« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Kvindelige Talere under Finanslovforhandlingen i Folketinget:
Ægteskabslovgivningen.
Mathilde Hauschultz: Jeg skal tillade mig her under Finanslovdebatten at rette en Forespørgsel til den højtærede Justitsminister om, hvorvidt det Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Ophævelse, som siden 1913 har ligger færdigt fra Familieretskommissionens Side, vil komme frem for Rigsdagen i denne Samling som Forslag til Lov.
I 5 samfulde Aar har vi haft dette Forslag liggende paa Bordet, men enten vil man ikke eller kan man ikke indse Nødvendigheden af, at vi faar nogle nye Retsregler paa Ægteskabets Omraade. I Sverige har man allerede i Efteraaret 1915 ophøjet det vedkommende Forslag til Lov i omtrent uændret Skikkelse, og i Norge har man nu sidst i Maj 1918 ophøjet det samme Forslag til Lov. Kun herhjemme har vi hidtil nøjedes med at have Forslaget liggende paa Bordet.
Som vel i hvert Fald en Del ar Tingets Medlemmer ved, kan man nu kun opnaa Separation og Skilsmisse gennem Øvrighedsmyndigderne, saafremt der ikke foreligger særlig graverende Grunde, hvor saa Loven hjemler Adgang til Skilsmisse ved Dom. For at en saadan Sag, hvad enten det nu drejer sig om Separation eller Skilsmisse, kan oplyses, gaar vedkommende Sag fra Øvrighedskontoret over til Politiundersøgelse i den stedlige Politikreds til Oplysning hos Parterne i Sagen, altsaa Ægtefællerne, og eventuelle Vidner, om, hvorledes det ægteskabelige Forhold er, hvor daarligt det er, og hvad Grund der kan være, til Separation eller Skilsmisse. Overfor en hvilken som helst Politibetjent maa altsaa Mand og Hustru krænge hele deres ægteskabelige Misere ud, ja, endogsaa indvie en mere eller mindre taktfuld Politibetjent i deres maaske allerintimeste Forhold under deres Samliv. Saa staar det vedkommende Politibetjent frit for efter eget Skøn og Forgodtbefindende at indføre i Rapporten saa lidt eller saa meget, han vil, eller hvad han synes der er Brug for. Derfor ser man ogsaa mange Rapporter, i hvilke de reelle Momenter ganske drukner i alt det Nonsens, de Insinuationer og Bagvaskelser, som kommer frem fra en af Parternes eller Vidnernes Side eller fra begge Ægtefællerne overfor hinanden. Og der forlanges ikke Bevis for den Slags Insinuationer og Bagvaskelser, man forlanger ikke en Gang Parternes eller Vidnernes Underskrift, endsige Ed paa deres Vidnesbyrds Rigtighed, de kan fremkomme med hvad som helst, ligegyldigt om det er bevisligt eller ej. Der bliver vel ikke taget direkte Hensyn dertil ved Afgørelsen, man skærer vel igennem og tager de reelle Momenter frem og træffer Afgørelsen derudfra, men den Slags Insinuationer og Bagvaskelser overfor Ægtefællen vil dog altid stille denne i et mindre flatterende Lys, naar Afgørelsens Time kommer. Øvrigheden, Ministeriet har kun Rapporten fra Politibetjenten at rette sig efter, afhører og ser ikke vedkommende Part eller Vidne, og der bliver alligevel noget hængende i vedkommende Ministeriums eller Øvrigheds Skøn over Sagen, naar den ser hen til alle de Insinuationer, som er kommet frem under Sagen.
Der er meget at anke over med Hensyn til Sagernes langsomme Behandling og deres Vandring fra Øvrigheden til Politiet og fra Politiet til Øvrigheden for til sidst at havne til Afgørelse i Ministeriet. Mange Gange bliver Sagen sendt tilbage igen fra Ministeriet til Øvrigheden, tilbage til Politiet til yderligere Undersøgelse, hvorefter Sagen gaar hele Raden igennem tilbage til Ministeriet til Resolution.
Jeg skal nævne et Par enkelte Tilfælde, som jeg selv har haft med at gøre, saaledes at jeg kan tale af Erfaring. Jeg har i Januar 1916 indgivet en Separationsansøgning til Øvrigheden, den er nu omtrent to Aar efter havnet i Ministeriet til Resolution. Alt imedens gaar en stakkels Hustru, som det er i dette Tilfælde, og venter ængstelig paa en Afgørelse af, om hun eller Manden skal have Børnene. I et andet Tilfælde har Ministeriet den 12. Juni d. A. resolveret i en Separationssag, i hvilken min
Mandant først den 18. Oktober d. A. paa Forespørgsel fra mig har faaet Svar.
