« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fremtid

Af: Astrid Stampe Feddersen, Th Daugaard

« Se emneord

Under overskriften „De mange og de vigtige” søger redactionen af Kvinden og samfundet i sidste nr. af bladet at udfinde grunden til, at D. K., der om tre år fejrer sit halvtredsindstyve års jubilæ­um, dog kun tæller omkring 10,000 medlemmer. I mangt og meget må jeg give redactionen ret i dens betragtninger, men jeg fø­ler dog trang til også at fremsæt­te mit syn på denne sag.

Kristelige og nationale forenin­ger har altid lettere ved at samle medlemmer, fordi de spiller på de to dybeste strenge i det menneske­lige følelsesliv. Kvindesagens mål er at vække kvinderne til at for­stå sit eget menneskeværd, søge at dygtiggøre dem, til at tage sin plads i livet og at kræve lige ret med manden. Men netop fordi kvinden ved uretfærdige love og en snæversynet samfundsmening har været holdt så meget nede, er mange af dem bleven uselvstændi­ge væsner, som det er svært at råbe op. Og det ligger i sagens na­tur, at der aldrig vil samle sig så mange om kvindesagens fane som om de kristelige og nationale foreningers.

Men, vort tal kunde nu sikkert flerdobles, hvis vi kunde sætte fle­re kræfter ind på vor store sag. Vi burde råde over en stab af ud­mærkede foredragsholdere, som kunde rejse landet rundt og åbne øjnene på de uinteresserede, vise dem, hvad vi vil og danne nye kredse på de døde pletter. Men det er ikke let at skaffe disse foredrags­holdere, fordi ethvert menneske, som dur noget, i vor travle tid har så meget at bestille, at de ingen tid har tilovers, til at ofre på fore­dragsrejser, der lægger beslag på megen tid. Nej, D. K. burde kun­ne lønne en dygtig rejsesecretair! Det gør mangfoldige andre for­eninger! Et menneske, som kun­de komme ud til kredsene, når de kaldte på hende og havde trang til hendes hjælp, og som på de dø­de pletter kunde opspore det men­neske, som vilde lægge kræfter i at danne en kreds og så hjælpe hende dermed, og som altid, når en kreds var lige ved at gå ind, kunde rejse ud og puste nyt liv i den. Men med det medlemsbidrag, D. K.s medlemmer betaler, er det aldeles umuligt, at sligt kan ske. Der indbetales af hvert medlem til fælleskassen 25 øre i administrationsomkostninger og l kr. til bla­det. Hvert medlem giver for et blad, som udkommer 2 gange om måneden l - en - kr. om året!! Og til vort store, omfattende kon­tor, som holder forbindelsen ved­lige med alle fællesstyrelsens 17 medlemmer, ordner årsmøder og fællesstyrelsesmøder, ordner alle de praktiske kursus over hele lan­det, fører vort regnskab, brevskif­ter med de skandinaviske lande, holder udkig med, hvor det er rigtigt, at D. K. griber ind, og hvor der sker kvinder uret o. s. v., o. s. v., til alt det betaler hvert medlem om året 25 - fem og ty­ve - øre!! Vi kan blot sammen­ligne os med andre samfund for at se, hvor altfor beskedne vi er. Man siger, at vi vil gerne have de små i samfundet med, og derfor er årsbidraget sat så lavt. Men har da husassistenternes fagforening ikke de små i samfundet med? De giver l kr. og 15 øre om måne­den til foreningen, d. v. s. 13 kr. 80 øre om året og desforuden 20 øre om måneden til arbejdsløs­hedskassen.

Så siger man: „ja, men husassi­stenternes fagforening skaffer hus­assistenterne bedre løn, bedre væ­relser, bedre behandling, for det må der ofres. Men skaffer D. K. da ikke kvinderne bedre levevil­kår? Ved hvert et fremskridt i kvindernes kår ser vi, at D. K. har en meget stor lod og del i, at fremskridtet er sket. Ved utrætte­lig at komme med andragender og adresser og på utallige andre må­der har vi virket med til, at alle undervisningsanstalter er bleven åbnede for kvinder, at hustruen har fået rådighed over sit erhverv og er bleven myndig, at børn født udenfor ægteskab har fået en be­dre behandling, at barselkvinder får en kr. om dagen i sygekassehjælp og sidst - men ikke mindst - at vi kvinder 1915 har fået borgerrettigheder!

Er det ikke fordele, som det er værdt at bringe økonomiske ofre for? Men der er uendelig meget til­bage at virke for! Læs blot

D. K.s interpellationer ved sidste valg, så vil man se, hvormeget der endnu fattes, inden kvinderne har fået den rette plads i samfundet. Men vi bør slutte os sammen og bringe de ofre, som sagen kræver! Det er mit inderlige ønske, at medlem­merne snart vil vedtage en god for­højelse såvel af bidraget til fælleskassen som af det til bladet, så at D. K. ikke altid skal holdes tilbage af næringssorger!

En af grundene til, at det kan være lidt vanskeligt at få medlems­bidraget sat op, er vel nok, at der er en del gifte koner imellem, som ikke har så mange penge at råde over. Anna Westergård pegede ved mødet i sommer på, at D. K. ikke var kendt imellem selverhvervende kvinder: kvindelige tjenestemænd, arbejdere, husassistenter, butiksfolk, kv. kontorassistenter o. s. v. Det er ganske rigtigt, men det er jo særlig i København, at disse selverhvervende kvinder findes i større mængde, så det var på Københavnskredsens generalforsam­linger, at hun burde komme frem med denne kritik. Fællesstyrelsen kan ikke agitere i København - det må den stedlige kreds selv gø­re. Jeg vil råde frk. Westergård til at komme frem, ikke med en kri­tik, men med et godt råd på Københavnskredsens næste general­forsamling. Københavnskredsens formand vil sikkert være glad for et råd, der kommer fra et af hen­des menige medlemmer. Vor ho­vedstad har omkring 600,000 indbyggere, og Københavnskredsen har kun ca. 700 medlemmer... Den kunde sikkert bringes op til et større tal. Men hvorledes skal det­te ske? Efter min mening ved at dele den i 4 led, et Østerbros, et Vesterbros eller Frederiksbergs, et Nørrebros og et Amagerled. Der bør søges efter en dygtig person på hvert af de steder, som vil på­tage sig at danne leddet, under til­knytning til Københavnskredsen, men med fuldt selvstyre. Frk. We­stergård og andre dygtige, selver­hvervende kvinder bør hjælpe for­manden med at finde de kvinder og mænd, som vil slutte sig til ar­bejdet. Blev D. K. først rigtig kendt i København, saa vilde vort medlemsantal stige og det med selverhvervende kvinder, som selv råder over sine penge og har råd til at betale et årsbidrag.

Det kunde ikke falde mig ind at sammenligne D. K. med K. F. U. K.,    men alligevel kan man lære en hel del af dem. Jeg sidder med deres årsberetning forved mig og ser deraf, at de har 56 afdelinger her i København, som samler sig i „Kredsforbundet af K. F. U. K.”. Deres første paragraf lyder såle­des: „Kredsforbundets mål er at oplive og styrke samfundsfølelsen mellem de til kredsforbundet hø­rende foreninger og være en støtte for de enkelte foreningers Bevarel­se og vækst og i det hele at vareta­ge foreningernes fælles interesser.” På samme mådte kunde Københavnskredsen „være en støtte for de enkelte leds bevarelse og vækst”, mens disse skulde arbejde under fuldt selvstyre. Der er opgaver nok at tage fat på. Tænk på første led af vore loves

par. l: At udvikle og dygtiggøre kvinden til den fuldmyndige borgers ansvar og arbejde”. Der kunde sikkert oprettes samfundskursus rundt om i byen og på Amager og Frede­riksberg, og når det udførtes af et selvstændigt led, så faldt ulejlighe­den jo ikke på Københavnskredsen, men på de dygtige kvinder, der havde sat sig i spidsen for det, og således fik brug for sine evner. Ja, nu har jeg søgt at pege lidt på, hvad jeg synes, der skulde gø­res ude i landet og her i Køben­havn, og det vilde glæde mig inderlig, om mit råd faldt i lidt god jordbund.

Astrid Stampe Feddersen.

 

Det glæder mig at se, at det For­slag om Decentralisation, som jeg fremsatte paa et Møde i Københavnskredsen, vistnok i 1916, nu dukker op fra anden Side.

Jeg synes imidlertid man savner noget i A. S. F.s Forslag til den tekniske Løsning af Sagen. - Ho­vedpunktet bør efter min Mening være:

Byen inddeles i Afdelinger, der indenfor Foreningen har et vist be­grænset Selvstyre, men udatil sam­ler sig under een Styrelse i een stor Kreds. - Jeg mener, at Af­delingerne skal danne Kredsen; jeg forstaar ikke rigtig, hvorledes de kun skal kunne „tilknyttes” Kred­sene.                    

Th. Daugaard.