« Tilbage til søgeresultaterne

Sygeplejerske-Standen

« Se emneord

De sidste Aars Begivenheder har bragt Samfundet - ude og hjem­me - i en uhyre Gæld til Syge­plejerskestanden. Sygeplejersker i alle Lande har givet Verden et uforglemmeligt Bevis for kvindelig Organisationsevne, Udholdenhed, Mod og Opofrelse.

Det har heller ikke skortet paa Hyldest og Anerkendelse. Der er skrevet Bøger og Artikler om Sy­geplejerskernes Indsats - dekoreret er mange af dem blevet, ogsaa fejret, som de Heltinder, de var.

Vi vil her blot mindes en af Kri­gens stolte Kvinder, Mrs. Harley, en Søster til Feltmarchal French. I Krigens første Aar er hun i Frankrig Leder af den første ud­sendte Afdeling af Scottish Women’s Hospitals. Det gamle, histo­riske Rayaumont Abbedi bliver omdannet til et fuldendt Hospital med en Røntgentafdeling, der ind­rettes af Madame Curie. Anden skotske Ambulance indretter Mrs. H. i Troyers; her anvendes for første Gang Felthospital; det faar General Joffres Sanktion som fransk Militær-Hospital. Det føl­gende Aar anmoder Mrs. H. om at gaa med en fransk Ekspedition til Saloniki - hun er den selvskrev­ne Fører. I 1916 er hun tilbage i England for at overtage en flyven­de Kolonne med Motor-Ambulan­ce, som skal til Serbien. Ved Momastir bliver Mrs. H. ramt og dræbt af en Granat. I Saloniki blev hun begravet under fuld militær Honnør. Hendes Kiste var dækket med Unionens Flag og den serbi­ske Minister bragte hende sit Folks Tak.

Mrs. Harley er kun een af mangfoldige. Sygeplejersker i over- og underordnede Stillinger har i Menneskekærlighedens Navn givet af al deres Styrke, mange har som Mrs. H. ogsaa givet Livet.

Vi véd, at danske Sygeplejersker har været med derude i Kampen; at de har indlagt sig stor Fortjene­ste og været til Ære for deres Stand. Men vi véd ogsaa, at vi be­høver ikke at rejse ud for at føle Beundring for vore egne Sygeplej­ersker; de fik her hjemme deres Prøvetid, da Influenzaen kom, og de bestod den med Ære.

Det er ikke længe siden, at vi ikke kunde komme paa Gaden uden at se Sygevognen, vi hørte den Nat og Dag, og Bilerne blev sat i Gang til Transport af syge: Hospitalerne var overfyldte, stadig krævedes der Plads for flere og flere, Sygeplejerskernes Antal indskrænkedes ved Sygdom - der blev arbejdet overmenneskeligt.

De private Sygeplejersker jog fra Hjem til Hjem, ofte var der 5 - 6 Patienter at pleje - ingen Hvile­dag imellem Plejerne, og hvordan gik det med Hviletimerne?

Menighedssygeplejerskerne sled Trapperne Dagen lang og Natten med. Paa Landet færdedes de rastløst paa deres Cykler ad be­sværlige Veje. Og Dødelisten viste hver Dag, hvor farligt et Hverv det kan være - ogsaa i Fredstid - at være Sygeplejerske. Om alt dette véd Dansk Kvindesamfunds Med­lemmer iøvrigt godt Besked gen­nem det Arbejde, der er ydet in­denfor talrige Kredse for at af­hjælpe Nøden.

Naturligvis er vi ogsaa herhjem­me fuld af Beundring for vor dyg­tige og opofrende Sygeplejerske-stand; vi hyldede den med fagre Ord, enkelte gjorde det paa en me­re kontant Maade - takket være betydelige Pengegaver ser f. Eks. Dansk Sygeplejeraad sig i Stand til at sende en fortsat Række af trætte Sygeplejersker til dets Rekreatioshjem.

Men Sygeplejerskerne kan ikke nøjes hermed; de har gjort sig fortjent til Afslutning paa den Kamp, som deres Fører har stridt i Aarevis for at naa Frigørelse for Standen. Stat efter Stat i Amerika har fastsat treaarig Uddannelses­tid med afsluttende Prøve, der gi­ver Sygeplejerskerne Ret til Autorisation - i Australien er det sam­me Tilfældet. Her i Europa staar vi langt tilbage paa det Punkt.

Tyskland er det eneste Land, hvor Sygeplejerskerne har Statsautorisation, en utilfredsstillende Ordning, der kun kræver eet Aars Uddannelse.

I England har Sygeplejerskernes Kamp varet i 30 Aar, nøje knyttet til Kvindernes Frigørelseskamp. Man forstaar derfor deres Skuffel­se og Bitterhed, maar deres Sag paa dette Tidspunkt vanskeliggø­res og faktisk staar daarligere end før Krigen, da de var lige ved at naa Maalet.

