« Tilbage til søgeresultaterne
D. K. og Børnelovens Revision
Som vore Læsere vil mindes, blev der paa Fællesmødet i Aalborg i Juni Maaned paa Forslag af D. K.s Udvalg ang. Børneforsorg vedtaget et Andragende om Ændring i Loven om Tilsyn med Plejebørn. Angaaende dette Andragendes Skæbne sendte D. K. fornylig en Deputation til Justitsministeriet, som derefter i Skrivelse af 26. Novbr. meddeler D. K., at der er nedsat et Udvalg (som i Dagspressen offentliggjort) til Revision saavel af Børneloven af 14. April 1905 som - i Overensstemmelse med D. K.s Ønske - ogsaa af Plejebørnstilsynsloven af 1. Marts 1895. Udvalgets Formand er Formand i Overværgeraadet Overretsassessor A. L. Brun.
Det, D. K. i sit Andragende bad om var, at D. K. maatte blive repræsenteret i en saadan Kommission. Denne Ansøgning motiveredes i Andragendet som følger:
„Dansk Kvindesamfund, som har udført et aarelangt Arbejde til Forbedring af Børns Kaar og bidraget sit til Fremkomsten af Lovene af 27. Maj 1908 og 1. April 1914, har sammen med Danske Kvinders Nationalraad nedsat et Fællesudvalg, som stadig arbejder med Børnenes Sag for Øje.
Dette Udvalg har gennem indhentede Beretninger fra vore mange Kredsafdelinger Landet over bragt i Erfaring, at vore Plejebørnsforhold mange Steder langt fra er saa betryggende, som Lov om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts 1895 tilsigtede at gøre dem, og det ret betydelige Materiale, som er stillet til vor Raadighed gennem vore Kredsstyrelser, har givet os det Indtryk, at de paaklagede Mangler for en stor Del maa tilskrives det nuværende kommunale Tilsyn, som næsten overalt er overdraget frivillige tilsynsførende, der ofte hverken har tilstrækkelig Tid eller tilstrækkelig Indsigt til at foretage Tilsynet saa stadigt og saa fyldestgørende som nødvendigt er, og hvis Arbejde desuden savner Tilstedeværelsen af en sagkyndig, kontrollerende Myndighed, som den Plejebørnstilsynet er undergivet i København og enkelte større Provinsbyer.
Vi tillader os i denne Forbindelse at betone det ønskelige i, at Tilsynet med Plejebørn udenfor København, hvad enten det er lønnet eller frivilligt, lægges ind under Embedslægerne, som jo allerede iflg. Lov Nr. 82 af 21de April 1914 § 5 (jfr. Instruks for Kredslæger af 31. Marts 1915 § 11) skal føre Tilsyn med Plejehjemmene.
Den for Tiden herskende Mangel paa Plejehjem, som nødvendig maa fremkalde en Nedgang i Hjemmenes Kvalitet, gør det i høj Grad ønskeligt, at denne Sag snarest tages op til Behandling.”
Der sidder i det nedsatte Udvalg en Kvinde, nemlig Margr. Nielsen. Formand for Forældreforeningen, (der er en københavnsk Forening). Dette Valg kan D. K. kun hilse med Glæde, men tilfreds med Kommissionens Sammensætning kan D. K. ikke være. Det skulde ikke synes noget urimeligt Forlangende, at D. K., som en landsomspændende Organisation med et godt Arbejde netop i den her omhandlede Retning bag sig, fik Lejlighed til gennem sit udstrakte lokale Kendskab at tjene Ordningen af Forhold, som D. K. er velbevandret i og som er af største Betydning for Forældre og Børn hele Landet over.
Den Redaktion, der med dette Nummer fratræder „Kv. og Sf.”, har haft det man i Almindelighed kalder Børnesagen meget kær, og vi kan derfor ikke undlade at udtale det Haab, at D. K.s Fællesstyrelse og D. K.s Blad vil holde et vaagent og kritisk Øje med de Spøresmaal, hvis Behandling staar umiddelbart paa Dagsordenen, og som er af den største Interesse for vort Samfund, og som nøje er knyttet til D. K.s Program.