« Tilbage til søgeresultaterne
Svamp
Den, der følger med i, hvad der i Øjeblikket sker i Verden, kan ikke undgaa at betages over den intense Styrke og Vilje, hvormed der arbejdes af førende Kvinder.
Stemmeretsspørgsmaalet staar selvsagt i første Række i de Lande, hvor Kvinder endnu er udelukket.
Fredssagen, et internationalt Spørgsmaal, optager Kvinder Verden over; et stort forberedende Arbejde er gjort i Krigsaarene, nu forlanger Kvinderne i Mødres og Hustruers Navn at blive hørt ved Fredskonferencen.
Boligspørgsmaalet er ude og hjemme taget op af Kvinder.
Lovgivninger af omfattende Betydning, som Kvinderne forlanger at faa Del i, forestaar i de fleste Lande.
Der er da noget oprørende og smerteligt i gennem hele den Interesse, der fra Kvinders Side udfoldes for at komme det sønderslaaede Samfund til Hjælp, stadig at spore, hvordan der arbejdes under Tryk af sejg Modstand, der dels har sin Oprindelse i det fra Fædrene nedarvede, dels i manglende Interesse fra de Kvinders Side, for hvis Skyld Arbejdet gøres.
Hvorfor vil de ikke forstaa? Hvorfor vil de ikke tage imod? Hvorfor vil de ikke komme og være med? Hvorfor er det som at raabe ud i Ørkenen, hver Gang der kaldes paa dem?
Mrs. Carrie Chapmann Catt har nylig henvendt sig til de stemmeberettigede Kvinder - der er noget af et Nødraab i Henvendelsen. De (Kvinderne) maa slaa sig sammen, siger hun, de er en Magt, som ikke kan undgælde at gøre sig gældende, selv overfor den europæiske Konservatisme.
Og næppe har hun udsendt sine manende Ord, saa melder Telegrafen, at i U. S. A. er Forslaget om den Ændring af de forenede Staters Forfatning, der skulde give Kvinderne Stemmeret, forkastet af Senatet.
Og da Præsident Wilson fra Frankrig vender tilbage til New York, bliver der, mens Processionen er paa Vej til Statshuset, arresteret en Snes Kvinder, fordi de bærer Plakater, hvis Indskrifter fremsætter Krav om Kvindevalgret.
Det er, som vi igen oplever de engelske Kvinders Kamp, som om Krigsaarene intet har lært Verden - den europæiske Konservatisme har crossed Atlanterhavet.
Franske Kvinder har Gang paa Gang henstillet til Deputerkamret, at de bør, efter de Beviser, de har givet paa Udholdenhed og Opofrelse, ikke opleve, at Frankrig bliver den sidste store Nation i Europa, hvis Kvinder faar Borgerret.
Den 17. Februar har Clemenceau modtaget en Deputation af Stemmeretskvinder fra Belgien, de forenede Stater, Frankrig, Storbritannien og Italien. For Frankrigs Vedkommende udtalte han sig ubetinget for Kvindernes Deltagelse i de kommunale Valg - ikke mere - og han lovede Delegationen at fremlægge et Forslag, som skulde gaa ud paa at give Kvinderne Lejlighed til paa Fredskonferencen at lade sig repræsentere i Konferencens Arbejdsudvalg.
De franske Stemmeretskvinder henvendte sig d. 20. Jan. til Præsident Wilson og bad om et Møde med Præsidenten, før hans Afrejse til Amerika, for at udvirke, at Kvindernes Ret ikke bliver glemt ved Fredens Afviklinger, dette Møde blev beredvilligt fastsat. Kvinderne henstillede til Sekretariatet om, i Tilslutning til Konferencen, at opnaa indsat en international Komité for Kvindespørgsmaal. „Vi er bange for,” sagde Mme Schlumberger, der var Ordfører, „at man ikke vil tage Hensyn til denne Henstilling, hvis vi ikke har en Ven blandt dem, der har Magten. Vil Præsidenten være os en saadan Ven?” Præsidenten smilede og sagde: „Jeg kan ikke love at være en Ven, som har Magt; jeg kan kun love at være en Ven, og jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at Kvinderne kan gøre deres Stemmer gældende ved Fredskonferencen.”
Saa besværligt er det for Kvinder at faa Lov til at blive hørt. Naar Mænd sammenkaldes, maa de ansøge, sende Deputationer, bede om at være med - de tilkaldes ikke som en Selvfølge, endnu er Kvinderne ikke naaet frem til Fredsbordet.
I England véd vi blev Valgene en stor Skuffelse. Den eneste Kvinde, der blev valgt, sidder ikke i Regeringen, fordi hendes Parti Sinn-Feinerne ikke vil have Sæde i Parlamentet. Den sejge Modstand gjorde sig gældende - Mænd kunde ikke, selv med Krigens Erfaring for Kvindeevners Udstrækning, tænke sig at stemme paa Kvinder.
Et lille Træk fra Kristiania viser, at den sejge Modstand findes som en Svamp Verden over. Kvinderaadet havde henstillet til Kommunen om at faa flere Kvinder valgt ind i Ernæringsraadet, hvor der nu sidder to erfarne Husmødre. Ernæringsraadet svarede, at da det ikke var sket, at de mandlige og kvindelige Repræsentanter havde forskellig Mening i den Forstand, at de kvindelige under Afstemning aldrig havde været imod de mandlige, saa var der ingen Grund til at vælge flere Kvinder.
