« Tilbage til søgeresultaterne
To Breve
Vi er vel vidende om, at Krigsbreve er en Læsning, der ikke længere er eftertragtet. Men vi ved ogsaa, at trods Vaabenstilstand, saa staar det kummerligt til i Verden med Forsonlighedens Aand, og vi længes efter ethvert lille Glimt, der virker som et Foraarstegn, en Forkyndelse om Hjertets Godhed og Overbærenhed - derfor bringer vi disse to Breve. Mærkeligt vil det maaske forekomme vore Læsere, at de er fremkommet i et engelsk Blad, men de som kender The Challance vil vide, at dette Blad under Krigen paa smukkeste Maade har gjort sig til Talsmand for Frisind og Forsonlighed. Det første Brev er fra en ung engelsk Soldat til en tysk Mor, hvis Søn han har dræbt, det andet er hendes Svar:
.... det er Deres Søn. Jeg ved De kan ikke tilgive mig, for det var mig, der dræbte ham. Men jeg vil saa gerne have, at De skal vide, at han led ikke. Det var saa hurtig forbi. Han havde Deres Billede i sin Lomme. Jeg sender det tilbage til Dem, skønt jeg meget gerne vilde beholde det. Jeg maa vel antage, at jeg er hans Fjende, skønt jeg ikke et Øjeblik føler det saadan. Jeg vilde give mit Liv for at faa ham igen. Jeg tænkte ikke paa ham eller paa Dem, da jeg skød efter hans Maskine. Han var Fjende - han udspejdede vore Folks Stilling. Jeg kunde ikke lade ham vende tilbage og fortælle, hvad han havde set - det var det samme som Død for vore Folk..
Jeg ved, De maa have elsket ham. Min Mor døde, da jeg var en helt lille Dreng, men jeg forstaar, hvad hun vilde have følt, hvis jeg var blevet dræbt. Krig er ikke noget for Kvinder. Gode Gud, hvor jeg vilde ønske, det var forbi. Jeg er sikker paa, at hvis jeg kunde lægge mine Hænder paa Deres Søn og derved bringe ham til at vaagne - vi vilde blive Venner. Jeg ved at hans Legeme maa være Dem dyrebart; jeg skal tage mig af det og mærke mig hans Grav. Efter Krigen vil De jo nok tage ham hjem. Mit eget Hjerte er tungt. Jeg følte, det var min Pligt..
- - -
Svaret:
Jeg har intet at tilgive. Jeg ser Dem for mig, som De er, gjort utryg paa Grund af Deres gode Hjærte. For mig er det, som De kommer til mig, som en lille Dreng, der er forfærdet over at være kommet til at gøre ondt, mens det han vilde var at gøre godt. Jeg er glad over, at De med en kærlig Haand har draget Omsorg for min Dreng. Jeg vilde hellere, at De end nogen anden skulde lægge hans jordiske Legeme til Hvile. Han var min yngste. Jeg tænker De saa, hvor fin og spinkel han var.
Jeg føler, hvor Deres Hjerte har været forpint ved at tænke paa, at De har dræbt ham, og det gør jeg, fordi Kvinders Samfølelse er en Virkelighed - alle Mænd er vore Sønner. Og dog er det maaske os Kvinder, der mere end Mændene har Skyld i denne Krig. Vi har ikke tænkt paa Verdens Børn, som var de vore egne. De var os saa dyrebare de smaa Barnehænder, der famlede ved vort Bryst, at vi glemte, at Barnehænder i hundredevis rakte efter os; og nu smerter mit Hjerte pinefuldt af Anger derover. Naar denne Krig er forbi, saa kom til mig. Jeg venter paa Dem.