Dertil kommer, at disse Afslag altid gives under følgende Formel: Det ansøgte kan ikke bevilges paa det foreliggende Grundlag. Aldrig gives der saa meget som en Antydning af Grunden til Afslaget. Man kan saa faa Lov at søge videre de 365 Dage i Aaret, indtil man maaske rammer det rigtige Grundlag. Endvidere er der det at anke over, at Rekurs ganske er udelukket i disse Spørgsmaal. Jeg skal nævne som Eksempel paa Systemets antikverede Regler, at der ikke er lige Ret for alle, f. Eks. skal en Lensbesidder for at kunne blive skilt have kongelig Resolution.
Vi trænger ganske overordentlig til en ny Ordning paa dette Omraade, hvor de gældende Retsregler er meget antikverede. Vi trænger til en gennemgribende Ændring i Vor Ægteskabslovgivning, som samler de nye moderne Retsregler, og navnlig Bestemmelser, der lægger Separation og Skilsmisse over til Domstolene i Stedet for som nu til Øvrigheden, eller rettere sagt, vi trænger til en Ægteskabsdomstol, hvor Parterne og Vidnerne bliver afhørt under Ed.
For at det høje Tings Medlemmer ikke skal tro, at alt, hvad jeg her har nævnt, er grebet ud af Luften og ikke har noget reelt paa sig - de fleste af Tingets Medlemmer er, da de ikke til daglig beskæftiger sig med disse Forhold, formentlig ikke helt klare over, hvor forfærdelig antikveret Systemet er -, skal jeg til Slutning ganske kort omtale et enkelt ret typisk Eksempel fra min egen Praksis, som bedre end mange Ord vil vise, hvor forældet det nugældende System er. En Hustru søgte Separation, fordi hun blev mishandlet af Manden, hvortil kom, at hun havde Formodning om, at Manden var hende utro. Det første kunde hun bevise, da hun havde to Vidner paa, at Manden havde mishandlet hende, men midt under Sagen svigtede det ene Vidne, vilde ikke udtale sig, vilde ikke blandes i Sagen, og saa stod hun med kun eet Vidne, som havde set Stokkeslagene regne ned over hendes Ryg. Midt under Sagen blev imidlertid Manden pludselig syg, og Hustruen fik grundet Formodning om, at Manden havde paadraget sig en venerisk Sygdom ved at staa i Forhold til andre Kvinder. Nu skulde man tro, at hun havde været vel hjulpet, vi havde jo Mandens Læge at ty til, men saa er der det vidunderlige ved det System vi har, at Lægen kan paaberaabe sig sin Tavshedspligt, man kan ikke tvinge vedkommende Læge til overfor Øvrigheden at afgive sit Vidnesbyrd, og han gav det ikke godvilligt, hvoraf man indirekte kunde slutte, at der var virkelig Grund til Hustruens Formodning. Lægen nægtede altsaa at udtale sig, og efter ca. tre Fjerdingaars forløb, i hvilken Tid Hustruen bogstavelig talt gik paa Gaden med to Børn og ikke en Øre i Lommen, fordi Manden havde mishandlet hende og jaget hende ud af Huset, faldt endelig Øvrighedens Resolution: Det ansøgte kan ikke bevilges paa det foreliggende Grundlag. Saa var der kun den Udvej for hende at gaa til Domstolene og søge at opnaa Skilsmisse netop paa Grund af Mandens Forhold, thi her kunde hun tvinge Lægen til at optræde som Vidne og udtale sig om det, vi ikke kunde tvinge ham til at udtale sig om overfor Øvrigheden. Lægen udtalte sig ogsaa nok saa nydeligt om Forholdet, og vi fik her en Dom, grundet paa eet Vidnes Udsagn. Da var der gaaet fem Fjerdingaar, inden hun opnaaede Skilsmissen. Og for at opnaa Skilsmissen maatte hun, da hun ikke havde Raad til at søge Retten, andrage om fri Proces. Det skulde ske gennem Øvrigheden, og da Manden havde gjort sit til at faa sværtet hende og paaløjet hende det mest mulige - og den Slags Beskyldninger er jo efter deres Natur meget ofte ikke til at modbevise -, var Øvrigheden lige paa Nippet til at sige: Hun er efter Mandens Udsagn ikke, som hun burde være, hende kan vi ikke give Bevilling til fri Proces. Hun fik den nu imidlertid, fordi hun havde Fortalere, der kunde berette, at man ikke altid kan stole paa, hvad der kommer frem i en Politirapport, og da navnlig ikke, naar det ikke er bevist eller beviseligt, og saa opnaaede hun Skilsmissedom. Manden havde altsaa gjort sig skyldig i noget saa graverende, at hun kunde faa Skilsmisse ved Dom, men det mindre, Separation ved Bevilling, kunde hun ikke opnaa efter det System, vi har nu. Rettergangen varede knap 3 Maa-neder, Resten af Tiden, det ene Aar, tog Øvrighedssagen, der intet gav hende.
