« Tilbage til søgeresultaterne
Indsendt Andragende
Den 20. Februar 1919 er nedenstaaende Andragende sendt til Formanden for det af Regeringen nedsatte Udvalg ang. Plejetilsynsloven og Børnelovens Revision.
Dansk Kvindesamfund, som har udført et aarelangt Arbejde til Forbedring af Børns Kaar og bidraget sit til Fremkomsten af Lovene af 27. Maj 1908 og 1. April 1914, har sammen med Danske Kvinders Nationalraad nedsat et Fællesraad, som stadig arbejder med Børnenes Sag for Øje.
Dette Udvalg har gennem indhentede Beretninger fra vore mange Kredsafdelinger Landet over bragt i Erfaring, at vore Plejebørnsforhold mange Steder langt fra er saa betryggende, som Lov om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts tilsigtede at gøre dem, og det ret betydelige Materiale, som er stillet til vor Raadighed gennem vore Kredsstyrelser, har givet os det Indtryk, at de paaklagede Mangler for en stor Del maa tilskrives det nuværende kommunale Tilsyn, som næsten overalt er overdraget frivillige Tilsynsførende, der ofte hverken har tilstrækkelig Tid eller tilstrækkelig Indsigt til at foretage Tilsynet saa stadigt og saa fyldestgørende som nødvendigt er, og hvis Arbejde desuden savner Tilstedeværelsen af en sagkyndig, kontrollerende Myndighed, som den Plejebørnstilsynet er undergivet i København og enkelte større Provinsbyer.
Under Henvisning til at Landets Embedslæger alt ifølge Lov Nr. 82 af 21. April 1914 § 5, jfr. Instruks for Kredslæger af
31. Marts 1915, § 11, skal føre Tilsyn med Plejehjemmene, tillader vi os at foreslaa:
At Landet inddeles i Tilsynskredse svarende til Lægekredsene.
At de i hver Kreds ansatte Tilsynsførende ansættes direkte under Embedslægen og arbejder under dennes Kontrol,
At der ved Ansættelsen af de tilsynsførende forlanges, som Tilfældet nu er i de større Byer, en vis Uddannelse i Børnepleje - (fra Børnehjem, Børnehospital el. lign.) - saa Tilsynet kan optræde raadgivende og vejledende for Hjemmene, samt
at der uarbejdes en fast Instruks for de tilsynsførende.
Endvidere tillader vi os i Anledning af Børnelovens Revision at udtale Ønsket om, at de forebyggende Foranstaltninger i den kommende Lov maa faa en mere fremtrædende Plads, end de hidtil har haft. Vi kunde ønske os, at der i Købstæderne oprettedes saa mange Vuggestuer og Smaabørnsasyler eller Børnehaver, at alle de Forældre, som ønsker det, mod en ringe Betaling kan anbringe deres Smaabørn der.
Vi foreslaar endvidere som i høj Grad paakrævet, at der oprettes Fritidshjem med Læsestuer, Værksteder o. s. v. for de skolepligtige Børn, hvor disse Børn kan beskæftiges under Tilsyn og Vejledning og derved lære at bruge deres Fritid paa en nyttig Maade.
Desuden vil vi under de forebyggende Arbejde betone Nødvendigheden af, at der oprettes et tilstrækkeligt Antal Dagarbejdsskoler baade for Piger og Drenge; idet de faa Dagsarbejdsskoler, der nu findes, kun er for Drenge.
Da det har vist sig, at Antallet af Optagelseshjem og Opdragelsesanstalter ikke er tilstrækkeligt i Forhold til det stadig store Antal Børn, der skal fjernes fra Hjemmet, henstiller vi derfor, at der oprettes saa mange af disse Institutioner, at en hurtig Forretningsgang kan finde Sted, hvilket jo maa siges at være Betingelsen for et virkeligt frugtbringende Arbejde for disse Børn.
Vi slutter os endvidere til Tanken om at adskille Hvervet som Overinspektør for Opdragelsesanstalterne fra Hvervet som Formand i Overværgeraadet, en Adskillelse, forekommer det os, at alene Tilsynets Omfang gør nødvendig, og vi ønsker udtrykkelig at betone, at det i Loven fastsættes, at Kvinder kan faa Adgang til disse Embeder.
Da vi finder, at det er af den største Betydning, at der i alle Værgeraad Landet over sidder Kvinder, tillader vi os at anmode om, at denne Betragtning maa blive gennemført fuldt ud, saaledes at det sikres, at der i alle Værgeraad kommer til at sidde mindst een Kvinde, ligesom vi ønsker, at det i Lovforslaget udtrykkelig betones, at alle Lovens Stillinger og Embeder kan besættes med Kvinder.
Ærbødigst
Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne
Julie Arenholt,
fungerende Formand.
København d. 20. Februar 1919,
Studiestræde 49.