« Tilbage til søgeresultaterne
Maal, Veje og Midler
III. Midlerne.
Vor tidligere Formand, Astrid Stampe Feddersen, har i forrige Nummer af Bladet sat Fingeren paa det ømme Punkt i hele D. K.s Virksomhed: Angsten for at tabe Medlemmer ved at forlange det Aarskontingent, som D. K.s Arbejde er værd. Hun har givet saa fortræffelige Grunde for at sætte Kontingentet op, at jeg vil afstaa fra ethvert Forsøg paa at møde op med endnu flere, og straks gaa løs paa selve Sagen.
Hvor højt skal vi op, for at vi kan blive fri for disse evige Næringssorger, som tager Humøret baade af Kredsstyrelser, Distriktsstyrelser og Fællesstyrelse? Lad os paa Forhaand være klare over, at det ikke kan nytte at sætte vort Haab til bedre Tider. To Kroner vil i en uoverskuelig Fremtid ikke være mere værd end én Krone før i Tiden, og ikke desto mindre var de to Kroner ogsaa i gamle Dage for lidt. D. K. har fra første Færd gjort sig skyldig i den Uredelighed at udbyde Kvindesagen under Indkøbspris i sin Iver for at faa de mange Medlemmer. Hvert Medlem koster i Øjeblikket vitterlig Kvinden og Samfundet en Krone istedetfor at indbringe det en Krone. - Hvor højt skal vi da op, for at have det nødvendige Overskud til nye Fremstød?
Jeg har overvejet det og betænker mig ikke paa at sige: 6 Kr. om Aaret maa hvert første Medlem af en Husstand give, 4 Kr. hvert næste Medlem og 2 Kr. Resten af Husstandens Medlemmer. Denne Indtægt bør deles ligelig mellem Kredsene og Fælleskassen, og Udgifterne ved Opkrævningen bør afholdes af begge Parter. Direkte Medlemmer betaler 5 Kr. aarlig, som altsaa gaar ind i Fælleskassen. Anslaar vi den første Kategori af Medlemmer til 8000, vil Forhøjelsen give Fælleskassen 3 X 8000 Kr. minus Opkrævningen, som, hvis den foretages halvaarsvis, vil betyde et Fradrag for hver af Parterne af 10 Øre pr. Medlem = 800 Kr. Fælleskassen vil da faa en Merindtægt af disse Førstemedlemmer af 23,200 Kr. - Den næste Kategori af Medlemmer, som anslaas til 1500, vil med Fradrag af 10 Øre pr. Medlem i Opkrævningspenge, give en Indtægt af 3000 Kr. - 150 = 2850 Kr., og endelig vil den tredie Kategori, som kan anslaas til 50, give 500 Kr. - 50 = 450 Kr. Hertil kommer de umiddelbare Medlemmer, hvis 5 Kr. alene gaar til Fælleskassen, og hvis Antal kan anslaas til 50. Disse vil andrage 250 Kr. Samlede vil Medlemsbidragene til Fælleskassen efter dette Forslag give 26.750 Kr. imod ca. 10.600 i 1917; altsaa en Merindtægt paa c. 16,000 Kr. - alene til Fælleskassen og en lign. fordelt i de forskellige Kredskasser, hvilket er et Forhold, der vel maa erindres.
Selv om det utrolige skulde ske, at D. K. ved denne Forhøjelse mistede Halvdelen af sine Medlemmer til en Begyndelse, vilde Forsøget dog kunne betale sig, saavel for Kredskasserne som for Fælleskassen. Tilskud vilde i saa Tilfælde beløbe sig til ca. 13,375 imod ca. 10,600 i f. Eks. 1917, rent bortset fra, at Udgifterne vilde betydelig formindskes.
Jeg vilde, hvis jeg sad i Fællesstyrelsen, ikke betænke mig paa at foreslaa en saadan Forhøjelse, men jeg vilde samtidig stille Kredsen i Udsigt et rigeligt Vederlag for det forøgede Bidrag. Først og fremmest den ogsaa af Fru Stampe Feddersen foreslaaede Rejseinspektør eller Rejsesekretær, endvidere et nyt og udvidet Fælleskontor i „Kvindernes Bygning”, som forhaabentlig nu vil blive til Virkelighed; Fortsættelsen af D. K.s Historie og endelig: „Kvinden og Samfundet” i sin tidligere Størrelse og med deraf følgende afvekslende Indhold.
Kredsene vilde faa Raad til at give deres Tillidsmænd fri Rejse til Fællesmøderne og muligvis efter Koldingkredsens og Lyngbykredsens Eksempel kunne sætte Fod under eget Bord og indrette deres eget Mødelokale og Kontor.
Det maa jo nemlig stadig erindres at ogsaa de slunkne Kredskasser bliver „velhavende” ved en saadan Kontingentforhøjelse.
Kort sagt, det vilde omsider bære opad for D. K., og Kvindesagen vilde faa den Luft under Vingerne, som vilde give den Mod til at sætte sig de højeste Maal og Styrke til at trodse Vejenes Besværlighed.
Jeg beder sluttelig Fællesstyrelse og Medlemmer tilgive mig, at jeg har lagt saa stærkt Beslag paa Bladets Spalter i de sidste Numre, men det har været mig meget om at gøre, inden jeg giver den i andre Hænder, at faa lagt hele mit Udspil paa Bordet. Jeg haaber nu, at de, som misbilliger, hvad jeg har skrevet, vil gøre deres Udspil i de følgende Numre, at vi paa Formandsmøde og Fællesmødet kan faa en for Medlemmerne oplysende og for Sagen frugtbringende Diskussion om de tre Punkter, vi altid samtidig maa holde os for Øje: Maalet, Vejene og Midlerne.