Jeg tror, den Slags Eksempler bedre end noget andet viser, hvor haardt tiltrængt en Ægteskabslov-givning, der svarer til de Forhold, hvorunder vi nu lever, er. Det er derfor, jeg paa egne og mit Partis Vegne har rettet den Forespørgsel til den højtærede Justitsminister, om vi kan vente at faa det paa-gældende Lovforslag fremsat for Rigsdagen. Jeg kan forsikre, at det er paa Tusinder af Menneskers Vegne, jeg taler i Øjeblikket, Tusinder af Mennesker, som venter med Spænding og Længsel paa, hvad der vil komme frem vedrørende dette.
Lige Løn. Kv. Adg. til Embeder.
Elna Munch: Efter at Kvinderne har faaet den politiske Valgret, og dermed det største Skridt hen-imod deres Ligestilling med Mændene er gjort, er det naturligt, at man søger at faa den Ulighed fjernet, som Lovene endnu paa enkelte Punkter opretholder. Der er for det første Lønspørgsmaalet. Det er jo saaledes nu, at i de allerfleste Stillinger lønnes Kvinder lavere end Mænd, selv om de udfører det samme Arbejde. Dette Princip bør ikke opretholdes. Det forsvares paa mange forskellige Maader. En af de Maader, man forsvarer det paa, er ved at sige, at Kvindernes Arbejde er ringere end Mændenes. Hvis dette kan paavises i enkelte Tilfælde og paa visse Omraader, kan Kvinderne naturligvis heller ikke forlange den samme Løn som Mændene. Vi forlanger kun lige Løn for lige Arbejde. Men hele dette Spørgsmaal vil jo blive behandlet af den store Lønningskommission, og jeg vil meget ønske, at den maa komme til et retfærdigt Resultat.
Et andet Spørgsmaal er Kvinders Adgang til Embeder. Det bør være saaledes, at Kvinder har Adgang til Embeder under lige Vilkaar med Mænd. Det afgørende ved Besættelsen af et Embede bør ikke være, om det er en Mand eller en Kvinde, der søger det, men det bør være vedkommendes Dygtighed til at udfylde Pladsen. For de fleste Stillingers Vedkommende er dette Princip anerkendt, selv om der ikke altid handles efter det i Praksis. Men der findes Stillinger, hvor Princippet ikke er anerkendt. Det gælder ikke blot Dommerembeder, som end ikke den i 1916 gennemførte Rets-reform giver Kvinder Adgang til, men ogsaa Præsteembeder, skønt det ikke er til at forstaa, hvorfor Kvinder ikke skulde kunne udføre Præstegerning akkurat lige saa godt som Mænd. Nu er det vel saaledes, at det er noget usikkert, om Kvinder ikke efter Loven kan blive Præster, men i Praksis er det aldrig indrømmet dem. Jeg vil henstille, at der paa dette Punkt skabes fuldstændig Klarhed, saaledes at hvis en Kvinde søger et Præsteembede, og hun i øvrigt er kvalificeret, hun da kan være sikker paa at faa det. Naar man indrømmer Kvinder Ret til at tage de Eksaminer, der giver Adgang til saadanne Embeder, maa man ogsaa tage Konsekvensen og give dem Embederne. Det samme gælder Rektorembederne ved Statens Gymnasier, skønt disse er blevet Fællesskoler, og til Trods for, at Erfaringen noksom har godtgjort, at Kvinder i høj Grad egner sig til at lede Skoler. Hertil kommer, at Staten netop nu har overtaget højere Skoler, hvor Kvinder var Rektorer forinden Overtagelsen, og den har beholdt disse Kvinder som Skolernes Rektorer.
