« Tilbage til søgeresultaterne
"Lovens Herredømme paa Grund af de Styredes Samtykke."
Den 4de Juli, Amerikas Frihedsdag, holdt Præsident Wilson en stor Tale ved George Washingtons Grav. Denne Tale, som han bl. andet benyttede til at uddybe de Allieredes Krigsmaal, saaledes som de allerede 6 Maaneder i Forvejen var kommet til Orde i de bekendte 14 Punkter af 8. Januar 1918, sluttede han med følgende Udtalelser: „Disse store Maal kan udtrykkes i een eneste Sætning: Hvad vi søger, er Lovens Herredømme paa Grundlag af de Styredes Samtykke.
Lovens Herredømme paa Grundlag af de Styredes, det vil sige de enkelte Borgeres Samtykke, det er Maalet.
Er vi herhjemme naaet dertil? Der er dem, der vil mene det. Der er andre, og til dem hører jeg, der tydeligt ser, at med de Valgmaader, vi hidtil har anvendt, er det ugørligt at skabe en Rigsdag, der er et fuldgyldigt Udtryk for det danske Folk. For selv om Valgretten her i Landet er almindelig og lige, saa er Vælgeren alligevel under Udøvelsen af denne sin Valgret paa Grund af Kredsinddelingen og andre valgtekniske Forhold saa bunden, at der i de fleste Tilfælde slet ikke kan blive Tale om, at han eller hun kan komme til at stemme paa den, han (hun) helst vilde. Men naar Forholdene er samledes, hvorledes kan da Loven
komme til at hvile paa et Grundlag af de enkelte Borgeres Samtykke.
Ud fra disse og lign. Tanker var det, at „Dansk Folkestyre Samfund” paa sit Aarsmøde i September her i Aarhus vedtog følgende Henstilling, som bl. a. er bleven tilstillet hver af Rigsdagens Medlemmer:
Den nuværende Valglov har vist sig at lide af store Mangler, og da der nu fra forskellig Side indenfor vore ledende politiske Kredse er bebudet en Ændring i Loven, finder vi, at der er Grund til at ogsaa Vælgerne beskæftiger sig med denne Sag og rejser deres Krav; thi det er en Selvfølge, at dersom blot Vælgerne forstaar Spørgsmaalets Betydning og klart og utvetydigt giver deres Mening til Kende, vil Opgaven i betydelig Grad lettes for de Politikere, der arbejder for at forme Valgloven i bedre Overensstemmelse med de demokratiske Principper.
Den nuværende Lovs værste Fejl er efter vor Opfattelse:
1) at den tvinger Partierne til at søge Kandidatopstillingen begrænset det mest mulige, hvorved Vælgernes Frihed forringes stærkt, og hvorved tillige Valgalliancer ofte nødvendiggøres, saa de klare politiske Linier udviskes.
2) at den strider mod selve det demokratiske Princip ved Bestemmelsen om, at kun eksisterende Parter eller et Parti, der forud anmeldes af mindst 10,000 Vælgere, kan faa Del i Tillægsmandaterne.
3) at den, hvad Kendsgerningerne viser, gør det yderst vanskeligt for kvindelige Kandidater at blive valgt til Folketinget, hvilket i høj Grad er en Indskrænkning i den nylig vundne Kvindevalgret, og
4) at disse Mangler med de deraf følgende Begrænsninger og Indskrænkninger i det hele forringer Folkets Selvstyreret og svækker Vælgernes Interesse og Ansvarsfølelse.
Som et lille Skridt fremad mod virkeligt Folkestyre vil vi tillade os at pege paa følgende Reformer, der sikkert let vil kunne vinde Forstaaelse og Tilslutning blandt Vælgerne:
A) Amterne gøres til Valgkredse, der har Ret til lige saa mange Kandidater, som der nu er Valgkredse i Amtet.
B) Hvert Parti saa vel som Løsgængerne opstiller saa mange Kandidater, som man ønsker! De opstillede Kandidaters Navne optrykkes paa Stemmesedlen samlede i Partigrupper - eventuelt en Løsgængergruppe - og Vælgeren sætter et Kryds udfor den Kandidat, han (hun) ønsker valgt. Det vil da være let at optælle: a) hvor mange Kandidater hvert Parti (eventuelt Løsgængerne), har Ret til, og b) hvilke af de opstillede Kandidater, der foretrækkes af Vælgerne, idet man ved en første Optælling kun tager Hensyn til Vælgerstemmens Partifarve og derefter ved Forholdstalsvalgmaaden (den største Brøks Metode) beregner Antallet af de Partierne tilkommende Kandidater. Har et Parti da Ret til Kandidater vil de, der indenfor Partigruppen har det højeste Stemmetal, være at regne for valgte.
E) Tillægsmandaterne bibeholdes og Bestemmelsen om, at et nyt Parti skal anmeldes af mindst 10,000 Vælgere, ophæves, ligesom den bekendte Streg imellem Jylland og Øerne udslettes.
Der vil ved disse Ændringer opnaas følgende Forbedringer:
a) Partierne - og Løsgængerne udenfor Partierne - er, hvad enten de opstiller faa eller mange Kandidater, altid sikre paa at faa det Antal Repræsentanter, de forholdsmæssigt har Ret til. Fristelsen til og Nødvendigheden af Valgalliancer er dermed bortfalden.
b) Kvinderne kan lettere gøre sig gældende, idet de uden Fare for at spilde Stemmer for deres Parti kan opstille kvindelige Kandidater ved Siden af de mandlige og samle deres Stemmer om disse.
c) Vælgerne bliver mere frit stillede; thi de kan faa Lejlighed til indenfor Valgkredsen at stemme paa den Partikandidat,
de synes bedst om, og er ikke som nu bundne til den ene opstillede, der kan saaledes for hver enkelt menig Vælger i
Modsætning til nu virkelig blive Tale om Valg.
d) Mindretallet i og udenfor Partierne faar deres Ret til at faa en Repræsentant, saa snart de har Stemmer nok dertil.
e)Ydermere vil disse Ændringer byde udmærkede Muligheder for en videre Udvikling af Afstemningsmetoden i Retning af subsidiær Stemmeafgivning med overførbar Stemme.
Siden denne Henstilling blev udformet er der sket saa meget, at det med de 19 Amtskredse næsten synes forældet.
Nu da vi faar vort store nationale Haab opfyldt og faar Sønderjylland tilbage, nu er Tiden inde til Sammenkaldelsen af en grundlovgivende Rigsforsamling, i hvilken alle danske Mænd og Kvinder, Sønderjyderne iberegnet, kan blive repræsenteret paa en saa fyldestgørende Maade som muligt. Men saa er det ikke værd at blive staaende ved de 19 Amtskredse, saa maa hele Landet helst blive l Kreds med Forholdstalsvalg eller endnu bedre Fri-Valgret.
Fik vi det, vilde de i den omtalte Henstilling i Punktum a, b, c og d fremhævede Fordele i langt højere Grad gøre sig gældende, end om man kun reducerede til 19 Kredse.
Men kan man egentlig med Billighed forlange, at vore Politikere skal foreslaa noget saa radikalt og for mange af dem selv saa skæbnesvangert, naar Vælgerne i saa ringe Grad synes at interessere sig derfor.
Mon det ikke var paa Tide, at ,,D. K.” „flyttede Støtterne længere ud” og optog et Arbejde for denne for Kvindevalgrettens Frugtbargørelse saa vigtige Sag.
Aarhus, 25. Novbr. 1918.
