at opfordre Medlemmerne af Fællesstyrelsen til her i vore Spalter at udtale sig om, hvorvidt de i det forløbne Aar har været i Overensstemmelse med Redaktøren i Ledelsen af Bladet?
Fredericiamødet kender jeg ikke noget til; men man har hidtil kun hørt G. Lemches Mening om dette Mødes Beslutninger. Det vilde være af Interesse at vide, om der indenfor Fællesstyrelsen havde været en anden Opfattelse af disse samme Beslutninger.
Med Tak for Optagelsen.
Anna Sigvard Hansen,
Holte.
- - -
Som Svar paa Anna Sigvard Hansens to Spørgsmaal, kan jeg for det første Spørgsmaals Vedkommende citere en Udtalelse af Fællesstyrelsen, enstemmig vedtaget i Fællesstyrelsesmødet den 18. September 1918:
„Fællesstyrelsen har ikke næret Ønske om Redaktørskifte og er i Hovedsagen i Overensstemmelse med de Principper, efter hvilke Bladet er blevet ledet. Fællesstyrelsen anmoder derfor Fru Lemche om at fortsætte sin Virksomhed som Redaktør."
Hvad Spørgsmaalet om Fællesstyrelsens Opfattelse af Fredericiamødets Beslutninger angaar, vedtog Fællesstyrelsen paa sit Møde i Aalborg d. 13. Juni d. A. ikke at fremlægge nogen Fællesstyrelsesbeslutning angaaende Fredericiataktiken.
Saavel Fællesstyrelsens Medlemmer som Fællesmødet var og er saaledes stillet frit m. H. t. Taktiken.
Julie Arenholt, fung. Formand.
