« Tilbage til søgeresultaterne

Hvorledes skal D. K. i Fremtiden gøre Kvindevalgretten frugtbringende for Kvindesagen

Af: Dora Lacoppidan-Koefoed, Caroline Bie

« Se emneord


Dersom det Fingerpeg og den Tak­tik, som blev givet D. K.s Medlemmer paa Fredericiamødet konsekvent var bleven fulgt Landet over, var Resul­tatet af Landstingsvalget sandsynlig­vis blevet et andet, end det blev.

Efter Valget af Valgmænd ophørte Samarbejdet blandt Kvinderne vist for de fleste Kredses Vedkommende.

Skulde det ikke være muligt at faa etableret et saadant begyndet i Kom­munerne og omspændende hele Lan­det? Saaledes som det sikkert er gaaet mange - maaske de fleste Ste­der - skulde det ikke gerne gaa os næste Gang, og derfor bør der snarest muligt tages fat, saa Rammerne kan være i Orden, naar Valg næste Gang staar for Døren.

Hvad der var mest iøjnefaldende navnlig ved Landstingsvalget, var Kvindernes næsten totale Mangel paa Kundskab om, hvor der fandtes Kvinder, som havde Evner til og var villige til aktiv Deltagelse i Politik. Man samledes rundt om paa Valgste­derne i større eller mindre Flokke af Kvinder indenfor de forskellige Par­tier uden nogensomhelst Anelse om, hvor man havde hinanden. Et Min­dretal tog maaske Affære, hvilket for enkelte kunde tage sig ud som en Overrumpling, skønt dette sandsynligvis saa langt fra at være tilstræbt net­op var et Udslag af en fuldstændig naturlig og rigtig Følelse af, at der i mindste burde gøres noget.

Den eneste farbare Vej vil sand­synligvis vise sig at være Sammenslutninger af Kvinder gruppevis efter Partifarve, begyndende som alt paa­peget i Kommunerne, derefter for­grenende sig i Folketingskredse, Landstingskredse og tilsidst omspæn­dende hele Landet. Kommunesam­menslutningerne skulde lette Bestræ­belserne for at finde kvalificerede kvindelige Kandidatemner til Rigsdagsvalg, og gennem Landsorganisa­tionen skulde der muliggøres Samarbejde mellem Landets forskellige Kredse for at forhandle om, hvor der eventuelt bør sættes mest ind paa at faa en Kvinde valgt, og hvor det maaske af Hensyn hertil vil være klo­gest at være villig til at renoncere.

For Dannelsen af saadanne Sam­menslutninger vil D. K.s Distriktsinddeling sandsynligvis kunne faa grund­læggende Betydning, og næste Aars Fællesmøde vil maaske bringe os Sa­gens Løsning ikke alene et Hanefjed nærmere, men helt til det foreløbige Maal: Politisk Gruppeinddeling af Kvinder efter Partifarve og derigen­nem større Indflydelse paa Rigsdagsvalg. Dersom vi derimod i en nær Fremtid atter skulde faa Opløsning af begge Ting med paafølgende Valg, hvorfor der maaske aabnes en Mulighed gennem Islands nyerhvervede Suverænitet, vil det forberedende Ar­bejde ikke kunne paabegyndes for hurtigt.

Lige saa vist som det næppe vil baade hverken Mands eller Kvindeka­rakteren, om Kvinder gaar Krogveje for at naa, hvad de forstaar ved Ret, ligesaa vist skal Kvindesagen udkæm­pes med „aabent Vizir”, om den skal blive til Velsignelse for alle Parter.

Horsens, d. 3. Aug. 1918.

Caroline Bie.

 

„Ja, Fru Lemche!” Da jeg læste Re­feratet af Aalborgmødet, „lyste det op i Taagen”, at Caroline Bie, Horsens, udtalte det ønskelige i, at D. K.s Di­strikter hjælper Partikvinderne til at danne en Organisation, som omspæn­der hele Landet og forhandler før Valgene. Altsaa G. Lemches Grupperingssystem. Dette er egentlig saa lige til. Gives, der nogen an­den Vej? jeg vil bede alle Kvinder af D. K. om at gennemlæse og gen­nemtænke G. Lemches Artikel i Bla­det Nr. 13, 15de Juli: „Hvorledes skal D. K. i Fremtiden gøre Kvindevalg­retten frugtbringende for Kvindesa­gen?” - At Kvinderne gaar ind i Partierne efter Behag eller vel sna­rere efter politisk Tendens, det er de fleste af os jo nu enige om; men jeg vil tilføje i Tilslutning til denne G. Lemches Artikel om Gruppering, at netop denne Vej vil sikrere og hur­tigere end al anden Agitation give D. K. Vind i Sejlene og bringe baade Medlems- og Kredsantallet op;  thi Grupperingssystemet vil kunne give D. K. Magt og Inflydelse, naar det overvejes nøje og træder frem i den rette, afgørede Form.

Det er af yderste Vigtighed for D. K.s Fremtid og Eksistens, at Spørgsmaalet om Fremtidstaktiken løses tilfredsstillende, og det er paa høje Tid. Der er allerede én Gang skudt forbi Maalet, og vi kan ikke vedblivende „prøve os frem”. D. K. maa tage med fast Haand om den Brændenælde, som Politik er, uden at brænde sine Fingre, ja, er jo nødt til af selve denne „Brændenælde” at væve sin Fremtids Klædning, hvis ikke D. K. en Dag skal finde sig selv staaende udenfor Døren til det politiske Gildeshus, fordi det mangler - Klæ­derne!

Naar G. L. i Slutningen af sin Artikel haaber, at en og anden kun­de faa Lyst til at tænke nærmere over Grupperingstanken og ønske hele Punktet om Fremtidstaktiken taget op til nærmere Drøftelse, saa er det­te Ønske nærmest for beskedent fremsat; det er jo nemlig uundgaaelig nødvendigt for Kvindesagens fremtidige Liv og Trivsel, at Kvinder­ne in casu Dansk Kvindesamfund, danner ikke et politisk Parti med Program, men en fast Sammenslut­ning, Organisation, med maalbevidst Taktik. Lad Fællesstyrelsen udarbej­de detailleret Forslag til dette nye Grupperingssystem, lad os derpaa i alle Kredsene drøfte Forslaget og Sy­stemet og lad os saa sluttelig vedta­ge det enstemmigt paa næste Fælles­møde eller om muligt før. -

Dora Lacoppidan-Kofoed.