« Tilbage til søgeresultaterne
Ude fra
De engelske Parlamentsvalg.
Da Barbara Mc Larren i 1917 udgav sin Bog „Women of the War", skrev Asquit et Forord, hvor det hedder:
„De (Kvinderne) har udrettet og udretter Ting, som vi alle før Krigen vilde have anset for ganske fremmede for deres Natur… Der er ingen Tvivl om, at de her skildrede Erfaringer og Bedrifter, naar Krigen er forbi, vil komme til at udøve stedsevarende Virkning paa Statsmændene og Økonomernes Opfattelse af Kvindens Indflydelse og Virksomhed i den rekonstruerede Verden«."
Det havde været til Asquits Ære, om han „før Krigen" havde kunnet skimte de Evner hos Kvinderne, han nu har faaet Øjnene op for - det er muligt, at Valgresultatet for ham, da var blevet et andet. Nu blev det Kvindernes uforbeholdne Hyldest til Lloyd George.
Begejstrede har engelske Kvinder givet deres Tilslutning til Valget; i enkelte Kredse har 20 Kvinder stemt mod l Mand.
Men ikke alene har de afgivet deres Stemmer - 16 Kvinder har været opstillet som Kandidater. Deraf blev imidlertid kun een valgt - Grevinde Markievies. Som Kandidat for Sinn-Feinerne i Irland besejrede hun sin unionistiske Modkandidat.
Det var en Skuffelse, at den tapre Forkæmper for Kvindernes Sag, Miss Christabel Pankhurst ikke kom ind, hun var nær Maalet. Men Begyndelsen er gjort; og man tør vel nok haabe og tro, at de Kampe, der nu forestaar for at faa vor arme sønderslaaede Verden i Orden igen, de vil blive kæmpet af Mænd og Kvinder i Fællesskab.
Franske Kvinders Natianalraad
indbød den 8. December til et stort Møde, hvor Kvindernes Krav om Valgret blev forhandlet under stor Deltagelse. Paa Indbydelserne var trykt følgende Tekst:
I England, Amerika, Australien, Sverige, Norge, Danmark, Holland og Finland har Kvinderne faaet Stemmeret. Selv vore Fjender tager Del i de ny Regeringers Valg. Skal de franske Kvinder være de sidste, der faar deres Ret? Parlamentet har tilstaaet denne Ret til de indfødte i Algier; vil de nægte franske Kvinder den? Har disse ikke i Løbet af fire Aar bevist deres Betydning for Samfundet, deres Hengivenhed for Fædrelandet? Har de Lidelser, de har baaret, det Arbejde og den Energi, de har udvist, ikke gjort dem fortjent til, at man tilstaar dem Titelen „Statsborger"? Freden har, saavel som Krigen, sine Pligter at opfylde; for at dette kan ske paa bedste Maade, maa Kvinderne have den Ret, der tilkommer dem. Derfor er det, at franske Kvinders Nationalraad indbyder alle Mænd og Kvinder, som optændt af en sand Retfærdighedsaand, vil være med til at forlange Kvindernes Stemmeret i 1919.
Mødet resulterede i en Henvendelse til Kamret, hvori det forlanges, at M. Flandins Betænkning, antaget af la Commission du Suffrage universal, uden Tøven sættes paa Dagsordenen, at Frankrig ikke maa blive den sidste store Nation, der tilstaar Kvinderne Stemmeret.
Kvindeligs Theologer
I det ansete Tidskrift „Die Christliche Welt" har to kvindelige Theologer, Rosa Gutknecht, Schweiz, og Elsbeth Oberbeck, Heibelberg, udtalt deres Glæde over, at Interessen for de kvindelige Theologers Virksomhed giver sig stærkere og stærkere Udtryk i Pressen; særlig de schweiziske Kvindeblade tager til Stadighed dette Spørgsmaal frem.
R. Gutknecht paaviser, hvor ugørligt det har været for Kvinder at studere Theologi - de maatte ikke tage Eksamen, og intet Embede var tilgængeligt for dem. Imidlertid blev der i 1913 indrettet en afsluttende Eksamen ved Universitetet i Zürich for de theologiske studerende, som det ikke er tilladt at tage statskirkelig theologisk Eksamen; man tænkte her særligt paa Kvinder og Udlændinge. Denne Fakultetseksamen stiller samme Fordringer som den statslige Eksamen, men berettiger ikke til nogen Art af Ansættelse indenfor Statskirken. Imidlertid blev det December 1917 vedtaget af Zürichs og Berns Synoder, at Kvinder med theol. Eksamen maatte ansættes som Hjælpere paa Landet ved Undervisning, Sjælesorg, Menigheds- og Fattigpleje. R. G. har selv arbejdet i en saadan Stilling og glædet sig over den Sympati, der er vist hende fra Befolkningens Side.
En lignende Stilling indtager E. Oberbeck i Baden. Hun underskriver sig „Phargehilfin". „Endnu," siger hun, „tilstaas der ikke Kvinden Ret til Ordination, Uddeling af Sakramenterne eller offentlig Prædiken," men hun er taknemlig over, hvad der er naaet. „Hvilken større Kærlighedsgerning kan man," siger hun,, „øve mod Mennesker i disse Tiders Nød end den at bringe dem Jesu Kristi Evangelium."