Sverige staar som det sidste Land i Skandinavien, hvor Kvinderne ikke har Valgret. Det synes, som det nu skal dages for dem, men Gang paa Gang er de blevet skuffet, Gang paa Gang har de faaet Afslag paa deres Henstillinger til Regeringen.
Fra Belgien har vi i disse Dage modtaget et patetisk Brev; „vi er lykkelige,” hedder det, „over at kunne meddele, at vort Blad „Femme Belge” igen kan udkomme. Den tyske Occuption har i fire lange Aar berøvet os al Forbindelse med vore fremmede Venner.” De beder om at faa Kv. og Sf. tilsendt for de tabte Aar.
Hvor vemodigt det staar til i Holland vil vi være i Stand til at vise i næste Nummer i en Artikel af Martina G. Kramer, som det desværre har været os umuligt at skaffe Plads til.
I Tyskland og Østerrig synes det foreløbig, som der i et og alt skal gives samme Ret til Kvinder som til Mænd, men ingen kan sige, hvor store Omvæltninger der endnu staar tilbage i disse ulykkelige Lande, eller i hvad Form de vil falde til Ro.
I Rusland har man gjort Kvinderne til „Statens Ejendom”. Det norske Blad, Nyelænde, gengiver en Udskrivningsordre, ifølge hvilken „Kammerat Savelioff bemyndiges til at indfange efter Valg eller Anvisning 60 Koner eller Piger til Dispossition for Artilleridivisionen i Brionsk, hvis dette Antal kan skaffes til Veje blandt Familier, der tilhører Borgere og ansete Bønder”.
Men vi vil lade disse forfærdende Forhold ude af Betragtning. I Rusland er man ikke inde paa at rekonstruere, kun paa at ødelægge.
Vi vil i Forbigaaende kigge ind ad vore egne Vindeverre; der ser vi en Debat i fuld Gang om, hvorvidt Kvinder, der gerne maa være Missionærer, ikke skal holdes ude fra at blive Præster.
Vi kommer saa til Finland. Landdagsvalgene forestaar; blandt de svenske Kandidater findes ingen Kvinder.
I det ny og som det synes interessant anlagte Blad, Astra, udgivet af Svenska Kvinnaförbundet i Finland, behandles dette Spørgsmaal i en fortrinlig Artikel af Olga Torckell.
Ved Gennemlæsningen af denne Artikel kommer man til den samme Opfattelse, som vi ovenfor har gjort gældende, at naar de kvindelige Førere efter et mangeaarigt, ihærdigt, maalbevidst Arbejde, efter fire Aars Krigsoplevelse, der burde have udslettet alle Skel, paa et Tidspunkt, hvor Verdens Rekonstruktion staar paa Dagens Program, i smaat som i stort maa kæmpe med den sejge Modstand, der Skridt for Skridt skal trænges tilbage paa et Tidspunkt, hvor alle Skranker fornuftsmæssigt skulde være brudt, saa har det sin væsentligste Grund i den haabløse Ligegyldighed fra de hundrede Tusinder af Kvinder, der ikke vil se og forstaa, hvad Kvindesag er og betyder.
Olga Torckell peger paa, at ved de første Valg i Finland var Kvinderne ivrige; de opstillede egne Lister, og selv i smaa Landkredse var Kandidaterne sat under ivrig Debat. Nu breder Ligegyldigheden sig mere og mere, de ældre, repræsentative Kvinder har trukket sig tilbage, og de unge, friske Kræfter, der skulde afløse dem, kommer ikke. Skal der ske noget indenfor Folkerepræsentationen og det kommunale Liv, saa er det, naar alt kommer til alt de gamle pligttro, som længe nok har baaret Dagens Byrde, der maa træde til. Artiklen slutter saaledes:
„Skola de verkligen få rätt, som förutsagt att kvinnorna, då de väl fått alla de rättigheter de ropat på, snart nog komma att tröttna på dem och åter lämna mannen i okvald besittning av alla le områden, dit kvinnan, lockad av sin medfödda nyfikenhet, av all makt strävat att tränga sig in? Men vad blir det i så f all av, den kvinnliga insats i samhällsarbetet, av vilken de bästa av oss hoppats så mycket, och som vi nu ha alla betingelser for att kunna giva, om vi blott själva vilja.”
Om vi blot selv vilde! Ja, saadan er det. - Ligegyldighed, det er den Svamp, der gør det til et Arbejde, der kræver overmenneskelige Kræfter, overmenneskelig Taalmodighed og Udholdenhed hos de Kvinder, der har sat en Verdensudvikling som Maal, der skal naas ved fælles Mands og Kvindearbejde.
Om Kvinder i alle Lande vilde forstaa, at Sammenslutning og Enighed er en Nødvendighed, for at Menneskene skal forstaa, at det er nu i dette Øjeblik, at Verden trænger til at hjælpes, og at al smaalig Vanskeliggørelse er Spild af dyrebar Kraft og Tid.
