« Tilbage til søgeresultaterne
Kære Frk. Falbe-Hansen!
Må jeg få lov til at være iblandt dem, der imorgen bringer Dem en hjærtelig lykønskning og en varm tak for alt det meget, De har udrettet i Deres liv, dels for kvindesagen, hvor vi i vore unge dage var arbejdsfæller, og hvor Deres ukuelige energiske hjælp til at bringe sagen et godt stød fremad, og dels for at udbrede kendskabet mellem Sverige og Danmark. Begge sager er mine hjærtesager! Mit livs arbejde udenfor mit hjem har mest været viet kvindesagen - kampen for, at vi kvinder kunde få lov til at være mennesker og bruge vore kræfter fuldt ud for det, vi anså for ret - men den største plads i mit hjærte har dog de nordiske folks sag: at de - sålangt den nordiske tunge tales - skal kende og forstå hverandre og kæmpe en målmedvidende kamp for at hævde den nordiske kultur og det nordiske kulturfællesskab. I denne sag har De gjort Deres største indsats, og dyb og inderlig må min tak derfor blive.
Når vort livs aften nærmer sig, og vi vil kaste blikket tilbage, er det godt at kunne se, at man har udrettet noget, enten i det stille i hjemmet eller i arbejdet for fædrelandet. Og De kan i sandhed med stolthed se tilbage på Deres liv med den vished, at De har været Deres eget lille fædreland og Deres store fædreland - hele Norden - en god Datter.
Deres hengivne
A. Stampe-Feddersen.