« Tilbage til søgeresultaterne
Forsørgerpligten set i Belysning af: Lige Løn for lige Arbejde
Ved et af Medlemsmøderne her i Københavnskredsen - hvor man sjældent undgaar at høre noget lærerigt eller noget, der kan give Stof til Eftertanke, og som burde besøges af mange flere Medlemmer - kom man ganske kort ind paa Spørgsmaalet om Forsørgerpligten, og dette Emne viste sig at kunne give Stof til mange interessante Overvejelser og kunde ses fra saa forskellige Synspunkter, at en Diskussion her i vort Blad om dette vigtige og interessante Spørgsmaal maaske kunde være paa sin Plads.
Lige Løn for lige Arbejde er jo et af D. K.s vigtigste Krav. Det lyder saa lige til og saa besnærende, at mange straks udbryder: Selvfølgelig! uden at give sig Tid til at overveje, hvorledes Gennemførelsen af dette Krav vil bevirke en Revolution af det bestaaende, først og fremmest indenfor Hjemmenes Rækker. Hidtil har Forsørgelsen af Familien været en Pligt, der efter Loven hovedsagelig paahvilede Manden, og denne Pligt har været Fundamentet for utallige af de Hjem, der er blevet dannede, og dette har igen ført til, at Manden uvilkaarlig af Samfundet har været tilkendt Ret til forholdsvis mere Løn for sit Arbejde end Kvinden - han var jo Familieforsørger.
I det Øjeblik, vi fremsætter Krav om lige Løn for lige Arbejde, kan jeg ikke se andet, end at vi for at være retfærdig overfor Manden og hans Stilling i Samfundet maa sige, at samtidig vil vi selvfølgelig arbejde for, at Mandens særlige Forsørgerpligt falder bort. Men vil dette være heldigt?
Fru Estrid Hein udtalte ved det nævnte Møde, at efter hendes Mening skulde begge Ægtefæller have samme Pligt til at forsørge Familien. Om hun dermed mente, at alle Kvinder burde være selverhvervende og i samme Grad som Mændene bidrage til at samle Midler ind til Familiens Underhold, kom ikke til at fremgaa af den altfor korte Diskussion; men i saa Fald vil Fremtiden jo ikke komme til at kende de Hjem, som mange af vi Nutidskvinder har elsket for deres Charme og Hygge, der kun muliggjordes derved, at Kvinden udelukkende var overdraget Forvaltningen af de af Mændene tilvejebragte Midler og helt kunde hellige sig sit Hjem og sine Børn.
Andre Damer udtalte som deres Anskuelser, at da det jo gjaldt om ikke at favorisere de ugifte Kvinder paa de giftes Bekostning, skulde Staten paa en eller anden Maade træde til og lette Byrden for de Ægtefæller, hvem Forsørgerpligten faldt for svær. Al Respekt for Staten, og hvad den kan udrette ved at overtage eller regulere det, der er skævt og forkert i vort Samfund, - men for det første kommer man derved let til at dele Samfundet i Klasser (de, der behøver Tilskud, og de, der intet behøver), og for det andet er det ingen Stimulans for den menneskelige Æresfølelse, at man skal tage mod Hjælp udefra, især naar det angaar saa intime Anliggender.
Men lad være, at vi ogsaa her maa række Haanden ud efter Staten, saa opstaar dog Spørgsmaalet: Hvorledes? Hvorledes skal Staten ordne dette prekære Anliggende tilfredsstillende for alle Parter, Mand, Hustru og Børn.
Det er mit Haab, at der snart maa fremkomme Svar paa disse Spørgsmaal fra vore ledende Kvinder indenfor D. K. Thi hvor besnærende og lige til det end kan lyde med lige Løn for lige Arbejde, saa berører dette Krav dog paa en fatal Maade den nuværende paa Mandens Forsørgerpligt hvilende Ordning af Samfundet og Hjemmene.
Og det er min Opfattelse, at det er en daarlige Taktik at kaste det skidne Vand bort, før man har det rene.
Karen Kristensen.
Et Svar vil følge i næste Nummer.
