« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne og Folkenes Forbund

« Se emneord

Fredsbevægelsen er ved at faa fast Fod blandt danske Kvinder. Det viste Kvindernes Fredsdag d. 13. Septbr. Vi skal i næste Nummer udførligt omtale Arbejdet for denne Dag og Resultaterne af den. Denne Gang kan vi offentliggøre efterfølgende Dokument, som har vakt Interesse i vide Kredse i de skandinaviske Lande:

 

Til

De skandinaviske Landes Regeringer.

De skandinaviske Grupper af „Kvindernes Internationale Komité for varig Fred” tillader sig at rette følgende Henvendelse til Regeringer­ne i de 3 skandinaviske Lande:

Den Vækst, som Tanken om et „Nationernes Forbund” har haft i tænkende Menneskers Sind, og den almindelige Diskussion, som er rejst derom, især efter Præsident Wilsons Proklamationer, skulde tyde paa, at Tiden var inde til at søge Tanken ført ud i Livet. Vi tror derfor, at en theoretisk videnskabelig Udredning af de nærmere Betingelser for Opret­telsen af et saadant Forbund, tillige­med en indgaaende Overvejelse af de praktiske Vanskeligheder ved dets Virkeliggørelse, paa dette Tidspunkt vilde kunne blive et værdifuldt Bidrag til Løsningen af dette vanskelige Pro­blem.

Til at paatage sig en saadan inter­national Mission, tror vi de neutrale europæiske Stater er særlig skikket - ja, bør føle sig moralsk forpligtet: Deres aandelige Kræfter, som Kri­gens Sorg og Rædsler ikke i den Grad har tæret paa som i de krigsførende Lande, kan lettere ofre sig for dette Arbejde i Menneskehedens Tjeneste. Videre kan disse Stater gennem deres Neutralitets og Voldgiftspolitik paaberaabe sig allerede at have brudt med Magtprincipets Anvendelse i mellemstatlige Forhold. Særlig de skandinaviske Lande, hvoraf Sverige og Norge jo har løst den alvorlige Konflikt i 1905 ad fredelig Vej, bur­de kunne tale med Styrke og Overbevisning om at finde Midler til at bilægge internationale Tvister uden Vaabenmagt. Vi kan heller ikke tro andet, end at et eventuelt Forslag fra deres Side til Grundlov for et saadant Fol­kenes Forbund vilde have større Ud­sigt til at blive betragtet som upar­tisk og objektivt end et, som frem­kom fra en af de krigsførende Par­ter.

I den Tro, at særlig de skandinaviske Lande her har en Verdensmission, tillader vi os i Ærbødighed at henstille til de skandinaviske Landes Regeringer at foranledige nedsat en skandinavisk Kommission med den Opgave at udarbejde Forslag til Grundsætninger og nærmere Betingel­ser for Dannelsen af et „Nationernes Forbund”.

Vi haaber, at de skandinaviske Landes Regeringer vil kunne optage denne Sag til Behandling snarest muligt, saa at Forslag kan foreligge fær­dig, naar den praktiske Gennemførel­se af denne Tanke søges virkeliggjort i en forhaabentlig nær Fremtid. Vi­ er bekendt med, at Kommissioner med det samme Formaal allerede er nedsat af andre Landes Regeringer saavel neutrale som krigsførende.

 

Den danske Sektion af Den interna­tionale Kvindekomité for varig Fred.

Henni Beenfeldt,

Th.  Daugaard,

Eline Hansen,

Margit Heilesen,

Clara Tybjerg.

 

Den norske Sektion af Den interna­tionale Kvindekomité for varig Fred.

Emily Arnesen,

Valentine Danevig,

Ellen Gleditch,

Martha Larsen.

 

Den svenske Sektion af Den interna­tionale Kvindekomite for varig Fred.

Anna Kleman,

Anna Lindhagen,

Ellen Palmstierna,

Signe Petterson,

Mathilde Widegreen.