« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle mindeord
D. 29de januar døde en betydelig og begavet kvinde - Cecilie Anker - næsten 83 år gammel. Hun har levet sit liv ubemærket for almenheden, og hendes død er gået ligeså ubemærket hen som hendes liv. At hun ikke blev så kendt, som hendes rige evner og store omfattende kundskaber berettigede hende til, lå vel nærmest i to ting: hendes fine zarte sind og en enestående beskedenhed. Dernæst var hendes begavelse væsenlig af receptiv natur; hun fattedes ævnen til at frembringe. Men til trods herfor var der dog mange, som nød godt af hendes rige ævner og det var hendes elever.
Som ung tog hun lærerindeeksamen ved frk. Zahles institut og kom som lærerinde til vort hjem på landet, hvor hun i 12 år underviste de 4 døtre og ikke alene var en ypperlig lærerinde, men blev familjen en kær og trofast ven. Men hun tørstede efter at udvide sine kundskaber og drog på studierejse til Paris, hvor hun boede i dr. Cros’ originale kunstnerhjem og deltog i familjens livlige ordskifter. Under titlen „Et parisisk kunstnerhjem for 25 år siden" har hun skildret dette hjæm i ”Kvindernes blad" for 8de januar 1897.
Fransk var hendes hovedfag; men hun lærte tillige spansk og italiensk: af gotiske og germanske sprog kunde hun tysk, engelsk, oldengelsk og oldnordisk, ligesom hun også studerede græsk. Hun havde desforuden omfattende historiske og kunsthistoriske kundskaber. Da hun kom til København, blev hun lærerinde i frk. Kruses skole, hvor hun virkede i mange år. Frk. Kruse, der kendte hende godt, sagde om hende: ”Jeg har i Frk. Anker mistet en mangeårig kær og trofast Ven, der i en lang Aarrække var knyttet til min Skole som Lærerinde i Fransk baade for de voksne unge Piger, som og for de ældste Klasser i den egentlige Børneskole. Frk. Ankers udmærkede Kundskaber, overordentlige smukke Udtale, stille Væsen og fine Dannelse kunde ikke andet end gøre sig gældende hos Eleverne, der forstod hende og værdsatte hende højt. I Skolen efterlader hun sig et kært og smukt Minde."
At hun også blev påskønnet af sine værkfæller i skolen, fremgår af en udtalelse af professor Hans Olrik, der også underviste på frk. Kruses skole.
Han sagde om hende: „Frk. Anker var en ret ualmindelig personlighed. Hun var belæst som kun få; på de romanske sprogs område ligefrem lærd. Hun havde en udmærket forstand og var særlig opøvet i kritik. Der var noget køligt og klart ved hendes væremåde, og man havde altid udbytte af at tale med hende. Hendes kolleger havde den største respect for hende. Af naturen var hun aristokrat, men af overbevisning afgjort demokrat. Alt i alt et sjælden dygtigt og fint menneske."
Hendes usælviske sind, hendes skarpe intelligens og levende interesserthed gjorde indtryk på dem, som kom hende nærmere.
Hun stod i kvindespørgsmålet fuldt ud på „Dansk kvindesamfunds" standpunkt, men på grund af sin tilbageholdne, beskedne natur, deltog hun i det hele ikke virksomt i foreningsliv. Men hun var en betydelig og lærd kvinde og bør derfor nævnes i Kvinden og samfundet..
Sine venner var hun en trofast, kærlig ven, og de unge holdt af hende. Stille døde hun, som hun havde levet uden kamp og smerter. Det lignede ganske hendes beskedne sind, at hun ikke vilde have sin død og jordefærd kundgjort, førend den sidste var fuldbragt i krematoriet, ingen tale og ingen blomster ønskede hun.
Men min søster - Rigmor Stampe - og jeg, som er de tilbagelevende af hendes fire første elever trænger til ved disse ord at lægge en krans på hendes grav, som vi ikke fik lov til i virkeligheden, og jeg vil på min søsters og egne vegne bringe hende en varm tak for, hvad hun har lært os og været for os i Livet.