« Tilbage til søgeresultaterne
Tidens Kvinder
Vi har fra Redaktionen modtaget første Nummer af dette ny Kvindeblad, og vi har med en ikke ukendt menneskelig Følelse følt et Strejf af Misundelse over Bladets Størrelse, der gør det i Stand til at opridse vide Rammer for sit Arbejdsfelt. Det udgaar paa smukt hvidt Papir, ogsaa det skar lidt i Øjnene - og med et stort og vægtigt Program. „Tidens Kvinder vil samle alle de mangeartede Interesser, som i vore Dage optager danske Kvinders Sind og Tanke, under eet Tag."
Redaktionen er firedelt og bestaar af: Margrethe Bæncke, Thora Daugaard, William Jensen (An-svarsh.) og Louise Wright.
Saavidt er alt godt, men naar man derfra kommer til Bladets ledende Artikel, læser man og føler sig besynderlig desorienteret - det var ikke det, man havde ventet.
Forfatteren har iagttaget, at „noget, man med en rund Haandbevægelse plejer at kalde Udviklingen, har forandret Kvindens Stilling i social, økonomisk og politisk Henseende". Ud fra denne runde Haandbevægelse bedømmes Kvinden i gamle Dage og Kvinden i vor Tid. Han - det maa være han - er kommet til det Resultat, at „der er ingen Ben i" at forstaa den svundne Tids Kvinder; værre er det med Nutidskvinden. Her er Vanskeligheden ikke overvundet til Trods for en „Syndflod af Bøger om Kvinden i gult, i grønt, i blaat, i ingenting" - det udtømmende Billede mangler vi endnu. Men han indrømmer ogsaa, at hun er ikke let at faa fat paa, og senere i Artiklen har han i Virkeligheden opgivet, at Bladet skal samle Kvinderne, da hedder det, at hun skal fanges. „Vi jager det ædle Vildt overalt, hvor vi sporer det. Som en Tyv kommer vi over hende om Natten, som Pirat krydser vi hendes Farvand."
Vi skulde ikke have opholdt os ved dette Indlæg i Kvindesagen, hvis det ikke havde staaet i saa forunderlig en Modsætning til de følgende Artikler. Thora Daugaard skriver meget smukt, tænkt og følt om Eline Hansen. Henni Forchammer har en alvorlig og oplysende Artikel om Danske Kvinders Nationalraad. Og saa - efter en Artikel om Sønderjylland - lidt Anekdotestof, en ganske usaglig Anmeldelse af et - moderne Bal-Album, et Interview, om Madame Cahier, der ikke karakteriserer mere end en lidt fyldig Koncertnotits, en Anmeldelse af Thit Jensens „Gerd", der er formet som en Lovsang og endelig Oversættelse af en Roman - hvad siger de danske Forfatterinder, skal der ikke være Plads til dem under Taget?
Det er umuligt at læse dette første Nummer af Tidens Kvinder uden at faa en bestemt Følelse af, at to forskellige Opfattelser gør sig gældende i dets Spalter. Om det vil blive muligt at arbejde disse sammen til et Hele, vil Fremtiden vise.
Naar en Annonce i Bladet kalder Tidens Kvinder „Danmarks første Kvindeblad, som er politisk uafhængigt", saa maa vi gøre opmærksom paa, at Kvinden og Samfundet har eksisteret fra 1885 som politisk uafhængigt Kvindeblad.