I sidste Nummer af Tidsskrift for Sygepleje findes et Brev fra Miss Beatrice Kent, »The Trained Nurses Protection Comiteé", hvori det hedder:

„Deres (Sygeplejerskernes) Selvopofrelse og Heltemod har fuldtud staaet Maal med de kæmpende Mænds. Jeg tænker ikke alene paa britiske Syge­plejersker; jeg tænker paa Internatio­nalismen. Hvad er Internationalismen andet end en stor Aands-Alliance. Vi er ikke længer adskilte Sygepleje­korps, vi er et udeleligt Hele, der ta­ger vor Del i Kampen for Verdensfriheden. (Om denne de britiske Syge­plejerskers Kamp for deres Stands Frihed, hedder det): Vi glæder os paa de Landes Vegne, (der har opnaaet Statsautorisation) og vi ved, de sympatiserer med os i vor lange Ventetid. Det saa ud, som vi skulde sejre, da et Lyn fra en klar Himmel ramte os - „College of Nursing" blev dannet og stillede sig i Opposition til os og begyndte uden Hensyn til de organisere­de Sygeplejeforbund sin besynderlige Løbebane efter et forældet eneher­skende Mønster.. Denne Parodi paa et Sygepleje-Kollegium er fremkom­met med et Lovforslag til Statsauto­risation og eneherskende, som det er, har det fra saavel de provisoriske som de blivende Komitéer udelukket alle Repræsentanter for uddannede Sygeplejerskers Organisationer. Som stemmeberettigede Kvinder forlanger vi, at Forslagene til Revision af Stan­dens Vilkaar skal indeholde betydelig forhøjede Gager for Sygeplejerskerne. Vi ønsker selv at føre Kontrol med vor egen Stand, og vi agter at kæmpe til det lykkes os."

 

„College of Nursing" er en nydannet Institution, ledet af Læg­mænd, dannet uden Samarbejde med „The National Union of Trai­ned Nurses", der har ført Syge­plejerskernes Sag indtil nu. Insti­tutionen er et Led i den store Krigs-Godgørenhed, og Sygeplejer­skernes Ledere har protesteret be­stemt imod, at offentlig Godgøren­hed skulde paakaldes, hvor det gjaldt deres Uddannelse og økono­miske Forhold. Ved Boycotting blev de afskaaret fra at tale deres Sag i den londonske Presse, hvis Spalter paa deres Vegne var fulde af anstødelige Tigger-Opraab.

I The British Journal of Nursing har Forkæmperne for Sygeplejerskernes Organisation stridt med en beundringsværdig Energi og Udholdenhed mod den Modstand og Uret, som Standen har været Gen­stand for, ogsaa naar de faguddan­nede Sygeplejersker under Krigen blev skubbet til Side af de fornemme og rige Amatør-Sygeplejersker.

Saadan er det foreløbige Resul­tat i England for Krigens „fejrede Heltinder"; at Sygeplejerskestan­den forventes at kunne føre sin Strid mod det Maal, den har sat sig, til trods for alle Vanskelighe­der, maa saa meget mere beundres.

Men tro ikke, at vi ikke i Dan­mark kan opvise hermed beslægte­de Tilstande. Aa jo - her strides den samme Strid - danske Syge­plejersker venter, som de venter i andre Lande, paa deres Stands Frigørelses-Mærke. Og dertil kom­mer, her som der - Lønningsforholdene er for en Del af Sygeplejerske Standens Vedkommende - forhistoriske.

Om disse Spørgsmaal - Standsspørgsmaalet og Lønspørgsmaalet - har der i de sidste Maaneder været ført en lang Debat i ”Tids­skrift f. Sygepl”. Hvor pinligt nær­liggende de er, viste denne Debat, der meget hurtigt udviklede sig af en anden Sag.

Forstanderinden for Bispebjerg Hospital, Frk. Ch. Munck, talte varmt og klogt for „Dansk Syge-plejeraads" Bestræbelser, den ens­artede, almengyldige Uddannelse. Hun paaviste det urimelige i de slettest stillede Sygeplejerskers Kaar, Landsdistrikternes Sygeplej­ersker, som man byder 50 Kr. om Maaneden, fri Bolig, maaske Brændselshjælp og et lille Tilskud til Cykle, men altsaa - egen Kost., Det vilde være urimeligt at for­lange megen Uddannelse til et saadant Embede, og dog maa man hu­ske Arbejdets betydningsfulde Art.

„Skal vi," siger Frk. Munck, „opnaa en tilfredsstillende Ord­ning af Sygeplejerskeforholdene paa Landet, maa l) Uddannelsen, der bydes, være god og forsvarlig, og 2) Maalet derfor, Livsgerningen nogenlunde betryggende".

I den almindelige Bevidsthed vil vel en Epidemi, som den vi endnu er omgivet af, have fastslaaet Vær­dien og Nødvendigheden af, at Sy­geplejerskernes Uddannelse bliver saa stor og omfattende som vel muligt - vi har set hvor store For­dringerne kan blive. Men dertil kommer saa ogsaa at Arbejdet lønnes efter Fortjeneste.

Det er forfærdende at læse An­noncerne i „Tidsk. for Sygepl." Et Amts og Bysygehus søger i det

sidst udkomne Nummer en Afde­lingssygeplejerske med fuld Hospitalsuddannelse. Løn foreløbig 500 Kr. stigende med 100 Kr. efter hver 3 Aars Forløb indtil 800, samt fri Station.

Naturligvis er det bedre end de 600 paa egen Kost; alligevel giver man Rektor Kaper Ret, naar han forleden Dag sagde i et Møde, hvor Lønningsforholdene ved Privat­skolerne drøftedes „Kvinderne er gale!" (at de vil arbejde for saa lidt, skulde underforstaas).

Statsautorisation - højere Løn­ninger, hvor de trænges - Ar­bejdstidens Indskrænkning er de Ting, der staar paa Sygeplejerskernes Program, de Ting, Standen skal have, ikke som Løn, men som Ret, saa kan de fagre Ord følge med i Tilgift. Mod disse Maal er der arbejdet sejgt og in­tenst af Standens betroede Lede­re. Den Meningsforskel, der mel­lem Fagmænd har været om Mid­lerne til Fremgang, skal vi ikke ud­tale os om, men kun fastslaa, at længere er Samfundet ikke naaet ude og hjemme til Beskyttelse af et kvindeligt Erhverv, hvis Udøve­re ved tiltagende Dygtighed og Kundskab har tiltvunget sig Re­spekt og nu staar ombølget af Ver­dens Sympati.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder