« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinderne og Freden

Af: Ellen Key, Selma Lagerlöf

« Se emneord

Ellen Key er fremkommet med følgende Forslag til en Henvendel­se fra svenske Kvinder til Kvinder­ne i Ententelandene:

Søstre i de sejrende Lande

Naar I nu glæder jer over den store Sejr er jeres Sjæle stemt til Ædelmod, beredte til at forlade den Skyld, som et nu faldet System har paadraget det tyske Folk. Dette bereder sig nu til at træde ind i det Folkefællesskab og den Fredstilstand, for hvilken de bed­ste har kæmpet og eders kære er døde. Selv om mange iblandt jer endnu ikke er rede til at række Haanden til det tyske Folk, saa maa I for eders kæres Skyld være rede til at tjene det Maal for hvil­ket de døde: en højere Menneske­lighed i Forholdet mellem Fol­kene.

Dette Maal kommer ikke til at naas, hvis Hungersnøden faar Lov at hærge Tyskland, og hvis Fre­den paatvinger Tyskland Vilkaar, der strider mod dets frie Selvbe­stemmelsesret og fulde Udvikling af dets Kræfter indtil den Grænse, der sættes af andre Folks Ret.

Kvinder i alle Lande var fortviv­lede over deres Afmagt til at hin­dre Krigsudbruddet og lige saa fortvivlet har vi været over vor Afmagt til at faa Krigen standset. Aarsagen har i begge Tilfælde væ­ret at Verdensbegivenhederne staar i uløselig Sammenhæng. Fol­kene undgaar ikke Følgerne af deres Fortid. Hvor der har været saaet Uretfærdighed, der bliver Høsten saaledes, som disse fire Aar har vist det.

Den dybe Følelse af vor Afmagt overfor det uafvendelige maa lære os, hvorledes vi nu maa bruge vor Magt til at hindre ny Uret saar nye Krige.

I Kvinder i de sejrende Lande maa med eders Hjerters hele Kraft virke for at Tysklands sultende Mødre og Børn snarest mulig mæt­tes, efter de sejrendes eget Løfte, og at ikke en hævnende Retfær­dighed uden Visdom og Mildhed kommer til at bestemme Fredsvilkaarene.

Alverdens Kvinder maa række hinanden Hænderne for at danne en levende Kæde til Værn for alle de nulevende, som maa lide under Krigens Følger; men endnu mere for Fremtidens Menneskehed! Paa os beror det, om nye Slægter skal bløde for nye Fejlgreb eller vel­signe de ædle Frugter af den nu vundne Sejr.

 

Selma Lagerløf har tilstillet Pressen følgende Henvendelse:

Til Mødrene i Ententelandene!

Med en angstfyldte Følelse af Afmagt gennemlæser jeg Ellen Keys Opraab og overvejer tvivlraadig, hvorvidt jeg bør underskrive det.

Hvor mange Bønner og Prote­ster er ikke under de fire Krigsaar blevet rettet til de krigsføren­de fra Sveriges Kvinder uden at disse Ord fra et lille folkefattigt neutralt Land har kunnet frem­bringe nogen Virkning hos de magthavende, ja maaske ikke engang er naaet frem til deres Øre!

Og samme Angst, samme Tvivlraadighed ved jeg deles af mang­foldige andre Kvinder, som føler at det som Ellen Key her beder om, er noget saa overordentlig stort, saa forfærdelig svært, at det, som vi tidligere har bedt om, i Sammenligning dermed synes rin­ge. Thi Kravet om Fred og Retfærdighed kræver kun lidet Mod i Forhold til Bønnen om Glemsel af den hævnkrævende Sorg over faldne og savnede - over tilintetgjorte Hjem, over ødelagte Mar­ker, over skrækfyldt Flugt, over forstyrret Sindsro, over al unæv­nelig Ulykke.

Men om jeg og mange med mig alligevel vover at lade vore Navne følge dette Opraab ud i Verden, saa er det ene og alene fordi vi tænker paa at denne Henvendelse er rettet til Kvinder i de sejrende Lande.          

Det er rettet til dem, som alle­rede er eller en Gang skal blive Mødre og Vogtere af Livets hellige Træ, hvis Grene overskygger Jor­den.

I Mødre maa lide mere end an­dre ved at se dets Løv og Frug­ter tilintetgøres og fordærves. Fra jeres Hjerter fremvælder Trangen til at beskytte og værne. Gennem en medfødt hemmelig Visdom er det jer givet at forstaa Samhørigheden mellem Menneskehedens en­kelte Dele. Det Ord, at naar et Lem lider, lider ogsaa alle de øv­rige, er Sandhed for jer paa en uimodsigeligere og højere Vis end for andre.

I sin urokkelige Tro paa Mødre­nes Kærlighed til alt levende, har Ellen Key sendt sit Opraab ud i Verden; i samme Tro følger vi hende og beder jer om at støtte je­res Regeringer i deres udtalte Løf­ter om at sende hurtig Hjælp til de besejrede. Maatte Hungerskrigen slutte samtidig med Vaabnenes Krig. Maatte intet Barn og ingen Olding mere dø af Sult i dette Eu­ropa, som nu med Kvindernes Hjælp skal opbygges til et Hjem for Fred og Menneskelykke.

Selma Lagerløf.

« til toppen

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner