« Tilbage til søgeresultaterne
70 Aar
Jeg sidder og læser i Bladene om Frk. I. Falbe-Hansen, „Lærerinden af Guds Naade", om hendes rige, vidtomfattende Virksomhed, om hendes Bøger, - ikke mange og ikke i Omfang store, hun har alle Dage øvet „Korthedens trange" Kunst", - i hendes sidste store Arbejde, Svensk-Dansk Ordbog, „er nedlagt en uhyre Flid og mange Aars grundige og ihærdige videnskabelige Studier" (Hans Olrik); om alle de Guldkorn, hun har spredt i inden- og udenlandske Tidsskrifter om litterære og pædagogiske Emner, og som en skønne Dag vil blive samlet og staa som vor Yndlingsbog paa vor Boghylde; om den Ære, hun har nydt, da hun fik Fortjenstmedaillen i Guld og den svenske Guldmedaille pro litteris & artibus, og om den Hyldest, hun i Dag - 70 Aars Festdagen - er Genstand for.
Mange Kvinder vil føle sig tilfredse ved at se, hvor meget hun har opnaaet.
Blandt dem er jeg ikke!
Hun skulde have været knyttet til Universitetet, hun, der som faa er grundig og omfattende i sine Kundskaber og videnskabelige Undersøgelser, som er klar i sin Fremstilling, som er klog nok til at se alsidigt paa Tingene; som ikke blot har Evnen til at faa dem med de berettigede store Maal i Tale, men som har en forunderlig vækkende Indflydelse paa de ikke faa, „der gaar i Søvne, tænker dødt", saa de vaagner og bliver levedygtige; - hun, som ejer den hellige Ild, naar det gælder Modersmaalet, havde passet paa det Kateder, om hvilket unge Kvinder og Mænd slutter sig, der skal gaa ud Landet over helst med større eller mindre Fakler, tændte i deres Universitetstid, Lys over Landet.!
Ørnen, der „skuer mod det himmelske Lys"’ vilde saa vist ikke have følt sig vingeskudt, naar Professor Ida Falbe-Hansen var gaaet ind ad Døren til de Haller, hvor Ungdommen vilde have flokkedes om hende og for Livet vilde have vundet en Vejleder. Hun vilde som Steffens have sat de unge i Bevægelse, fordi hun selv var i Bevægelse.
Og hun skulde fra Staten oppebære en splendid Aarpenge, kun at betragte som Renter af den Kapital af Tid og Flid, hun med kongelig Gavmildhed har stillet til Raadighed, naar som helst det gjaldt om at oplyse den danske Lærerstand.
Den danske Lærerstand! Frøken Falbe-Hansen ved Eksamensbordet som Censor for de vordende Skolelærerinder hører til Festminderne fra min Seminarieforstanderindetid.
En Censor kan være et overmaade træt og plaget Menneske. Er det fremragende eller blot flinke Elever, der skal censureres, gaar alt til fælles Glæde, men træffer det, at det er et „lille" Hold, der
er oppe, og det kan let ske, den overbebyrdede Eksamenstid øger ikke Livskraften, saa kan Censor finde en øjeblikkelig Hjælp mod Kedsommeligheden ved lidt Tegning paa Censurlisten, Ordning af „Sedler" til den kommende Dag, en lille Samtale med en af dem, der overværer Eksamen, - hvem kan hele Tiden være opmærksom, veje de forbryderisk daarlige Svar paa Retfærdighedens Vægtskaal eller undgaa ovenfra at vise Utilfredshed med Præstationen! Frk. Falbe-Hansen kunde.
Hun var ikke træt, ikke delt i de Timer, hun sad paa den betydningsfulde Plads som Censor ved Eksamensbordet. De eksamensortodoxe kunde imellem finde, at hun greb for meget ind i Eksaminationen, - det var kun en Vinding, syntes jeg. Hun var intelligent nok til at se det Sandskorn af rigtig Opfattelse, der kunde være i de smaas Svar, og hun var menneskeinteresseret nok til at kunne lokke det bedste frem hos dem. Naar hun stillede et Spørgsmaal til en „lille" Eksaminand, sad hun med et venligt, næsten forventningsfuldt Blik paa hende, taalmodig, som om hun satte Pris paa, at vedkommende tænkte sig godt om. Kom det rigtige Svar langt om længe, bøjede Frk. Falbe-Hansen Hovedet for hende, anerkendende, jeg kunde sige ærbødigt; mangen en forsagt fik i den Hilsen en Opmuntring, der virkede langt ud over det Øjeblik. Frøken Falbe-Hansen, Tak paa de smaas Vegne.
Naar Nationalgalleriet paa Frederiksborg engang faar sin Kvindesaga i Billeder, naar det ikke længer nøjes med som nu at have de enkelte fra Livets store Arena eller at have en Kvindes Portræt, blot fordi det er en Kunstners Mesterværk, naar det nødvendigvis maa have Kvinderne med, fordi det nu er vitterligt, at ogsaa de præger Landets Historie: saa véd jeg een, hvis Billede maa hænge dér. Som Motto ved det kunde passende staa: „Hun var Modersmaalets stærke, trofaste Vagt".
Jeg ønsker Danmark til Lykke, der ejer denne gode Kvinde.
Jeg ønsker Odense til Lykke, som har haft den Ære at være hendes Hjemsted.
Jeg ønsker alle os til Lykke, der er kommet hende nær.
Frøken Falbe-Hansen har i flere Aar ikke kunnet færdedes meget uden for sit Hjem. Hendes Helbred binder hende til Akasiavej og til en Sommerbolig i Byens Nærhed, en tilsyneladende lille Verden.
Men hvor er den Verden stor!
Jeg plejer at kalde hendes og Frøken Grundtvigs Hjem for „de levendes Land". Hvad andet! der er Lysvaagenhed „for alt stort og skønt herneden", og Frk, Falbe-Hansens fine Smil er den overbærende Dom, hvormed hun ser paa Menneskebørnenes Taabeligheder.
Kære Frøken Falbe-Hansen, først og sidst ønsker jeg Dem til Lykke, fordi De hører til dem, om hvem Fredrika Bremer siger: „Lykkelig den, som paa Jorden fik Anledning til at leve for manges Vel."
Hvad De saaede vil bære rig Frugt.
